Anders
Nilsen – OK, lad os lige få det af vejen med det samme,
han er af norsk afstamning – er en af de mest distinkte
og intelligente unge kunstneriske stemmer på den alternative,
amerikanske tegneseriescene. Hans univers er gennemgående
karakteriseret ved en umærkeligt tilstedeværende fatalisme,
der dog kun sjældent gør det dystert. Hans figurer
er oftest nysgerrige individer på udforskning i en verden,
der oftest volder dem ondt på tilfældig og meningsløs
vis, men aldrig uden de også vinder den forkætrede
indsigt de synes drevet af.
Hans univers lever ubesværet i hans streg, der er helt
åbenlyst søgende. I stedet for først at tegne
med blyant, går han direkte til papiret med sin pen, hvilket
resulterer i den lidt rå, vandrende streg, der konstituerer
hans hele udtryk. Hans verden er primært bygget op omkring
denne levende konturlinie, men tildeles patina og tekstur ved
hastigt anbragte småskraveringer, ofte nærmest af
prikkarakter. Detaljerigdommen i hans billeder er endvidere normalt
centreret i billederne, mens de ydre grænser kun antydes
og således forsvinder i det hvide papir – et aspekt,
der understøtter udforskningsoplevelsen ved på sin
vis at være en iscenesættelse af det klassiske filosofiske
spørgsmål om verden stadig er der, når vi vender
ryggen til.
Nilsen har primært gjort sig bemærket ved sit selvpublicerede
blad, Big Questions. Bladet startede i 1999 som en fotokopieret
minicomic med korte, tænksomme tegneserievignetter
og -eksperimenter, men har nummer for nummer oplevet en stigning
i ambitionsniveauet. Serien vil, når den er færdiggjort,
danne én lang, sammenhængende fortælling, hvor
flere af basale menneskelige spørgsmål på humoristisk
vis iscenesættes og iagttages, snarere end behandles, i
en nærmest sceneagtig ødemark, befolket af en gruppe
småfugle, en ensom sinke, et styrtet fly og dets pilot,
samt en vildfaren, ikke-detoneret bombe. Nilsen har derudover
produceret en længere række antologibidrag, bl.a.
til powerantologien Kramers Ergot (4
& 5, 2003-2004) og den enkeltstående, dystre billedfortælling
The Ballad of the Two-Headed Boy (minicomicudgave
1999, publiceret 2000), om en, ja, to-hovedet drengs selv-mutilation
og rådvilde flakken rundt i et undertrykkende tomt bylandskab.
Dogs and Water (2004) er imidlertid hans største
enkeltstående arbejde til dato. Historien var oprindeligt
tiltænkt første bind af antologien Drawn
& Quarterly Showcase (2003), men voksede
sig hurtigt – typisk for Nilsens arbejdsmetode – for
stor, og er nu udgivet i form af en ganske flot tilrettelagt,
selvstændig tegneserie på 86 sider. I kraft af at
være hans hidtil klarest sammenhængende og samtidig
mest uudgrundelige og ambitiøse værk, og i og med
den indeholder hans flotteste tegnearbejde til dato, er den en
perfekt introduktion til hans kunst.
Helt i overensstemmelse med hans andre arbejder, skildrer den
en gradvis modnende erkendelse af verden. Hovedpersonen er en
ung mand på vandring gennem et goldt, krigshærget
landskab med en teddybjørn på ryggen. Undervejs møder
han bl.a. en flok nærgående rensdyr, han må
drive på flugt, og et kobbel ulve, der slår trofast
følge med ham. Han har også en række dramatiske
sammenstød med andre mennesker, der tydeligvis er stærkt
påvirkede, men aldrig afhumaniserede af den krig, han selv
kun er iagttager af. Dette fortællende hovedspor, der er
holdt i sort/hvid-streg, flettes sammen med en række drømmesekvenser
holdt i blåt, hvor han befinder sig alene midt i et ocean,
først på en båd, siden som druknende. Disse
fremstår i sammenhængen som en slags passageritual,
der reflekterer den menneskelige erkendelse, hans rejse med ulvene
gennem fortællingens hovedrum giver ham. Teddybjørnen,
der optræder i begge fortællespor og med hvilken han
har både samtaler og voldelige udvekslinger, kan oplagt
ses som symbol på den barndom og naivitet, han gradvist
lægger bag sig.
Lige netop dén symbolik kan synes en smule for håndfast,
men det påvirker ikke den ellers smukt iscenesatte og flygtigt
meningsfortættede fortælling synderligt negativt og
sikrer faktisk et flot, humanistisk payoff sidst i historien,
i direkte forlængelse af et underspillet katarsisøjeblik,
der sætter vor hovedperson på sin afgørende
prøve. Enkelt, smukt og tankevækkende.
Nilsen, Anders (2004). Dogs and Water. Montréal:
Drawn and Quarterly. 86 s., S/H & to farver, $9.95.
|
[11/03/05]
|

|
 | |
|


|