|
Den
italienske serieskaber Guido Crepax, hvis erotiske serier satte
deres præg på mere en en generation af italienske,
såvel som andre europæiske serielæsere i løbet
af 60erne og 70erne er død af schlerose.
Crepax
blev født i Milano, hvor hans far arbejdede som cellist
i La Scala. Han begyndte at arbejde som grafiker mens han studerede
arkitektur på Milanos Polytekniske læreanstalt - en
uddannelse han afsluttede i 1958. Sideløbende arbejde han
som tegner og designer af plakater, pladecovers, bogomslag mv.,
men kastede sig også tidligt over tegneserierne. Han debuterede
i 1965 i Giovanni Gandini og Ranieri Caranos legendariske antologi
Linus, med serien "Neutro", i hvilken det der
skulle blive hans kendteste figur, Valentina, optrådte
i en birolle.
"Neutro"
var en simpel krimiserie, hvis hovedperson var detektiven
Philip Rembrandt, også kaldt Neutro pga. sin evne til at
fastfryse sine fjender med sit blik. Dennes kone, Valentina Rosselli,
tog imidlertid efterhånden styringen, sendte serien i mere
lummer retning og blev således seriens titel- og hovedperson.
Serien, der kom til at hedde Valentina (1965-1995), blev
for mange et symbol på den sexuelle frigørelse i
Italien; hun var opkaldt efter to helte fra modstandsbevægelsen,
Nello og Carlo Rosselli, men rent fysisk var hun inspireret af
den amerikanske skuespillerinde Louise Brooks, såvel som
Crepax' kone Luisa. Hun boede, ligesom Crepax selv, i Milanos
Via de Amicis og hun omgav sig med de bøger, som betød
så meget for hendes skaber.
Serien
var således på en og samme tid emancipatorisk og pornografisk.
På den ene side var Valentina en frigjort kvinde af trotskistisk
observans, på den anden siden havde hun hang til at underkaste
sig mændende omkring sig, og gerne ved hjælp af pisk,
håndjern og hvad der dertil hører.
Blandt
andre af de kendteste Crepax-kvinder er Bianca (1968-1983),
Beklinda (1967-83) og Guilietta (1987). I 1984 signerede
han endvidere sin måske mest åbenlyst politiske serie
La calata di Massimiliano XXXVI, der var en allegori over
Vietnamkrigen. Han er ligeledes kendt for diverse litterære
adaptioner som Pauline Reages L'Histoire d'O (da.
Os historie - 1975), Marquis de Sades Justine (1979),
M. Arsens Emanuelle (1978) og dens opfølger L'Antivergine
(1990), Robert Loius Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde
(1987) og Bram Stokers Dracula (1987). Valentina blev
iøvrigt filmatiseret to gange, første gang som TV-serie
i 70erne og derefter, i 1973, som film under titlen Baba Yaga,
instrueret af Corrado Farina.
|
|
[09/08/2003]
|
|
|
|
|
|
Crepax.
Fra Valentina.
|
