tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

RAND HOLMES
1942-2002 
Af Paw Mathiasen


Første gang jeg stødte på canadieren Rand Holmes’ tegneserier var omkring 1979, da jeg som bumset teenager som sædvanlig stod og stirrede på det gigantiske udvalg af seriealbum i Tempokiosken i Nyborg. En af titlerne var Hare Cornelius’ cafeteria – et nummer i forlaget Interpresses Underground-serie, der i titel og en del af indholdet refererede til franskmanden Moebius’ nonsensfortælling Jerry Cornelius’ hermetiske garage, som dog først blev udsendt herhjemme tre år senere. Så det var ikke kun fordi jeg var ung, dum og grim, at jeg ikke fattede en lyd. Til gengæld faldt jeg pladask for albummets første serie, Rand Holmes’ Nip og Tuk, en (b)anal historie, om to junkie-mus, der forsøger at score en opium-stikpille dybt begravet op i et par fede, kvindelige røvballer. Den historie viste jeg til min klassekammerat John, og når vi sprang lektierne over og ræsede af sted på hans borede Kreidler, grinede vi meget af den serie. Og videre gik det til Holmes’ hovedserie med hippierøven Harold Hedd - selv i dag, når jeg om morgenen vakler ud på lokummet med vandpik, tænker jeg på, at gamle Harold altid løste det problem ved at pisse i håndvasken.

 

Rand Holmes var hovedårsagen til, at jeg røg på den amerikanske undergrundstegneserie. Senere kom Gilbert Shelton til, og, naturligvis, Robert Crumb, samt en lang række andre syrehoveder. Det der skete på de sider var simpelthen så skide frækt og forbudt. Når man til skolefest endnu engang stod og trykkede bumser ud på sidelinien i gymnastiksalen mens man så på de dumme tøser med deres fede røve og ikke-eksisterende teenage-babser danse til Funky Town med Lipps Inc. eller Rod Stewarts Da Ya Think I’m Sexy?, og hellere ville hive luftguitaren frem til en frisk lille sag med AC/DC, ja så kunne man jo altid ovre i det mørke hjørne med sin citronvand, med meget lidt Martini i, klukke af Rand Holmes’ tegneserier.

 

I disse var der det hele og lidt til: sex og stoffer, bajere og store patter, græsk og oliespansk, joints og piller, masser af tæsk og vold og øjne, der popper ud af skallen på folk, blowjobs og drinks, der pisses i. Jeg syntes, at Holmes tegnede røven ud af bukserne og historierne var flabede og frække. Som så mange andre af hans undergrundskolleger var han inspireret af de gamle skrækserier fra EC Comics og udnyttede ungdomsoprørets liberale opbrud til at give løjerne ekstra tempo. Aldrig har der været så mange bankende blodårer på figurernes pikke, aldrig har patterne hængt så meget på kællingerne, og aldrig har deres brystvorter strittet så meget, aldrig har billardhajerne set så onde ud, og aldrig har bumserne været så bumsede som i Rand Holmes’ tegneserier. Holmes tog den amerikanske undergrunds oprør bogstaveligt, og da genren ebbede ud, var hans tid også forbi. Hans comeback-forsøg med Kokain i lasten var kun et svagt ekko af fordums tiders larm, skrål og skrig. Han forsvandt ud af branchen og hvad han egentlig lavede de sidste år af sit liv, aner jeg ikke.

 

Rand Holmes blev 58 år.


[2002]



 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version  

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

tilbage til nekrologer


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.