|
Det er som om den moderne
tegneserie har ventet på Jim Woodring. Om ikke altid, så i hvert
tilfælde siden 1940erne. Efter gennem godt et århundrede at have
fremelsket et umiddelbart tilgængeligt sprog af nærmest ikonisk
karakter og rendyrket et arketypisk udtryk, hvori helt basale
følelser og værdier kan fremstå med usædvanlig klarhed, udsættes
mediet for et sind, der er så receptivt for dets egenart, at det
nødvendigvis må betyde en fortætning af dets potentiale. En fortætning,
der har manifesteret sig i et oeuvre, hvis lige tegneserien ikke
har set siden George Herriman i 1913 lancerede sin frise
af livslignelser med den måske mest uudgrundelige tegneserie af
alle, Krazy Kat (1913-1944).
Woodring er med sin serie
om cartoon-dyret Frank, Herrimans direkte og mest
kongeniale arvtager. Hvor en serie som Radiserne, der om
nogen har opnået den ovenfor skitserede klarhed i udtrykket, et
langt stykke ad vejen finder sin stemme i iscenesættelsen af bevidsthedens
følelsesliv, tangerer Herrimans og Woodrings arbejder i al deres
åbenhed i langt højere grad det ubevidste. Krazy Kat
tager sit udgangspunkt i den evige repetition - trekantsdramaet
mellem katten, musen og hunden - og fremmaner den unikke og usigelige
skønhed der, smerten til trods, ligger ved livets rod.
Det mønster Herriman
derved antyder, søger Woodring at afdække gennem en katarsis-lignende
forening af rædselen og skønheden. I hans tragikomiske univers
ligger gruen immanent i alting, ikke mindst i det mest banale,
og det er ofte igennem angsten, at skønheden afdækkes. Ligesom
der hos Herriman er en mening med galskaben, synes den dobbelte
natur man finder hos Woodring at bevidne tilstedeværelsen af en
orden hinsides, som vi aldrig ville kunne gribe mere end
momentant. I Frank iscenesættes denne paradoksalt nok i
en form, hvis ypperligste opgave er forståelighed, hvilket, ikke
så paradoksalt endda, bevirker at oplevelsen af indsigt bliver
desto større. Frank er hvad der sker, når skarnsungen i
kælderen kommer op ad trappen og får lov til at lege med Søren
Bruns legetøj.
Samtlige Woodrings Frank-historier,
der strækker sig tilbage til 1991 og har optrådt en længere række
steder - blandt andet Woodrings og makkeren Mark Martins Tantalizing
Stories, hans egen "dagbogsserie" JIM, ugeavisen The
Seattle Stranger, antologierne Pictopia og Snake
Eyes og bladet Frank - er nu blevet samlet i én stor
bog, The Frank Book. Dette betyder, at der selv for den
indædte Frank-fan er nye oplevelser at hente i den over
300 sider lange bog. Dertil lægges, at den spritnye afslutning
på den længste Frank-historie nogensinde "Frank's High
Horse", hvis to første afsnit oprindeligt blev trykt i Frank
(2000-2002), er med, såvel som en længere række supplementer
som fx. enkeltstående Frank-illustrationer, forsider, samlekortserien
"Dramatis Personae" og sågar den første Frank-historie
nogensinde (trykt i bladet BUZZ i 1991), som længe har
været fuldstændig uopdrivelig.
Her er chancen for at
(gen)opdage perler som historien om hvorledes Frank møder sin
beskyttende ånd, det viise husdyr Pupshaw, historien om hvordan
han tager til fest i 'De dødes hus' mens hans dyriske antagonist
Manhog plyndrer hans forråd, fortællingen om hvorledes hans "falske
far" ('Faux Pa') forsøger at narre ham ud i noget rigtig skidt
og, ikke mindst, den hjerteskærende smukke "Frank and the Truth
about Plenitude", hvor Frank længes efter stjernerne og kaster
kunsten ud af vinduet i frustration. Alle disse er udført i ren
sort/hvid med Woodrings karakteristiske bølgede skraveringsteknik
som den centrale atmosfæreskabende komponent.
Til dette lægges de hallucinatoriske
technicolorserier, hvor Frank bevæger sig rundt i verden
sat i eventyrlig kromatik. Her skal bl.a. fremhæves historien
"Peeker", hvor han med uafvendelig voyeurisme i stigende grad
opdager skønhedens rædsel, indtil han til sidst falder død om
for fødderne af den amoralske månemand Whim efter at have
kikket i en stjernekikkert og set en slikbutik.
Woodring har en fantastisk
og visionær tegneserieproduktion på samvittigheden og Frank
er kronnjuvelen i værket. Det spørgsmålstegn serien, med sin klare
og komiske iscenesættelse af det rædselsvækkende og smukke, sin
hallucinatoriske opdatering af typekomedien - den ældste af alle
fortælleformer - og sin vitale insisteren på at søge en uopnåelig
indsigt, efterlader over hovedet på sin læser, synes at rumme
selve livet.
Woodring, Jim (2003).
The Frank Book. Introduktion af Francis Ford Coppola.
Seattle: Fantagraphics Books.
|
|
[Juli 2003]
|
|
|
|
|
|
Frank-illustration
oprindeligt lavet til Woodrings "dagbogsserie" JIM.
Frank
og Pupshaw generer Manhog.
Whim
lader Frank kigge...
Fra
"Frank and the Truth about Plenitude".
|
