tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

FREMTIDEN ER IDAG - ENTER ASTRO BOY!

Japans populæreste seriefigur gennem tiderne kommer til live i dag

Af T. Thorhauge

Den måske mest berømte og feterede japanske tegneseriefigur, robotten Astro Boy ('Tetsuwan Atom' på originalsproget), kommer ifølge sin skaber Osamu Tezukas historier til verden i dag, den 7. april 2003. Tegneserierne om Astro Boy introduceredes i 1951 i Manga Shonen ('Drenges tegneserier'), og blev fra 1963 omsat til tegnefilm, som i bearbejdet og censureret versionering blev yderst populær bl.a. i USA. Tegneserien om Astro Boy er i midlertidig først nu begyndt at udkomme i engelsk oversættelse (som begås af forfatteren til de nu nærmest nyklassiske pionerværker om den japanske tegneserie, Manga! Manga! (1983) og Dreamland Japan (1996), Frederik Schodt (som i øvrigt selv var ven med Tezuka) i en flot tilrettelagt, men ukronologisk og ikke-komplet 23-bindsserie i pocketbog-format fra forlaget Dark Horse.

Astro Boys fødsel er i bedste superhelte-origin-stil med mellemrum blevet opdateret og genfortalt, men mest opfindsomt i 1967, da Tezuka kastede sig ud i en - i børnetegneseriesammenhæng - relativt kompliceret historie, der bringer Astro tilbage i tiden, uden mulighed for at vende tilbage til sin egen tid - vor tid. Helt præcist havner Astro i 1969, og blandt de eventyr, han der oplever, er især historien "The Angel of Vietnam" tankevækkende og påfaldende. Tankevækkende, fordi Tezuka i en børnetegeneserie hudløst skildrer vietnamkrigens gru med en aktuel, stærkt antiamerikansk markering. Påfaldende, fordi historien som et sjældent desillusioneret tilfælde afviger fra Tezukas berømte humanisme, der gennemsyrer selv hans mest voldsomme fortællinger: Astro ender i en fattig vietnamesisk landsby, hvor en ung kvinde er ved at føde, mens amerikanernes bombefly nærmer sig. Astro er selv ved at løbe tør for energi - uden mulighed for optankning - men kaster sig ud i et heroisk forsvar, mod den amerikanske eskadrille, som det naturligvis lykkes ham at slå tilbage. Kvinden føder, byen er reddet, men Astro er få sekunder fra at løbe tør for energi, og udbryder som sine sidste ord: "Når jeg dør, så pak mig mig ind og giv mig til nogen, der skal ud af landsbyen. Bed dem om at sende mig til denne adresse... Jeg troede ikke at jeg ville kunne leve i det 20. århundrede, men i har givet mit liv mening, og det gør ikke noget at jeg dør nu, her hos jer...", hvorpå Astro falder om. Robottens anstrengelser viser sig dog nyttesløse - dagen efter bombes landsbyen, alle dør; også babyen.

Astro havner efter en række begivenheder i det høje græs ved foden af bjerget Tanigawa, kortsluttet og rusten, helt frem til den 7. april 2003, hvor den geniale opfinder dr. Tenma skaber Astro Boy som erstatning for sin døde søn Tobio. Men en alfeagtig pige fra det ydre rum konstaterer at et tidsparadoks vil opstå, hvis der pludselig er to Astro'er, selvom den ene er defekt. Således sprænger Astro Boy i luften på Tanigawa i dag, den 7. april 2003, samtidig med at han 'fødes' på Ministry of Science i Tokyo. Astro Boy er død, Astro Boy leve!

---

Note: den omtalte storyline er at finde i Astro Boy nr. 6 og 7.

[07/04/2003]



Forside fra Dark Horses udgivelse af Astro Boy.

 

Fra "The Angel of Vietnam"

 

 

 

 

 

 

Astros tilblivelse som skildret i 1967.

 

 

Læs også:

Artikel: Manden de kaldte 'Tegneseriens Gud'

 

Links:
Mere: The Japan Times

Mere: tezuka.co.jp

Mere: Daily Yomiuri

Astro Boy

 

rackham.dks forum

 

 

tilbage til Nyhedsarkivet 2003


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.