Good Grief! Et af mediets største
udøvere er død. Blot få uger efter at have annonceret,
at han ville stoppe sin avisstribe Peanuts (‘Radiserne’)
og kun et par dage efter den sidste stribe var blevet trykt i de
godt to et halvt tusind aviser verden over, Peanuts dagligt
optræder i, må vi vinke farvel til Charles M. "Sparky"
Schulz selv. Det er afslutningen på, hvad der nok må
beskrives som den på alle måder - fra kunstnerisk til
kommercielt - mest eksemplariske karriere tegneserien har været
vidne til og, måske mere centralt, på et af de kunstnerisk
mest betydningsfulde værker, mediet har fostret. Charles
Monroe Schulz blev født den 26. november 1922 i Minneapolis.
Tilnavnet "Sparky", der er udledt af "Spark Plug"
- navnet på en hest i Billy DeBecks avisstribe Barney
Google (1919-1942) - fik han som helt lille af sin fader, der
var barber og en stor tegneseriefan. Hans barndom var efter hans
egen udtalelse fredelig og almindelig, men satte sig i en sjælden
grad spor i ham - spor han har været i stand til at formidle
med noget, der ligner usvækket kraft i sine striber, der trækker
på erindringen om barndommens nederlag og fremmedgørelse.
Schulz var altid interesseret i at tegne. Ligesom sin fader fulgte
han avisstriberne med stor interesse. George Herrimans klassiker
Krazy Kat (1913-1944) var en af hans favoritter og i bakspejlet
nok den stribe, Peanuts skal måles i forhold til. Hans
forældre tilmeldte og betalte for et tegnekursus pr. post
og hans første tegning - af hans hund, Spike - blev kort
efter offentliggjort i 1937-udgaven af Ripley’s Believe It Or
Not magasin. I 1943 blev han indrullet i hæren. Som
infanterisoldat var han med ved befrielsen af Frankrig efter D-Dag
1945. Han fortæller selv, at krigen påvirkede ham meget
og at han hadede livet som soldat, men at et af lyspunkterne var
hans senere ven Bill Mauldins satiriske
soldatervittighedstegninger (Comics Journal nr. 200, 1997).
Dette i sådan grad, at Snoopy/Nuser i Peanuts på
Veterans Day siden ofte har besøgt Mauldin for at drikke
root beer med ham. Efter krigen begyndte Schulz at indsende
vittighedstegninger til diverse aviser og blade, men i lang tid
uden held. Hans tidligste stribe var Little Folks, der blev
trykt i St. Paul Pioneer Press mellem 1948 og 1950 og på
mange måder var en prototype for Peanuts. Det er børnenes
univers det gælder og mange af figurerne ligner de senere
radiser til forveksling. I 1950 solgte han Little Folks til
United Feature Syndicate, der dog, til Schulz store misfornøjelse,
besluttede at kalde den ‘Peanuts’. Den første Peanutsstribe
blev trykt den 2. oktober 1950 og introducerede Schulz alter-ego,
den evige taber Charlie Brown/Søren Brun: "Good old
Charlie Brown - How I hate him" siger en dreng om den forbipasserende
og intetanende hovedperson. Siden da er Peanuts nået
langt. Striben er nu at finde dagligt i over 2600 aviser i 75 lande,
på 21 sprog. Schulz har vundet den prestigefyldte Reuben-pris
to gange, i 1955 og 1964, er blevet udnævnt til Cartoonist
of the Year i 1977 og i Frankrig til Commandant des Arts et Lettres
i 1990. Peanuts er blevet til en lang række film, tegnefilm,
teaterstykker og musicals og er grundlaget for en kæmpe merchandiseforretning.
Alt sammen ting, der bidrager til, at han er den finansielt mest
succesrige serieskaber nogensinde. Ikke desto mindre har Schulz
altid betragtet striben som det centrale. Han har aldrig uddelegeret
ansvaret for dens tilblivelse til andre forfattere og tegnere, men
har selv skrevet og tegnet den hver eneste dag siden 1950, med undtagelse
af en 5 ugers pause, da han fyldte 75 i 1997. Bedst var striben
muligvis i 60erne og 70erne, hvor skarpheden og friskheden i dens
uendelige variation over de samme temaer var på sit højeste.
Men den har alle dage fremstået som avissidens klareste bud
på et blivende kunstnerisk udsagn. Striben er et eksempel
på hvorledes tekst og billede kan spille sammen i fuldstændig
symbiose - mediet i dets mest rendyrkede form. Den ultra-simplificerede
streg og den utrolig præcise og fintfølende dialog
danner tilsammen et udtryk, der er Schulz helt eget - en personlig
"håndskrift", om man vil. Man forstår derfor
også hvorfor Schulz aldrig har overladt striben til andre;
ingen ville kunne nærme sig det intenst personlige udtryk
den er fra hans side. Tematisk behandler striben selvfølgelig
ikke blot børnenes univers, men hele tilværelsen som
sådan. Somme tider er striberne ren slapstick, andre gange
små filosofiske udsagn og endnu andre gange danner billede
og tekst en uhåndgribelig poetisk helhed, der nok bedst kan
beskrives som tegneseriens svar på haiku. Et slående
element ved striben er dens nærmest misantropiske kynisme.
Denne personificeres i Charlie Brown, men udstrækkes til alle
seriens personer: fra Lucy/Trines ugengældte kærlighed
til Schroeder/Schrøder til Linus/Thomas klyngen sig til sin
sutteklud. Kun Snoopy er, på grund af sit romantiske sind,
til tider lykkelig, men det går normalt også hurtigt
over. Ikke desto mindre fortsætter livet for Charlie Brown
og de andre uden at de mister modet. Vi må nu undvære
den lille berigelse af tilværelsen, Schulz daglige dose poesi
var.
|
|
[2001]
|
|
|
|
|
|
