|
HVAD
NU, OH, DU DANSKE TEGNESERIESKABER?
SKØNT KUNSTSTYRELSEN
ENDNU ikke officielt har offentliggjort tallene for Litteraturcentrets
pulje for ’de generelle midler’ – hvorunder
tegneserier nu hører – er de naturligvis offentligt
tilgængelige. Henvender man sig således til
Litteraturcentret, får man at vide, at tre tegneserierelaterede
projekter har opnået støtte efter denne den
første tildeling under kulturminister Brian Mikkelsens
nye administration. De tre projekter er hhv. ”Udgivelse
af Dansk Tegneseriebibliografi 1947-2004”
ved Bo Bjørn Hansen (støttet med kr. 55.000),
”Udgivelse af kunsttegneserien Solen og Månen”
ved Milik Publishing (støttet med kr. 25.000) og
endelig ”Arbejdet med tegneserieprojektet Theas
verden” (støttet med kr. 60.000, som tilfalder
denne skribent). Med andre ord er danske tegneserier støttet
med i alt kr. 140.000 i første halvår mod de
sædvanlige ca. 220.000 kr. under den gamle Litteraturråds-ordning.
Hvis man altså tæller Dansk Tegneseriebibliografi
med som en tegneserie. Hvis ikke, er tallet dalet til kr.
85.000.
MAN KAN ANLÆGGE flere betragtninger på disse
tal. Formanden for Foreningen af Danske Tegneserieskabere,
Frank Madsen, har fx anlagt et moderat optimistisk perspektiv
på første omgang med Kunststyrelsen og Litteraturcentret.
Han har påpeget, at tegneseriepuljens midler under
den gamle støtteordning udgjorde ca. 14% af de samlede
midler, men at forårsbevillingerne rent faktisk udgør
ca. 16% af det nye – langt lavere – samlede
beløb. Dermed understreger Madsen, at der nok er
et problem med de lave bevillinger, men at tegneseriemediet
alt i alt ikke er hårdere ramt end de andre kunstarter.
Madsens perspektiv er, med hans meritter in mente, ikke
overraskende fuldstændig legitimt, korrekt og nøgternt,
og endda muligvis rigtigt. Det kan kun tiden vise. Man kan
imidlertid atter påpege, at denne procentsats ville
se anderledes lavere ud, hvis man betragter Dansk Tegneseriebibliografi
som en tegneserierelateret bibliografi, og ikke som en egentlig
tegneserie. Under alle omstændigheder er Foreningen
af Danske Tegneserieskabere indlysende bekymret over situationen,
og søger fortsat dialog med Kulturministeriet.
DEBATTEN OM LITTERATURSTØTTEN er meget synlig og
nærværende i dagspressen. Senest har en analyse
i Søndag aften beskrevet, hvordan kulturministerens
’gaveregn’ over dansk litteratur kun lige nøjagtig
har ført det samlede støttebeløb tilbage
til niveauet fra regeringsskiftet, altså inden regeringens
indledende besparelser. Disse penge er imidlertid kommet
tilbage i andre gestaltninger, og det er fortsat svært
at vurdere, hvor den danske tegneserie befinder sig i det
kulturpolitiske landskab. Hvis en til tre danske tegneserieskabere
hver fra 10. mio.-puljen får et legat på 100.000
kroner, vil det endelige regnestykke jo være forrygende,
set ud fra en økonomisk vinkel (det fordelingsmæssige
aspekt ville dog se ganske anderledes tvetydigt ud). Dog
står det fuldstændigt klart, at tegneserien
ikke længere er repræsenteret med fagmænd
eller -kvinder i beslutningsprocessen. Udvalget, der bedømmer
ansøgninger fra danske tegneserieskabere, ledes som
bekendt af Claes Kastholm og hans overblik og beslutningsevne
suppleres af Niels Brunse, Cecilie Eken og Peter Urban-Hall.
Selvsamme udvalg skal i øvrigt tilsyneladende også
bedømme de relevante ansøgninger til den ellers
perspektivrige 10 millioner kroner-pulje, som en gang årligt
vil uddele legater i størrelsesordenen 100-150.000
kroner (til ansøgere som er tilmeldt biblioteksafgiften).
Det kan man naturligvis mene om, hvad man vil, men det forekommer
i hvert fald denne skribent, at det vil være endog
meget nemt at argumentere for en kritik af dette forhold.
MULIGHEDEN FOR POSITIV overraskelse foreligger. Det er
bestemt tænkeligt at danske tegneserieprojekter vil
få den opmærksomhed, de fortjener, at mediet
vil blive begunstiget med en form for fremadrettet faglig
repræsentation, og så videre. Spørgsmålet
er om tegneserieskaberne har råd til at satse.
SÆT NU AT danske tegneserieskabere, i modsætning
til deres skøn- og faglitterære forfatterkolleger,
er ligeglade. Tænk, hvis størstedelen af udøverne
måske ikke selv betragter deres håndværk,
deres kunstart, som et støtteværdigt virke,
tænk hvis de i virkeligheden ikke føler den
nødvendige stolthed ved deres profession, tænk
hvis de ikke tager deres gerning alvorligt. Man kan jo ærligt
talt ikke vide det, for de danske tegneserieskabere siger
ikke så meget. De møder ikke op til generalforsamlinger
i deres forening, og det tidsskrift, de modtager for deres
kontingentpenge – Strip! – undgår
af uvisse årsager at bringe (eller have en mening
om) noget som helst, der bare lugter en anelse politisk.
På trods af at den vigtigste økonomiske støtteordning
for danske tegneserier måske – måske ikke
– er ved at blive udhulet; på trods af at situationen
nærmest skriger efter tilkendegivelser om tingenes
tilstand.
”JA JA, HR. LEDERSKRIBENT”, kunne man sige,
”dyre ord og høj i hatten. Du har dit på
det tørre, du har fået penge fra Kunststyrelsen,
du bruger tid på formidling af tegneserier og kæfter
dumt op om dette og hint.” Disse er rimelige betragtninger,
men på trods af den indlysende glæde ved og
taknemmelighed over at have modtaget et stort arbejdslegat
fra Kunststyrelsen, er denne skribent ikke desto mindre
– som antydet ovenfor – ganske bekymret for
udviklingen, tilsyneladende (for nu igen at være irriterende
hellig) mere bekymret end de, der har fået afslag?
Og jo, det er sandt at der fra denne kant er blevet kæftet
op om både det ene og det andet, på trods af
at undertegnede kun har ét tegneseriealbum i bibliografien,
og dermed naturligvis ikke kan gøre sig forhåbninger
om at blive opfattet særligt seriøst. Men undertegnede
havde naturligvis også fundet det både mere
rigtigt og mere passende om en ældre, mere kendt og
anerkendt tegneserieskaber havde taget bladet fra munden.
Måske er der nogle uigennemskuelige kollegiale problematikker,
der gør det så svært? Hvis der er, er
det vigtigt at erindre sig at tegneseriekulturens velbefindende
trods alt overstiger tegneserieskabernes velbefindende.
MEN HVORFOR ER de danske tegneserieskabere sådan?
Hvorfor deltager så få i dialog, i debat, i
handling på den ene eller anden måde? Og hvad
med dem, som har nydt endog meget godt af støtten
fra Litteraturrådets tegneseriepulje, burde de ikke
gøre noget? I det mindste ytre tilfredshed eller
utilfredshed? Er disse, de gamle drenge og piger, der har
modtaget betragtelige beløb for deres virke
ligeglade med at vækstlaget – de kommende tegneserieskabere
– muligvis ikke bliver privilegeret med de samme ordninger
som dem selv? Hvorfor er de tavse, hvorfor er de passive?
Måske fordi de ikke mener så meget, eller –
som antydet ovenfor – fordi de ikke tager sig selv
alvorligt. Hvis det forholder sig sådan, kan man så
ikke med en vis ret sige at danske tegneserier og danske
tegneserieskabere ligger som de har redt, at de i dén
grad har fortjent den kulturpolitiske situation, der måske
– måske ikke – er ved at nedbryde det,
der blev opbygget i de sene 80ere og tidlige 90ere? Hvis
det forholder sig sådan, jo, så er det desværre
en fortjent skæbne.
T. Thorhauge 18/09/04
|
|
© Humanos SA
|
