RACKHAM - Debat

DE SEKS BLÆKHOVEDER I PARIS

En reportage fra åbningen af udstillingen BLÆK i det Danske Hus i Paris

Af Jacob Ørsted

De skulle egentlig have været elleve, men der var nu kun seks tegnere, fysisk repræsenteret i kød og blod på 142 Avenue des Champs-Élysées, da Det Danske hus i Paris d. 12/6 kippede med flagene og åbnede porten til udstillingen BLÆK, der frem til d. 20. juli fremviser striber og streger fra dansk tegneserie-kultur: Pennegerninger fra undergrunden, såvel som fra overgrunden.

Den fysiske substans i form af legemer betitlet Nikoline Werdelin, Peter Madsen, Jakob Martin Strid, Simon Bukhave og Jan Solheim var udeblevet, mens hovederne Ivar Gjørup, Ole Comoll, Peter Kielland, Mårdøn Smet, T. Thorhauge og Søren Mosdal havde taget hele turen til Paris. Det havde da også været både farligt og ærgerligt, hvis kurator Matthias Wivel og kulturråd - conseiller culturel - Michael Bjørn Nellemann skulle have drukket alle de gratis bajere og flasker hvidvin alene sammen med de mange inviterede gæster.

De tilrejsende blæk-kunstnere fra Danmark var dog ikke udelukkende kommet for at få noget gratis, men i høj grad fordi, der på denne dag virkelig var noget af fejre: En eksponering af dansk tegneseriekultur på et så centralt sted i et så centralt (tegneserie-) land. Det var grund til at udbryde en række "Skååål" i et lidt højere toneleje end dem, der er blevet fremstammet, når hovedbiblioteket hjemme i københavnske Krystalgade i de forgangne år har forsøgt sig med lignende - men meget smallere og mindre - udstillinger.

Her i Det Danske Hus i Paris hænger nu tegninger af en lille håndfuld danske stjerner (Gjørup, Madsen, Werdelin og Strid) og så en række mindre kendte artister, der stadig mangler at slå vingerne ud foran en bredere dansk offentlighed for at få den opmærksomhed deres streger, striber og historier fortjener. Men nu var de altså i første omgang tilgængelige for en fransk offentlighed, hvor forholdet til tegneserier, som bekendt er alt andet end Garfield og Disney-sjov på TV klokken syv.

Kataloget - fermt layoutet og fragtet til Det Danske hus af det fransk-belgiske forlag Frémok - taler for sig selv. Det indeholder, for os som ikke ved så meget, en række gode introducerende tekster, forfattet af Matthias Wivel, om de danske tegnere, om deres relationer og referencer til både den hjemlige nationale scene og så udadtil mod resten af verden.

Derudover gives der i kataloget, som egentlig mere er en antologi, smagsprøver på blæk-kunsternes formåen - fra Thorhauges pædagogiske og akademiske hjernevask til det mere skæve og grinagtige Solheim'ske, over til det lidt mere jævne og konforme udtryk i Madsens streg. Kataloget demonsterer på fornemmeste vis forskelligheden, spændvidden og den gode portion kvalitet hos alle de repræsenterede pennemænd (og den enlige pennedame: Werdelin). Her får man et godt indtryk af mangfoldigheden i udtryk og stil i det danske tegneseriefelt netop nu, hvor man ellers skulle tro, at det var lettere at forsøge sig med de streger og historier, som bare kunne sælge sig selv i jumbobogsoplag. Der er ikke megen - kun lidt - coffee table comic book over de udvalgte blæk-kunstneres ambitioner i Danmark anno 2003....Og tak for det!

Men nå, nok om dét, kataloget, altså. I stedet vil jeg straks springe videre i teksten, til dér, hvor solen går ned over Sjamsen (alias Champs-Élysées) og jeg står med svedige armhuler og et glas fadøl i hånden og på den lidt ferniseringsagtige måde chatter med en - for mig - ukendt tegner. Jeg må simpelthen her nævne Peter Kiellands sympatiske gestus, da han afleverer et eksemplar af Jernpotte til en 70-årig smilende fransk fan. Fanen er dukket op på åbningsdagen for at udtrykke - godt nok på et lettere gebrokkent dansk - sin kærlighed til Kiellands streger og historier, hvorefter sidstnævnte uden bæven hiver to albums op af sin Fjällräven og afleverer dem som gave til gamle bedstefar, der dernæst får helt blanke øjne af Kiellands generøsitet, hans "tryllen op af tasken". Personligt var jeg helt rørt over denne gamle mands glade og euforiske blik, da han listede ud af udstillingslokalet med Jernpotte bind 1 og 2 under armen. Den form for dedication skal man vist lede længe efter hjemme i lille Danmark.

Efter den officielle åbning i Det Danske hus i Paris gled arrangørerne af udstillingen og de dertil inviterede tegnere over i conseiller culturel'ens 400 kvardratmeter store hybel, hvor de gratis glæder fortsatte i form af en storslået kold buffet var stillet frem med et par kolde Heineken-pilsnere on the side.

Næste dag stimlede de seks sammen med påhæng og venner for at socialisere under mindre højtidelige forhold, hvilket resulterede i en ganske afslappet middag i Montmartre-området. Senere fik den mere hardcore del af selskabet nok et par kolde fadøl på Rue St. Dénis, hvor flere letsindige franske damer havde patterne fremme - dog formodentlig uden vished om, at det var crèmen af dansk tegneseriekultur, der i generthed slog øjnene i asfalten ved synet af de blottede spejlæg. Det blev til en sen aften på fortorvscaféen, og selskabet var i den grad mere interesseret i øl og samtale, end de damer, der trippede rundt på fliserne henne om hjørnet.

Da Mosdal og overtegnede landede i Kastrup lufthavn et par dage senere, så vi noget skuffet mod himlen og spejdede efter det udeblevne Tivoli-vejr, som den danske kaptajn ellers havde lovet os lige siden vi kørte ud på affyringsrampen i Charles de Gaulle. Vi fik en halv smøg ude i den kølige danske sommer, inden vi sprang ned på spor 2 og ind i det førstkommende IC3 tog. Her lå gratisaviserne og flød, og vi regnede ikke med alverdens omvæltninger i kongeriget, da vi jo blot havde forladt landet i sølle fem dage. Men på forsiden af Urban var der noget, som gjorde, at vi straks fik bekræftet, hvor det nu var, at vi rent geografisk befandt os i verden: Et fotografi af en stor slikkepind formet som en flerfarvet penis, som man i weekenden tilsyneladende havde solgt på Bakken - og så til børn!

Jo, den var go' nok, vi var sgu' tilbage i Danmark, hvor livet tilsyneladende fortsatte sin syrlige gang i Liderliglund!

Da lokomotivet endeligt satte i gang, kunne vi så i fællesskab håbe på, at visse franskmænd og eventuelle turister slår et smut forbi Det Danske hus henover sommeren. Om ikke andet så for at se, at man nord for Paris kan lidt mere end blot producere bacon og overdimensionerede slikkepinde med jordbærsmag.

La maison du Danemark

2e étage

142, avenue des Champs-Élysées

Paris 8e

www.maisondudanemark.dk

åbningstider:

Tirsdag - fredag: 13.00 - 19.00

Lørdag, søndag og helligdage: 13.00 - 18.00

Fri entré