TIDENS TONEKLANG: MANGA VS. EUROPÆISK MAINSTREAM

HVIS DU IKKE allerede har opdaget det, kan Rackham afsløre at mangaen er kommet til Danmark. Godt nok kom den allerede i 1988, i form af Goseki Kojimas og Kazou Koikes Ensom Ulv og Hvalp, men først nu, på den anden side af årtusindeskiftet er den med Akira Toriyamas Dragon Ball slået kommercielt igennem, med en kraft man næppe havde forestillet sig i midthalvfemserne; til Bogmarkedet beretter direktør for boghandlerkæden B. O. Bøger, Jørn Bach, at kædens salg af børnebøger i 2003s første ni måneder er steget med 42,7% - en stigning, der næsten alene skyldes Dragon Ball.

Skønt Carlsen ikke var blandt de hurtigste forlag i den vestlige verden til at få øje på potentialet i japanske tegneserier, har forlaget prisværdigt lanceret en mindre og voksende vifte af væsensbeslægtede titler for at tilfredsstille de nye kunder i butikken. Og søreme om ikke det Bonnier-ejede forlags værste konkurrent, Egmont, har lugtet lunten, og nu selv lancerer sit bud på en manga-bestseller, nemlig Rumiko Takahashis megasucces Ranma 1/2.

TOGET KØRER, UNGERNES læseglæde har revitaliseret tegneserien, og mere overraskende; det sort/hvide pocketformat, som i disse N-GAGE/PS2-tider unægteligt har et lettere anakronistisk og musealt skær over sig. Anakronisme eller ej, mangafænomenet har konsolideret sig i Danmark - en konstatering der erindrer om Umberto Ecos betragtning om bogformatets fleksibilitet og sejlivede konkurrencedygtighed: "Bogen er billig at producere, og nem at transportere. Et højteknologisk under."

Mens man fra et snævert tegneserieentusiast-perspektiv kan glæde sig over det friske pust fra solens rige, kunne man passende samtidig tjekke blodtrykket på den klassiske, fransk-belgiske mainstream - den, der blev funderet i klassikere som Tintins oplevelser, Asterix, Vakse Viggo, Blueberry og så videre. Kunne man ikke forestille sig, at mangaens komme i Frankrig (hvor de japanske tegneseriers salgstal har rundet de 25% af alle solgte tegneserier uden at toppe), kunne inspirere og tilføre de lidt slidte genreformater en tiltrængt blodtransfusion?

Det er der ikke noget, der tyder på. Blandt de største kommercielle succeser i Frankrig i 2003, finder man Enki Bilals 32. december og seneste bind af Blake og Mortimers nye eventyr af Yves Sente og André Juillard, som angiveligt har solgt i omegnen af hhv. 350.000 og 600.000 eksemplarer.

HVAD I ALVERDEN er der nu galt med det? spørger læseren måske sig selv. For så vidt er der ikke noget galt med de to nævnte tegneserier, selvom Bilals ærinde begrænser sig til en svulstig, selvoptaget og dybt, dybt forudsigelig banalisering af et udtryk, som vitterligt var både mere tidsvarende, mere originalt og mere generøst i 1980, i Udødelighedens pris. Der er heller ikke noget galt med Blake og Mortimers nye eventyr, selvom man med fuld ret kan hævde at den tyktflydende nostalgiske, kreativt blodfattige og pastiche-glade trampen rundt i en død mands koncept (fra 1946!) er både plat, sølle og udsigtsløs.

Problemet er den mængde af væsensbeslægtede produkter, som de store franske forlag oversvømmer sit marked med. Disse klon-af-kloner-tegneserier er på grund af deres manglende vitalitet og vedkommenhed formentlig skyld i mange problemer, f.eks. det forhold, at kun ganske få tegneserietitler i Frankrig sælger stadigt mere, mens hele det øvrige felt af titler sælger stadigt mindre

Men disse nostalgiske og ugenerøse formeltegneserier skal ikke smides på bålet på grund af de eventuelle økonomisk-strukturelle problemer, de fører med sig. De skal smides på bålet, fordi de slet og ret er forræderi mod enhver læsers imødekommende tålmodighed. At spilde ærede medmenneskers tid med kærlighedsløse, kyniske og kortsigtede medieprodukter tangerer kriminalitet.

DEN OPVAKTE LÆSER vil her opponere mod den skarpe tone, og påpege at de japanske tegneserier om nogle bliver produceret under samlebåndsagtige og salgskalkulerende forhold. Tjo, muligvis, men det er et uinteressant aspekt, for alene det, at de japanske tegneserier bringer et væld af eksotiske, kulturelle koder ind i danske børns hoveder, opfylder for denne skribents vedkommende så afgjort kravet om stimulerende substans - der er kød på lortet; efter nulpunktet med den såkaldte 'tegneserieløse generation' er ungerne hooked up igen.

Ja ja, kan man sige, men One Piece er da ikke andet end en tirade af enstavelsesbandeord og konstante brud på fortællingens kausalitet, etc. etc.? Nej. I denne sammenhæng taler tallene deres tydelige sprog. Et barn går kun ind i en boghandler og bruger de lommepenge, der er tilbage efter mobiltelefonregningen, på en tegneserie, hvis den har noget at tilbyde. De japanske tegneserier går direkte ind hos ungerne, og diskussionen om hvad det er, der går ind, og hvilke implikationer det har, er en helt anden.

T. Thorhauge 21/12/03