|
Det er en kendt sag,
at franskmændene siden de franske nybølgeinstruktører
i 60erne kappedes om at skrive bøger om ham, har haft et
blødt punkt for Alfred Hitchcock – "’itchcåcke",
som de kalder ham. Årsagen synes, ligesom i andre lande,
at være den ofte lydefri blanding af kunstnerisk ambition
og pulp, hans film foranstalter og – i forlængelse deraf
– den mulighed for at lade sig forføre af hans film med
god samvittighed, fordi man samtidig får en på "tænkeren".
Det had/kærlighedsforhold til amerikansk popkultur, som
er en realitet i hele Vesteuropa, synes særligt skarpt optrukket
i Frankrig, der på én og samme tid er stærkt
kritisk og yderst receptiv over for dens dominans på denne
side af Atlanten. Derfor "’itchcåcke".
På årets tegneseriefestival i Angoulême blev disse forhold sat i tegneseriemæssigt perspektiv. Præget som den var af to store udstillinger af amerikanske tegneserier – "Les maitres de la bande dessinée américaine" ("Amerikanske seriemestre") og "US comics – génération indépendant" ("Amerikanske serier – den uafhængige generation") - samt et besøg af selveste Will Eisner, må temaet for festivalen i år beskrives som "Amerikanske tegneserier", med den alternative undertitel "Som vi oplever dem i Frankrig".
"HMMMM... LES
SUPER-HÉROS. TRÈS INTERESSANT..."
I den forbindelse var det skægt at se, at den franske tegneserieverden har fået sin egen "’itchcåcke", eller i hvert fald noget, der ligner. En stigende interesse for den ellers så ildesete superheltegenre var at fornemme på festivalen, hvor Semic France havde inviteret en række amerikanske superheltetegnere og hvor det nationale tegneseriecenter, CNBDI, havde sat specielt fokus på genren – dels gennem deres udstillinger, dels ved en række filmforevisninger og diskussionfora om emnet. Genrens ærkeamerikanske natur og dens utrolige potentiale for larger than life-eventyr bør ikke undervurderes, men når selv det værste Image-trash pludselig bliver opfattet som den amerikanske tegneseries svar på Dødehavsrullerne og sammenkoblingen med 11. september og dennes påståede aflivning af superhelten qua den nye amerikanske helt, brandmanden, nærmest bliver et mantra, synes det hele en kende overgearet - en kende for "’itchcåcke".
Et komisk højdepunkt var en rundbordsdiskussion om "Amerikanske tegneserier" på CNBDI, som fulgte i kølvandet på en forevisning af en fransk dokumentarfilm om superheltegenren og følgelig nærmest kun kom til at handle om denne film og dens angiveligt mange meritter og, du gættede rigtigt, superhelte og 11. september. Ordet førtes af filmens instruktør (hvis navn lige er smuttet), der delagtiggjorde publikum i sin store viden om emnet og generelt snakkede om sin film. De inviterede amerikanere, Jeff Smith (Bone), Tom Hart (Hutch Owen, mv.) og Brandon Peterson (diverse Marvel-, DC-, Image- og Crossgenserier) var det meste af tiden reduceret til en slags græsk heppekor og fik, til trods for at det kun er Peterson der arbejder med superhelteserier, kun lov til at snakke om seriefigurer med underbukserne uden på, samt... ja, 11. september.
Det var en ganske bekræftende oplevelse at høre, at Petersons talegaver var nogenlunde ligeså raffinerede som hans tegneserier – man kunne, hvis man ikke allerede vidste det, bla. lære, at alle amerikanske tegneserietegneres største ønske var at arbejde med Superman, Batman og Wonder Woman, men at dette alligevel ikke var helt det samme som at arbejde med sine egne "original concepts". Med superlativ allegorisk fornemmelse informerede han os gennem otte på hinanden følgende formuleringer af samme pointe om, at det var ligesom at spille et Beatlesnummer i forhold til at spille sine egne sange, fedt, men ikke det samme.
Oh, hvilke guldkorn…
Til gengæld var det ganske besynderligt at se Tom Hart, hvis superskægge, ret spartansk fortalte serier ikke kunne have mindre at gøre med maskerede kriminalitetsbekæmpere, blive selskabets mest velfomulerede fortaler for netop denne genre. Ingen fik, diskussionens overskrift til trods, imidlertid den originale tanke at undersøge om han også kunne sige noget begavet om sine egne serier, eller andre amerikanske serier for den sags skyld. Jeff Smith tog imidlertid prisen. I hvad der kun kan fortolkes som et venligt anarkistisk oprør mod begivenhedens totale mangel på underholdningsværdi, begyndte han at optræde på slap line: det ene øjeblik forsynede han sin tolk med fire mikrofoner på én gang, det andet stillede han sig op på ægte gadedrengemanér og truede en højtråbende Budweiser-amerikaner (som var iført en t-shirt med påtrykte brandmandsnavne og teksten "Supreme Sacrifice"), der ikke ville lade ham tale færdig. Og sidst, men ikke mindst, forsømte han ikke en chance til at skamrose den dokumentarfilm, det hele egentlig handlede om, ud over al rimelighed – noget han gjorde, selvom han blev spurgt om noget helt andet. Man følte sig hensat til hans tegneserie, og det var ikke så værst, resten af arrangementets ubehjælpsomhed taget i betragtning.
KURATORER
EFTERLYSES
Som sædvanligt bød festivalen på en længere række udstillinger – jeg vil her forbigå den spændende, men katastrofalt præsenterede udstilling af nye, alternative serier fra USA og Europa på byens teater, den noget uinspirerende Jean-Marc Rochette-udstilling, den flotte men intetsigende Carlos Nine-udstilling, og den mildt sagt udmattende udstilling af sidste års Grand Prix vinder, Martin Veyrons møg (alle CNBDI) og i stedet fremhæve de to, allerede nævnte amerikanske udstillinger.
Mesterudstillingen bød på mange genuine treats: at se originale Happy Hooligan-, Dreams of a Rarebit Fiend-, Krazy Kat-, Prince Valiant- og Pogosider er i sandhed en fornøjelse, for slet ikke at tale om ditto af Milton Caniff, Jack Kirby, Bernie Krigstein, Johnny Craig, Jack Davis, Robert Crumb, samt ikke mindst en længere suite Spiritsider i bedste chiaroscurostil – det er nok til at få enhver sand fan til at fælde en tåre... Men det var der desværre også andet der var: præsentationen af værkerne var mangelfuld, for at sige det mildt og ophængingen, der var bygget op om forskellige, mere eller mindre tilfældige temaer, var uoverskuelig og usammenhængende. Udstillingens titel taget i betragtning, kunne man endvidere undre sig over, hvorfor Charles Schulz kun var repræsenteret med én søndagsside og hvorfor kun Alex Raymonds Agent X9 var medtaget, samt hvor f... Harvey Kurtzman, Steve Ditko og ikke mindst Carl Barks var henne (som plaster på såret var den amerikanske seriemester Cam "Star Wars: Dark Empire" Kennedy imidlertid repræsenteret med en Daredevilside). Det er klart, at originaler af mange af disse serieskabere er yderst svære at skaffe, men grundlæggende bar udstillingen præg af at man, hvis man overhovedet havde forsøgt, havde ydet en yderst halvhjertet indsats. I forhold til sidste års fantastiske udstlling af "Europæiske seriemestre", var dette en noget tynd kop te.
Ligeledes var det underligt, at den eneste post-undergroundtegner, der var repræsenteret på udstillingen var Chris Ware - hvad med Art Spiegelman, Kim Deitch, Dan Clowes, Charles Burns, Hernandez-brødrene, Ben Katchor, David Mazzucchelli, Joe Sacco, Jim Woodring, Lynda Barry og alle de andre? De var i hvert fald heller ikke på den sideløbende udstilling af såkaldt "uafhængige" amerikanske serier. Selvom det var fedt at se originalsider fra Jeff Smiths Bone, Howard Cruses Stuck Rubber Baby, Roberta Gregorys Bitchy Bitch, Peter Bagges Hate! og Dylan Horrocks’ Hicksville og Atlas, samt at konstatere at Chris Ware har farvelagt, hvis ikke hele, så i hvert fald store dele af Jimmy Corrigan på yderst pertentlig, gammeldags manér (hvem sagde loonie?) – glimrede de ovenfor efterlyste serieskabere ved deres fravær. Hvorfor lave en udstilling om den blomstrende amerikanske alternativscene, når man udelader noget der ligner alt det bedste? Trods velviljen eksisterer der således på visse områder stadig visse forståelsesbarrierer på tværs af Atlanten...
PRISERNE
Det samme kan bestemt ikke siges om forlagene – udover den næsten uhyggeligt dynamiske udvikling indenfor snart sagt alle genrer af den fransk/belgisk/schweiziske tegneserie, bliver stort set alt, hvad der er noget værd på det amerikanske marked oversat. Udover de allerede nævnte, gæstede størrelser som Dylan Horrocks og Ben Katchor således festivalen i anledning af flotte franske udgivelser af hhv. Hicksville og The Jew of New York. Det fransksprogede seriemarked må endegyldigt siges at have løsrevet sig fra den uinspirerende og bagstræberiske ensretning af udgivelserne, de store forlag påførte det i løbet af 80erne. Et mylder af små forlag har med et imponerende alsidigt opbud af kvalitetsserier skabt fornyet interesse for mediets muligheder og de store forlag har fulgt trop med en lang række tidssvarende udgivelser.
Første
bind af en af disse, Christophe Blains Isaac
le Pirate, vandt sågar Alph-Artprisen for
bedste album i år, hvilket var ganske velfortjent, når
man tager i betragtning, at denne pris normalt går til mainstreamalbums.
Serien om "piraten" Isaac, der foreløbig tæller
to bind, er en smuk og eventyrlig fortælling om en ung kunstner,
der mod sin vilje bliver ledt ud på en rejse til, ja, Amerika
i selskab med en gruppe venligtsindede pirater, altimens hans
hjertes udkårne går derhjemme og skiftevis forsøger
at glemme og huske ham. En romantisk og forunderlig serie for
lidt større børn og voksne, der sammen med væsensbeslægtede
arbejder af David B. Lewis Trondheim, Joann Sfar, Manu Larcenet,
Emmanuel Guibert o.m.a. afgjort er med til at puste nyt liv i
den stolte, men stagnerende fransk-belgiske tradition for eventyrserier.
Alph-artprisen for ’Bedste tegninger’, samt publikumsprisen, gik
til Tardis seneste romanbaserede serie, Le
Cri du peuple bd. 1, Les Canons du 18 mars (efter
forlæg af Jean Vautrin) om Pariserkommunen – et imponerende
flot ensemblestykke, som dog er noget svært at følge,
hvis man ikke er inde i de historiske begivenheder, der danner
baggrunden for handlingen. ’Bedste manuskript’ blev tildelt
anden del af iranske Marjane Satrapis både barske og rørende
selvbiografiske Persépolis,
der beskriver hendes teenageår i præstestyrets Iran.
Også et nyoversat amerikansk album, Kaz’ Terrain Vague
(en opsamling af hans Underworldstriber), blev belønnet
med en pris (’Bedste dialog’ - se samtlige priser på nærværende
liste).
Til
trods for, at der er mange der kunne fortjene det, blev årets
Grand prix-vinder imidlertid ikke en amerikaner, men derimod
Francois Schuiten - den 4. belgier, der har fået
prisen (Franquin 1974, Jijé 1977 og Morris, der fik en
speciel udgave af prisen i anledning af 20-årsjubilæet
i 1993). En ganske bemærkelsesværdig statistik, når
man tager dette lands bidrag til den frankofone tegneserie i betragtning,
men det er vel også efterhånden svært
for juryen at finde flere af deres venner og kolleger fra 70ernes
franske tegneseriescene at honorere og det skulle jo også
nødigt hedde sig, at de er for indspiste...
Schuiten
er - sammen med en af de få serieskabere, der overgår
selv ham i stiv- og tørhed, Benoit Peeters – ophavsmand
til den stærkt fortænkte og ludende kedsommelige,
men meget ambitiøse og derfor ikke helt uinteressante serie
Hemmelighedsfulde
byer. Det kunne være værre, alt taget
i betragtning – nu kan vi i det mindste se frem til en serieskaber,
der kan tegne som næste års præsident,
men det bliver med tunge øjenlåg, man går ind
til hans udstilling.
I
AUDIENS
Hovedbegivenheden i det fransk-amerikanske møde -
og på festivalen generelt, hvis det står til undertegnede
- var Will Eisners tilstedeværelse. Anledningen var festivalens
tema, såvel som udgivelsen af hans seneste værk, The
Name of the Game, på fransk. På en
yderst velbesøgt pressekonferende, der varede over halvanden
time, gav han sig god tid til at svare på hvert spørgsmål
med lige dele grundighed og varme, her og der garneret med en
knivspids sarkasme. I det følgende parafraseres der efter
hukommelsen, så visse uoverensstemmelser med de faktiske
formuleringer vil uvægerligt forekomme.
Eisner fik naturligvis også det obligatoriske spørgsmål om, hvorfor han ikke ville lave flere Spirithistorier: "De eneste to grunde til at jeg skulle gøre det ville være at bevise, at jeg stadig kan eller for at tjene penge, og jeg mener ikke jeg har behov for nogle af delene" forklarede han, hvorefter han sammenlignede sit arbejde på Spirit med sine nuværende serier: "Hvis jeg dengang tegnede en mand, der stod i regnen på et gadehjørne, var mit formål at vise hvor dygtig jeg var ved at tegne alle regndråberne - når jeg i dag tegner det samme, er det vigtige for mig at vise mandens følelser, hans person" og hvor Spirit havde hentet stor inspiration i filmens verden, lod Eisner sig i dag inspirere langt mere af teatret og de muligheder det har for at udtrykke komplekse følelser med sparsomme midler. Hvor han dengang lænede sig op af etablerede genrer, forsøger han i dag at distancere sig fra sådanne, for at nå det essentielle. For ham er det grundlæggende i livet den daglige kamp for overlevelse – i stedet for at have en superskurk som nemesis, har hans figurer deres liv; "Den virkelige superskurk er livet".
Han
mente heller ikke, at han var mindre eksperimenterende i dag end
dengang. Han beskrev sit arbejde som en fortsat søgen efter
perfektion, efter den lydefri formidling af det at leve. Adspurgt
om sine forsøg på at indlejre samme dybde og indholdsmæssige
fortætning i en tegneserie, som man kan finde i en roman
og de problemer tegneseriemediet kan stille i vejen for noget
sådant, kunne han ikke sige andet end at han ville blive
ved med at forsøge. I forlængelse af dette beskrev
han bla. hvordan han, som den eneste af sin generation, fra starten
havde taget sit arbejde med tegneserier alvorligt og hvorledes
den senere legendariske bladtegner Jules Feiffer ("Jeg
ved ikke, hvad der siden blev af ham") havde fortalt
ham, at han tog det alt for alvorligt, hvilket kun havde styrket
ham yderligere i sin tro på det han lavede. Han forklarede
endvidere, at hele hans karriere havde været én lang
søgen efter accept af sit arbejde og sit medie – i følge
ham hoveddrivkraften hos langt de fleste serieskabere – en accept,
han efterhånden fornemmede at var ved at komme. "Jeg
vil her benytte muligheden for at understrege noget meget vigtigt"
sagde han pludselig, og man ville kunne have hørt en knappenål
falde til jorden, "Tegneserien er i øjeblikket
ved at bevæge sig ind i en ny fase - en fase, hvor den er
blevet voksen og udtrykker sig med en kraft, der er fuldt ud sig
på linie med det bedste andre medier har at byde på".
Ceci n’etait pas "’itchcåcke".
|
|
[Februar 2002]
|
|
|
|
|
|
|
Udvalgte Alph-Art Prisvindere, Angoulême 2002
Bedste album
Isaac le Pirate bd. 1, Les Amériques af Christophe Blain. Dargaud.
Bedste tegninger
Le Cri du peuple bd.1, Les Canons de 18 mars af Jacques Tardi og Jean Vautrin. Casterman.
Bedste manuskript
Persépolis bd. 2, af Marjane Satrapi. L’Association.
Speciel omtale til: Rural! af Étienne Davodeau. Delcourt.
Bedste Dialog
Terrain vague af Kaz. Cornelius.
Bedste Debutalbum
Le Val des anes, af Blanchin. Ego comme X.
Bedste Børneserie, aldersgruppen 7-8 år
Les Zinzins venteurs bd. 1, Total Zinglés af Douyé, Goupil & Madaule. Casterman.
Bedste Børneserie, aldersgruppen 9-12 år
Trolls de Troy bd. 5, Les maléfices de la Thaumaturge af Arleston & Maurier. Soleil.
Publikumsprisen
Le Cri du peuple bd.1, Les Canons de 18 mars af Jacques Tardi og Jean Vautrin. Casterman.
Bedste fanzine
Le Phaco.
Alle priserne, samt videre information kan fås på www.bdangouleme.com
|
|
|
|
Fra Alph-Art vinderen for ’Bedste album’, Christophe Blains Isaac le Pirate nr. 1.
Fra Alph-Art vinderen for ’Bedste album’, Christophe Blains Isaac le Pirate nr. 1.
Fra Tardis seneste litterære serie, La cri du peuple, bd. 1, Les Canons du 18. mars. Alph-Art for ’Bedste tegninger’.
Fra Marjane Satrapis Persépolis, bd. 2, Alph-Art for ’Bedste manuskript’.
Årets Grand Prix-vinder, Francois Schuiten.
Fra Francois Schuitens og Benoit Peeters’ Hemmelighedsfulde byer bd. 2, Tårnet (La Tour, 1986).
Fra Eisners seneste serie, The Name of the Game.
|
