tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

"FOR FANDEN, HER SIDDER MAN"
Charlie Christensens Jeg Arne - Arne Ands samlede striber

Af Peter Lintrup

Først kom manden, så kom anden. Siden var der manden der læste om anden, og manden lod fanden ta' ved anden så anden blev en helt anden and end anden der kom efter den anden mand. Velkommen til Jeg Arne - Arne Ands Samlede Striber.

"Året var 1983, og alting gik ad helvede til. Jeg havde ingen job, ingen penge, og min kæreste havde forladt mig." Sådan bliver man på bagsiden introduceret til Arne Ands univers, på forsiden stirrer en hærget udgave af hovedpersonen verden i møde med et bombet blik. Der er tale om hele Arne And-produktionen fra den spæde start i '83 til svanesangen i '95, og med forord, introduktion og kommentarer af tegneren Charlie Christensen, alias Alexander Barks, der giver et vue henover serien og dens tid, samt en samling skitser og, ikke mindst, uddrag af brevvekslingen mellem advokater og forlag, da Disneykoncernen begyndte at brokke sig over Arnes lighed med en hvis anden and.

Ideen til Arne And opstod, da Charlie Christensen hang ud i det stockholmske kunstnermiljø omkring værtshuset Röda Rummet, hvor "en masse Anders And'er sad og blærede sig med hvor geniale de var." Skal man tro tegneren, opstod Arne ud af ønsket om at kommentere dette wannabe-bohememiljø, mere eller mindre ved guddommelig inspiration. Meget tættere på hvordan Arne And blev til kommer man ikke, og fred med det i øvrigt.

Til lejligheden opfandt Charlie Christensen ligeledes pseudonymet Alexander Barks, ifølge ham selv som et mange tak og kærlig hilsen til Carl Barks, "der havde udviklet Anders And til den fantastiske parodi på den menneskelige psyke, som han var." Herefter var scenen sat til en fantastisk, men ikke respektløs, parodi på Anders And, og en figur der var næsten selvskrevet til at skabe røre, hvilket den da senere også skulle komme til. Arne And viste sig at være noget af en appelsin i Christensens turban. En serie der vender den and vi kender totalt på hovedet, hvilket måske i sig selv kunne vise sig ganske interessant, om end nok ikke i længden. Det var de skarpe betragtninger af livets gang i firsernes Stockholm der trods alt var udgangspunktet, men det var dette sammenlagt med parodielementet, der gjorde Arne And til en kultfigur som opnåede en undergrundsstatus ikke ulig den Anders And har blandt det brede publikum.

Men hvem er han så, denne fordrukne and fra Stockholm? Han er sådan set dig og mig, ligesom Anders And er det. I lighed med Anders er det bemærkelsesværdige ved Arne netop, at man kan genkende så mange ting fra dagligdagen i ham. Arnes desillusionerede misantropi og hans totale mangel på drive gør ham til et billede på vores dårlige sider (forhåbentlig) kørt ud i ekstremerne, og her ligger en virkelig stor del af hans appeal. Når vi genkender os selv i Anders And, kan vi også finde Arne. Han er Anders' skandinaviske fætter, for han mangler simpelthen det drive og den optimisme der gør Anders så umiskendelig amerikansk, uanset hvad diverse kanonudvalg så måtte mene om den sag.

Så vidt så godt. En ting er at satiren over Anders And i sig selv er en genistreg der tilføjer serien en helt ny dimension, men er der så noget at komme efter i en serie der trods alt blev til for over 20 år siden, og baserede en stor del af sit virke på samtidige begivenheder. Man kunne med rette frygte, at anden ville virke som et fortidslevn - en "ak ja, det var dengang"-udgivelse. Men enten gentager historien sig, eller også er der bare ikke så meget der har ændret sig alligevel i de lidt over 10 år der er gået siden serien endegyldigt stoppede. I 1988 var Charlie Christensen flyttet til Spanien, og som udenlandssvensker følte han efterhånden, at han var ved at miste forbindelsen til det Stockholm der gav Arne liv. Han skriver, "jeg følte mig tæt forbundet med Arne, og netop derfor føltes det som en slags skyldighed overfor mig selv og alle dem, der kunne lide serien at holde op, inden han havde forvandlet sig til en mumie." En sådan erkendelse tjener enhver kunstner til ære, og at Christensen tog konsekvensen og stoppede i tide gør, at serien rent faktisk stadig virker frisk og virkelig morsom. Den nåede simpelthen aldrig at køre i tomgang, hvilket betyder, at der er bemærkelsesværdigt få skævere i den næsten 200 sider lange udgivelse.

Selvom Arne Ands univers er firsernes stockholmske kunstnermiljø, så kunne det såmænd for størstedelen lige så godt foregå anno 2006 i København (og sikkert de fleste andre storbyer), og her er det, at man finder kernen i serien. Selvom Arne var ment som satire over et bestemt miljø, så rækker han langt udover dette, og de beske kommentarer bliver, når det går rigtig godt, til betragtninger om roden og raven rundt i det natte- og kønsliv, som de fleste mennesker sikkert på et eller andet tidspunkt gør sig i. Det bliver til et hylende morsomt kig ind i en verden af barer, varme bajere og kolde kvinder, hvor klokken altid er for sent om natten, men som betragtet gennem bunden af det fadølsglas, som er Arnes optik, udløser stjerneskud som, "at tænke før man taler er som at tørre sig i røven inden man skider." Det stinker af fyldte askebægre, ølsjatter og drømme der vedbliver at være drømme. Med andre ord er Arne til syvende og sidst en depraveret drukmås der aldrig driver det til noget, hvilket sætter ham i stand til på det morsomste at hudflette sine højrøvede, prætentiøse, og tit ligeså depraverede omgivelser; og når hans sarkasme og bitterhed rammer ham selv, sætter hans ligegyldighed ham i stand til også at få dette vendt til et brandertens satori.

Helt problemfrit er det dog ikke. Charlie Christensens betragtning om, at Stockholm var hvad der gav Arne liv må trods alt tages med i regnestykket. En stor del af striberne bruger dengang aktuelle begivenheder hensidan, og til tider på verdensscenen, som afsæt, og det gør at man til tider føler sig hægtet af som læser med mindre man har et rimeligt kendskab til nyere (svensk) historie. Her er det selvfølgelig også, at man må erkende at Arne trods alt er satire og dermed et billede af sin samtid. Ligeledes skal det bemærkes, at Christensens forklarende kommentarer til slut i albummet hjælper en på vej til at forstå spidsfindighederne, og i øvrigt giver et ganske sjovt kig ind i hvad der rent faktisk inspirerede de forskellige historier.

Kendere af serien vil sikkert kunne huske Disneykoncernens trusler da man fandt ud af, at nogen var ved at forgribe sig på et af flagskibene blandt arvesølvet. Samme kendere vil sikkert også erindre Charlie Christensens modtræk, der i første omgang bestod i blot at tegne Arnes næb om, så han ikke længere mindede om Anders And. Senere blev dette krumspring til en mere raffineret form for, ville samme koncern sikkert mene, undergravende virksomhed, da Christensen fandt på at udstyre Arne med et kunstigt andenæb og derved give igen på ganske udspekuleret vis. I øvrigt droppede Disneykoncernen til sidst truslerne om retsforfølgelse, da Arne efterhånden var ved at blive ganske populær, ikke mindst på grund af hele næbmiséren. Ændringerne i Arnes udseende, og de ikke så få jokes hele denne affære i øvrigt afstedkom, er et eminent eksempel på Charlie Christensens evne til at tage begivenheder fra virkelighedens verden og give dem et anarkistisk twist der gør dem overordentligt morsomme. Spørgsmålet er, om man ikke i dag burde takke de perfide forvaltere af Barks' arv for den totale mangel på humor, der affødte denne komiske sag. Den viste sig trods alt at fremprovokere en af de hidtil sjoveste modreaktioner på nidkær forvaltning af rettigheder. Man kan mene hvad man har lyst til om Arne And som sådan, men i samplerens tidsalder hvor kunst ofte, og mere tydeligt end nogensinde, bliver skabt af anden kunst ser man flere og flere eksempler på sådanne hysteriske reaktioner. Derfor er det rart at se et eksempel på, at kunsten rent faktisk kan slå tilbage med den kreativitet som diverse rettighedspaver formodentlig aldrig vil forstå.

Som sagt er der tale om hele produktionen af Arne And, og i kronologisk rækkefølge, hvilket der lader læseren følge udviklingen i serien. Det klæder forlaget Politisk Revy, at man har valgt at udgive rub og stub som det var, helt ned til den side der aldrig nåede at blive oversat fra svensk. Netop med oversættelsen kunne man dog til tider godt ønske sig en smule mere konsekvens. Selvom sprogblomsterne er mange, kan det virke en anelse forvirrende når der refereres til både dansk og svensk indenrigspolitik på en gang, men dette skal selvfølgelig ikke ligge nærværende udgivelse til last.

At udgive samlede værker kan ofte ende med blot at være en kogen den sidste suppe på gamle ben. Dog er Arne Ands Samlede Striber et eksempel på hvor godt det også kan gå når man lader materialet tale for sig selv. At udgive serien i den oprindelige form uden nogen form for redigering vidner om, at man har tillid til, at den styrke der oprindeligt gav den liv stadig består. At der så samtidig er tale om en lækker hardcoverudgave med tykt glat papir, og til en overkommelig pris, tjener blot til yderligere ære. Med Arne Ands Samlede Striber har alle vi der i sin tid skreg af grin over denne vanvittige serie nu adgang til hele molevitten på én gang. Og hvor undertegnede egentlig blot havde regnet med et par morsomme timer der mere gik på gensynets glæde end noget andet, må jeg sige at det overraskende var hvor præcist serien stadig kan ramme her mere end ti år efter sin slutning.

Skål, kosmonauter!

 

Christensen, Charlie. Jeg Arne - Arne Ands samlede striber. København: Politisk revy. 216 s., S/H, kr. 268,00.

[april 2006]



 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 


links:
Arne Anka
Politisk revy

 


tilbage til Anmeldelser


© 2006 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2006 the respective artists and authors. All rights reserved.