| Oversætteren Sonja Rindom
døde i fredags, halvanden måned før sin 100-års
fødselsdag 26. december. Hun nåede dermed at blive
nogle få måneder ældre, end den amerikanske
tegner Carl Barks var, da han døde i august 2000. Og frem
for alt er det hans navn og værk, vi forbinder Sonja Rindoms
ganske særlige indsats med. For hvis navnet Sonja Rindom
Hilker ikke umiddelbart sagde alle yngre læsere af søndagsavisens
dødsannonce så meget, må det have dæmret
for dem, da de videre kunne læse, at hun var "sovet
stille ind og draget til sit Langtbortistan". Uden hende
havde dén lokalitet nemlig ikke eksisteret eller ligefrem
opnået indfødsret via Dansk Sprognævns registre.
Lige fra første danske årgang af Anders And
& Co. i 1949 og frem til 1982 forsynede hun bladet med
det velklingende og opfindsomme dansk, der sammen med Barks' streg
gjorde historierne til fælleseje også her i landet.
Det er ikke spor for meget sagt, at Sonja Rindom har sat sit personlige
præg på det danske sprog og forsynet over et halvt
århundredes børnegenerationer med betegnelser for
karaktertræk og begreber, vi dagligt henviser til: Allerede
fra 1970'ernes slutning fandt ænderne plads i Per Højholts,
Dan Turèlls og Kristen Bjørnkjærs lyriske
universer. Og da Svend Auken som Oppositionsleder i 1983 karakteriserede
den internationale højkonjunktur som den første
Schlüter-regerings "Højben-effekt", forstod
vi ham alle, takket være Sonja Rindom. Som jo havde fundet
på dette stuerent sprogfornyende navn til Anders' fønbølgede,
højrøvede og svinagtigt heldige slægtning
Gladstone Gander.
"Tror du, jeg er Joakim von And?", siger vi nu, når
ungerne vil plukke os for ekstra lommepenge (hvor forrige generation
sagde 'Rockefeller'); en skør opfindelse er "det rene
Georg Gearløs" (før: 'det rene Storm P.');
og vi bliver lige så ubesværet forstået, når
vi henviser til en ny Nationalencyklopædi som "danskernes
ny Grønspættebog". Men uden Sonja Rindom havde
Scrooge McDuck, Gyro Gearloose og det titel- og medaljeliderlige
uniformerede børnekorps Junior Woodchucks næppe haft
så mundrette danske navne.
Sonja Rindom fik ingen akademisk uddannelse, men blev allerede
som 17-årig au pair-pige hos en fransk-engelsk familie i
Schweiz, og sprogkundskaberne blev hendes levevej med oversættelser
for både børn og voksne fra engelsk, fransk, hollandsk,
italiensk og svensk. Det var dog for sit Andeby-dansk, hun i 1988
modtog den danske tegneseriebranches største hæder,
Ping-prisen.
Man må "aldrig tale ned til børn",
understregede hun i et interview til Politikens Per Munch
så sent som 1999, da hun endnu boede i Hundested. Først
for tre år siden flyttede hun til en ældrebolig i
Charlottenlund og holdt selv hus dér, indtil hun sidste
år kom på plejehjem. Men barnets legende sproglige
opfindsomhed bevarede hun. Måske som en nabostat til Langtbortistan
(op)fandt hun således maharajaen af Pengostans rige - det
var ham, der kappedes med Joakim om at bygge den største
og dyreste statue af Andeby-grundlæggeren Cornelius Blisand,
til sidst med øjne af "safirer så store
som fodbolde". Ikke at forveksle med kollegaen, maharajaen
af Putliput - som mistede en rød rubin på stranden
ud for Andeby.
Sonja Rindoms far, Erik Rindom, var Politikens kronikredaktør
1927-47, og selv nåede hun at blive oldemor og for øvrigt
bl.a. bedstemor til Politiken-journalisten Michael Rothenborg.
I 1999 besøgte den ranke, milde og fuldkommen åndsfriske
Sonja Rindom selv sin fars gamle og barnebarnets nuværende
arbejdsplads, nemlig som meddommer i en læserkonkurrence,
vi udskrev i anledning af Anders And-bladets 50-års
jubilæum herhjemme.
Politikens læsere blev bedt om at skrive resten
af den sang, der i sin tid indbragte Anders And førstepræmien
i en slagerkonkurrence, men også nær havde fået
ham begravet under laviner og kostet ham livet. "Oh,
bury me thar' / with my battered git-tar,/ a-screamin' my heart
out fer yew", lød de tre bevarede verslinjer
i Barks' originale klagesang. Fuld af respekt for de flere hundrede
indsendte forslag, mange overordentlig kvalificerede, udpegede
Sonja Rindom dog uden vaklen tre helstøbte, fulde strofer
til melodien af 'Home on the range', digtet af museumsinspektør
Poul Grinder-Hansen (og trykt i avisen 4. april 1999). Hun og
meddommerne lagde bl.a. vægt på, at hans vers var
uden søgte rim eller ordstillinger. Samme sproglige standard,
hun selv havde sat, da hun omplantede den amerikanske country
and western-lyrik til Fiskerpigens modersmål i de tre
linjer, som danskere af alle aldre stadig kan. Og med rette kan
synge i dag: "Oh, skænk mig en grav/ ved det isgrønne
hav,/ hvor kun bølgerne hører min gråd"!
| |
[Oprindelig bragt i Politiken 16/11/2004]
|
| |
| |
|
|
