DEN SIDSTE IDIOT?

TILBAGEBLIK. Ak, da undertegnede i midten af 1990erne besluttede at prøve at frembringe et tegneseriealbum, som i hvert fald i intention skulle blive et værk, der - ikke alt for pinagtigt - kunne blive et gyldigt led i den kæde, som er Det Danske Tegneseriealbums historie, tænkte jeg ved mig selv at jeg måske - og sandsynligvis - ville blive den sidste, der ville binde an med noget sådant.

Hvem ville dog ellers være dum og masochistisk nok til at sidde oppe om natten og tegne & skrive, uden løn, uden udsigt til forlagskontrakt, uden udsigt til anerkendelse, endsige opmærksomhed, for ikke at nævne læsere? Hvem vil være dum nok til at se sig i spejlet og sige: "O.K., du har evner. Du har også ideer. Du har noget på hjerte. Du har disciplin. Du vil berige dine medmennesker med din kreativitet.", for derefter at sige: "Fanme ja! Jeg laver sgu en tegneserie!"?

I en tid hvor de levende billeder totalt dominerer feltet med fortællende medier, med computeren og dens lokkende animations- og 3D-software som den helt store, forståeligt iøjnefaldende fristelse - hvem kunne dog være så dum at bruge sine evner på et så gammeldags medie som tegneserien, som (tilsyneladende) har sin storhedstid liggende langt bag sig?

Jeg var grangiveligt overbevist om, at jeg måtte være den sidste idiot.

MEN HOV? Jeg har dog en snigende mistanke om at tegneserieskabere i leddet før mig måske også har været plaget af denne forestilling. Og måske har dem i leddet før igen haft lignende overvejelser. Som på irrationel og overraskende vis blev afkræftet?!

For et par år siden blev jeg i en tegneseriebutik gjort opmærksom på at mængden af fotokopierede tegneseriehæfter pludselig var vokset (efter angiveligt at skulle have været helt borte) - med andre ord virkede den såkaldte 'undergrund' pludselig levende. Spørgsmålet var naturligvis om talentmassen i undergrunden - og ikke mindst ambitionerne - rakte til det overbevisende spring ind i den fuldgyldigt professionelle tegneseriesfære (hvad den så end består i).

Det så - til min store forbløffelse & relative glæde - tilsyneladende sådan ud, og det gør det stadig. Flere individer, fra vidt forskellige kanter, er ved at træde i karakter, med vidt forskellige projekter. Nogle fumler en smule; der er måske ikke så megen støtte at finde, som de kunne ønske - men energien og viljen er der.

IDIOTERNE: Blandt de af de aspirerende serieskabere som med autoritet er trådt i løfterig karakter med sikre og overbevisende professionelle udtryk, finder man Allan Haverholm, Simon Bukhave, Tobias Enevoldsen, Asbjørn Skou og Cav Bøgelund. Hele fem talenter, der er dukket op i et overskueligt tidsrum. De står indbyrdes i lidt forskellige positioner - Simon Bukhave har debuteret med den imponerende formfuldendte Ghost (Debaser, 2002) og blev i øvrigt udvalgt som idémand og art director på videoen til Kashmirs sang 'Rocket Brother', en sort/hvid tegnefilm! Tobias Enevoldsen, der som første dansker har gennemgået det fulde, 2-årige program på The Joe Kubert School of Cartoon and Graphic Art (sammen med Jonas Madsen, hvis debut vi stadig venter på), har markeret sig som tegner på Kurt Dunder & Ko-serien "Frosne skygger"(Eudor Comics, 2002-03, med manuskript af Niels Roland), den, man blandt andet husker for sine visuelle talebobler.

Cav Bøgelund, som er ved at færdiggøre sin uddannelse på Viborg Animation Workshop, står overfor at debutere (forhåbentligt meget snart!) med den store og lovende Necropolis (med manuskript af den utrættelige joker, Simon Petersen), som på rekordtid har udviklet et enkelt & distinkt grafisk udtryk. Den kun 19-årige Asbjørn Skou har netop debuteret med den ligeså imponerende, lidt længere (i sidetal) og yderst dystre I tusmørkets tid (The Outfit, 2003). Der spilles med musklerne, ambitionerne er store, og nogen gange kan man næsten blive bange for om disse, øh, nytilkommende & dødsforagtende idioter ikke skaber lovligt store forhindringer for sig selv, som Allan Haverholm måske har gjort det med kæmpeprojektet Sortmund (Eget forlag, 2000-)? Haverholm er den i gruppen, der har været synlig på scenen længst tid, han påbegyndte Sortmund, mens han studerede på Designskolen i Kolding. Han har planlagt at serien skal fylde hele 12 hæfter, af hvilke en god tredjedel stadig lader sig vente på sig. Men som Henry Sørensen påpeger her, er det en tegneserie man gerne venter på.

MEN... HVORFOR? Hvordan kan det dog være at disse talenter vælger at udtrykke sig i et af Danmarks pt. mest utaknemmelige medier? Indlysende fordi de elsker tegneseriemediet, hvilket fremgår åbenbart af deres arbejder. Men hvorfor elsker de tegneseriemediet?

Det aner jeg jo virkelig ikke. Men man kunne forestille sig, at muligheden for helt selv at opbygge og bestemme over sit eget univers, sin egen fortælling, sine egne billeder, er den store og trods alt taknemmelige gulerod, der ikke lader sig styre af kapital (for der er ingen!).

Oh, denne frihed! Denne forbandede frihed!

NÆRMEST UNDERLIGT. I midlertidig gemmer der sig også bag dem en skare af andre lovende talenter. Eller omkring dem, skulle man måske snarere sige. Den utrættelige Martin Christiansen arbejder stadig som Danmarks 'undergrunds-nurser' nr. 1 med sit forlag Eksem Comics og sit blad Tegneseriemix - her har Cav Bøgelund og Simon Petersen længe været blandt hovedattraktionerne. Også tegneserieforeningen Blæk! rører aktivt på sig - her finder man den entreprenante HC 'Cool Comics' Vang og den ret oversete Martin Flink, hvis Utopia-udgivelser vidner om stort grafisk overskud og en sjælden sikker sans for udgivelsesudstyr. For ikke at forglemme fænomenet & en-mands-politikrimifabrikken Johan Nørgaard Petersen.

Det er svært at spå (især om fremtiden), men om ikke andet ser det ud til at det yngre danske tegneseriemiljø er klædt godt og flot på til tiderne der kommer. GO, YOU IDIOTS!

T. Thorhauge, aldrende serieskaber.

11/11/03