|
I EN
NØDDESKAL
Nu er den her,
den akutte krise.
Med Kulturafviklingsminister
Brian M. i spidsen har regeringen bebudet en slankning af
de mange råd og udvalg, der i årevis har siddet på, og spist
af, kulturpengene og, ved at holde samme indenfor armens
længde, holdt dem fra dem, der angiveligt skulle have dem:
kunstnerne. Det store, slanke og aerodynamiske Kunstråd
præsiderer nu over de drastisk reducerede kulturbevillinger,
der gerne skulle nå ud til de rigtige kunstnere - i stedet
for de forkerte, som smagsdommerne deler bon med.
Alt det er velkendt
og jeg skal undlade at trætte jer, kære læsere, med endnu
en gennemgang af de sørgelige detaljer i regeringens såkaldte
kulturpolitik og blot henlede opmærksomheden på et følgeproblem,
samfundet - og den angiveligt tegneserieglade kontorminister
- vel overvejende af forståelige grunde ikke har taget notits
af: den danske tegneserie er på vej fra knæhøj kolort til
den type, der stiger den over hovedet.
Blandt de råd,
der nedlægges pr. 1. juli 2003 er, som bekendt, Litteraturrådet.
Og under Litteraturrådet sorterer, som bekendt, den såkaldte
Tegneseriepulje, der i efterhånden ti år har holdt den danske
tegneserie i live. Med bortskæringen af Tegneseriepuljens
årlige bevilling på Kr. 400.000, fratages den danske tegneserie
- eller i hvert fald den, der ikke optræder i dagbladene
- sin væsentligste, ja næsten eneste livgivende kilde. Det
er både alvorligt og sørgeligt.
Hvorfor det er
alvorligt giver sig selv, men grunden til at det er sørgeligt
er, at den danske tegneserie - efter ca. 10 år med trinvis
førstehjælp fra Litteraturrådet - rent faktisk i den seneste
tid har vist spæde tegn på at den måske vil komme sig. Forudsat
at den fortsat får alt den hjælp den kan.
Succeshistorien
Strid har igen henledt den brede opmærksomhed på mediets
potentiale, mens en række relativt nytilkomne serieskabere,
som Bjarne Hansen, Ib Kjeldsmark, T. Thorhauge og Terkel
Risbjerg har signeret værker, der har tilført mediets
hjemlige inkarnation et længe tiltrængt ambitionsniveau,
der rækker ud over det selvudslettende. Samtidig har gesjæftige
entusiaster som Brdr. Ballarin og folkene bag det nyligt
lancerede blad Kurt Dunder & Co. satset stort
og søsat projekter, der når ud til flere end blot de indviede.
Og så leverer 70er/80er-generationen - Smet,
Kielland,
Comoll,
Solheim,
m. fl. - stadig tegneserier af høj kvalitet; i flere tilfælde
er der endog tale om, at de arbejder på værker, der hører
til i toppen af deres samlede produktion. Sidst, men ikke
mindst, står en ung generation, med et gå-på mod, der synes
omvendt proportionalt med tingenes tilstand, klar til at
prøve kræfter med mediet.
Og hvad er så fællesnævneren
for stort set alle disses ve og vel? 400.000 årlige dask,
der sørger for de beskedne produktionsudgifter, tegneserieforlagene
i mangel på enhver form for initiativ eller forsøg på talentopdyrkelse
er for fedtede til at stille i udsigt. De fleste af disse
penge overføres til Kunstrådet, som er opdelt i 4 grupper
med hver deres udvalg: Litteratur, Teater, Musik & Kunst
(med hvilket det må antages, at der menes billedkunst) -
hvor ender tegneserien i dette nye hierarki og hvad er chancerne
for at den vil blive bemærket? Hvor stor er sandsynligheden
for at den - og andre "skæve" medier - vil blive mødt med
respekt og kompetence i de allerede overbebyrdede udvalg?
Situationen vidner i en nøddeskal om de sande resultater
af regeringens angiveligt kunstnervenlige kulturpolitik.
(Hvem sagde skattestop?)
Hvis man endelig
skal gå ind på den mellem linierne i Kultur-Brians politik
liggende idé om, at kultur bør give overskud og kunne finansiere
sig selv, er der vel kun ét at gøre: at fæstne lid til,
at den højnede opmærksomhed, mediet i øjeblikket nyder,
vil komme det til gode. At aviserne i stigende grad vil
sørge for den talentopdyrkelse, forlagene forsømmer; at
de velgørende ouverturer diverse litterære forlag som Politisk
Revy i øjeblikket viser mediet vil fortsætte og give afkast
og, ikke mindst, at de danske tegneseriekunstnere ikke vil
lade sig kue.
Faget har for de
fleste været brødløst i lang tid, så tabet af Tegneseriepuljen
bør ikke sætte et fuldstændigt punktum for produktionen,
om end entusiasmen selvfølgelig daler i takt med udgivelsesmulighederne
formindskes. Men den er som sagt stor - i visse kredse næsten
Kamikaze-agtig - og det vigtigste, kvaliteten, er (som jeg
tidligere
har beskrevet det) der vitterligt i de danske tegneserier.
I stigende grad.
Så lad os, der
holder af mediet, støtte den danske tegneseriekultur ved
at købe de progressive og gode udgivelser, der rent faktisk
produceres her i landet, lad os sprede ordet om dem i vores
omgangskreds, såvel som i de fora vi ellers har adgang til.
Og lad os ikke mindst huske på, at vores stemme også tæller
til næste folketingsvalg.
Carpe Diem!
- Matthias Wivel
PS - sidste ansøgningsfrist
i Litteraturrådet, og dermed Tegneseriepuljen, er
1. april, 2003.
|
|
© Humanos SA
|
