| SOLNEDGANG
I SUNSHINE CITY
Den
3. januar i år mistede vi en af verdens betydeligste tegneserieskabere
nogensinde. Will Eisner – den amerikanske tegneseries sidste
grand old man – er død, 87 år gammel.
De falder fra efterhånden, de store mestre ud i tegneseriekunsten.
I løbet af de sidste godt 10 år har vi mistet så
store navne som Jack Kirby, Carl
Barks og Charles Schulz.
At Will Eisner nu også pludselig er borte, er en begivenhed,
der på en gang var forventelig, og som dog kom som et chok
for de fleste af os. Manden var 87 år, og havde for ganske
nylig gennemgået en firdobbelt bypass-operation. Men han
var også aktiv til det sidste, og havde indtil da ikke vist
nogen som helst tegn på svækkelse. Tvært imod
udstrålede han en vitalitet og den Livskraft, som han besang
så uforglemmeligt i et af sine helt store værker.
Will Eisners betydning for tegneseriemediet som udtryksform og
som branche er uvurderlig. Han var med til at udvikle og præge
mediet igennem det meste af det 20. århundrede. Fra 1940
og tolv år frem udviste han i sine godt 650 episoder af
tegneserien The Spirit et tilsyneladende bundløst
kunstnerisk overskud, og udvidede undervejs hele tiden rammerne
for mediets spillerum og formåen. Han var i sin tid arbejdsgiver
og mentor for i dag så legendariske navne som Bob Kane,
Jack Kirby, Jules Feiffer, Jack Cole og Joe Kubert, og nutidige
kanoner som Frank Miller og Scott McCloud skylder Eisner mere
end man kan være bekendt at gøre op. Snart sagt alle
amerikanske tegneserieskabere siden 40erne står på
den ene eller den anden måde i gæld til ham.
*******
På et gammelt, slidt VHS-bånd har jeg et interview
med Eisner produceret af Danmarks Radio dengang i 80erne, da der
stadig fandtes noget, der mindede om lødige kulturprogrammer
på dansk tv. Her fortæller han bl.a. om, hvordan to
jødiske knægte kontaktede ham i midten af 30erne
for at spørge ham til råds om, hvor de kunne få
afsat deres tegneserie. De unge mænd hed Jerry Siegel og
Joe Shuster, og tegneserien hed Superman. ”Jeg
var ikke tilstede ved tegneseriens fødsel”,
mindes Eisner, ”men jeg var der for at holde barnet,
da det skulle døbes.”
*******
Will Eisner debuterede som professionel tegneserieskaber i 1936
i hæftet Wow! What a Magazine! Da bladet kort efter
måtte lukke, indgik han partnerskab med redaktøren
Jerry Iger. Sammen stiftede de den navnkundige Eisner-Iger Shop,
med det formål at producere tegneserier til aviser og det
dengang hastigt voksende marked for seriehæfter. Jerry Iger
varetog de administrative opgaver, mens navne som Willis Rensie,
W. Morgan Thomas og Spencer Steel stod for det samlede kreative
output. Sandheden var, at de alle var pseudonymer for en og samme
tegner: Will Eisner. Forretningen blev en succes, og inden længe
kunne makkerparret hyre flere tegnere, der skulle aflaste Eisner
og brodere videre på de serier, han havde skabt.
Ved indgangen til 40erne takkede Eisner ja til at lave et færdigpakket
tegneserietillæg, som skulle sælges til de amerikanske
søndagsaviser. Han solgte sin andel i shoppen til Jerry
Iger, og gik så igang med projektet. Batman og Superman
var kommet på markedet henholdsvis et og to år forinden,
og satte i en vis forstand allerede dagsordenen. Det, aviserne
i virkeligheden var ude efter, var endnu en superhelt. Den dengang
kun 23-årige Eisner stod dog nogenlunde fast ved sin idé
om en detektiv uden superkræfter, men gik for husfredens
skyld med til at udstyre ham med handsker og en maske henover
øjnene. The Spirit var skabt.
Inspireret som den var af samtidens noir-film, var The Spirit
med sine skæve vinkler,
sine lys- og skyggekontraster fra starten grafisk overlegen.
Men efterhånden udbyggede serien sit raffinement på
enhver tænkelig måde, og fra 1946 og fire år
frem var The Spirit et ugentligt festfyrværkeri
af opfindsomhed. Eisner eksperimenterede på livet løs
i sin fortællemodus, tog gerne for en stund skridtet over
i andre genrer og lod én episode udspille sig som en western-pastiche,
en anden som en parodi på en lægeroman. Af og til
kunne han afbryde en historie for at gøre plads til opdigtede
annoncer, og med tiden lod Eisner sine figurer blive bevidste
om deres position som tegneseriefigurer i et avistillæg.
Metafiktionen blev så fremherskende, at man i juni 1947
kunne læse en historie om, at der i denne uge ikke var nogen
Spirit-historie, fordi Will Eisner var taget på
ferie!
The Spirit som figur er det rendyrkede, maskuline ideal. Han
er både intelligent og slagkraftig, og så er han en
damernes mand – den ufrivilligt charmerende type, som Cary
Grant gav så godt i samtidens film. Men den perlerække
af skønne, egenrådige kvinder som serien præsenterer
os for, tæller også sine tragedier. Ligeledes synes
det som om, Eisner hurtigt indså, at den
lille mand – med alle sine fejltrin og trængsler
– var mere interessant end den perfekte helt. Ikke sjældent
henviste Eisner sin titelfigur til sidelinjen, og lod i stedet
en af storbyens mange, anonyme stemmer komme til orde for en stund.
Det er i sådanne historier, at man finder essensen af The
Spirit. Bifiguren gøres så at sige til hovedperson,
og Eisner tager seriens navn for pålydende. Der er ånd
i fortællingen. Og det er her, at The Spirit for
alvor skiller sig ud fra samtlige af sin samtids tegneserier.
*******
Der er læseoplevelser, som aldrig slipper sit tag i en.
Man husker ikke blot selve det læste, men også hvor
og hvornår læsningen fandt sted. Mit første
møde med Will Eisners kunst indtraf, da jeg på det
lokale bibliotek i Sønderjylland stødte på
det fjerde bind af de danske Spirit-udgivelser. Det var
naturligt nok tegningerne, jeg i første omgang hæftede
mig ved. De besad en elegance og en mættethed, som jeg aldrig
eller kun sjældent havde set magen til i de Marvel- og DC-metervarer,
som jeg trofast købte og læste rub og stub af hver
måned. Spirit-bindet havde noget umiddelbart forjættende
over sig, og jeg måtte flere gange stoppe op på vej
hjem fra biblioteket og bladre i albummet.
Den første historie i Spirit bind 4 er episoden
”Baxter's
Perfect Crime”. Den hårdkogte forbryder Baxter
har røvet en halv million, og stikker nu af til en sydhavsø
med sin kæreste. Det, der skulle have været starten
på det søde liv, bliver dog hurtigt forvandlet til
et mareridt. Parret begynder at se tegn alle vegne på, at
Spirit er lige i hælene på dem – på trods
af, at Baxter mener at have skudt og dræbt detektiven. Baxter
eroderer langsomt og falder slutteligen sammen under den spøgelsesagtige
konturtegning af The Spirit, som han har tegnet på sin væg.
Historien fandt sin forløsning; forbrydelsen blev straffet
– og det strengt taget uden at seriens helt var at finde
noget steds på siderne. Jeg havde aldrig set noget lignende.
*******
Interessen for The Spirit døde sammen med serien
i 1952, og herefter forsvandt Will Eisner mere eller mindre fra
den offentlige tegneseriescene. Allerede i begyndelsen af 50erne
havde han etableret en ny tegnestue, American Visuals, og i løbet
af de næste 25 år satsede han udelukkende på
tegneserier i forretnings- og undervisningsøjemed. Først
i 1978 lod Eisner høre fra sig igen. Efter talrige forsøg
var det lykkedes ham at finde et forlag, der ville udgive A
Contract With GOD – hans første store værk
siden The Spirit.
A Contract With GOD indeholder fire fortællinger
fra 30ernes New York. Alle udspiller de sig i og omkring de lejekaserner,
som Eisner selv voksede op i. Der er historien
om den Job-agtige Frimme Hersh, som går i rette med Gud
og betaler prisen. Der er historien om gårdsangeren Eddie,
der forgæves venter på det store gennembrud. Der er
historien om den ildesete vicevært Braun, som lokkes i fordærv
af den øjensynlige uskyld selv. Der er historien om Goldie
og Benny, der hver især tager på landet en sommer
for at finde en mage, der har økonomi nok til at hive dem
op og ud af lejekasernes larm.
Modtagelsen af bogen dengang var omvendt proportional med den
betydning, man i dag tillægger den. På ovennævnte
VHS-bånd fortæller Eisner, at A Contract With
GOD blev mødt med ”en larmende stilhed.
En høj gaben”. På indholdssiden betragtes
den i dag som startsskuddet til den seriøse amerikanske
tegneseriefortælling, og formmæssigt som den første
’graphic novel’ – en term Eisner selv introducerede,
og som i dag er godt på vej til at blive den mest fremherskende
på det amerikanske tegneseriemarked.
*******
Fra min plads hvor jeg nu sidder og skriver, kan jeg se op på
en reproduktion af én
af syv tegninger, som Eisner i 1980 samlede i en portfolio.
I moderat fugleperspektiv afbildes en gade i New York; efter bygningernes
tilstand og det overordnede gadebilledes alt andet end mondæne
udseende at dømme, befinder vi os i den forkerte ende af
byen. Centralt i billedet ser vi en mand iklædt trench coat,
slips og hat. Bærende på en attachémappe og
med en pakke under armen har han netop taget det første
trin på en trappe, der fører op til forgrunden af
billedet. Her venter en anden mand skjult i en alkove. Han er
anderledes forhutlet at se på, ubarberet og med en strikhue
godt nede om ørerne. Der flyder med affald heroppe, og
en udmagret hund ser slukøret ned mod manden på trappen.
Det er umuligt at se på billedet, uden at ’læse
fremad’ i motivet. Det anvendte perspektiv giver beskueren
en viden, som endnu er den centrale figur i billedet forholdt.
Billedet hedder ”Violence”, men motivet er effektivt
fastfrosset, nogle sekunder før overfaldet sætter
ind. Tegningen siger selvfølgelig en hel del om Eisner
som fortæller: om hans uovertrufne evne til at opbygge såvel
stemning som spænding. Men den siger også en noget
om Eisners menneskesyn. For uagtet at Eisner i de senere år
er blevet kritiseret for sin brug af stereotyper, bliver vi her
– ud fra ganske få informationer – vidner til
en aldeles sammensat karakteristik. Overfaldsmanden i alkoven
er selv sagt skurken i billedet. Men studerer man ham nærmere,
ser man en mand med krampagtigt hævede skuldre, der lader
den ene fod træde henover den anden; nok har han besluttet
sig for at overfalde forretningsmanden, men han vægrer sig
ved sit forehavende. Også miljøbeskrivelsen i billedet
fortæller os, at det er af bitter nød, han må
begå sin forbrydelse.
Det er sandt, at Eisner ind imellem tyede til forenklingen, for
at få sit budskab frem. Men når han var bedst, blev
hans fortællinger båret frem af psykologisk nuancerede
og komplekse karaktererstudier. Denne sammensathed udstrålede
allerede mange af småforbryderne i The Spirit.
I sine mest potente værker bliver Eisners fortællinger
da ikke blot en omgang formalistisk sofistikeret legen røvere
og soldater, men hæver sig snarere op til at være
en hvas kritik af de samfundsmæssige strukturer, som truer
med at lade det enkelte menneske gå under i slipstrømmen
fra større mekanismers fremdrift.
*******
Den manglende interesse som i begyndelsen blev Eisners nye arbejde
til del, forhindrede ham ingenlunde i at forfølge sit genvundne
ideal om tegneserien som et kunstnerisk bæredygtigt medie.
Fra midten af 80erne og indtil sin død udsendte han så
godt som altid et nyt album om året. I A Life-force
vendte han endnu engang blikket mod depressionens USA i en mangefacetteret
og stærkt medrivende fortælling om det menneskelige
sinds ukuelighed. Eisner kunne både overskue og orkestrere
den store fortælling og dvæle ved detaljerne. Bøger
som Dropsie Avenue og The Name of the Game er
hele familiekrøniker fortalt over flere generationer, mens
titler som New York: The Big City og City People
Notebook ikke er egentlige narrativer, men små iagttagelser
og øjebliksbilleder fra det vibrerende og fragmenterede
storbyliv.
Egentlige erindringer tog Eisner også tilløb til
i flere omgange. Albummet The Dreamer fokuserer på
hans tid som tegneserietegner i 40erne, mens To the Heart
of the Storm er et mere ambitiøst værk, der
sætter hans egen udvikling, fra barnsben og indtil tiden
i trøjen, ind i en større (familie)historisk sammenhæng.
Over årene samlede han også en række konceptuelt
forbundne noveller i bøger som The Building, Invisible
People, Minor Miracles og Last Day in Vietnam. Eisners
teoretiske tegneseriearbejde, som udvikledes i forlængelse
af hans utallige forelæsninger, resulterede desuden i to
fagbøger om emnet: Comics & Sequential Art og
Graphic Storytelling. I 2003 udsendte han albummet Fagin
the Jew, der tog til genmæle mod de antisemitiske
indslag i Charles Dickens’ Oliver Twist. Kort før
sin død færdiggjorde den 87-årige Will Eisner
endnu et album, The Plot, der ligeledes tager afsæt
i jødeforfølgelsen. Eisners definitivt sidste værk,
som vi endnu har til gode, karakteriserede han selv som det vigtigste
i karrieren.
*******
I disse dage flyder nettet over med mindeord, personlige beretninger
og små anekdoter fra folk, der enten har været helt
tæt på mesteren, eller som blot har strejfet ham på
hans vej. De tegner alle det samme billede: Will Eisner var ikke
blot en stor tegneserieskaber, han var også et stort menneske.
Det, tror jeg, kan enhver, der har været så heldig
at møde manden, skrive under på. I midten af 80erne
deltog jeg som endog meget ung mand sammen med et halvt hundred
andre håbefulde i en 14 dages tegneserieworkshop, der blev
afholdt i København. En række etablerede tegneserieskabere
underviste om formiddagen, vi tegnede om eftermiddagen, og kronen
på værket var så en udstilling på Kultorvet.
Will Eisner var med hele vejen.
Om eftermiddagen gik han fra bord til bord og gav kritik øjensynligt
uden at skænke det en tanke, at det var så som så
med talentmassen. Han havde meget at dele ud af, og brugte lige
meget tid på alle – uanset alder og evner. Der var
ikke skyggen af de stjernenykker, som man med gru nu og da hører
også har indfundet sig i tegneseriebranchen. Eisner var
venligheden og imødekommenheden selv. I sin undervisning
delte han gavmildt ud af sin righoldige viden, og svarede beredvilligt
på alle spørgsmål. Ja, da Eisner på et
tidspunkt misforstod et spørgsmål om, hvordan han
havde det med sex (i tegneserier) som var det rettet mod hans
privatliv, svarede han såmænd også på
det. Kun en enkelt gang så jeg Eisner blive vred. Da en
ung aspirant efter et foredrag styrtede op til podiet for at bemægtige
sig de skitser, som det stod os frit for at tage, blev han prompte
irettesat af mesteren: der skulle være nok til alle!
Af de få dage jeg fik lov til at tilbringe i selskab med
Eisner, fik jeg indtrykket af en mand, der gik fuldstændig
fordomsfrit til værks – og med en ildhu uden lige.
På den sidste dag fandt jeg ham fordybet i samtale med en
ung mand i grøn netundertrøje og med postkasserødt
hår. Ynglingens fysiske fremtoning afstedkom ikke de forbehold
og den rynken på næsen, man kunne have forventet af
en amerikansk intellektuel, der nærmede sig de halvfjerds.
Eisner skuede ikke hunden på hårene, dertil var han
alt for optaget af sin gerning: at undervise i og diskutere tegneseriens
potentiale.
*******
”A Sunset
in Sunshine City” hedder en af Will Eisners kortere
fortællinger fra midten af 80erne. Her møder vi cafeteriaejeren
Henry Klop, der efter et langt og slidsomt liv overtales af sine
døtre til at flytte fra New York og sydpå til Sunshine
City, hvor de mener, han bedre vil kunne nyde sit otium. Fortællingen
afvikles som et vaskeægte melodrama med utro elskende og
intrigante slægtninge, og hændelsesforløbet
er strengt taget ikke mere intrikat end i et gennemsnitligt afsnit
af Dynasty. Alligevel sidder man efter endt læsning
med en fornemmelse af berigelse og forløsning, fordi fortællingen
om Henry Klop rummer meget mere end et blot og bart handlingsreferat
kan beskrive. For kernen i fortællingen er jo netop den
gamle mands klamren sig til fortiden – på trods af
alle dens ulykker – og hans modvilje mod at løsrive
sig fra det område, der har tegnet hele hans liv.
Fortællingen findes i opsamlingsalbummet A Will Eisner
Reader. På forsiden
ser vi en ældre herre stå på stranden i palmernes
skygge og stirre længselsfuldt på den skyskraber,
som en dreng er ifærd med at bygge i sandet. For tyve år
siden valgte Will Eisner selv – i lighed med mange andre
New Yorkere i pensionsalderen – at flytte til det solbeskinnede
Florida. Men ”A Sunset in Sunshine City” er ikke en
gammel mands selvsmagende og selvmedlidende fiktionalisering af
egne trængsler. For vel tager Eisner her afsæt i det
personligt oplevede, men som alle store fortællere formår
han at transcendere det private og give materialet en universel
genklang. Fortællingen om Henry Klop bliver således
et empatisk og sympatisk portræt af en mand, der til sidst
vover at gå i lag med et nyt kapitel af sit liv –
også selvom han ved, at det bliver det sidste.
*******
Will Eisner var en foregangsmand i mere end én henseende.
Han revolutionerede i løbet af sin næsten 70 år
lange karriere tegneserien adskillige gange – både
som branche og som udtryksform – og slog konstant til lyd
for mediet som en selvstændig og respektabel kunstform.
Han var den første til at nedfælde sine betragtninger
om tegneserien og dens virkemidler, og konsoliderede dermed en
egentlig grammatik for udtryksformen til glæde for kommende
udøvere og forskere. Som kunstner lod han sig aldrig binde
af samtidens eller genrers skiftende konventioner, men udvidede
til stadighed spillerummet for, hvordan en tegneserie kan fortælles,
og ikke mindst hvad den kan fortælle.
Will Eisner var en gentleman, en stor kunstner og måske
sit medies fornemste udøver. Han efterlader ved sin død
et tomrum, der bliver umuligt at udfylde. Men han efterlader også
en arv i form af mange tusinde tegneseriesider, der vil være
til fortsat glæde og inspiration. Den 3. januar 2005 gik
solen ned i Sunshine City for sidste gang, men dens lys og varme
mærker vi endnu.
Hvil i fred.
| |
[10/01/2005]
|
| |
| |
|
”Solnedgang i
Sunshine City” udkom på dansk i 1987 i albummet af
samme navn.
The Spirit
var fra starten grafisk overlegen. Bl.a. introducerede Will Eisner
allerede i 1940 den såkaldte splash page –
en åbningsside, der skulle lægge kimen til den enkelte
episodes grundstemning eller anskueliggøre dens tematik.
Her fra den letbenede, komediske ”Girls’ Dorm”
(1. december 1940).
The Spirit henter
med sine skæve vinkler, sine abrupte perspektivskift og
de voldsomme lys- og skyggekontraster tydelig inspiration i samtidens
noir-film. Fra Spirit-episoden ”Foul Play”
(27. marts 1949).
Eisner indså
hurtigt, at den lille mand – med alle sine fejl og mangler
– var mere interessant end den perfekte helt. Her bliver
vi fx vidner til de sidste ti minutter i den desperate hoodlum
Freddies liv. Fra Spirit-episoden ”Ten Minutes”
(11. september 1949).
Retfærdigheden
sker fyldest, på trods af at lovens lange arm udelukkende
manifesterer sig i forbryderens fantasi. Fra Spirit-episoden
”Baxter’s Perfect Crime” (5. januar 1947).
Byen som metafor. Miljøbeskrivelserne
i Eisners sene værker spejler ofte hovedpersonernes sindstilstande.
Her fra A Contract with GOD (1978).
Én af de syv
tegninger, som Will Eisner i 1980 samlede i City: A Narrative
Portfolio. På dansk findes de alle optrykt i bogen
Byens skygger – en bog om Will Eisner fra 1981.
Fortællingen
om den pensionerede cafeteriaejer Henry Klop er et empatisk og
sympatisk portræt af en mand, der lærer at slå
sig til tåls med tilværelsen og gå i gang med
sidste kapitel af sit liv. Fra ”A Sunset in Sunshine City”
(1986).
|
