Hype: Mixed Double/JFK

I dag udkommer en af årets sjoveste danske tegneserier, Mixed Double af Johan F. Krarup. Krarup har i løbet af 2008 markeret sig som den suværent mest produktive danske tegneseriefortæller, i januar med humor-samlingen Brunt (Brun Blomst), i juni den selvbiografiske Pibemanden (Aben Maler) og ‘No Title’ i antologien Son of a Horse vol. 2 (Son of Horse) og nu, med den 88-sider lange Mixed Double, understreger han sin position som en af tidens førende tegneseriefortællere. Metabunkeren tog en lille snak med ham i anledning af dagens udgivelse:

Johan F. Krarup, fortæl om Mixed Double. Hvad er der på spil?

Mixed Double handler ikke om tennis, men er en undskyldning for at lave et clash mellem fire ustabile mennesker. Jeg har givet hver af dem et handicap, som jeg udfordrer og undersøger gennem tegneserien. Der er en fx nørdet fingerbølsamler (han kunne også have været tegneseriesamler), der bor hos sin mor og er seksuelt uerfaren. Og så er der lystløgneren, den højtuddannede pige fra ‘den kreative klasse’ med eget galleri og egne komplekser og endelig mund- og fodmaleren, hvis personlighed er ligefrem og kynisk, men som for mig selv er svær at blive klog på.

Du er jo en af de meget få danske tegneseriefortællere med en uddannelse bag dig, ovenikøbet en videregående: du er cand. mag. i filosofi. Er
Mixed Double et fortættet intellektuelt forsøg på at lave den store danske samtidsroman i tegneserieform?

Nej, det er det ikke. Den er opstået meget spontant – som en web-tegneserie – og den spontanitet skulle nok fremgå af historien, der først i sidste halvdel har været planlagt. Da jeg gik i gang med de første sider, anede jeg ganske enkelt ikke, hvor det skulle bære hen. På den måde ligger det – planlægningsmæssigt – nok ret langt fra en stor dansk samtidsroman. Og intellektuel? Jeg synes det ikke.

Mixed Double er jo på imponerende vis din tredje tegneserieudgivelse i år. Og selvom Pibemanden i høj grad var en forholdsvis alvorlig selvbiografisk historie, er det vel rimeligt at betragte dig som humorist. Hvorfor al den sjov?

Jeg har det lidt ambivalent med at blive kaldt ‘humorist’. På den ene side må jeg medgive, at jeg propper jokes ind i mine tegneserier i tide og utide. Men mens ‘Brunt’ var ment som
egentlige humor-serier, så håber jeg, at både Pibemanden og Mixed Double gør noget andet og mere end blot at lire vittigheder af sig.


Humor udelukker jo hverken alvor eller tyngde, jeg betragter bestemt ikke betegnelsen som noget reducerende, tværtimod. Det er bare påfaldende, at humoren – eller satiren – i fx
Mixed Double, er det instrument du bruger til at skildre dine personers neuroser og defekter med. Fx er lystløgneren Jørgens besøg hos psykologen både en af de absolut sjoveste sekvenser i fortællingen – og i min øjne – samtidig stærkeste. Hvordan finder du de personer frem?

Personerne er næsten altid forankret i eller inspireret af virkeligheden på en eller anden måde. Jørgen er fx fra en gammel kontakt annonce-tekst, hvor en mand nærmest blærede sig med sine mange penge. Teksten virkede derfor mod hensigten ret ynkelig. Efterhånden har jeg samlet mere materiale om en sådan person, som jeg synes, Jørgen er. Fx ideen om at snakke med en psykolog om sine problemer med at lyve – og så alligevel ikke at turde udlevere sig selv og ende med at sidde og lyve overfor psykologen. I det hele taget er alle personerne stykket sammen af forskellige brudstykker fra virkeligheden omkring mig. Det kan være bøger, reklamer, film, aviser, TV-shows etc. Specielt fra TV finder man nogle virkelig langt ude mennesker. Jeg har klart en svaghed for mennesker, der balancerer på kanten af normaliteten. Og her er TV jo storleverandør. Jeg har ikke selv et fjernsyn, men elsker alligevel at se TV, når jeg kan komme til det. Det nyeste påfund, Talent 2008, er simpelt hen et mekka hvad angår mennesketyper.

null
Det kunne jo lyde en smule kynisk. Og den behandling du giver fod- og mundmaleren Ruth er da også ret ublid?

Tjah… Det er da muligt, det er kynisk. Men jeg gider simpelt hen ikke sidde og flæbe med de der kællingedommere i X factor og Talent 2008. Her er jeg altså helt kold. Folk bliver udstillet efter fortjeneste. Vores samfund er hardcore-liberalt på den måde, at folk må tage det fulde ansvar for deres handlinger. Det går jeg ikke nødvendigvis ind for, men når nu alle mulige ‘talenter’ ønsker at vise sig frem på nationalt TV, så må de også være parate til den risiko, der er ved at falde helt igennem. Samt risikoen ved at finde
sig selv (eller deres ‘type’) i min tegneserie. Jeg gider ikke kaste mig ud i moralske opbyggelige tegneserier; jeg vil have lov til at boltre mig i samfundets urimeligheder ligesom alle andre.

Hehe, på den måde skriver du dig jo klart og tydeligt ind i tegneseriens store tradition for kynisk samfundssatire, som vi kender den hos Lauzier, Bretecher og Werdelin. Men i din forrige udgivelse, den meget kildrende og let grænseoverskridende ‘Pibemanden’, havde du da travlt med at fortælle læseren om dine moralske kvababelser, fordi du havde tisset i en hjælpeløs gammel mands kaffe. Hvordan hænger det sammen?

Det hænger sådan sammen, at jeg ser en meget stor forskel på, om man er voyeur eller medsammensvoren.

Okay så. Jeg tror vi overlader gyldigheden af det svar til læsernes dømmekraft… Og så til noget helt andet: det rygtes at du arbejder på en stor graphic novel om Batman og Robin?

Jah… Den bliver nu ikke så stor, og den bliver ikke om Batman, men kun om en fyr ved navn Robin, der har en ret usympatisk chef, der hedder Bruce og som går rundt i en flager-agtig dragt.

null

Ja, okay, det behøver vi heller ikke snakke dybere om, men hvordan ser du på
fremtiden, altså din fremtid som tegneseriefortæller?

Jeg vil lave tegneserier resten af mit liv – med mindre jeg bliver blind eller alvorligt syg, det ved man jo aldrig. Men indenfor de sidste tre-fem års tid er det blevet klart for mig, at jeg vil bruge resten af mit liv på det. Ikke at man ligefrem kan leve af det, men så må jeg gøre andre supplerende ting, grafisk arbejde, illustrationer etc. Jeg har også serveret kaffe på Riccos kaffebar. Alt sådan noget er nogen gange betingelsen for at kunne lave tegneserier.

Johan F. Krarup: Mixed Double
88 sider i farver, kr. 129,50
Forlaget Fahrenheit

0 Responses to “Hype: Mixed Double/JFK”


Comments are currently closed.