|
THE
MASTERS ARE BACK
Hey Bobby,
the Masters are back/ And they’re up to no good just
like the old days/ They played dead when you stood over
their graves, Bobby! They played dead when you stood over
their graves…
- Sage Francis, “The Masters Are Back” (2003)
Der er nu gået næsten to uger siden skæringsdagen.
Frosten er til at ane på horisonten i et New York,
hvor luften er skarp og solen skinner fra en skyfri himmel.
Life goes on, og folk synes overvejende resigneret
at fortsætte rutinen og fastholde blikket på
det nære. Men hvis man er opmærksom, synes tingene
alligevel at have forandret sig en smule. Man kan, hvis
man lytter godt, fornemme den fjerne torden fra Falluja
– der naturligvis viste sig at være en kube
forladt af sin dronning, da den hjemlige situation endelig
havde stabiliseret sig så meget, at en stigning i
rødt på bundlinien igen kunne betale sig –
og hvis det lykkes en at nå ind bag det karakteristisk
umælende New York-stenfjæs, viser folk sig ofte
fra en mere menneskeligt sårbar side, end man er vant
til her. De fleste af de i langt overvejende grad demokratisk
stemmende New Yorkere forekommer mig i øjeblikket
at beskrive en følelsesskala fra det nedslået
opgivende over det smådeprimerede til det decideret
hjerteknuste. For nu bare at holde denne leder en lille
smule on-topic, vil jeg umiddelbart pege på
en af Charlie Browns signaturreplikker som den mest rammende:
”I can’t stand it.”
I New York City – og i øvrigt i det meste
af den øvrige verden – er vi, noget nær
hver en, i disse dage alle Charlie Brown. Livets realiteter
trænger sig på med nådesløs konsekvens
og dragen sidder eftertrykkeligt fast i trækronen
over os. Der skal nu gå 4 år, før vi
igen kan forsøge at få den vristet fri, med
mindre El Commandante og hans indercirkel i stil
med den præsident og den administration, de i deres
synderegister bedst kan og uvægerligt må sammenlignes
med – Richard M. Nixons – skaffer sig en hybris-afledt
rigsretssag på halsen. Det er klart, at der i Irak
og Afghanistan stadig er langt til Kissingers meningsløst
morderiske excesser i Cambodia, men antallet af døde
er støt stigende, og anslås generelt til mellem
10.000 og 15.000, så det er ikke ligefrem amatører
vi her har med at gøre. Og ligesom deres forbryderiske
forgænger, karakteriseres de ved en hermetisk hemmelighedsfuldhed,
en stærk uvilje mod kommunikation og dialog og en
besættelse af overvågning og kontrol over al
fra- og tilstrømmende information, der kun synes
paranoid, hvis man glemmer alvoren af de uregelmæssigheder,
som rent faktisk er sluppet igennem nettet. Man kan i den
forbindelse således temperere sit sortsyn ved at minde
sig selv om hvad det var, der fældede Nixon, men det
ville ærlig talt være en tand for optimistisk.
At den siddende med sin foreløbige, hårrejsende
track record stadig kunne vinde valget, får
dem til at fremstå næsten ligeså usårlige
som de selv tilsyneladende føler sig, og i øvrigt
er demokraterne ikke begunstigede med fanatikere af Kenneth
Starrs kaliber, eller viljen til at bakke sådanne
op.
Vi har her at gøre med verdens nok største
hustlere. Disse mennesker kunne sælge sand i Sahara,
eller køleskabe til eskimoerne. Den nuværende
regerings politik har på noget nær hvert eneste
punkt været en tordnende fiasko, og alligevel
vinder de valget. Og de gør det tilmed overvejende
på basis af stemmer fra mennesker, hvis livskvalitet
de i løbet af de sidste 4 år har haft travlt
med at reducere, og hvis børn de i massevis sender
afsted til krige, disse absolut ingen interesse har i at
udkæmpe. I de gamle Wayne Boring- & Curt Swan-tegnede
Supermanhæfter så vi ind i mellem vor
helt transporteret til den terningformede parallelplanet
’Bizarroworld’. Denne vrangverden er i den amerikanske
politiske diskurs siden Reagan – og ikke overraskende
i stigende grad under denne administration – jævnligt
blevet benyttet som begreb, på samme måde som
’Pengetank’ og ’Fætter Højben-effekten’
er det i Danmark. Og hvis man ser Superman som inkarnationen
af de amerikanske idealer, giver det prægnant mening
– hans karakteristik (i Superman #174, 1965)
af sin akavede Bizarro-dobbeltgænger "The
imperfect, unliving duplicate of Superman who does things
in a crazily mixed-up manner.", virker skræmmende
bekendt for iagttageren af det amerikanske samfund. Vi lever
i dag i Bizarroworld.
Lad os tage et eksempel. Et af Republikanernes inderigspolitiske
mantraer under valgkampen var, hvor succesrig deres grundskolereform,
den såkaldte ”No child left behind” act,
har været. Denne titel, der som sædvanlig signalerer
det stik modsatte af, hvad regeringen rent faktisk gør,
er sjældent rammende. At 70% af Republikanernes vælgerne
i denne omgang troede, at en klar forbindelse mellem Saddam
Hussein og al Qaeda var blevet etableret, og at en tredjedel
var overbevist om at man havde fundet masseødelæggelsesvåben
i Irak, er blot et par aktuelle tal, der understreger hvorledes
USA uddannelsesmæssigt i årtier har efterladt
langt de fleste af sine unge på landevejen bag sig.
Det er i højere grad denne negligering af en af demokratiets
grundsten – uddannelse – end det fx er det forældede
valgmandssystem, der i dag gør det amerikanske demokrati
til en tvivlsom størrelse.
Kvaksalverne i det Hvide Hus har en dyb forståelse
for denne situation, og for den amerikanske vælgerskare
generelt, og har således kunne sælge den et
verdensbillede, hvor de repræsenterer den ansvarlige
og moralske high ground, og hvor de står
som garanter for den nationale sikkerhed, amerikanerne dybt
forståeligt er meget optagede af. Et verdensbillede
et flertal af amerikanere har købt, til trods for
at det nationale underskud er blevet øget eksponentielt
af en gennemført uansvarlig finanspolitik, at et
hidtil uset antal middelklasseamerikanere som direkte følge
af sundhedspolitiken i de kommende år vil stå
uden sygesikring, at regeringen helt uapologetisk har kastet
vrag på Genèvekonventionen, at de åbenlyst
har løjet sig til at føre en krig, der ikke
mindst på grund af katastrofalt dårlig planlægning
viser tydelige tegn på at blive en opslidende evighedsoperation,
og at de har redet sig til deres valgsejr ved at prædike
diskrimination og udgrænsning af i forvejen sårbare
minoritetsgrupper. Ikke just handlinger man traditionelt
forbinder med moral og ansvarlighed, og i øvrigt
heller ikke handlinger der ville kunne betale sig hvis folk
helt kynisk stemte med deres pengepunge, hvad det tydeligvis
er lykkedes regeringen at overbevise dem om at lade være
med. You can’t knock the hustle – mestrene
er tilbage i topform!
Men, jo, solen skinner udenfor og livet fortsætter
sin gang. Charlie Brown er nok en taber, men han er også
ukuelig – han fastholder håbet på engang
at vinde en baseballkamp og – hey – det kan
lade sig gøre; The Boston Red Sox fik i år
sensationelt den sejr, The World Series, som de efter 86
års frustrationer aldrig troede de skulle vinde, i
hus. Døren står altid på klem; forrige
uges valgsejr var, når alt kommer til alt, relativt
snæver, og man kan fortsat håbe på, at
det Demokratiske parti – der i disse år mere
utvetydigt end nogensinde må karakteriseres som the
lesser of two evils – vågner op til dåd
og retteligt kræver de moralske værdier, Republikanerne
har franarret dem tilbage. Det kan godt være, at fodbolden
til stadighed i sidste øjeblik vil blive fjernet
for næsen af os, og sende os ud i det frie fald, mange
af os føler vi i øjeblikket befinder os i.
Men alle – selv mestrene – sløser momentant,
så lad os sørge for at de kan mærke sparket
den dag det rammer.
Matthias Wivel 15/11/04 
|
|
© Humanos SA
|
