Er Roskilde stadig Orange?

Så er denne signatur atter kommet hjem fra Roskilde Festivalen i god behold. Som sædvanligt med følelsen af at være totalt mørbanket efter dage med musik og fest i overdådige mængder, og med farvelråbet ”vi ses til næste år!” I år var det 15. gang, at jeg gik gennem porten ind til den anden verden og lod mig opsluge af festen, og i den anledning er det måske tid til at stoppe op, kigge sig omkring og spørge hvor festivalen er på vej hen set igennem mine briller. År 2009 var nok engang en succesrig festival, men ude i horisonten bag Orange Scene begynder man at ane konturerne af store spørgsmål om fremtidens festival og hvor den egentlig er på vej hen. Skal jeg give mit besyv med, er det på sin plads i første omgang at tegne mit eget billede af festivalen.

Man kan spørge sig selv, om det er et tilfælde, at Roskilde Festival ligger på nogenlunde den tid af året, hvor mange hedenske religioner fejrer, og fejrede, midsommeren. Og selvom festivalen har et skær af fejring af lys og livskraft over sig, så er det nok at trække den lidt rigeligt ud i romantiske anskuelser at forestille sig, at en skandinav fra år 900 ville kunne trække ligheder mellem nutides festival og fortidens midsommerfest – og så måske alligevel. Som den fejring af fællesskabet og livet Roskilde Festival også er, må man spørge sig selv, om ikke der et eller andet sted findes et urinstinkt i behold i de fleste mennesker, der for en tid byder os at sætte alle regler og normer ud af spil, og beruse os med hinanden og trygheden i, at vi alle er sammen om at afsøge virkelighedens grænser, lade tid og sted smelte bort, og opleve universalsproget musik i rammer, der giver små glimt af total samhørighed med alle man møder under solen og for et øjeblik bringer os tæt på drømmen om, at vi alle sammen kan eksistere i fredelig fordragelighed med hinanden.

For mit eget vedkommende har oplevelserne, både med og uden musik, været mange og forskelligartede. Ligesom de fleste andre har jeg været hele møllen igennem, fra at drikke varme dåseøl under en stegende sol og koge i teltet klokken 7 om morgenen, til at gå i opløsning i den silende regn og pissefryse i et utæt telt klokken 3 om natten. Jeg har oplevet en perlerække af koncerter, både alene og sammen med mennesker jeg aldrig siden har snakket med. Sammen med to finner, der ikke snakkede andet end finsk, oplevede jeg i 1996 Neil Youngs skovhuggerguitar pløje sig vej gennem 60.000 forsamlede mennesker, og jeg sværger at det var skideligemeget om jeg kunne finsk eller ikke, de to finner forstod alt hvad jeg sagde og omvendt, og vi var enige om, at dette var et øjeblik, vi ville huske for evigt. Et par år senere oplevede jeg det samme, men i mindre målestok, på en af de mindre scener, hvor en israelsk bassist ophævede samtlige kendte dimensioner foran en flok festivalgæster, der var hårdt ramt af lørdag formiddag. Der har, med andre ord, været oplevelser i både stor og lille skala, der alle har det til fælles, at de har formået at samle de tilstedeværende og skabe magi i øjeblikket.

Hvor er vi så på vej hen anno 2009? Lad os stille os oppe ved Orange Scene og se, om vi kan besvare det spørgsmål. Fredag klokken 17 mødte jeg her mine gamle helte, Faith No More, der i øvrigt var det allerførste band, jeg oplevede under den orange presenning. Her 17 år efter har tiden vist sig mere end nådig over for deres blanding af avantgarde rock og selvironisk sarkasme, end over for mange af de etablerede navne, der kom forbi i løbet af de næste dage. Men selvom Faith No More leverede en kraftpræstation af en koncert i år, der rev alle fordomme om hvad en genforening kan være op med rode og lod dem forsvinde ned i en stor pastelfarvet sæk, så kan man ikke lade være med at tænke lidt over festivalens fremtid set i lyset af, at Faith No More trods alt havde deres storhedstid i 90’erne. Nuvel, jeg ville nok aldrig have tænkt denne tanke, hvis ikke mange, eller rettere størstedelen, af årets navne på Orange Scene var bands, der havde deres storhedstid for 10-20 år siden, og ikke siden har præsteret noget, der for alvor gør dem relevante.

At man lader Oasis være fredag aftens hovednavn, er simpelthen en brøler af rang. Gnider man dertil salt i såret og sander, at festivalens bookinggruppe lod være med at hyre det gendannede Blur, selvom chancen bød sig, så nærmer vi os det direkte utilgivelige. Af de to kamphaner fra 90ernes britpopscene må Blur klart siges at være det band, der har vist sig at være det mest interessante og relevante i længden. Ligeledes beviste det noget sløje fremmøde til Nine Inch Nails også, at det simpelthen ikke er godt nok at man var et progressivt band for ti-femten år siden. Derfor kan man kun bekymre sig, hvis festivalen insisterer på at blive ved med at satse på Orange Scene som centralt fikspunkt. Fortsætter udviklingen fra i år, vil Orange i fremtiden forvandle sig til en mellemting mellem en elefantkirkegård for rockens ringvrag og showroom for det gårsdagens unge ville ha’. Det kan ingen være tjent med, og i sidste ende kan det true festivalens eksistens som et af Europas flagskibe blandt musikfestivaler.

I diskussionen ”hvorhen Roskilde” kan jeg således ikke lade være med at tilslutte mig dem, der mener, at Roskilde Festival måske er ved at nå en skillevej, hvor man bør overveje at slagte nogle hellige køer. Festivalledelsen har flere gange været fremme med meldingen om, at man er nødt til at have en stor scene, hvor man kan have de navne, der trods alt er det der trækker mange folk til, men ved nærmere eftertanke klinger dette synspunkt på mange områder ret hult.

Selv har jeg haft mange af de helt store oplevelser ved Orange Scene, og når det er rigtig godt, så er det her at selve festivalens sjæl åbenbarer sig under sommerhimlen, når et band rammer lige præcis den rytme, der får 60.000 menneskers hjerte til at slå i takt så porten ind til en anden verden bryder sammen. Eksemplerne er sikkert lige så mange, som de folk, der ved hvad jeg taler om. For mig personligt er Neil Youngs føromtalte koncert i 1996, og gensynet i 2008, fikspunkter i denne del af sagaen om Roskilde. Få andre forstår som han at agere køkkenchef, når bryggen med rockekstase skal tilberedes og der er sære ting i gære ved Orange. Ligeledes leverede Rammstein i 1998 et mastodontisk svovlspyende show, der sparkede døren ind til hedeste helvede, REM var månesyge i ’99, og sådan kunne jeg blive ved. Pointen her er ikke mine egne minder om Orange, men nærmere at festivaloplevelsen er forskellig for hver eneste gæst, der driver rundt i støvet mellem scenerne. Lægger man dertil, at alle altid kommer hjem med en posefuld koncertminder fra de mindre scener, som har været mindst lige så stærke som dem ved Orange, så nærmer vi os måske noget, der kan danne bund for videre overvejelser.

Lørdag aften var det dog ikke lige så slemt. Slipknot beviste, trods dårlig lyd, at der stadig er bands tilbage i den klasse, der kan fylde Orange Scene uden at tømme festivalens bookingkonto, og som er relevante bidragsydere til nutidens musikscene. Mere interessant var dog det amerikanske sigøjnerpunkband Gogol Bordello, der beviste, at man sagtens kan være stort set ukendt blandt de fleste gæster og samtidig sparke gang i en fest, der når helt ned til madboderne i den anden ende af pladsen og får gang i dansefødderne hos selv de sorteste norske black metal-fans. Senere på aftenen fandt man tilbage i den gamle gænge og lod has-been popbandet Pet Shop Boys lukke lørdagen med en efter sigende temmelig kedsommelig koncert. Jeg ved det ikke, ligesom omkring 50.000 andre var jeg til Malk de Koijn på Arena, hvor man startede ud med at takke for det store fremmøde og bede folk om at passe på hinanden, når nu vi var så mange.

Her kommer vi til et par andre sider af problemstillingen med Orange Scene, nemlig festivalens ide om, hvad der rent faktisk skal til for et band for at kunne begå sig her. Gogol Bordello viste med al tydelighed, at man ikke behøver at være hverken genforenet, guldsælgende eller gammeldags for at kunne udfylde scenen under den orange teltpressening. Ligeledes må placeringen af Malk de Koijn på Arena siges at være et fejlgreb af de helt store, der lader en tilbage med fornemmelsen af, at festivalen måske ikke er helt så skarpe på, hvad der rører sig blandt gæsterne, som de burde være. Malk de Koijns genkomst har været ventet lige siden de sidste gang forlod Arena, og dermed for en tid hinanden, der har været talt og skrevet om forventningerne til deres koncert lige siden den blev annonceret, og de har heltestatus langt uden for hiphop miljøet. At man alligevel lader man dem optræde på Arena, der er beregnet til 12.000 mennesker, imens et popband, der havde deres storhedstid for omkring 20 år siden, betræder Orange, vidner simpelthen om manglende føling med publikum. Det siges at Malk de Koijn havde afslået et tilbud om at optræde på Orange, men den beslutning må til hver en tid ligge hos arrangøren, der vel har til opgave at fordele bands efter potentielt fremmøde. Handler det i virkeligheden om, at festivalen har svært ved at finde ud af, hvordan man skal bruge Orange Scene på nutidens festival, hvor musikkens sværvægtere har bevæget sig uden for rækkevidde af bookinggruppens checkhæfte?

Jeg er uenig i, at man skal være et stort navn for at kunne trække Orange Scene. Som Gogol Bordello beviste, så handler der nok nærmere om at spille den rigtige musik på det rigtige tidspunkt. Og som Malk de Koijn beviste, så handler det om at være sig sine valg bevidst og frem for alt udnytte dem optimalt i stedet for at bruge energi på diskussionen om, at Madonna er blevet for dyr til at hyre og satse på det, man tror er det sikre. Man kan lige så godt se i øjnene, at der bliver færre og færre bands, som garant for et stort fremmøde inden for festivalens budget, og derfra begynde at se på, hvordan man så kan tilpasse programmet på Orange.

Nutidens musik er svært definerbar, i konstant og vild vækst, præget af forandring, og vigtigst af alt fragmenteret ud i det absurde. Det der er in i dag, er yt i morgen, men in igen i overmorgen, det hedder bare noget nyt, der gør det yt dagen efter, hvor det alligevel er in, det er bare smeltet sammen med noget sygt, der gør det helt nyt indtil det ender med at blive yt. Moralen er, at selvom det bliver sværere og sværere at skabe en festival, hvor et enkelt musiknavn kan sende 60.000 mennesker ud på fælles færd i musikkens dimension, så udvikler musikken sig også på en måde der gør, at der er mange fælles fikspunkter. Kunne det tænkes, at fremtidens festival formår at skabe et fællesskab, der byder på mange musikalske indslag på flere mindre scener og derigennem skaber en oplevelse, der i højere grad er baseret på, at folk driver rundt mellem mange musikalske præferencer? At man ikke længere definerer sig som hiphopper, headbanger eller popdreng, men som festivalgæst på jagt efter en fælles oplevelse og nye indtryk? Måske trækker fremtidens festival stadig med løftet om den fælles ekstase, men båret af et program der tilpasser sig det faktum, at nutidens musikaficionado sagtens kan have Malk de Koijn liggende på sin iPod sammen med både Capleton og Sigur Rós, og et par numre med Tomahawk.

Hvis man skulle vælge det lige nu utænkelige, at nedlægge Orange Scene til fordel for flere mindre, så vil det uden tvivl forandre Roskilde Festival til ukendelighed, men dermed er vi også tilbage til det, som jeg mener er kernen i festivalen. Hvis Roskilde skal være relevant som oplevelse for fremtidens publikum, så er tiden simpelthen ved at være inde til at man tænker sig om og sander, at nutidens progressive musik i overvejende grad opstår som resultat af mange møder og påvirkninger de udøvende musikere imellem.

Måske er det i dette krydsfelt mellem en masse genrer og bands, at vi finder ind til fremtidens fællesskab imens vi nok engang rejser os fra svineriet ude på teltpladsen og traver gennem støvet til en af scenerne. Som en fejring af livskraften er festivalen en institution, men skal den blive ved med at være relevant, må den også sande, at livskraft bevæger og forandrer sig, og at man kun kan skabe fællesskabet ved at være der, hvor festivalgæsterne er. Vi kommer til Roskilde, ikke omvendt.