GODDAMN THAT DJ MADE MY DAY!

For et par uger siden brød ukendte gerningsmænd ind i Run DMCs DJ Jason Mizzell, alias Jam Master Jays studie i Jamaica, Queens, og skød ham på klods hold. Koldt, overlagt mord.

Jays tragiske bortgang er for undertegnede en påmindelse om en fjern virkeligheds nærvær. En virkelighed en stor del af den amerikanske befolkning lever og som, selv for tilsyneladende fredelige og velbeslåede mennesker som Jay, kan resultere i pludselig død ved blyforgiftning.

Dette er uendeligt mere tragisk end f. eks. Jack Kirbys eller Carl Barks' død, men da der netop for undertegnede kun er tale om en virkelighed dagligt filtreret hhv. gennem tryksværtens og B&W-højtalernes distanceblændere, er følelsen, i mangel af bedre, at ligne med disse. Et menneske, der har rørt og rokket ved ikke bare ens barndom, men tilværelse som sådan, er pludselig væk.

Ligesom de havde gjort det i USA, ramte Run DMC, da de droppede deres første single It's Like That bw/Sucker MCs (1983), i Danmark den rebelske og rådvildt udsigtsløse nerve i en stor del af en generation, der ledte efter et udtryk, der kunne bekræfte os i det oprør vi, som alle unge, havde brug for at artikulere - ikke mod autoriteterne eller noget andet håndgribeligt af den art, men bare som sådan. I tilbageblik forstår man pludselig den virkning Rullestenene havde på De Gamles generation. 

Men ikke nok med det, Run DMC tilførte det hårde udtryk en ansvarsfølelse og basal livsglæde - de af Jay orkestrerede, dumpt pumpende trommer, rockspaden og de vitalt fremførte frem-og-tilbage rutiner mellem DJ Run og DMC udtrykte tingene, som de var, på sådan en helt igennem ubanal no-nonsense måde - livet er Tricky, men It's-like-that, and-that's-the-way-it-is!

RIP

Matthias Wivel