tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

KUNSTRÅDETS LITTERATURUDVALG SVARER PÅ KRITIK AF FALDENDE TEGNESERIESTØTTE
”Fyraftensmøde” i Århus udmøntede sig i lang debat om den danske tegneseries situation

Af T. Thorhauge

Onsdag den 14. september afholdte Kunststyrelsens kunstråds litteraturudvalg et ”fyraftensmøde” i Kristian F. Møllers boghandel på Store Torv i Århus. Arrangementet var offentligt, og udover litteraturudvalgets formand, Claes Kastholm, og udvalgsmedlem Niels Brunse, repræsenterede Marianne Kruckow og Klaus Nordstrand Kunststyrelsens litteraturcenter, således at man fra Kunststyrelsens side ville kunne imødekomme mange typer spørgsmål og henvendelser.

Foreningen af Danske Tegneserieskabere var repræsenteret af undertegnede, efter henvendelse fra Ole Comoll og Frank Madsen. Blandt de ca. 25 fremmødte mennesker fandt man også tegneserietidskriftet Rackhams chefredaktør, Matthias Wivel samt Frederik Risom, ophavsmand til "Striberier" i Free Comics.

Efter Claes Kastholm og Marianne Kruckow havde redegjort for hhv. udvalgets arbejde og styrelsens struktur og midler, blev der åbnet for spørgsmål fra tilhørerne. Frederik Risom åbnede, hvad der skulle vise sig at blive aftenens længste og mest grundige debat, med et spørgsmål om hvordan rådet betragtede tegneseriens placering ”i landskabet mellem finlitteratur og mere letbenet populærlitteratur”. Kastholm svarede meget grundigt på spørgsmålet, og indledte med at henvise til de ”skriverier”, der i medierne har været om den markant dalende tegneseriestøtte. Han lagde vægt på at der i det fem mand store udvalg, trods udpræget forskellighed medlemmerne imellem, er konsensus om at vægte alle områdets felter lige, og hævdede at udvalgsmedlemmerne var ”meget opmærksomme på tegneserien”. Kastholm bemærkede først og fremmest, at der konkret har foreligget langt færre danske tegneserieprojekter, end under det tidligere udvalg (altså tremandsudvalget for tegneserier, som i sin sidste gestaltning bestod af Søren Vinterberg, Inger Holst og Peter Snejbjerg). Denne pointe blev støttet af Marianne Kruckow [det skal bemærkes at disse oplysninger er offentligt tilgængelige og kan konkretiseres i tal ved henvendelse til Litteraturcentret], som på en gang alvorligt og humoristisk bemærkede, at ”de tider hvor der lå ansøgninger fra Farhenheit og Fahrenheit og Fahrenheit og Fahrenheit åbenbart er ovre, for de ligger der simpelthen ikke mere i samme størrelsesorden”.

Niels Brunse, prisbelønnet oversætter og romanforfatter, bemærkede at det var hans fornemmelse at ”den danske tegneserie var inde i en eller anden krise”, og at han trods spejden havde ”svært ved at få øje på en stærk ny generation af danske tegneserietegnere”. Kastholm understregede hertil, hvad han i forvejen havde sagt i Berlingske Tidende; ”kvaliteten er simpelthen ikke god nok”.

Undertegnede stillede det meget omtalte spørgsmål, om litterater er kompetente nok til at vurdere tegneseriekvalitet, og henviste endvidere til en betragtning gjort af Peter Kielland, nemlig at et bestemt tegneserieprojekt – Cav Bøgelund og Henrik Rehrs Lorca-fortolkning Blodbryllup – var blevet afvist med henvisning til at ”tegningerne ikke levede op til Lorcas tekst”. Med andre ord, at projektet ikke var blevet bedømt på tegneseriens præmisser, men på Lorcas.

Til dette spørgsmål havde Kastholm flere kommentarer og svar. Først og fremmest bemærkede han naturligvis, at rådet ikke ville diskutere konkrete afgørelser, hvilket undertegnede klart anerkendte. Dernæst påpegede han, at man med 2.000 årlige ansøgninger ikke burde tillægge afslagets ordlyd al for stor betydning; det hedder sig i loven at afslag skal motiveres, men i virkelighedens verden er det en meget omfattende opgave. Dernæst sagde Kastholm ”den bitre sandhed er, at vi står med bunken – den meget lille bunke af tegneserieansøgninger – og siger, åhhh, ER der ikke en til tegneserie, vi kan støtte?", og strejfede dermed atter påstanden om at de indsendte tegneserieprojekters kvalitet ikke er høj nok. Derudover bemærkede Kasholm, at han personligt gerne så et særligt tegneserieudvalg (og andre særlige udvalg), som kunne fungere som konsulenter for Litteraturudvalget, men at det går stik mod ministerens politik.

Kastholms mest centrale argumentation i afvisningen af at rådet skulle være inkompetent i forhold til tegneserier var, at de fem medlemmer var af meget sammensat karakter, og at det dog ville undre ham ”hvis ikke blot ét medlem ville kunne spotte et kvalitetstegneserieprojekt” og, at kvaliteten, hvis der skulle en specialist til at se den, måske nok var til at overse.

Både Brunse og Kastholm understregede, at i det øjeblik kvaliteten i de indsendte tegneserieprojekter ville stige, ville det afspejles i støtten.

Matthias Wivel gik i rette med Litteraturudvalgets generelle doktrin om, at ”en ansøger mindst skal have to værker udgivet af et af ansøgeren uafhængigt forlag bag sig for at komme i betragtning”. Til dette svarede Brunse at der var ”elastik i den regel”, og Kastholm tilføjede at det lå i ”hele lovens ånd, at midlerne skal bruges til folk, der har vist noget”. Wivel tilføjede at det netop var svært for danske tegneserieskabere at ”vise noget”, fordi så få forlag binder an med udgivelser, og opfordrede til at man betragtede denne problemstilling alvorligt. Kastholm tilføjede ”det, du siger, giver mig noget at tænke over. Det er en indsigelse, som jeg tror vi skal gå hjem og tænke over. Ikke, Marianne?” Dernæst var Kastholm decideret tæt på at komme med en indrømmelse i forlængelse af samme problematik; han talte – lidt uklart – om at etablere en form for særlig produktionsstøtte for tegneserier, men om han kun sigtede til yngre eller semidebuterende tegneserieskabere, eller til alle tegneserieskabere forblev uklart.

Afslutningsvis – tegneseriedebatten optog ca. en tredjedel af mødets længde – henviste Kastholm til en løsning af den problematik, som kunstformer der er klemt mellem to stole ofte er berørt af. Tegneserien befinder sig som bekendt mellem billedkunst og litteratur, men lidt beslægtet befinder også teatret sig mellem scenekunst (opførsel af forestilling) og litteratur (skabelse af dramatik). I sidstnævnte tilfælde har bl.a. Kastholm skønnet at det er ekstraordinært vigtigt at støtte dansk teater og dramatik, hvorfor en særlig, selvstændig enhed er under udarbejdelse. Kastholm sagde, at hvis der kunne fremdrages særligt tungtvejende argumenter og dokumentation for at man burde etablere en lignende satsning på tegneserieområdet, ville det muligvis kunne lade sig gøre. Det er imidlertid klart, at der i så tilfælde fra tegneseriekulturens side skal produceres en yderst overbevisende handlingsplan, med dertil hørende ambitiøs vision for den danske tegneseries fremtid. Til trods for udvalgets opmærksomhed på tegneserien, virker det under alle omstændigheder ikke som om, at der fra dén kant er konkrete visioner for den danske tegneserie på vej.

På et mere overordnet niveau bød mødet på andre, spændende oplysninger:

For det første forklarede Marianne Kruckow at proceduren vedrørende en given ansøgning er, at sekretariatet åbner kuverten, læser ansøgningen, tjekker bilagene (og ringer om nødvendigt til ansøgeren, hvis man har en fornemmelse af at noget fx er glemt) og så videre. Men derudover udvælger sekretariatet maksimalt 10 sider af de indsendte bilag for at begrænse udvalgets arbejdsbyrde, hvorefter hvad der måtte være af overskydende bilag efterfølgende kan rekvireres af udvalget. Det betyder, at hvis fx en tegneserieskaber vil være sikker på at det er de ”rigtige” bilag, der går videre til udvalgets fem medlemmer, bør man begrænse sine bilag til 10 sider. Til gengæld er der indlysende ikke noget der forhindrer at man fx skalerer flere tegneseriesider sammen på et A4-ark.

For det andet understregede Claes Kastholm hvad Peter Snejbjerg gentagne gange har sagt; det nye råds dagsorden er at sætte legaternes størrelse i vejret (delvist på bekostning af mængden af arbejdslegater, men grundet Kulturministerens sanering i kunststøttebureaukratiet, er der omvendt kommet flere støttekroner), og som udgangspunkt er udvalget enige om at et standard-arbejdslegat nu er på kr. 70.000.

For det tredje understregede både Kruckow og Kastholm, at forfattere (inklusive tegneserieskabere) generelt er for ydmyge, dels i forhold til udregningen af leveomkostninger i forhold til arbejdslegater, dels i forhold til at søge flere penge, efter man allerede har modtaget én gang til samme projekt. Kunstrådets holdning er at man bør sammenligne legatpenge med almindelige lønninger ude i samfundet, og at det er forståeligt, hvis fx et stort projekt trækker i langdrag, støder på forhindringer med videre. Eller sagt med Marianne Kruckows bombastiske ord: ”Beskedenhed er en dårlig ting” – hvilket fremkaldte en vis latter fra stolerækkerne.

Som det fremgår, var samtlige Kunststyrelsens repræsentanter yderst lydhøre overfor kritikken af den faldende tegneseriestøtte og andre tegneserierelaterede størrelser. Man gjorde sig umage med at besvare spørgsmålene grundigt og at signalere at både litteraturudvalget og litteraturcentret tager tegneseriemediet alvorligt. Hvad tegneserieskaberne skal lægge i disse signaler og udmeldinger er naturligvis en anden, men meget vigtig diskussion.

[16/09/2005]



 


læs også:
Leder: Flere fede tegneserier, tak
Leder: Hvad nu, oh, du danske tegneserieskaber?
Leder: I en nøddeskal
Rackhams forum: Debat om kulturstøtten
Nyhed 10/9/05: Danske serieskabere reagerer på den faldende støtte
Nyhed 28/6/05: Kunstrådets forårsuddelinger offentliggjort
Nyhed 28/2/04: Overgangen til Kunstrådet
Nyhed 02/02/03: Folketinget godkender lovforslag om omlægning af kulturstøtten

links:
Berlingske tidende 09/09/05: "Serietegnere i protest mod faldende støtte"
Debat: Seriejournalen
Kunststyrelsen

 

rackham.dks forum

 

 

tilbage til Nyhedsarkivet 2005



© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.