|
I
løbet af de sidste par år har Johan Nørgaard Pedersen (JNP) formelig
oversvømmet specialforretningernes 'alternativstande' med sin
100% selvproducerede og –udgivne krimiserie Bill Nash.
Det er, vist nok, foreløbig blevet til 15 albums (det kan være
svært at følge med!), hvoraf nogle er næsten en halv tomme tykke.
JNPs indsats bør på sit output alene anerkendes, men serien er
også af andre årsager værd at kigge nærmere på. Bill Nash virker,
og er, ved første øjekast så ubehjælpsom, at man ikke værdier
den et ekstra blik, men her snyder man sig selv for en serie,
som måske nok er sjældnere end køn, men som ikke desto mindre
har nerve.
Kort
fortalt skildrer serien dagligdagen for den hårdkogte strømer
Billiam 'Bill' Wilson Nash (ifølge JNP selv en syntese af Dirty
Harry og Andy Sipowitz fra New York Blues, hvis navn er
sammensat af ex-præsident Clintons fornavn og den selvbestaltede
havfruemorder Jørgens efternavn). Nash er ansat ved drabsafdelingen
hos Chicago PD og det går ikke stille af sig. Serien består primært
af biljagter og skuddueller, samt de obligatoriske overvågningssekvenser,
men krydres også med de udførligt beskrevne ballistikrapporter og
lumre sexscener, der hører genren til.
Til
trods for at serien fortælleteknisk har udviklet sig ganske markant
siden første album, er det hele så klodset sat sammen, at læseren
fra et givent albums første sider straks hægtes af – især biljagterne
er et studie i total tegneserieforvirring, hvor en masse duplikerede
billeder af ens tegnede biler nærmest kollageagtigt fordeles ud
over siderne på noget, der for den uinitierede virker (læs: 'andre
end JNP') som må og få. Men det er bl.a. dette, der gør serien
fed. Man er ganske ligeglad med at tabe den formelagtige handling
af syne og læne sig tilbage og nyde seriens imponerende opbud
af idiosynkrasier. Idiosynkrasier som nok underminerer en traditionel
læsning, men ind imellem gør, at sekvenser bare fungerer
på sådan en uudgrundelig måde. Dette understøttes af den allerede
nævnte konsekvente genbrug af billeder internt i albums, såvel
som albums imellem. Man genkender igen og igen de samme billeder
– nogle gange forstørres eller formindskes de, andre gange tegnes
der lidt om på dem eller de indsættes i en ny, besynderlig sammenhæng,
der forstærker den forfriskende fremmedgørelsesfornemmelse, man
får ved læsningen.
Et
godt eksempel er nærværende sekvens, hvor to billeder af Bill
Nash, det ene med en smøg i hånden, det andet uden, bruges henholdsvis
tre
og to
gange på to sider. Efter en opremsning af projektil- og håndvåbentyper
- der i øvrigt eksemplificerer den intense bil-
og våbenfetichisme, der hører til en anden af seriens charmer
- bringes tre stumme billeder af vores hovedperson, hvorefter
han i fjerde billede kommer med konklusionen: "SÅ DU MENER
AT MAFIAEN ER INDBLANDET?" De tre billeder er om noget
et eksempel på fortælleteknisk overkill. Dette ikke mindst
fordi konklusionen på den ene side er så konventionel og på den
anden side i dén grad er udtryk for, at serieskaberen tror læseren
deler hans interesse for håndvåben. En interesse der åbenbart
gør Nashs deduktion selvfølgelig, hvorfor den ikke bliver underbygget
yderligere. De tre 'stille' billeder bibringer således sekvensen
en vægt, der slet ikke er handlingsmæssig dækning for, men netop
gør den interessant og ukonventionel.
En
anden faktor, der er med til at gøre serien til noget særligt er
JNPs tegnestil, der nok er utroligt primitiv, men i passager gør at
det hele fungerer på egne præmisser. Stiliseringsniveauet er så højt,
at det klart transcenderer selve historien. Den åbenlyse
tegneseriehistoriske pendant er Chester Goulds Dick Tracy –
en sammenligning, der nok sætter JNP i et noget ufavorabelt lys,
men alligevel understreger den formalistiske legesyge, der gør Bill
Nash et bekendtskab værd.
Burn
rubber JNP!
Johan
Nørgaard Pedersen. 1996-2001. Bill Nash nr. 1-15. Viborg:
JNP Productions. [Står
på alternativhylden i enhver velassorteret tegneserieforretning.]
|
|
[Juni 2002]
|
|
|
|
|
|
|
