MØLLERS NEDTUR
Om Frank Millers arbejde i 90erne

Af Matthias Wivel 

I anledning af udgivelsen af The Dark Knight Strikes Again, der viser at der stadig er et vist liv i Frank Miller, selvom han i mange år har hostet blod op, bringes følgende præ-DK2 vurdering af hans arbejde de sidste ti års tid.

Til trods for den enorme mængde crap, der blev spyttet ud af de store amerikanske forlag i firserne, står dette årti stadig tilbage i manges erindring som et friskt pust i det dødvande, den amerikanske superheltetegneserie befandt sig i ovenpå de overordentligt fantasiløse halvfjerdsere. Dette skyldes at firsernes mainstream, ligesom det foregående årti (hvor skikkelser som Neal Adams, Bernie Wrightson, Barry (Windsor) Smith, Jim Starlin og Jim Steranko hørte til de få, men strålende lyspunkter), prægedes af en række foregangsfolk, som brød nyt terræn, satte tegneserien i omverdenens søgelys og - frem for alt - fortalte spændende, friske og til tider også vedkommende historier. Til denne gruppe kan vi bla. regne folk som John Byrne, Alan Moore, Bill Sienkiewicz og, ikke mindst, Frank Miller.

Millers stjerne stod højt blandt fans'ne i firserne, og med god grund. Den ene fremragende og energiske serie fulgte den anden. Øjenåbneren var hans nytænkende arbejde på Daredevil (#159-191, 1979-1982), men apoteosen nåedes med hovedværkerne Ronin (1983-1984) og den genrefornyende, mytologiserende Batmanhistorie The Dark Knight Returns (1986). I disse serier kom Millers intense og flydende fortælleteknik virkelig til udtryk. Sideløbende med dette indledte han en række banebrydende samarbejder med andre vigtige serieskabere. Samarbejdet med den grafisk originale, men fortælleteknisk lidt uefne Bill Sienkiewicz resulterede i de noget mislykkede, men spændende værker Daredevil: In Love and War (1986) og Elektra: Assassin (1986-1987), mens han med David Mazzucchelli skabte Daredevil: Born Again (i Daredevil 227-233, 1985-1986) og Batman: Year One (1986-1987), begge værker, der i og for sig overgik hans tidligere arbejde med disse to figurer.

Alt i alt kan man karakterisere Millers arbejde i firserne som utroligt energisk og som præget af en stor vilje til fornyelse, ikke bare af de genrer han arbejdede med, men af selve tegneseriens fortælleteknik og grafiske udtryk - dens 'sprog', om man vil.

Men hvad skete der med ham i halvfemserne?

Siden han i 1990 udgav sine sidste passable værker: Den engagerende dannelsesroman/samfundssatire om idealamerikaneren Martha Washington, Give Me Liberty, og den ret kitschede, men fortælleteknisk imponerende Elektra Lives Again, har Miller befundet sig i noget, man bedst kan beskrive som et kreativt dødvande.

Jeg vil i det følgende, af pladsmæssige, såvel som æstetiske hensyn, undlade at komme mere end overfladisk ind på de serier, Miller har lavet i samarbejde med andre tegnere i halvfemserne, for slet ikke at tale om de symptomatiske manuskripter til Hollywoodmakværkerne Robocop 2 og 3 (1990/1993). I stedet vil jeg koncentrere mig om hans mest seriøse og vægtige arbejde i årtiet, den vidt beundrede og berømmede serie Sin City (påbegyndt 1990). Den noget nær uforbeholdent rosende presse, såvel som generelle omtale, denne serie har fået og til stadighed får, tyder på en eller anden form for kollektivt hukommelsestab hos mange Millerfans. Hvad er der så fantastisk ved den, som ikke var mindst dobbelt så godt ved hans firserserier? Min påstand er: Meget lidt.

Sin City er, i sit udgangspunkt, ikke ret forskellig fra størstedelen af Millers firserproduktion. Trikoterne er ganske vist skiftet ud med trenchcoats, men rammen - genrefortællingen - er den samme. Historierne omhandler stadigvæk hårde mænd og kvinder, som gør hårde ting. Der er rigtigt og forkert, der er helte og skurke, der er stærke og svage, osv. Ikke desto mindre har Sin City, for denne læser at se, selv i sine bedste øjeblikke svært ved at svinge sig op på de tidligere seriers intensitetsniveau - man engageres aldrig på samme måde. Men hvad er årsagerne til dette?

Hvor serier som The Dark Knight Returns eller Batman: Year One behandlede deres genre (superhelte) med en ambition om at undersøge den, forstå dens logik og dermed videreudvikle den, lader Sin City til at være tilfreds med bare at følge sin genres (krimi/noir) allermest gennemtraskede klicheer som en søvngænger. I Batman: Year One forsøger Miller, med alvor og respekt for genren og uden at blive sarkastisk, som for eksempel Alan Moore gør det i Watchmen (1986-1987), at forestille sig og beskrive den type menneske, der kunne finde på at indlede en en-mands krig mod samfundets uretfærdigheder iført maske. Og, ligeså vigtigt: Hvorledes en sådan skikkelse ville fremtræde for den generelle offentlighed - personificeret i seriens fortællerskikkelse, Jim Gordon, det normale menneske med den stærke retfærdighedssans. Miller formidler en mytisk verden, der i kraft af hans stærke genrebevidsthed fremtræder som virkelig.

I Sin City, derimod, lader figurerne som sagt mere eller mindre til bare at følge formlen. Et par eksempler følger: Den store, grumme Marv med det store, blødende hjerte af guld indleder i den første Sin City (1991-1992, oprindeligt trykt i Dark Horse Presents nr. 50-62), uden at der reflekteres ret meget over hans motivation, en en-mands kamp mod overmagten (et tema Miller allerede på det tidspunkt var ved at have slidt tyndt) - en kamp, man ikke et sekund er i tvivl om, at han vil vinde. Dwight McCarthy, den moralsk ulastelige privatdetektiv i A Dame to Kill For (1993-1994), narres af sin tidligere flamme, femme fatalen Ava, til at myrde dennes rige mand. Efter endt gerning, forråder hun ham selvfølgelig, hvorefter han tager hævn og hun dør, som hun har fortjent det. Hvem sagde déja vu?

Endnu værre er det imidlertidig, at Miller ikke nøjes med at begrænse forudsigeligheden til sine plots, men strækker den til en firkantet og primitiv moraliseren, han, med karakteristisk undervurdering af læseren, absolut mener bør bankes fast med syvtommerssøm. Hver gang. Så kan man, med hvis ret, sige, at sådan har Miller altid været, men før i tiden problematiserede han i det mindste sine synspunkter en smule. Et eksempel kunne være Daredevilhistorien ”Gang War” (#170-172, 1981), som sætter spørgsmålstegn ved superheltens strikse moralkodeks. Det meget sort/hvide Millerunivers har med Sin City tabt sine sidste gråtoner i mere end en forstand og det er, selvom man - som det ofte ses - prøver at forsvare det med prædikater som "gammeltestamentligt" eller lignende, booooring!

Forudsigeligheden og den firkantede moraliseren sætter selvfølgelig også sine præg på seriernes figurer, som er mere unuancerede end nogensinde før. Millers helte har altid været nærmest mytiske af støbning, men deres styrke var at de, via visse menneskelige træk, altid var forankrede i virkeligheden. Det er den sidste, uddøende gnist af uskyldighed, der gør Elektra til den glimrende figur, hun startede med at være, det er skildringen af Matt Murdocks deroute, der driver Daredevil: Born Again og det er den grundlæggende moralske konflikt mellem Superman og Batman, som virkelig antænder The Dark Knight Returns.

Enkelte steder sporer man i Sin City kimen til noget interessant i personkarakteristikken: Hartigans lidt usunde tiltrækning af lille Nancy i That Yellow Bastard (1996) eller den sympati, man som læser hurtigt fatter for den psykopatiske, sadistiske morder, Marv, i den første Sin City. Men fortællingerne går, uden forløsning af disse temaer, alligevel deres vante, forudsigelige gang. Udover disse to eksempler er forsøg på mere indgående personkarakteristik simpelthen ikke til stede - personerne er ligeså to-dimensionelle som det papir, de er trykt på. Og det er måske her, mere end noget andet sted, forklaringen på Sin Citys mislykkethed, skal søges. Millers tidligere figurer kan, grundet deres forankring i virkeligheden, karakteriseres som gode eksempler på arketyper. Med Sin Citys persongalleri vendes medaljen og stereotypen indkredses med usvigelig præcision.

Et generelt træk for Millers halvfemserhistorier er således, at de er langt mere simple i deres opbygning og personkarakteristik, end det var tilfældet i firserne. Dette er tydeligvis et bevidst valg fra Millers side og kompleksitet skaber jo heller ikke automatisk en bedre historie, men den ensformighed, forudsigelighed og til tider totale idéforladthed, der diskes op med i de fleste af disse serier - navnlig The Big Fat Kill (1994-1995), Family Values (1997), To Hell and Back (2000), samt næsten alle de serier han har lavet i samarbejde med andre, er grelle eksempler - taler ikke godt for hans sag.

Millers historiske epos, 300 (1998), kunne næsten ikke undgå at virke som andet end et friskt pust ovenpå den anstrengende trummerum, Sin City efterhånden er blevet. Det komiske ved, at den er beskrevet som grundigt researchet og historisk præcis til trods, viser Miller med denne serie at han, selvom der køres på pumperne, kreativt endnu ikke helt er afgået ved døden. Den prøver i det mindste at være en smule eksperimenterende i sit formsprog; brugen af dobbeltsidesbilleder med små indlagte billed- og tekstrammer, der giver dem en højre-mod-venstre kontinuitet som den fortælletekniske grundsten lykkes udmærket og gør i sig selv serien ganske læseværdig. At Millers faste (fremragende) farvelægger siden Ronin, Lynn Varley, er tilbage er selvfølgelig et ekstra plus. Men fornøjelsen er kortvarig: Bortset fra en delvist uindfriet ambition om at lade en hel hærenhed være den kollektive fortæller, er der ikke meget udover farverne og den "historiske" kontekst, der adskiller serien fra Sin City. Den er befolket af de samme hårde mænd, der forkaster svæklingerne og heltemodigt lader livet i kamp mod overmagten. Det eneste lidt interessante tema, den centrale hærenheds nærmest fascistiske fremfærd, drukner totalt i machoheltedyrkelse og samme grovkornede Rambomoraliseren, som man er blevet vant til i Sin City.

Ikke desto mindre er 300 nok det bedste eksempel på hvorfor Miller staig har en vis eksistensberettigelse i halvfemsernes tegneserielandskab: Den udtrykker glimrende det meget karakteristiske tegneseriesproglige udtryk, han udviklede i Daredevil, Ronin og Dark Knight og som selv Sin Citys ensformethed ikke har formået at aflive helt.

Han har stadig sine øjeblikke: Den grafisk imponerende skildring af Marvs vandring gennem regnvejret i den første Sin City, den lange opbygning af spænding under Dwights tur til tjærehullet med lig i lasten i The Big Fat Kill, Hartigans første møde med den gule mand i fængselscellen i That Yellow Bastard eller "The Immortals" ankomst og møde med spartanerne i 300. Men hvis man kigger på et værk som Ronin, viser det hvor meget mere alsidig han var før i tiden - både med hensyn til stemningsbilleder og en af hans stærkeste sider, action. En af grundene til dette er, at han med Sin Citys iøjefaldende sort/hvide kontrastudtryk har underlagt sig et begrænsende stiliseringsmønster. Hvert eneste billede lader til absolut at skulle være imponerende i sig selv, hvilket skader det fortællemæssige udtryk. Der rådes, som antydet ovenfor, delvist bod på dette i 300, hvilket i det mindste i forbindelse med fortælleteknik kan tjene til en smule optimisme med hensyn til fremtiden.

Men for at vende tilbage til stiliseringen i Sin City, kan en sammenligning af en sexscene fra Ronin med den mest effektive af slagsen, Miller har haft at byde på i halvfemserne - begyndelsen af den første Sin City - tjene til at illustrere problemet. I scenen fra Ronin skaber Miller en slags billedmontage, der fanger øjeblikkets ømhed og sensualitet meget fintfølende. Sin Citysekvensen skal tjene til at vise vendepunktet i dens hovedperson, Marvs liv - hans møde med luderen Goldie. Dette reduceres til et slags idealbillede af rå sex - ikke just i overensstemmelse med den eventyrlige begivenhed, det skal forestille at være for den romantisk sindede sociopat. Med hensyn til action går det lidt bedre, Miller forstår stadig at time billedovergangene i et slagsmål eller en skudveksling, men også disse scener mister en gang i mellem styrke på grund af stiliseringsmantraet. Et godt eksempel er den irriterende, uovervindelige figur, "Deadly Little Mihos" forskellige konfrontationer med gangstere i Family Values, som punkteres af helside efter helside med hende i stive, udynamiske og lettere komiske positurer.

Det fortælleteknisk karakteristiske træk hos Miller, som bedst har overlevet overgangen til halvfemserne, er hans sans for sprogbrug. Han har altid været utroligt dygtig til at vide præcis, hvornår han skulle bruge tekst og hvornår billedsekvenserne talte bedst for sig selv. Endvidere har han altid været meget sparsom, men til gengæld præcis i sit ordvalg. I Daredevil: Born Again skildres f. eks. gangsterbossen The Kingpins drevne hensynsløshed utroligt rammende og barskt via et par enkelte talebobler. Miller kunne også, når der var brug for det, nærme sig det poetiske. Nu er der kun barskheden tilbage og, selvom den stadig er effektiv, drives den ofte til det opstyltede og svulstige - jævnfør nærværende passage fra The Big Fat Kill, som er overordentligt repræsentativ for sprogbrugen i Sin City.

Alt det ovenstående til trods, er det mest enerverende ved Millers halvfemserserier imidlertid hans konstante, ynkelige forsøg på at være provokerende og politisk ukorrekt. En af hans metoder til at opnå dette mål har været at optrappe den allerede omtalte primitive, "stærk over svag" moraliseren, der altid har eksisteret i hans værk. En anden har været at hans infantile besættelse af vold og hårde, sexede pin-upsild. Volden har altid været til stede, men fra og med Hard Boiled, hvor han prøvede at dække det ind under grovkornet, sort-uhumoristisk satire, virker det som om han arbejder ud fra princippet jo mere, jo bedre. Som allerede beskrevet sker dette næsten altid på bekostning af historien - selv That Yellow Bastard og 300, to af Millers bedste bud på meningsfyldte historier i halvfemserne, drukner i denne absurde voldsforherligelse, der når sit mest hjernedøde udtryk i hans Spawnhistorier (Spawn nr. 11, 1993 og Spawn/Batman, 1994), som må betegnes som ufrivilligt selvparodiske. Kun i den første Sin City, hvor volden er en så fundamental del af hovedpersonens liv, giver det mening.

Mht. damerne, som er så fuldstændigt indbyrdes udskiftelige (kan Miller kun tegne én slags sexet kvindekrop?) og overdrevne og så ubønhørligt bliver smidt i hovedet på læseren, at erotik bliver et fremmedord, er der kun at sukke. Det virker som om han enten har fået et tilbagefald til sine pubertetsår eller bare koldt og kynisk har besluttet sig for konsekvent at appellere til den laveste fællesnævner - jeg er tilbøjelig til at tro begge dele. Jeg vil i øvrigt i den sammenhæng slutte mig til et læserbrev til Sin Citys brevkasse og spørge Miller hvorfor han, når han nu alligevel prøver at være så gaderå og nonkonform, ikke bruger andre bandeord end det allestedsnærværende "damn" i sine serier. Det manglede bare.

Glem Sin City og læs i stedet Alex Toths Torpedo 1936 (1981), Muñoz og Sampayos Alack Sinner (1975-1983) og Joe's Bar (1981 - en af Millers sandsynlige inspirationskilder) eller Tardis Griffu (1977) og Nestor Burmahistorier (1982-1996). Alle serier, der har fået langt mere ud af en væsensbeslægtet præmis. Miller har udspillet sin rolle: Han er gået fra i firserne at være foregangsmand i tegneserieverdenen, til i halvfemserne at være en ren parentes.

	[1999, med redigering 2001]

Fra Sin City.

Det menneskelige omdrejningspunkt i Batman: Year One: Jim Gordon. Tegnet af David Mazzucchelli.

Superheltens handlinger problematiseres (Daredevil #172). Tegnet af Miller og Klaus Janson.

Det er personskildringer og scener som denne, man savner i Millers halvfemserserier (Fra Batman: Year One). Tegnet af David Mazzucchelli.

Kulminationen på et intenst skildret forløb i The Big Fat Kill.

Fra R onin.

Fra Sin City.

Den uovervindelige superdræber Miho i Family Values.

The Kingpin defineret i Daredevil: Born Again. Tegnet af David Mazzucchelli.

Miller blev før i tiden poetisk fra tid til anden (fra The Dark Knight Returns).

Typisk Sin City tough guy-narration (fra The Big Fat Kill).

Fra Silent Night.

læs også:
Tema: Superhelte
Anmeldelse: Beklager, barn
Anmeldelse: Tegneserieterroristen slår til igen!

relaterede links:
Frank Miller


tilbage til Artikelbasen