tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum


Med ujævne mellemrum transmitteres der fra Metabunkeren om dette og hint.
Dette er stedet, hvis man søger et forkromet 'redaktionelt standpunkt'.


FLERE FEDE TEGNESERIER, TAK

EN AF FORHÅBNINGERNE med Thorhauges og min nye bog, Forandringstegn – De nye tegneserier, er at det kunstneriske overskud og ambitionsniveau, de deri præsenterede udenlandske serieskabere repræsenterer, vil kunne tjene deres danske kolleger til inspiration og -motivation. Arbejdet med bogen har understreget hvor stærk kontrasten mellem tegneserieproduktionen i de lande, vi behandler, og så den hjemlige. Stort set ingen af tidens danske tegneserier er tæt på det ambitionsniveau, det udsyn og de kunstneriske chancer, der er så påfaldende når man kikker på det store antal tegneserier af topkvalitet, der i disse tider produceres i udlandet.

Det er unægtelig besynderligt, når vi i Danmark, på trods af vores diminutive sprogområde, kan se tilbage på en usædvanlig rig tegneserie- og bladtegnertradition, der før i tiden, og faktisk indtil for relativt nyligt, har sikret den danske tegneserie en pæn plads på det internationale tegneseriekort. Endnu mere mærkeligt er det, når nu vi har så mange åbenlyst talentfulde serieskabere og tilmed stolt kan konstatere, at small press- og undergrundsscenen efter en årrækkes stagnation igen præges af stor initiativrigdom og her og der byder på aldeles lovende arbejder af unge serieskabere. Hvad er der galt?


HVIS MAN SKAL KARAKTERISERE meget groft, kan man opdele tidens danske tegneserier i to udtryksmæssige retninger. Den ene er historiefortællerne, hvis primære ærinde er fortællingen og dens klare formidling. Mange af disse serieskabere – der ofte, men bestemt ikke udelukkende, kan henregnes til de lidt ældre, allerede etablerede generationer – karakteriseres ved et prisværdigt tematisk ambitionsniveau, som desværre kun i få tilfælde forlenes med et ligeså højt grafisk ditto. For mange af disse serieskaberes vedkommende lader det beklageligvis efterhånden til at de har fundet sig til rette med en form, hvor interessen for yderligere udforskning af den grafiske og fortællemæssige gestaltning er til at overse. Retfærdigvis skal det nævnes at en håndfuld af dem i højeste grad har leveret arbejder, hvor ’form’ og ’indhold’ i skøn forening har resulteret i serier, der utvetydigt må betragtes som nyklassikere, og glædeligt er det, at de fleste af disse fortsat arbejder og signerer tegneserier af høj kvalitet. Men i samme åndedræt må man konstatere, at deres udtryk på godt og ondt, og helt naturligt, i flere tilfælde efterhånden er så velkonsolideret, at den personlige idiosynkrasi ofte dominerer på bekostning af de kvaliteter, der sikrede deres tidligere arbejder deres fortjente status.

Den anden retning er tegnerne. Vi har i Danmark en række serietegnere, hvis tegnetekniske færdigheder og grafisk-stilistiske udtryk er uovertruffet i Skandinavien og i mange tilfælde på niveau med de bedste serietegnere i udlandet. Desværre har kun få af disse særdeles begavede skabere – der ofte, men bestemt ikke udelukkende, kan henregnes til den lidt yngre generation – præsteret de tegneserier af mere blivende kvalitet, som flere af dem synes at have i sig og i en del tilfælde har bragt løfterige anslag til. Det er ofte som om de mangler en retning i deres arbejde, noget man fristes til at tilskrive en mangel på ambition udover stilistisk perfektion. Jakob Martin Strid beskriver det ganske rammende i interviewet med ham i Rackham #4: ”... jeg plejer at sige, at de tegner ligesom en guitarist i et band, der hele tiden vil spille solo. Nogle gange kommer tegningerne næsten til at stå i vejen for historien, fordi man hele tiden skal se hvor godt de tegner.”


Disse generaliseringer er selvsagt usædvanligt grove og trækker direkte på tegneserieklicheen om ’historie’ overfor ’tegninger’, men jeg ville ikke fremlægge dem, hvis ikke jeg mente de antyder nogle vigtige tendenser indenfor den danske tegneserie i dag, som jeg tror det ville være klogt at være mere bevidst om. Misforstå mig ikke, jeg mener ikke at alle danske tegneserier er noget lort. Tværtimod. Jeg nærer – som Rackham #4 og BLÆK-projektet også gerne skulle vise – stor beundring for mange af vores serieskaberes arbejde, men aner samtidig et asymmetrisk forhold mellem den tydeligvis frodige talentmasse vi har, og dennes realisering i konkrete arbejder. Jeg er med andre ord overbevist om, at mange danske serieskabere har langt mere at byde på end de normalt viser.


RENT POLITISK står den danske tegneserie i disse år endvidere overfor en række interessante udfordringer, hvis udfald meget vel kan afhænge direkte af, hvorledes dens skabere håndterer ovenstående problemer og manifesterer mediets kunstneriske egenart og identitet i det kulturelle landskab. Omlægningen af den kulturstøtte, den danske tegneserie en årrække eksklusivt – og i skarp kontrast til de fleste andre lande, i øvrigt – har levet godt af, fra Litteraturrådets særligt målrettede tegneseriepulje, til det mere bredt favnende Litteraturudvalg under Kunststyrelsen, betyder at mediet nu skal klare sig blandt de store fisk, og måske endda på deres præmisser.

Det på papiret gode ved det gamle system var, at tegneserien var sikret et vist beløb – kr. 200.000 – hvert halve år, men problemerne ved en sådan øremærkning var samtidig åbenbare. Det faste beløb puljen havde til rådighed, skulle jo pinedød uddeles hver gang, for i næste omgang at undgå spareknivens grådige æg – et problem, der resulterede i støtte til alt for mange ugennemtænkte og/eller middelmådige projekter, der i det lange løb hverken gavnede skaberne eller læserne. Og så betød det samlede beløb og spredningshensynene for dets uddeling, at det for en seriøst arbejdende serieskaber var svært at opnå et støttebeløb af en størrelse, der gav ham eller hende den nødvendige arbejdsro til virkelig at koncentrere sig om et givent projekt.

Selvfølgelig er den nye ordning, og særligt implementeringen af den, ikke uden problemer. Diskussionerne i miljøet – ikke mindst her på sitet – har for eksempel været hurtige til at pege på det uhensigtsmæssige i, at et udvalg af ikke-fagkyndige nu sidder og bedømmer ansøgningerne. Og bekymringerne om at dette særligt vil skade vækstlaget er til at tage og føle på. De stadig upolerede up-and-comings’ chancer for at opnå støtte synes svækkede, fordi det netop ofte kræver folk som ved hvad de har med at gøre at få øje på et lovende talent. Man kan endvidere bekymre sig over, at tegneserien på grund af sin historiske stigmatisering i forhold til finkulturen har dårlige odds i konkurrencen om støtte fra en pulje, der synes indrettet til primært at tilgodese denne. I den forbindelse kan man frygte, at tegneserieprojekter i for høj grad vil blive bedømt på litteraturens i stedet for sine egne præmisser, men det er det for tidligt at sige ret meget om, og de to uddelingsrunder, der foreløbig har været, kan på én gang tolkes for og imod en sådan bekymring. Under alle omstændigheder har tegneserien indtil nu oplevet en klar nedgang i samlet modtaget støtte under den nye ordning (85.000 i forårsuddelingen 2004, et rundt 0, med 100.000 fra den specielle 10 mio. kr.-pulje tildelt Sussi Bech, her i efterårsuddelingen 2004), hvilket kan ses som et udslag af ovenstående problemer, men ikke nødvendigvis bør tolkes entydigt negativt.

Det nye system har nemlig nogle klare styrker i sin struktur, der i det lange løb kan komme tegneserien og kulturen som sådan til gavn, hvis de forvaltes rigtigt. Ansøgeren er fx, og i modsætning til tidligere, tvunget til at levere et gennemtænkt og klart præsenteret materiale, der kan konkurrere favorabelt i den eneste sammenhæng, hvor det i sidste ende betyder noget at tegneserien slår igennem, nemlig i det brede, kulturelle kredsløb, hvor den må hævde sig på lige linie med andre udtryksformer – i første omgang nu litteraturen. Derudover giver den nye struktur mulighed for at folk med lovende projekter kan opnå en støtte, der virkelig batter, enten fra Litteraturudvalgets standardpulje eller fra 10 mio. kr.-puljen, som netop er skræddersyet til noget sådant. Ordningen opfordrer ganske enkelt den danske tegneserieskaber til at tænke mere over – og større om – sine projekter, og det er, med de ovenfor skitserede problemer in mente, en noget nær entydig god ting.

DET ER HER den mulige inspiration fra udlandet kommer ind. Mange af de serieskabere, der i dag tegner den særdeles dynamiske udvikling i dele af Europa og i Nordamerika, vi beskriver i Forandringstegn, er ikke nødvendigvis mere talentfulde end mange af deres danske kolleger. Men der er ligesom højere til loftet hos dem – de vil og kan derfor mere med deres medie, fordi de er parate til at følge deres ambitioner til dørs og ikke i sammen omfang som herhjemme lader deres udtryk stagnere. Og alt dette på trods af ofte elendige støtteordninger og i Nordamerikas tilfælde ret ringe afsætningsmuligheder. Bevares, vi snakker her om mere folkerige nationer og større sprogområder, hvor markedet bedre i sig selv kan bære de mere personlige udtryk, end det er tilfældet herhjemme, men forskellen i udsyn er alligevel påfaldende.

Heldigvis er der gode tegn at spore på den danske tegneseriescene. Tegn, der naturligt nok og på opløftende vis først og fremmest kommer fra den ny, stadig uetablerede generation af serieskabere. Selvom man stadig kan spore en vis tendens til især at tillægge tegnehåndværket og -stilen stor vægt, er der efterhånden en del eksempler på serier, der ikke lader den slags overfladiske hensyn hæmme deres kunstneriske udtryk.

Et godt eksempel, som mange etablerede tegnere kunne lære noget af, er Johan Nørgård Pedersens selvpublicerede og aldeles monomane maratonserie om Bill Nash. Den primitive udformning har givet anledning til mangent et grin blandt kolleger og serielæsere, men det ændrer ikke på det faktum, at serien er en af de stærkeste på markedet – den er hudløs i åbenbaringen af sin skabers følelsesliv på en måde, der er alt for sjælden herhjemme. Nash har, trods det mangelfulde håndværk, den nerve, alt for mange danske serier savner. Med hensyn til håndværket, tæller den nye generation heldigvis også en håndfuld åbenlyst talentfulde tegnere, der ikke lader sig kue af at deres streg endnu står lidt ugraciøst på papiret og i stedet farer derudaf med masser på hjerte. Og samtidig har de ældre generationer, trods de nævnte problemer, åbenlyst stadig store ting at byde på.


TÆNK STORT, lad være med at stille dig tilfreds med for lidt, og vær stolt af din gerning, oh, du danske tegneserieskaber. Husk på, at du, som en af the (not so) young turks sagde for nylig, ”gør verden en tjeneste ved at lave fede tegneserier!”

 


Matthias Wivel 15/11/04




© Humanos SA

rackham.dks debatforum


  Tidligere Transmissioner


© 2004 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2004 the respective artists and authors. All rights reserved.