De er ved at forlade os. Den moderne tegneseriens ophavsmænd går bort. I 90erne har vi måttet tage afsked med folk som Bernard Bailey, Bob Kane, Bill Gaines, Jack Kirby, Harvey Kurtzman, Mort Meskin, Joe Orlando, Frank Robbins, Jerry Siegel og Curt Swan - alle folk som spillede en vigtig rolle i den såkaldte "Golden Age of Comics" i 40ernes USA og som sådan grundlaget for den amerikanske tegneserie, som den ser ud i dag. Gil Kane, der var del af tegneserielandskabet i denne periode, men først trådte rigtigt i karakter i begyndelsen af 60erne, "The Silver Age", hvor det amerikanske tegneseriemarked oplevede et nyt boom indenfor den i 50erne stagnerede superheltegenre, sluttede sig d. 31 januar til sine frænder.
Eli Katz, som Kane i virkeligheden hed, blev født i Letland, men hans familie emigrerede til USA da han var tre år gammel. Som 15-årig begyndte han sin karriere indenfor tegneserier på forlaget MLJ, hvor han rentegnede og tegnede en række serier. I de følgende år arbejdede han for de fleste amerikanske forlag, deriblandt DC/National, Fawcett, Hillman, Quality og Timely (Marvel). Han var endvidere gennem en årrække del af Jack Binders tegnestue, samt assistent for Bernard Bailey.
I 40erne og 50erne blev det til en lang række serier fra Kanes hånd, men det er som sagt primært hans arbejde fra 60erne, han huskes for. Han var på det tidspunkt fast tilknyttet DC Comics, hvor han tegnede adskillige serier. Først og fremmest var han med til at skabe de nye, opdaterede versioner af superheltene Green Lantern (1-61 & 68-75, 1959-68, startede i Showcase 22-22, 1959) og The Atom (1-38, 1962-1968, startede i Showcase 34-36, 1961), til hvilke han måske har leveret de ultimative fortolkninger. I disse serier kommer hans ofte imiterede, men sjældent opnåede stil til fuldt udtryk. Kanes stil er blevet beskrevet som en syntese af Alex Raymonds smukke, stilrene udtryk og Jack Kirbys dynamik, hvilket ikke er helt ved siden af. Beherskelsen af den menneskelige anatomi og skildringen af menneskekroppen i dynamisk bevægelse er hans afgjorte forcer.
Superheltene fortsatte han med helt op i 90erne. I løbet 70erne tegnede han for Marvel, blandt meget andet, en lang række nu kanoniserede Spider-Manhistorier, deriblandt den dengang vovede historie, hvor en af bifigurerne, Harry Osborn, viser sig at være junkie (The Amazing Spider-Man 96-98, 1971) og historien hvor Spider-Man/Peter Parkers ultimative romantic interest Gwen Stacy dør (The Amazing Spider-Man 121, 1973). Til dette forlag leverede han i en periode endvidere de fleste af deres forsider. Af nævneværdige serier fra 80erne kan den af Jan Strnad forfattede Sword of the Atom (1984), hvor The Atom sendes på et gedigent fantasyeventyr på junglens skovbund og en tegneserieversion af Wagners Ring of The Nibelung (1989-1990), skrevet af Roy Thomas, fremhæves. I 70erne tegnede han i øvrigt en række ikke-superheltehistorier til Warrens skrækmagasiner Creepy og Eerie, samt DCs House of Mystery - deriblandt nøglefortællingen The Mark of Kane, der humoristisk, men ikke uden bid, skildrer den ved tegnebordet arbejdende Kanes kamp mod en tyrannisk redaktør, såvel som den allestedsnærværende deadline.
Sidstnævnte historie viser hvorledes Kane var en af sin generations mere intellektuelle og selvbevidste serieskabere. Han har altid interesseret sig for både mediets muligheder og tegneseriekunstnerens position i den amerikanske tegneserieindustri. I 70erne besluttede han sig således for at forsøge sig med materiale, han selv ejede og derfor kontrollerede forretningsmæssigt, såvel som kunstnerisk. Første skud på stammen blev den hårdkogte agentserie His Name is... Savage (1968), som han lavede med manuskripthjælp fra serieforfatteren og redaktøren Archie Goodwin og fik udgivet af Bantam Books. Denne serie, der er en slags mellemting mellem tegneserie og illustreret fortælling, er med sine 40 sider muligvis det første amerikanske tegneseriealbum (det amerikanerne af en eller anden grund kalder en ‘Graphic Novel’), men blev, bla. på grund af problemer med censurorganet The Comics Code, ikke nogen salgssucces. Kanes andet selvstændige projekt, fantasyserien Blackmark (1971), der ligeledes havde Archie Goodwin som medforfatter og var udført i samme format som Savage, udgivet af Bantam i paperbackform, modtog flere priser, men gik ind efter første bog.
I et stort interview i The Comics Journal (nr. 186-187, 1996) beskriver Kane, hvorledes han i sine unge dage i 40ernes New York havde bestilt et tegnebord og ved en fejl fik det leveret på sin arbejdsplads hos MLJ midt i byen. Han måtte derfor tage fri og slæbe det på ryggen den lange vej hjem til Brooklyn via subway’en og ti blokke op ad den bakke i Brownsville, hvor han boede, for derefter at vende tilbage til MLJs tegnestue og ud på aftenen indhente det tabte arbejde. Denne anekdote tjener i denne forbindelse til at minde os om hvor hårdt slidende Kane alle dage var og i forlængelse deraf, hvor stor hans indflydelse på den amerikanske mainstream har været; hans medierende bearbejdning af det illustrative, teknisk kompetente og det uhæmmet dynamiske er i dag på mange måder blevet superheltegenrens grundudtryk. Endvidere leverer anekdoten et billede af den tid, hvor en stor del af fundamentet for tegneserien, som vi kender den i dag, blev lagt af folk, det nu desværre er ved at være tid til at tage afsked med. En efter en.
|
|
[2001]
|
|
|
|
|
Selvportræt af Kane i selvskab med en af de figurer, han er bedst kendt for, The Atom.
|
