tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

TOVE JANSSON
1914-2001
Af Fredeik Strömberg

En af nordens internationalt mest succesrige serieskabere, Tove Jansson, gik bort i juni i år. Tove Jansson var imidlertid meget mere end blot serieskaber. Hun blev født i 1914 og voksede op i et meget kunstnerisk orienteret hjem i Helsinki. Faderen var billedhugger og moderen, som var svensk, var illustrator. Jansson har skildret sin opvækst i den selvbiografiske bog, Bildhuggarens dotter, fra 1968. Den unge Tove vidste allerede tidligt at hun ville være kunstner og begyndte som 16-årig på Stockholms tekniske skoles kunstnerlinie. Under sin studietid boede hun hos en af sin morbrødre, som skulle blive den, der opfandt ordet "Mumitrold".

Efter Stockholm fortsatte Tove sin kunstnerkarriere med en statslig konstnersuddannelse på Ateneum i Helsinki, samt med studierejser til Frankrig og Italien. Langt før alt dette var hun imidlertid debuteret som tegner i forskellige publikationer, ikke mindst i det antinazistiske humortidsskrift Garm. I dette tidsskrift benyttede hun sig af signaturen "Snork" og udviklede efterhånden en lille figur med en stor næse og en lille hale. Denne figur udvikledes i løbet af en årrække og endte med at danne grundlag for en bog, Småtrollen och den stora översvämningen, som udkom i 1945. Efter den kom Kometjakten (1947) og hendes store gennembrud som forfatter Trollkarlens hatt (1949). Sammenlagt skrev hun otte bøger og fire billedbøger om beboerne i Mumidalen. Da den ret sørgelige Sent i november udkom i 1970, understregede Tove Jansson, at hun ikke længere skrev for børn og besluttede sig derefter for at stoppe med at skrive om Mumifamillien.

I slutningen af 40erne omsatte Tove Jansson sine figurer til en tegneseriestribe til den finske avis Ny tid. Eftersom hun ikke var specielt fortrolig med at læse, endsige tegne serier, blev striben mest af alt billeder med tilhørende tekst. I 1952 blev hun kontaktet af Charles Sutton, direktøren for et britisk seriesyndikat, som rejste til Finland for at overtale hende til at genoptage sin på det tidspunkt afbrudte serieskabervirksomhed. Resultatet blev serien Moomin, som startede to år senere. Mumin, som den hedder i Sverige, blev en stor international succes og fortsatte i godt tyve år. Tove overlod dog efterhånden ansvaret for den til sin bror Lars Jansson, som fra og med 1960 helt overtog serien. Serien Mumin er mindre poetisk end bøgerne om mumifigurerne og arbejder mere med en satire over menneskets og fællesskabets svagheder.

Tove helligede sig i stedet romaner og novellesamlingar for et voksent publikum. Bøger som Lyssnerskan, Sommarboken, Resa med lätt bagage og Rent Spel er blandt hendes højest elskede og prisbelønnede bøger. Hendes sidste bog blev Anteckningar från en ö, som kom 1996 og som hun skrev sammen med sin livsledsager Tuulikki Pietilä. Selvom hun, til manges skuffelse, aldrig fik Nobelprisen i litteratur, modtog hun mange priser for sine værker, bla. Svenska Akademins Stora Pris 1994, som hun fik for sit samlede forfatterskab. Figurerne i Mumidalen har under Toves bevågelse levet deres eget liv, efter hun selv holdt op med at skrive om dem. Udover Lars Janssons serie er der blevet lavet tv-serier, film, teaterstykker, tegneserier og meget andet og mumifamillien er i dag i højeste grad en levende del af børnekulturen verden over.

Blandt de gennemgående træk ved Tove Janssons bøger og serier er en dyb indsigt i den menneskelige natur, en kraftig følelse af vemod, afbalanceret med humor og en tidløshed, der gør at de står distancen, til trods for den konstant skiftende mode. Det går, mens jeg skriver dette, op for mig, at Tove Jansson faktisk ikke længere findes. Jeg har altid oplevet det sådan, at hun altid ville findes, ligesom tiden synes at stå stille i Mumidalen. Det hun har efterladt sig vil dog altid leve i bevidstheden nye generationer af læsere.

[2001]

klik på billedet for at se det i en større version


klik på billedet for at se det i en større version


tilbage til nekrologer


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.