|
Det var en kold festival i år. Allerede fra torsdag kunne man mærke kulden i knoglerne og lørdag lagde et tykt lag sne sig over byen på bjerget, så de mange, generøst spredte hvide telte gik i ét med landskabet. Sne i barokt og nyklassicistisk kulisse over middelalderlig grundplan er et poetisk syn. Det gav dette års udgave af Hicksville - tegneserieland! - et fortryllende præg.
Arrangørerne var knap så begejstrede. Ved den afsluttende pressekonference fortalte direktør Jean-Marc Thévenet, at det var første gang i over 20 år det havde sneet i festivalweekenden og at det havde betydet et fald på 50% i antallet af gæster den dag, sammenlignet med sidste år. For os andre var det mest en lettelse, da der ellers, og især om lørdagen, kan blive ganske kvælende i de store telte med standene.
Kulden var også til stede i overført forstand. Det mest slående ved festivalen for undertegnede var de mindre, ofte mere progressive forlags urolige tilstedeværelse. Hvor de på tidligere festivaler i højere grad har været en integreret del af landskabet af stande i de store telte, havde flere af de mest markante af dem (L'Association, Cornélius, Atrabile, Rackham, flblb, m.fl.) i år besluttet sig for at boycotte den struktur, festivalen tilbød dem og i stedet, som tidligere reporteret her på sitet, oprettet en sideløbende manifestation under titlen Les Littératures pirates.
Det kan nogen gange være svært at forstå, når man kommer fra en del af verden, hvor 'alternative tegneserier' er solidt placeret et godt stykke udenfor margin (læs: alle steder udenfor de fransktalende lande), men når først man kommer sig over hvor meget stærkere scenen er i Frankrig, er det alligevel markant, hvor nedprioriteret de små forlag er ved Angoulême-festivalen.
Da terrænet i år manglede den centrale, samlende Champ de Mars-plads, var dette accentueret yderligere. Der var ganske vist blevet plads til nogle af de større spillere på den progressive scene (Frémok, Vertige Graphic, Les Éditions de l'an 2, det litterære forlag Actes Suds nystartede, ambitiøse tegneserielinie, m. fl.) i det centrale telt på Place New York lige bag rådhuset, men resten af de små forlag var henvist til periferien i såvel figurativ som geografisk forstand. Et stykke neden for den gamle bymur, for enden af en snørklet trappe kunne man således finde alternativteltet - et af de hyggeligste steder på festivalen javist, men også et af dem det var allersværest at få øje på.
Set fra en udenforståendes synsvinkel, synes strategien særdeles vellykket. Richard McGuires røde og sorte Skipper Skræk og Olivia-parafrase, som Les Littératures pirates brugte som sin plakat, var synlig overalt hvor man gik, og deres fyldige program, omdelt via sammenfoldede udgaver af plakaten, var en meget kontant, men også attraktiv manifestation af de små forlags vitalitet, såvel som deres nervøsitet over den udvikling i retning af større homogenitet, markedet synes at beskrive disse år, hvor de store forlag i overensstemmelse med hvad der synes en kapitalistisk naturlov helt naturligt har kopieret de smås mest salgbare ideer, mens dem med mindre cross-over -potentiale udgrænses endnu mere end de før har været.
Les Littératures pirates' arrangementer - oplæsning ved Ben Katchor, paneldiskussion om oversættelse ved en række koreanske og japanske serieskabere, diskussion af forlaget Futuropolis historie og nylige, kontroversielle genoplivning, og meget mere - blev afholdt rundt omkring på barer, cafeer og i et af byens små teatre og havde en ganske særlig stemning ved sig. Og når man savnede et pusterum fra de store telte, var den lille, men hyggelige impromptu-forretning, "L'Île éphemère" ("den uhåndgribelige ø"), et fint tilflugtssted til et ikke altid klart defineret tidspunkt på aftenen, hvor alt andet var lukket.
L'Associations Jean-Christophe Menu, der selvom ikke alle tager ham lige seriøst efterhånden har udviklet sig til alternativscenens bulldogagtige chefideolog, var allestedsnærværende, hvilket ikke blev mindre tydeligt, da hans og L'Associations kampskrift, første nummer af forlagets nye kritiske tegneserietidsskrift L'Éprouvette om fredagen kom fra tryk, sprængladet med polemisk græsrodsaktivisme og opsange til resten af branchen. Det var ganske velgørende og et tegn på, at der i det mindste er en vilje til at gøre noget ved problemerne til stede. Spørgsmålet er så, om L'Asso og de andre kan levere det, situationen naturligt kalder på: fornyelse.
En anden, mere uklar men også mere bemærkelsesværdig tilsyneladende underprioritering var af den type tegneserier, der i disse år i stigende grad dominerer det fransksprogede markeds mellemlag: mangaen og de andre asiatiske serier. Vist havde festivalen inviteret den japanske auteur Kotobuki Shiriagari og havde arrangeret en lille retrospektiv udstilling af hans arbejde, og nok var der en delegation af serieskabere fra Kina på besøg, men det var alligevel som om man havde gjort sit for at de populære asiatiske serier ikke skulle stjæle billedet på festivalen.
Mangaudgiverne var henvist til bunden af det store hovedtelt, helt nede for enden af Place New York, og dem der ikke var plads til her var blevet anbragt i et af de perifære telte udenfor bymuren, på vej ned til alternativteltet. Og det kneb også med programsatte begivenheder, der satte fokus på asiatiske serier. Men på den anden side oplyste Thévenet os på den afsluttende pressekonference om, at asiatiske serier ville være festivalens hovedtema næste år, så vi får se.
I det hele taget er tegnene gode. Den helt igennem fortjente udnævnelse af Lewis Trondheim til næste års præsident markerer et stort skridt fremad for festivalen, og viser af juryen ikke er helt forstenet i deres tænkning. Nok hjælper det, at der efterhånden ikke er flere af den 70ergeneration, de alle selv tilhører, tilbage at honorere, men udnævnelsen af den storsælgende Titeuf -tegner Zep forrige år var så afgjort et regressivt og kompromitterende forsøg på at være ung med de unge og populær med de populære.
Udover at være en fremragende serieskaber med et imponerende oeuvre bag sig, har den 41-årige Trondheim virkelig vægt og står endvidere som en samlende figur i branchen. Som stiftende medlem af L'Association og en lang række eksperimenterende og selvransagende serier, var han med til at revolutionere markedet og skabe den rige diversitet og den plads til anderledes tænkende tegneserier, der i dag præger det. På tide at det anerkendes af Angoulême-parnasset. Samtidig har han med serier som Lapinot og Donjon været en af den hæderkronede fransk-belgiske albumtraditions fornemste udøvere - en stjerne med dækning på begge konti.
Han sagde godt nok på den pressekonference, der blev afholdt efter offentliggørelsen af hans pris, at han ville gøre sit til at skabe kaos på næste års festival ved at gøre entreen gratis, indføre priser for ting som "Mammut-prisen" for branchens største og mest frustrerede dinosaur og "Casinoprisen" for den den mest kynisk kommercielle serieskaber, samt tvinge alle der var nomineret til tegne- eller forfatterpriser til at gennemgå en test, hvor man kunne se, om de rent faktisk kunne levere varen, mens forlag skulle gennemgå en almen dannelseseksamen, før de kunne få lov til at udstille på festivalen.
Disse udtalelser har fært til spekulation om hvorvidt, han overhovedet har tænkt sig at deltage i planlægningen af næste års festival, eller melde fuldstændig pas ligesom Regis Loisel gjorde det i 2004. Men mon ikke, at han går ind i arbejdet og benytter sin stærke og troværdige position i såvel mainstreamen som periferien til at skabe større enighed og sammenhold?
Muligheden er der, så man kan da i hvert fald håbe.
|
|
[01/02/2006]
|
|
|
|
|
|
|
