| Onsdag
den 14. september afholdte Kunststyrelsens kunstråds litteraturudvalg
et ”fyraftensmøde” i Kristian F. Møllers boghandel på Store Torv
i Århus. Arrangementet var offentligt, og udover litteraturudvalgets
formand, Claes Kastholm, og udvalgsmedlem Niels Brunse, repræsenterede
Marianne Kruckow og Klaus Nordstrand Kunststyrelsens litteraturcenter,
således at man fra Kunststyrelsens side ville kunne imødekomme
mange typer spørgsmål og henvendelser.
Foreningen af Danske Tegneserieskabere var repræsenteret af undertegnede,
efter henvendelse fra Ole Comoll og Frank Madsen. Blandt de ca.
25 fremmødte mennesker fandt man også tegneserietidskriftet Rackhams
chefredaktør, Matthias Wivel samt Frederik Risom, ophavsmand til
"Striberier" i Free Comics.
Efter Claes Kastholm og Marianne Kruckow havde redegjort for
hhv. udvalgets arbejde og styrelsens struktur og midler, blev
der åbnet for spørgsmål fra tilhørerne. Frederik Risom åbnede,
hvad der skulle vise sig at blive aftenens længste og mest grundige
debat, med et spørgsmål om hvordan rådet betragtede tegneseriens
placering ”i landskabet mellem finlitteratur og mere letbenet
populærlitteratur”. Kastholm svarede meget grundigt på spørgsmålet,
og indledte med at henvise til de ”skriverier”, der i medierne
har været om den markant dalende tegneseriestøtte. Han lagde vægt
på at der i det fem mand store udvalg, trods udpræget forskellighed
medlemmerne imellem, er konsensus om at vægte alle områdets felter
lige, og hævdede at udvalgsmedlemmerne var ”meget opmærksomme
på tegneserien”. Kastholm bemærkede først og fremmest, at
der konkret har foreligget langt færre danske tegneserieprojekter,
end under det tidligere udvalg (altså tremandsudvalget for tegneserier,
som i sin sidste gestaltning bestod af Søren Vinterberg, Inger
Holst og Peter Snejbjerg). Denne pointe blev støttet af Marianne
Kruckow [det skal bemærkes at disse oplysninger er offentligt
tilgængelige og kan konkretiseres i tal ved henvendelse til Litteraturcentret],
som på en gang alvorligt og humoristisk bemærkede, at ”de
tider hvor der lå ansøgninger fra Farhenheit og Fahrenheit og
Fahrenheit og Fahrenheit åbenbart er ovre, for de ligger der simpelthen
ikke mere i samme størrelsesorden”.
Niels Brunse, prisbelønnet oversætter og romanforfatter, bemærkede
at det var hans fornemmelse at ”den danske tegneserie var
inde i en eller anden krise”, og at han trods spejden havde
”svært ved at få øje på en stærk ny generation af danske tegneserietegnere”.
Kastholm understregede hertil, hvad han i forvejen havde sagt
i Berlingske
Tidende; ”kvaliteten er simpelthen ikke god nok”.
Undertegnede stillede det meget omtalte spørgsmål, om litterater
er kompetente nok til at vurdere tegneseriekvalitet, og henviste
endvidere til en betragtning gjort af Peter Kielland, nemlig at
et bestemt tegneserieprojekt – Cav Bøgelund og Henrik Rehrs Lorca-fortolkning
Blodbryllup – var blevet afvist med henvisning til at
”tegningerne ikke levede op til Lorcas tekst”. Med andre ord,
at projektet ikke var blevet bedømt på tegneseriens præmisser,
men på Lorcas.
Til dette spørgsmål havde Kastholm flere kommentarer og svar.
Først og fremmest bemærkede han naturligvis, at rådet ikke ville
diskutere konkrete afgørelser, hvilket undertegnede klart anerkendte.
Dernæst påpegede han, at man med 2.000 årlige ansøgninger ikke
burde tillægge afslagets ordlyd al for stor betydning; det hedder
sig i loven at afslag skal motiveres, men i virkelighedens verden
er det en meget omfattende opgave. Dernæst sagde Kastholm ”den
bitre sandhed er, at vi står med bunken – den meget lille
bunke af tegneserieansøgninger – og siger, åhhh, ER der ikke en
til tegneserie, vi kan støtte?", og strejfede
dermed atter påstanden om at de indsendte tegneserieprojekters
kvalitet ikke er høj nok. Derudover bemærkede Kasholm, at han
personligt gerne så et særligt tegneserieudvalg (og andre særlige
udvalg), som kunne fungere som konsulenter for Litteraturudvalget,
men at det går stik mod ministerens politik.
Kastholms mest centrale argumentation i afvisningen af at rådet
skulle være inkompetent i forhold til tegneserier var, at de fem
medlemmer var af meget sammensat karakter, og at det dog ville
undre ham ”hvis ikke blot ét medlem ville kunne spotte et
kvalitetstegneserieprojekt” og, at kvaliteten, hvis der skulle
en specialist til at se den, måske nok var til at overse.
Både Brunse og Kastholm understregede, at i det øjeblik kvaliteten
i de indsendte tegneserieprojekter ville stige, ville det afspejles
i støtten.
Matthias Wivel gik i rette med Litteraturudvalgets generelle
doktrin om, at ”en ansøger mindst skal have to værker udgivet
af et af ansøgeren uafhængigt forlag bag sig for at komme i betragtning”.
Til dette svarede Brunse at der var ”elastik i den regel”,
og Kastholm tilføjede at det lå i ”hele lovens ånd, at midlerne
skal bruges til folk, der har vist noget”.
Wivel tilføjede at det netop var svært for danske tegneserieskabere
at ”vise noget”, fordi så få forlag binder an med udgivelser,
og opfordrede til at man betragtede denne problemstilling alvorligt.
Kastholm tilføjede ”det, du siger, giver mig noget at tænke
over. Det er en indsigelse, som jeg tror vi skal gå hjem og tænke
over. Ikke, Marianne?” Dernæst var Kastholm decideret tæt
på at komme med en indrømmelse i forlængelse af samme problematik;
han talte – lidt uklart – om at etablere en form for særlig produktionsstøtte
for tegneserier, men om han kun sigtede til yngre eller semidebuterende
tegneserieskabere, eller til alle tegneserieskabere forblev uklart.
Afslutningsvis – tegneseriedebatten optog ca. en tredjedel af
mødets længde – henviste Kastholm til en løsning af den problematik,
som kunstformer der er klemt mellem to stole ofte er berørt af.
Tegneserien befinder sig som bekendt mellem billedkunst og litteratur,
men lidt beslægtet befinder også teatret sig mellem scenekunst
(opførsel af forestilling) og litteratur (skabelse af dramatik).
I sidstnævnte tilfælde har bl.a. Kastholm skønnet at det er ekstraordinært
vigtigt at støtte dansk teater og dramatik, hvorfor en særlig,
selvstændig enhed er under udarbejdelse. Kastholm sagde, at hvis
der kunne fremdrages særligt tungtvejende argumenter og dokumentation
for at man burde etablere en lignende satsning på tegneserieområdet,
ville det muligvis kunne lade sig gøre. Det er imidlertid klart,
at der i så tilfælde fra tegneseriekulturens side skal produceres
en yderst overbevisende handlingsplan, med dertil hørende ambitiøs
vision for den danske tegneseries fremtid. Til trods for udvalgets
opmærksomhed på tegneserien, virker det under alle omstændigheder
ikke som om, at der fra dén kant er konkrete visioner for den
danske tegneserie på vej.
På et mere overordnet niveau bød mødet på andre, spændende oplysninger:
For det første forklarede Marianne Kruckow at proceduren vedrørende
en given ansøgning er, at sekretariatet åbner kuverten, læser
ansøgningen, tjekker bilagene (og ringer om nødvendigt til ansøgeren,
hvis man har en fornemmelse af at noget fx er glemt) og så videre.
Men derudover udvælger sekretariatet maksimalt 10 sider af de
indsendte bilag for at begrænse udvalgets arbejdsbyrde, hvorefter
hvad der måtte være af overskydende bilag efterfølgende kan rekvireres
af udvalget. Det betyder, at hvis fx en tegneserieskaber vil være
sikker på at det er de ”rigtige” bilag, der går videre til udvalgets
fem medlemmer, bør man begrænse sine bilag til 10 sider. Til gengæld
er der indlysende ikke noget der forhindrer at man fx skalerer
flere tegneseriesider sammen på et A4-ark.
For det andet understregede Claes Kastholm hvad Peter Snejbjerg
gentagne gange har sagt; det nye råds dagsorden er at sætte legaternes
størrelse i vejret (delvist på bekostning af mængden af arbejdslegater,
men grundet Kulturministerens sanering i kunststøttebureaukratiet,
er der omvendt kommet flere støttekroner), og som udgangspunkt
er udvalget enige om at et standard-arbejdslegat nu er på kr.
70.000.
For det tredje understregede både Kruckow og Kastholm, at forfattere
(inklusive tegneserieskabere) generelt er for ydmyge, dels i forhold
til udregningen af leveomkostninger i forhold til arbejdslegater,
dels i forhold til at søge flere penge, efter man allerede har
modtaget én gang til samme projekt. Kunstrådets holdning er at
man bør sammenligne legatpenge med almindelige lønninger ude i
samfundet, og at det er forståeligt, hvis fx et stort projekt
trækker i langdrag, støder på forhindringer med videre. Eller
sagt med Marianne Kruckows bombastiske ord: ”Beskedenhed er
en dårlig ting” – hvilket fremkaldte en vis latter
fra stolerækkerne.
Som det fremgår, var samtlige Kunststyrelsens repræsentanter
yderst lydhøre overfor kritikken af den faldende tegneseriestøtte
og andre tegneserierelaterede størrelser. Man gjorde sig umage
med at besvare spørgsmålene grundigt og at signalere at både litteraturudvalget
og litteraturcentret tager tegneseriemediet alvorligt. Hvad tegneserieskaberne
skal lægge i disse signaler og udmeldinger er naturligvis en anden,
men meget vigtig diskussion.
| |
[16/09/2005]
|
| |
| |
|
|
