|
John
Buscema var på mange måder den perfekte håndværker. Han stod
ikke øverst på særlig mange lister over de bedste tegnere på det
amerikanske marked, men han var manden som aldrig svigtede. Som
altid fik historien fortalt. Det var tegnere som Hal Foster, Alex
Raymond og Burne Hogarth, som var med til at forme hans tegnestil.
Han
startede på Timely i slutningen af 40'erne, men gik over til
reklamebranchen, da det blev dårlige tider for tegneserier i
slutningen af 50'erne. I 1966 fik Stan Lee lokket ham tilbage, da Marvel
på det tidspunkt havde hårdt brug for nye tegnere til at klare
den øgede mængde arbejde, Jack Kirby var vel ved at blive en smule
træt. Det var da også som tegner over Kirbys break-downs (en slags
mellemstadie imellem den færdige side og skitser), at Buscema
startede. Serien var Nick Fury Agent of S.H.I.E.L.D - et
udslag af 60'ernes fascination af agentgenren - men snart gik han
over til serier som Avengers og Submariner. Da Kirby
forlod Marvel i ’70, fik Buscema det noget utaknemmelige job at
efterfølge ham på både Thor, og senere også Fantastic
Four.
Det
var sammen med Roy Thomas, at Buscema udviklede sig, og de Avengers-numre
de to lavede sammen, er da også noget af hans bedste materiale. Dog
var det som tegner på Silver Surfer, at Buscema høstede størst
hæder. Kirby havde hverken tid (og nok heller ikke lyst) til at
tegne serien, så det blev Buscema, der tegnede de 17 første numre
af den første Silver Surfer serie (Kirby lavede #18, som også
blev det sidste). De tre første hæfter var præget af Kirbys
tegnemåde, men fra og med #4 (nummeret hvor Silver Surfer møder
Thor) skete der en mærkbar forandring i Buscemas stil. Pludselig
blev Silver Surfer en nærmest spinkel figur - det var et skridt
bort fra Kirbys monumentale figurtegninger, og alle figurer blev
meget mere plastiske, ja næsten mere menneskelige. Stilskiftet
afspejlede sig også i Stan Lees historier, som næsten udlukkende
kom til at handle om, hvorledes Silver Surfer jamrer sig over sin
triste skæbne og tabte kærlighed - ofte i en sådan grad, at de er
ret ulæselige i dag. Men da den kom frem, var Silver Surfer på
mange måder banebrydende. Det var én af grundene til, at Kirby
forlod Marvel: Han og Stan Lee kunne ikke enes om, hvad der
skulle ske med Silver Surfer og Kirby mente, at Lees udgave af
figuren var en fejltagelse.
Efter
at Barry Smith forlod tegneserieversionen af Robert E. Howards Conan
(fra og med #24), var det også Buscema, som tog over. Endnu
engang måtte han træde til, når et talent (og en primadonna)
havde smidt håndklædet i ringen. For Buscema var det lykken at
slippe for at tegne flere superhelte, for trodsde enorme mængder,
han har tegnet af dem, hang de ham langt ud af halsen. I en
skitsebog, der blev udgivet kort før hans død, var der ikke en
eneste skitse af en superhelt. En anden grund til hans succes med
serien var det faktum, at hans udgave faktisk solgte bedre
end Barry Smiths.
Howards
fantasyverden kom til at præge Buscemas arbejde de næste 10 år.
Problemet var bare, at kravet til materiale var større, end selv
Buscema kunne følge med til, så han gik på kompromis med
kvaliteten og begyndte at sprøjte materiale ud i næsten utrolige mængder.
Årsagen var også, at Marvel i deres kontrakt med Buscema
havde sagt, at de ville have breakdowns i stedet for fuldt tegnede
sider. De betalte ham som var det fulde sider, men det skulle kun være
breakdowns, så kunne mindre talenter fuldføre siderne. Og på
denne måde kunne Buscema overkomme betydelige mængder af
materiale, især til Conan. Det er denne fabriksagtige
holdning til tegneserien, som altid har været en bremseklods for
den kreative udvikling af den amerikanske tegneserie. Én tegner, én
rentegner, én håndtekster (på computer, eller i hånden) og til
sidst: en farvelægger. Et langt samlebånd. Det kan nogen gange føre
noget godt med sig, men i de fleste tilfælde betyder det et kønsløst
og fattigt produkt. Resultatet var da også, at Buscema ind imellem
alt "fabriksarbejdet" begyndte at rentegne sit eget
materiale. Her kunne man før første gang se, hvilken fremragende
tegner han i virkeligheden var! Midt i 90'erne forlod Buscema stille
og roligt branchen og brugte meget af sin tid på at lave
bestillingsarbejde til fansene - og de fleste af dem ville selvfølgelig
have superhelte. Ak, ja.
Det,
som Buscema vil blive husket for i fremtiden, er nok ikke så meget
hans tegneserier, men nærmere den bog om, hvordan man laver
tegneserier, som han (med lidt hjælp fra Stan Lee) skrev i 1974. How
to Draw Comics the Marvel Way (1978) er langt den
bedste bog til folk, som har lyst til at begynde med at lave
tegneserier, men ikke aner hvor de skal starte. Den er enkel (men
ikke simpel) og fører folk fra grundlæggende tegneteknikker over
layout og komposition, til forholdsvis komplekse fortælletekniske
idéer. Bogen er fyldt med eksempler (og ikke kun Buscemas egne) på
hvad der er godt og - hvad der er mindst lige så pædagogisk - hvad
der er dårlig tegneserie. Hvor mange nye tegnere Buscema har påvirket
på denne måde, vides ikke. Men det er næppe få.
|
|
[2001]
|
|
|
|
|
|
Roy
Thomas citerer Percey Bysshe Shelley og Buscema lægger tegninger
til. Fra Avengers #57 (1968).
Fra How to Draw Comics The Marvel Way (1978).
|
