TÆND FOR HÅBEMASKINEN OG KRIDT STØVLERNE!

Rackhams to-mands mafia forsøger, som man kan læse andetsteds her på sitet, over sommeren at ekspandere vores oplysnings- og formidlingsbusiness til sydligere himmelstrøg - nærmere bestemt Frankrig: et af den europæiske tegneseries hovedlande.

Med udstillingen 'BLÆK' og antologien af samme navn, er det hensigten at vise et fransk publikum, hvor alsidig og kunstnerisk interessant den danske tegneserie er i dag, trods mediets noget problematiske situation herhjemme.

Det er min overbevisning, at den danske tegneserie, som den ser ud nu har meget at byde på, en overbevisning arbejdet på Rackham #4 og nu det franske projekt kun har skærpet.

Udover en håndfuld klassikere, der står sig ganske glimrende i et internationalt perspektiv, har den danske tegneserie tydeligvis et stort og endnu kun delvist realiseret potentiale.

Den danske avisstribe hører, qua især Egoland, Strid og Homo Metropolis, til i toppen af genren set fra et internationalt perspektiv - og det er opmuntrende at se, at disse serier i overvejende grad opnår den anerkendelse de fortjener - fra såvel officielt som populært hold.

Gjørup og Werdelin holder med imponerende konsistens i dag det høje niveau, der har gjort deres striber til klassikere indenfor mediet i Danmark, mens næste generation stadig lader vente på sig. Strid er der og er stadig vital, men har annonceret, at han snarligt vil hellige sig andre projekter, hvilket sandsynligvis er i overensstemmelse med hans kunsteriske temperament og derfor kun kan imødeses med optimisme. Hvem der i fremtiden skal sikre avisstribens fornemme position i Danmark vil vise sig - de nye stjerner er med sikkerhed derude et sted.

Derudover leverer flere af de serieskabere, der debuterede i 70erne, ganske som det er tilfældet flere steder i udlandet, i dag deres karrierers mest interessante arbejde og vil forhåbentlig i fremtiden være i stand til at overgå sig selv.

Med deres lydefri iscenesættelse af komplekse og fint nuancerede fortolkninger af de nordiske gudemyter har de seneste albums i Peter Madsens og Henning Kures Valhalla-serie opnået en syntese mellem den klassiske eventyrfortælling og en filologisk ambition, der er sjælden indenfor mediet. Man kan begræde, at dette er sket på bekostning af humoren og friskheden af de tidlige albums, men først og sidst vidner det om en væsentlig og nødvendig kunsterisk modning. Da serien indenfor en overskuelig fremtid når sit endepunkt, skal det blive spændende at se, hvad Madsen vil udrette på egen hånd med mere enkeltstående albums, som fx. den snarligt færdige Historien on en Mor. Den af kritikken undervurderede Menneskesønnen er under alle omstændigheder vidnesbyrd om, at han har opnået en evident sikkerhed i et udtryk, der er hans eget.

Peter Kiellands Jernpotte-trilogi, hvoraf tredje bind stadig er under udarbejdelse, er et til tider idiosynkratisk, men imponerende storværk af sjælden dybde, som desværre pga. sin production value (albumformat, farver, mv.) ikke tilnærmelsesvis har opnået den udbredelse den fortjener. Denne series problem afhjælpes ikke ligefrem af, at tredje del - når den engang er færdig - vil udkomme på et marked, hvor de første to dele kun vil være tilgængelige antikvarisk. Man kan, hvis man har optimismen i orden, håbe på, at markedssituationen i mellemtiden vil ændre sig tilpas meget til at en samlet udgave af alle tre bind realistisk kan produceres. Et noget usikkert, men ikke helt utopisk håb.

Mårdøn Smet har netop leveret sin nok bedste tegneserie nogensinde til BLÆK-antologien: en 10-siders Stig & Martha, der til fulde opnår den symbiose mellem grafisk virtuositet, refleksion og poesi, der alle dage har gjort denne serie til Smets væsentligste arbejde. Man kan på den baggrund fortrøstningsfuldt håbe, at han i fremtiden med endnu større kraft vil forløse den unikke kombination af kontrol og vildskab, hans tegneserier siden starten har båret præg af, i værker hvor refleksionen og impulsiviteten går hånd i hånd.

Et påfaldende træk ved en stor del af de danske tegneserier i dag er det høje håndværksmæssige niveau. Hvis man tager Gjørups stramt svunge linier, Smets perfektionistiske leg med stregens semantik, Madsens faste greb om fortællingen, eller Ole Comoll Christensens, Jan Solheims, Søren Mosdals og flere andre yngre serieskaberes betydelige tekniske formåen i betragtning, er det tydeligt, at den danske tegneserie på dette punkt står stærkere end vores nordiske naboers. Men når det kommer til helhedsudtrykket, synes der stadig at være et stykke vej at gå.

'Avantgardeholdets mainstreamtegner' - eller 'Mainstreamholdets avantgardetegner', om man vil (se Rackham #4 for disse og andre terminologiske tosserier) - Ole Comoll vedbliver med at overraske med sine altid overlegent gestaltede, kamæleonagtigt foranderlige, men konstant morsomme korte serier, hvilket tyder på en stadig vitalitet, der sandsynligvis med tiden af sig selv vil sikre os de værker af mere blivende værdi, vi stadig venter på.

Jan Solheim, hvis Magnum Opus Lava stadig er i Limbo, har i lang tid været blandt de mest blændende tegnere indenfor gesjæften, og fortsætter i dag med at signere serier af høj humoristisk og grafisk kvalitet, men har endnu ikke leveret det poetiske hovedværk (Lava eller ej), hans temperament vidner om han har i sig. Foreløbig venter vi på tredje del af den selvbiografiske Navelfluff, der i hvert fald tegnemæssigt lader til at blive noget af det hidtil mest imponerende fra mandens hånd.

Søren Mosdal, der ligeledes har sin tegneteknik i orden, har tilført dansk tegneserie et skarpt, insisterende pift af det underbevidste og forstyrrende, men synes stadig at søge efter en form, der til fulde kan bringe hans særlige temperament til forløsning. Det er imidlertid godt at se, at hans serier i øjeblikket tiltager i styrke for hver udgivelse - hans nye omkalfatring af sin gamle historie Hundegott er et klart højdepunkt i hans produktion og lover godt for fremtiden.

Disse repræsentanter for den danske udgave af den nouvelle tendance, der i en række europæiske lande, såvel som i USA, har bidraget til at mediet i 90erne har udviklet sig mod en imponerende alsidighed og kunstnerisk kvalitet, har i løbet af de seneste år fået selskab af en række særdeles lovende yngre serieskabere.

Blandt dem finder man T. Thorhauge, hvis Det der går forud hører til de mest overbevisende debuter i nyere tid. Trods sin noget famlende og til tider lidt forcerede livtag med tilværelsens store spørgsmål, er det en tegneserie, der et langt stykke ad vejen er netop dette livtag værdig. Siden udgivelsen har han desværre ligget noget underdrejet - bl. a. pga. nærværende formidlingsforetagende - og har derfor koncentreret sig om produktionen af en række kortere tegneserieessays (i Rackham #2, 4, 5, BLÆK-antologien og Strip!). Disse fermt orkestrerede og veloplagte serier vidner om et talent i rivende udvikling og borger godt for det meget ambitiøse Opus 2, der stadig er på skitseplanet.

Simon Bukhave - der sidder på tidens klart mest progressive tegnestue, Fort Kox, sammen med Mosdal - debuterede sidste år med albummet Ghost, der med klar kontinuitet fra ovenstående serieskabere, viste ham som et betydeligt håndværksmæssigt talent, hvis arbejde lover meget. Den eventrylige åre og det talentet for det uhyggelige, Ghost trækker på, vil forhåbentlig med tiden vokse og indgå i rigere tematiske sammenhænge.

Mens vi håber på en udvikling af markedet i mere gunstig retning, er der således meget at udrette for tegneserieskaberne selv. Det er evident, at en afgørende faktor i denne udvikling er kvaliteten af det udgivne, ikke mindst når det gælder hjemligt producerede serier. Værkerne viser, at talentet er der og at en større optimisme og ambition fra serieskabernes side kan betyde en afgørende forskel.

Kridt støvlerne folkens - i er The Bomb!

Matthias Wivel

22/05/03