|
En stolt far går, efter at have fået en tegning + signatur af David B i det femte bind af
L’Ascension du haut mal, hen til sine to 8-10 årige sønner og viser dem stolt resultatet. Sønnerne foregiver interesse, men deres opmærksomhed flakker. Hvem har nogensinde set noget sådant herhjemme?
En typisk situation fra Angoulême 2001. En af den slags situationer, der omgående indgraveres i hjernebarken for eftertiden, når man for første gang kommer til festivalen. Den lille by bag middelaldermurene på højdedraget bliver, som bekendt, i sidste weekend af januar transformeret til et veritabelt tegneserieland. Alle slags mennesker kommer - de fransktalende tegneseriefans og -professionelle repræsenterer et langt bredere udsnit af befolkningen, end noget andet sted i ikke-Japan. At komme til en festival, hvor begejstrede skoleklasser render rundt mellem midaldrende conaisseurs og hvor langt de fleste mennesker ser normale ud, er noget af en oplevelse.
Men også en blandet af slagsen, desværre. For nu at tage det sure (det er sjovest!), kan man snakke om priserne - for sådan nogle er der jo som bekendt også. Den vigtigste er Le grand prix de la ville d’Angoulême, der hvert år uddeles til en (levende) serieskaber, der vurderes til, ved sit livsværk, at have bidraget betydeligt til mediet, kunsten - og vel sagtens kulturen som sådan. Vinderen bliver så formand/kvinde for næste års festival og livstidsmedlem af den jury, der uddeler prisen. Overtegnede samt rejsekammerater var meget optimistiske mht. denne pris, da der på festivalen svirrede rygter om, at det ville være argentinske José Muñoz, der i år ville få den.
Det var derfor noget af en skuffelse, da sidste års vinder, Florence Cestac (en slags fransk Nikoline Werdelin, bare kedeligere) lørdag aften trådte frem på rådhusets balkon og proklamerede, at årets vinder var Martin Veyron.
Martin hvem?
Ja, det spurgte vi også os selv om. Det viser sig, at han er rundet af den franske 70er-generationen og har gjort sig i lumsk kedelige og rædselsfuldt tegnede sex-satiriske serier, vi herhjemme, vist med undtagelse af G-Punktet og Direktørens mand, er blevet skånet for og som de fleste af os lykkeligt har glemt.
Og hvorfor, spørger man sig så, kan en middelmådig skaber som han vinde foran andre, mere fortjenende af slagsen som, ja lad os bare sige Muñoz? Franskmændene kalder det "Copinage", herhjemme hedder det "Indspisthed", "Rygklapning", "Vennetjenester" eller noget der er værre. Det er nærmest konsekvent 70er-generationen af franske skabere, altså dem fra l’Echo des savanes og Metal hurlant (Gotlib, Mandryka, Moebius, Druillet, mfl.), der (fortjent eller ej) vinder. At en mand som R. Crumb (Grand Prix 1999) så velfortjent kan gå hen og vinde, er vel fordi de fleste af disse skylder ham alt.
Det samme gælder til en vis grad Les Alph-arts -
kategoripriserne, der uddeles af en speciel jury ledet af festivalens
for-m/k. Her gik prisen for bedste album til René Petillon
(Grand prix 1989 og god ven af Cestac) for hans 117. Jack Palmer-album,
som vel er en udmærket tegneserie, men virker som et noget
bagstræberisk valg, når man tænker på
hvad der ellers kommer i Frankrig i øjeblikket (hvem sagde
David B?). Derudover vandt den virtuose argentinske tegner, men
noget uinspirerede fortæller, Carlos Nine prisen for bedste
udenlandske (læs: ikke-franske, men oversatte) album med
le
Canard qui aimait les poules ("Anden som elskede
høns") foran fremragende serier som Posy Simmonds’
Gemma Bovery og Dan Clowes’ Caricature. Men bevares,
en række velfortjente Alph-arts blev det da også til
- vi kan i flæng nævne Fred Vargas’ og Edmond Baudouins
glimrende hybrid mellem roman og serie, Les
Quatre Fleuves ("De fire floder"), der
vandt for bedste manuskript, Moores og Campbells From Hell
der fik kritikerprisen, den østeuropæiske antologi
Stripburger der blev udvalgt som bedste fanzine og den
fransk-iranske Marjane Satrapis barske albumdebut, Persépolis,
der fik debutantprisen.
Som sagt har jeg fokuseret på det sure, men festivalen var
selvfølgelig andet og mere end det: Til de absolutte højdepunkter
hørte udstillingen af
Yves Chalands værker og den store ditto "les
Maitres de la bande dessinée Européenne" ("Europæiske
seriemestre", groft oversat) - som udstillede originalsider
af alle de store fra Töpffer over Pratt til Moebius (Hergé,
Uderzo og Franquin var der naturligvis også, men - af sikkerhedshensyn
må man tro - kun i kopi).
Derudover var der en ganske spændende konference om den europæiske tegneseries fremtid på CNBDI (Centre National de la Bande Dessinée et de l’Image - det franske tegneserie-kulturcenter). En fremtid, der det hele til trods, ligesom alle andre steder er usikker. Dog må man sige at festivalen - qua oplevelser som den i begyndelsen nævnte - om noget giver et andet indtryk.
Mon ikke der skulle være en chance for, at de to sønner bibeholder deres begejstring ligeså længe som deres far.
|
|
Carlos Nines Le canard qui aimait les poules.
Kommissær Adamsberg fra Vargas' og Baudouins Les quatre fleuves.
Fra Yves Chalands Freddy Lombard-album, Le comète de Carthage
|
