tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

HANK KETCHAM
1920-2001
Af Søren Kjellberg

Hank Ketcham var en tegners tegner, en af de få serietegnere, som alle andre dødelige tegnere skævede til med åben misundelse, bævren, og forundring. Jeg kan huske, hvordan jeg var til tegneseriefestival i London i midt- firserne, da Hernandez-brødrene indtog byen og festivalen som noget af det hotteste, der var hændt den amerikanske hæftebranche siden Phil Seuling, Baxter papir, og frække ord. Fandrengene plagede idolerne om at dele deres forbilleder med sig, og det føg og svirrede med De Sædvanlige Tordenskjolds Soldater, indtil Jaime brød den forudsigelige superhelte-litani med et spagt, men alligevel utrolig vovet: "Hank Ketcham." Stærkt, tænkte jeg. Endelig en foruden mig selv, der har set lyset.

Selvfølgelig var der andre, der var bekendt med Ketchams livsværk, den bevidst naive, stok-konservative familieserie Dennis the Menace, hvor generationerne konstant udkæmpede deres små magtkampe i en permanent forstadsidyl, der havde sit udspring i 1950'ernes amerikanske Way of Life, og hvor man skulle tro, at Eisenhower var blevet indsat som præsident på livstid. Den dag i dag, hvor dens tilblivelse er i Ron Ferdinands og Marcus Hamiltons kyndige hænder, læses den daglige et-billeds gag-serie og den ugentlige søndagsside om den fem-et-halvt-årige spilopmager i over 1.000 aviser i 48 lande på 19 forskellige sprog. Serien opnåede 50-års jubilæum i år, en meget sjælden bedrift indenfor seriebranchen, som også En Vis Anden Forstadsserie opnåede sidste år. Men Ketcham lod ikke Dennis og Joey være gammelkloge i nær så høj grad, som Charles Schulz gjorde det med Charlie Brown og Linus Van Pelt, han gik efter den genkendelige, universelle hverdagshumor, altimens Schulz hurtigt blev filosofisk med sine voksne forklædt som børn. Dennis havde alt at gøre med det daglige, 30-sekunders livsbekræftende smil og ikke så meget at gøre med den dybere alvor med livet. Som manden selv sagde: "The newspaper headlines can be murderous and bloody, but in my world, the birds are singing." Jeg mener ikke, at Ketcham opnåede sin universelle popularitet ved at brillere med sine tegneevner - selvom han kunne tegne cirkler om de fleste andre tegnere - for Ketchams stil var i høj grad en usynlig stil, gennemtænkt, gennemkomponeret og først og fremmest utrolig venlig ved øjet. Attraktiv og let at se og forstå. Selvfølgelig var der enkelte fans som jeg selv, der savlede over Ketchams mesterlige streg, og selvfølgelig var der mange kolleger, der så op til Ketcham som det store geni, mesteren i komposition og blokering, tykke og tynde streger, sorte flader, vertikalitet og dybde, luft og afbrudte linier, og et forstudie så grundigt, at selv den mest ubetydelige hverdagsting antager en grafisk skønhed og detaljerigdom, der får en til at gispe og mumle, "Andre Franquin." Så stor var Ketcham blandt kendere, og alligevel var det vigtigst for ham at nå manden på gaden, The Average Joe. "I try to draw so convincingly that the reader won't notice", sagde Ketcham, når han skulle forklare sin succes.

Hank Ketcham var bevidst om sit mediums begrænsninger, og denne bevidsthed om effektiv kommunikation var fundamentet for hans usynlige stil. En gennemsnitlig avislæser vil hurtigt studere tegningen, læse teksten, og så forhåbentlig smile eller på anden vis reagere, altimens tegningen studeres hurtigt endnu en gang - alt dette på måske 10 sekunder. Hvis man så tager et hverdagsobjekt, som er nødvendig for at etablere gag’en, og derefter tegner dette objekt for karikeret eller mærkeligt, vil læserens opmærksomhed glide fra pointen og meningen med billedet, over i en unødvendig fokuseren på selve tingen. Hele pointen risikerer at gå tabt på denne måde, og med den måske også den kernelæser, der i sidste instans er nødvendig for at serien skal kunne leve videre. Derimod vil en tegning af et hverdagsobjekt, som er udført med en vis grad af præcison og akkuratesse, altid kunne blive accepteret af læseren som det, det er, uden at læseren bliver forvirret eller distraheret og på den måde taber momentum, så hele gag'en falder til jorden. Ketcham var sin egen største kritiker og lagde derfor utrolig stor vægt på forstudier til alle mulige hverdagsting, hvor andre mere dovne tegnere måske havde forladt sig på forenkling eller karikatur baseret på deres hukommelse. Ofte var Ketcham i marken for at lave research, og i de 17 år han boede i Genève (den sidste del af sit liv), kunne han fortsætte med sin troværdige udlevelse af Den Amerikanske Forstadsdrøm takket være en omfattende "swipe file" af Sears kataloger, han fik tilsendt fra hjemlandet (svarer omtrent til vores gamle Dalle Valle katalog).

Hank Ketcham elskede at tegne hele livet, og dette var hemmeligheden bag Dennis’ holdbarhed og friskhed. Da Schulz engang spurgte Ketcham, om ikke han havde overvejet at trække sig tilbage, svarede han tørt: "old cartoonists never die - they just slowly erase themselves." Selvom emnet stort set har været det samme i 50 år, sørgede Ketcham for aldrig at lulle sig selv og læseren ind i en rutine. Selv når han trak på gag-mænd - noget han havde brugt så tidligt som i freelance-årene inden Dennis, hvor han arbejdede som vittighedstegner for div. ugebladene og aviser – kunne han ikke finde på at servere den daglige læser et deja-vu. Kedsommeligheden fandt ikke vej ind i de gennemgående gag-temaer, som Dennis mod babysitterne, Dennis mod Mr. Wilson, eller Gina Gillottis og Margaret Wades dyster om Dennis’ hjerte. Så længe gag-mændene kunne finde på uendelige variationer over de klassiske Dennis-temaer, sålænge Ketcham forblev nysgerrig overfor sit selvskabte univers, og fremfor alt, sålænge han kunne bevare sin kærlighed til tegning ved at søge daglige udfordringer i grafiske detaljer og i figurernes indbyrdes forhold i kompositionerne, sålænge kunne serien forblive frisk. Inden Ketcham fandt sin stil, havde han ligesom så mange andre unge tegnere en række forbilleder; han lånte af George Price, Whitney Darrow, Jr., Ralph Barton, og Gluyas Williams - alle vittighedstegnere. Efter at have prøvet sig frem med pen, pensel, blyant, rentegning ligepå, ja, sågar en vittighedstegning til Saturday Evening Post udelukkende udført med farvekridt, nåede han endelig frem til Gillotte nr. 170-pennen og Winsor & Newtons nr. 3 zobelpensel. Det var Noel Sickles, geniet bag Tailspin Tommy og Milton Caniffs mentor, der satte sig ned med Ketcham og lærte ham at føre Gillottepennen i heftige angreb på papiret, uden at være bange for at knække spidsen. Ketcham så Sickles gå til den, udbrød et "Wow!", og stilen med den tykke/tynde streg blev skabt. Så meget betød Gillottes nr.170 Ladies Pen for Hank Ketcham, at han opkaldte sin italienske pigefigur, Gina Gillotti, efter denne pen, og han tog helt til Londons Drury Lane for at besøge en gammel kunsthandel, the Philip Poole Pen Store, hvor verdens sidste æske med de originale 170'er kobber-spidser blev fundet frem, støvet af, og solgt til en jublende Hank Ketcham: "I could have danced all night." Jo, Ketcham var Kongen af Straight.

[2001]

klik på billedet for at se det i en større version
Dennis i 50erne.



klik på billedet for at se det i en større version
Dennis i 70erne.



klik på billedet for at se det i en større version
Ketchams viruositet kommer til sin ret i denne 70er-Dennis.



tilbage til nekrologer


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.