|
ORD
HAR MAGT
Ord har magt. Det har vi om noget været
vidner til i Danmark siden Jyllands-Posten publicerede
sine tolv kontroversielle tegninger af profeten Muhammed.
Den heftige og på fjerde måned stadig kørende
debat disse har rejst, har i høj grad handlet om
forvaltningen af det frie ord, både i princip og praksis,
og ofte er de to blevet utidigt sammenblandet eller endda
forvekslet med hinanden.
Man har således været vidner til en sand kavalkade
af principryttere, nogle af dem ellers aldeles velbegavede,
der i sagens navn pludselig er blevet absolutister. De har,
fordi 'ytringsfriheden ikke kan gradbøjes', ganske
kastet vrag på det sunde reality check, man
ellers skulle mene enhver samfundskommentator talte blandt
sine fornemste discipliner. Fordi de sætter lighedstegn
mellem princip og praksis, har man skulle lægge øre
til en argumentation der synes at tage for givet, at den
religiøse muslimske højrefløj er en
reel trussel mod vor åbenbart aldeles skrøbelige
samfundsorden. Etablerede debattører har opført
sig som om Abu Laban og Det islamiske trossamfund havde
reel politisk indflydelse til at gennemtrumfe en statslig
censur af medierne, til trods for at disses forståelige
men ganske utidige reaktioner på Muhammed-gate
- senest den noget hysteriske misinformationsturné
rundt i forskellige muslimske lande - netop har været
motiveret af, hvad de opfatter som manglende lydhørhed
fra det officielle Danmark.
Fordi praksis for disse debattører er blevet udskiftet
med principper, er der bl.a. - senest af Jens-Martin Eriksen
og Frederik Stjernfelt i Weekendavisen 30 dec.-5
jan. - blevet sat lighedstegn mellem den islamistiske gruppering
Hizb-ut-Tahrirs xenofobiske udtalelser om jøder og
forskellige repræsentanter for Dansk folkepartis ditto
om muslimer. En ganske forståelig sammenligning og
en der netop holder på et principielt plan som kun
tager stilling til udtalelsernes indhold, men som stilles
i et helt andet lys når man tager i betragtning, at
førstnævnte kommer fra en ekstremistisk gruppering
på den islamiske højrefløj, som i realiteten
repræsenterer en forsvindende lille del af den danske
muslimske befolkning, mens sidstnævnte har været
fremsat af folketingsmedlemmer fra Danmarks tredjestørste
politiske parti, et parti som er støtteparti for
regeringen og således en afgørende stemme i
den konkrete lovgivning om integration. I det hele taget
har principrytterne meget svært ved at anerkende forskellen
mellem at være del af det man kan kalde det 'etablerede
Danmark', og det at være en minoritet. De synes at
overse, at det ligger i demokratiets, men egentlig også
sagens natur, at flertallets meninger, udtalelser og handlinger
har mere vægt og større gennemslagskraft end
minoriteternes ditto.
De fleste sekulariserede danskere, hvad enten de er af
germansk eller ottomansk herkomst, vil uden videre kunne
erklære sig enige i principrytternes argument om,
at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes, at bladtegnere
skal have lov til at tegne diverse religiøse nøgleskikkelser
så tosset de vil, at dødstrusler er en komplet
uacceptabel måde at udtrykke sin misbilligelse af
noget på, og at det er absurd at bede en statsminister
i et demokratisk land at gribe ind overfor pressefriheden,
som de 11 muslimske ambassadører, Abu Laban og islamisk
trossamfund mønstrede, i bund og grund gjorde. Principrytterne
glemmer bare, at denne debat også handler om andet
end ytringsfriheden og de andre basale rettigheder, vi på
disse kanter lykkeligvis har. Den handler om de praktiske
problemer dette land, såvel som resten af Vesteuropa,
har med at skabe et nogenlunde harmonisk fællesskab
i et stigende heterogent samfund. Det handler med andre
ord ikke bare om principper, men om praksis.
Som mange kritikere af Jyllands-Postens tydeligvis
uigennemtænkte mediestunt og statsministerens håndtering
af samme har påpeget, er det nærliggende at
se den selvfølgelighed med hvilken Jyllands-Posten
kastede sig ud i det som symptom på et debatklima,
der i løbet af de seneste år er blevet mærkbart
forrået. Det er naturligvis svært præcist
at sige, hvor mange der er blevet fornærmede over
tegningerne og i hvor høj grad, men det forekommer
ikke logisk, at det kun har været den islamistiske
højrefløj der har følt sig stødt
på manchetterne, som nogle debattører har hævdet
det med henvisning til den muslimske majoritets tavse "accept"
af dem. Kunne man måske forestille sig, at grunden
til at færre "moderate" muslimer ikke har reageret,
er fordi fornærmelser af Muhammed-tegningernes kaliber
bare er blevet business as usual, blot den seneste
i en lang række markører af det etablerede
Danmarks manglende forståelse og respekt for dem?
Kunne det tænkes, at Jyllands-Postens tegninger,
snarere end at være en afgørende vigtig manifestation
af ytringsfriheden i Danmark, var et ufølsomt og
unødvendigt udslag af den intolerance, der præger
vores samfund?
Hvordan man end vælger at se det, har disse spørgsmål
ført til en generel debat om "tonen" i den danske
indvandrer- og integrationsdebat. En debat principrytterne
har afvist med henvisning til ytringsfrihedens ukrænkelighed,
mens de har kaldt kritikerne af Jyllands-Postens
aktion "tossegode" og lignende, og med næsten entydig
fokus på det principielle i sagen har understreget
at man ikke skal give djævelen en lillefinger. Klassisk
habitus for folk, der i stedet for at forsøge at
navigere virkelighedens mudrede vande, forfalder til den
altid nemmeste løsning og søger princippernes
sikre klippegrund.
Sagen er netop vigtig, fordi den i langt højere
grad end andre lignende sager i nyere tid, som fx de stærkt
racistiske udtalelser på Louise Freverts hjemmeside
i sommers, for den brede befolkning har blotlagt en række
af integrationens centrale problematikker i al deres mangetydighed
og skabt en omsiggribende debat om dem. Om denne debat har
været konstruktiv, fordi den har gjort dette, eller
blot har bidraget til yderligere polarisering i samfundet
er imidlertid svært at svare entydigt på. En
ting er dog sikker - man finder ikke svarene ved at søge
tilflugt i princippernes verden.
I den allerede omtalte kommentar fra Weekendavisen
gør Eriksen og Stjernfelt et prisværdigt
forsøg på at analysere og forklare debatten
om "tonen", men underminerer deres egen argumentation ved
at forfalde til et par unuancerede og problematiske konklusioner
omkring dens vigtighed, såvel som hævdelsen
af det åbne, sekulariserede samfunds basale rettigheder.
De to beskriver meget præcist den radikaliseringsspiral,
udviklingen af tonen i debatten befinder sig i, men siger
i samme åndedrag, at det er selve diskussion af tonen,
der har betydet denne radikalisering; en "surreel scene,
hvor to parter i et fornærmet tonefald anklager hinanden
for at krænke tonen", i stedet for at koncentrere
sig om pragmatiske løsninger på de reelle problemer.
Denne sidste pointe er vel hørt, og man må
håbe at statsministeren efter at han i sin nytårstale
efter lang tids udiplomatisk vægelsind endelig nåede
frem til en fint balanceret formulering i forhold til situationen,
også følger sine ord med handling i det politiske
arbejde med integrationen (men man skal nok ikke holde vejret
mens man venter). Problemet med Eriksens og Stjernfelts
beskrivelse er imidlertid, at den underkender den fuldt
integrerede del af en given situation, måden denne
italesættes på udgør. Ord har magt, og
de former vores verdensanskuelse. Når "tonen" polariseres,
er det således ikke blot et symptom på, at der
er noget galt, men samtidig en af årsagerne
til det. Muhammed-tegningerne kan derfor udmærket
i ligeså høj grad være en del af problemet,
som af dets løsning. Det er som sagt svært
at afgøre, men vigtigt er det i det mindste, at debatten
har gjort folk mere opmærksomme på tonens væsentlighed.
Et videre problem hos Eriksen og Stjernfelt er deres noget
ivrige accept af Karl Poppers idé om den paradoksale
nødvendighed i, at Det åbne samfund bekæmper
intolerance med intolerance. Igen er der tale om en væsentlig
iagttagelse og eksemplerne på dens relevans er mange,
hvis man kigger på historien, men principrytterne
har været lige lovlig hurtige til at forsvare denne
strategi. Debatten har fra deres side været præget
af en "så kan de lære det"-mentalitet, hvor
hårdt skal sættes mod hårdt og ondt bekæmpes
med ondt. De er sågar gået så langt som
til at sige, at ytringsfriheden er meningsløs hvis
ikke den hele tiden efterlever disse principper, og de fik
momentant den rådvilde statsminister med på
det.
Principrytternes argument er, at vi ikke kan have et samfund,
hvor folk censurerer sig selv og tager særlige hensyn
til specifikke befolkningsgrupper. Igen et argument der
umiddelbart giver mening når vi snakker principper,
men som i et samfund på et helt grundlæggende
plan er problematisk i praksis. Ethvert fællesskab
er baseret på hensyn; det sociale menneske lever i
kraft af de hensyn det tager og som bliver taget i forhold
til det. Et af principrytternes yndlingsord i debatten har
været "selvcensur" og det var som bekendt et tilsyneladende
tilfælde af netop dette, der ansporede Jyllands-Postens
aktion, men i principrytternes retorik er det pludselig
blevet sådan, at ethvert hensyn man som del af fællesskabet
tager i forhold til sine ytringer er selvcensur. Til trods
for at vi alle adskillige gange hver dag modererer vores
tale og undgår stødende formuleringer i omgangen
med vore medmennesker. Men det er åbenbart for meget
at forvente, at Jyllands-Postens redaktører
skulle operere ud fra samme logik.
At anfægte avisens ret til at bringe tegningerne
er åbenlyst forkasteligt, og det at de har lov til
bringe dem er tegn på et sundt samfund, der sætter
det frie ord højt. Men dette betyder ikke, at de
pinedød bør gøre det, at de ikke bør
tænke over deres handlinger, ligesom vi alle gør
i forhold til så mange af de valg vi træffer
her i livet. Ytringsfriheden er en gave der bør bruges
med omtanke, ikke et carte blanche til at opføre
sig som en bølle. Og at kritisere individer eller
medier, der alligevel bruger den sådan, er ikke et
tegn på et samfund, som er ved at kompromittere sine
grundlæggende værdier, men snarere på
et hvor vi stadig forstår den gensidige forståelse
og respekt for hinanden, selv samme er funderet på.
Matthias Wivel 09/01/05
CLICK
HERE FOR ENGLISH VERSION |
|
©
Humanos SA |
