tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

"ALL THE YOUNG PUNKS"
Jaime Hernandez’ Locas – The Maggie and Hopey Stories

Af Henry Sørensen

Skal man nævne én fortsat hæfteserie, der for alvor er kommet til at stå som eksponent for det nybrud, der fandt sted i den amerikanske tegneserie op gennem 80erne, må det være brødrene Gilbert og Jaime Hernandez’ Love & Rockets. Udgivet af independent-forlaget Fantagraphics blev serien fra første nummer et eksperimentarium for to fuldblods tegneserietalenter med hver deres distinkte udtryk og bemærkelsesværdigt helstøbte fiktionsunivers. Historierne i Love & Rockets lå fra begyndelsen langt fra alfarvej, både i overført og konkret betydning. For mens resten af den amerikanske tegneseriebranche snart sagt udelukkende beskæftigede sig med superhelten i storbyen, kastede Gilbert og Jaime Hernandez lys over ganske almindelige menneskers hverdag i små byer tæt på den mexicanske grænse.

I 2003 samlede Fantagraphics de fleste af Gilberts historier i den smukke bog Palomar – The Heartbreak Soup Stories. Sidste år kom turen så til lillebror Jaime, der i bogen Locas – The Maggie and Hopey Stories samler 700 siders tegneserier fra begyndelsen af 80erne og til midten af 90erne. Hernandez-brødrenes tegneserier har den overlegne sort-hvide grafik til fælles, og til en vis grad også fortællemodus og valg af subject matter. Men hvor Gilberts historier typisk er centreret omkring landsbyboere i 30 års-alderen, tager Jaime afsæt i den lidt yngre generation, mestendels de kvindelige punks, der må kæmpe med deres egen rod- og rastløshed i Los Angeles-forstaden Hoppers. De to helt centrale figurer i Jaime Hernandez’ enorme persongalleri er den snotforvirrede Maggie og den fanden-i-voldske Hopey.

Begge er de af latinamerikansk afstamning, og begge er de børn af kuldsejlede hjem. Men deres måder at tackle tilværelsens trakasserier på er vidt forskellige: Maggie er en meget sensibel person og har samtidig en selvtillid, der kan ligge på en lillefingernegl. Hun trøstespiser sig gerne ud af problemerne og hendes tiltagende vægt er et stadigt tilbagevendende problem for hende. Hopey har til gengæld – udadtil – al den selvsikkerhed, som Maggie mangler. Hun destillerer omverdenen gennem et filter af lige dele vrede og ligegyldighed, der nok giver sig udslag i en voldsom sarkasme og kynisme, men som også redder hende fra at opleve helt så mange nederlag som sin veninde. Maggie og Hopey har altså hver især noget af det, den anden mangler og netop derfor finder de to veninder, og lejlighedsvise kærester, gang på gang tilbage til hinanden på trods af omverdenens – og ikke mindst deres egne – ihærdige forsøg på at splitte dem ad.


"TRUST YOUR MECHANIC"
Det første længere forløb i samlingen, ”Mechanics”, er formet som en klassisk brevroman, med alt hvad det fører med sig af lakuner og erindringsforskydninger. Fortællingen udfolder sig stykke for stykke og føjer sig nøje efter brevskriveren Maggies øjeblikkelige indskydelser, som hun henvender dem til Hopey, der er hjemme i Hoppers. Selv er Maggie udstationeret dybt i Sydamerikas jungle i kraft af sit hverv som ”prosolar mechanic”. Hun er der for at undersøge en ældgammel, nødstedt raket og fossilet af en dinosaurus. Vi præsenteres bl.a. for mekanikerkollegaen Rand Race med filmstjernefjæset, den blonde bombe Penny Century og den kvindelige wrestler Rena Titañon, som, får vi fortalt, ”once was a superhero”.

Som man ser, inkorporerer Jaime Hernandez’ historier til en begyndelse adskilligt vraggods fra populærkulturens overdrev i form af elementer fra bl.a. science fiction- og superheltegenren. Som læser er man aldeles mystificeret og ved ikke, om disse indslag effektueres i fuldt alvor eller med ironisk distance. Måske er det lidt af begge dele. For Locas er en tegneserie, hvor det kan være svært at skelne mellem hvad der er realplan, og hvad der ikke er. Faktisk transcenderer serien en sådan traditionel distinktion via sin insisterende symbiose af det allegoriske og det reelle. Hjemvendt fra junglen må Maggie da også overfor veninderne indrømme, at hele eventyret – med sine mange og voldsomme omvæltninger – måske blot har været en refleksion af eget tankegods og egen indre turbulens.

Efterhånden må genreelementer som ovennævnte dog vige pladsen for stadigt mere potente personportrætter. Udover Maggie og Hopey møder vi den lidt ældre og dystert enigmatiske Isabel ’Izzy’ Ruebens, der har været hele møllen igennem med tre aborter og et forlist ægteskab, og som nu er flyttet ind i et gammelt hus, der angiveligt skulle være hjemsøgt. Her fordriver hun tiden med at skrive mærkelige ting i sine dagbøger og klaske imaginære fluer. Izzy kommenterer gerne begivenhederne fra sidelinjen; registrerer og forudsiger ofte hvad der skal ske. Hun er på én gang seriens græske kor og orakel. Vi møder også Daphne Matsumoto, kaldet Daffy, en forkælet 16-årig middelklassepige, som gerne vil hænge ud med de hårde punktøser, men som ikke desto mindre har svært ved at fordøje jargonen og Izzys mere end pletvise sortsyn. Og vi møder Terry Downe, der er stormende forelsket i Hopey. Terry frustreres i lige mål over Hopeys forbindelse til Maggie og hendes manglende engagement i forhold til deres fælles band.

 

"HOP WITH THE JET SET"
Når Carl Barks udstyrer Onkel Joakim med eksorbitante formuer og Fætter Højben med et held der kan matche, er det nok for at fortælle os noget om dem, men i lige så høj grad for at sætte den evigt uheldige og som regel ludfattige Anders’ situation i relief. Når Jaime Hernandez i fortællingen ”100 Rooms” lader Maggie og hendes veninder besøge den på overfladen klassisk dumme blondine, Penny Century, der underholdes af multi-milliardæren H. R. Costigan, er det for at skabe en lignende kontrast: Penny er ingenlunde lykkelig (det er Onkel Joakim heller ikke!), men hun har opnået det hun ville, indenfor de rammer hun har sat sig. Som Penny siger til Maggie i et langt senere kapitel: ”You notice how everything seems so far when you don’t know where you’re going, but it’s much closer when you do know?”

Modsat Penny ved Maggie ikke, hvor hun er på vej hen, og krukken med guld for enden af regnbuen synes aldrig indenfor rækkevidde. Symptomatisk nok farer Maggie da også vild i milliardærvillaen med de hundrede rum, og mens vennerne undrer sig over hvor hun er blevet af, afvikler hun én af de mange kortlivede amourøse forbindelser, som blot akkumulerer og bidrager til hendes forvirring. Det er det første af adskillige forsvindingsnumre, der isolerer Maggie i et nærmest abstrakt vakuum. Vi ser det igen i fortællingen ”Las mujeres perdidas”, hvor Maggie – efter en fejlslagen romance med Rand Race – ender med at skulle finde ud af et kloaksystem og dernæst en ørken (for fuld freudiansk skrue!) i selskab med Rena Titañon, mens resten af verden tror, hun er omkommet. At der er ræson i at aflæse disse vildfarelser som billeder på sindstilstande, understøttes af det dobbelttydige i titlens adjektiv: ’perdida’ betyder på en gang forsvundet og fortabt.

Som man ser, er det først og fremmest kvinderne, Jaime Hernandez koncentrerer sig om. Han tegner dem – i mere end én forstand – så livagtigt, og forlener dem hver især med så mange troværdige idiosynkrasier, at man under læsningen sværger på, at man har mødt mindst et par af dem ude i det virkelige liv. Mændene har hele tiden været til stede i serien, men har været henvist til periferien som emner, de unge kvinder har kunnet frustreres over og skændes om. Umiddelbart kan Locas minde om en klassisk teenage-serie som Bob Montanas, og senere Dan DeCarlos Archie – ganske vist med problemstillingerne opdateret – men med tiden opnår serien også en dybere resonansbund, ikke mindst i takt med at de mandlige karakterer nuanceres. To af disse er Ray D. og Speedy Ortiz – og stakkels Maggie har selvfølgelig følelser i klemme hos dem begge.


"SOMEBODY GOT MURDERED"
I fortællingen ”Vida Loca: The Death of Speedy Ortiz” er omdrejningspunktet den konflikt, der hersker mellem de unge mænd i nabobyerne Hoppers og Montoya. At spændingen generelt er eskaleret over årene, bliver åbenbart for os, da would be-kunstneren Ray D. – efter et ufrugtbart ophold i storbyen – vender tilbage til Hoppers, og konstaterer at det, der i sin tid blot var drengestreger, nu involverer skydevåben og voldsomme opgør. Da Izzys hunk af en bror, Speedy, kaster sin kærlighed over Maggies lillesøster Esther, kommer han uforvarende til at puste yderligere til ilden: Esther dater nemlig også en bandeleder fra Montoya, og så har vi balladen.

Der krydsklippes mellem Montoya, hvor Ray D. gør hvad han kan, for at få sine yngre kammerater til at holde sig i skindet, og Hoppers, hvor Maggie, Esther og Speedy på skift prøver at hitte rede i det følelsesmæssige kaos i skyggen af en nært forestående hævnaktion. Som en sidste udvej forsøger Speedy at fyre op under de følelser, han ved Maggie nærer for ham, men om han er seriøs eller blot klynger sig til det sidste strå i håbet om at undgå det uundgåelige, er lige så uvist for os, som det er for Maggie. At Speedy i meget bogstavelig forstand er nået til enden af vejen, lader allerede fortællingens titel os vide, og måske netop derfor vælger Hernandez at underspille selve dødsøjeblikket. Faktisk ser vi aldrig Speedy komme af dage; Hernandez tegner i stedet konturerne af det tomrum, hans død efterlader, i en række fornemt orkestrerede farvelsekvenser som oven i købet ser ud til at udspille sig after the fact.

At livet i en californisk forstad indebærer andet og mere end spekulationer om, hvem der nu er kærester med hvem og hvorfor, bliver også understreget i den korte ”Below My Window Lurks My Head”, hvor det er Ray D.s tur til at få den hårde virkelighed tæt ind på livet. Motivet er langt hen ad vejen det samme som i ”The Death of Speedy Ortiz”, men eksekveringen en helt anden. Ray bor sammen med Maggies arbejdskollega Danita, og har fået dennes søn Elias med i købet. Danitas eksmand Cornelius, der er mere end almindeligt voldeligt anlagt, vil imidlertid gøre sit for at spolere idyllen: han vil have sønnen tilbage og er, ifølge Danita, lige på trapperne. Men det, der i sit afsæt var dybt alvorligt, kommer snart til at ligne en vis kahytsscene fra en Marx Brothers-film, og Hernandez får både kontrasteret og balanceret det komiske og det tragiske i den lille vignet, så begge aspekter vinder derved.


"TOMORROW SHE GOES AWAY"
Ligesom sin bror Gilbert anvender Jaime gerne flashbacks i sine historier, som regel for at perspektivere et givent motiv i fortællingens nutidsplan. Glimtvis løftes sløret således for, hvordan den sky Maggie og den rablende Hopey i sin tid fandt sammen. Vi ser Hopeys tovtrækkerier med politiet på grund af graffiti og andre former for hærværk. Vi ser Terry der frustreres, da hendes punk apprentice Hopey pludselig kaster sin kærlighed over den konforme Maggie. Langsomt kan vi sammenstykke et billede af en Maggie, som i Hopey finder et forbillede, der kan skitsere en form for retningslinjer for hende – hvor forskruede disse så end måtte være. Og vi ser en Hopey, der i den forholdsvist uskyldige Maggie finder noget, der appellerer til den del af hende selv, som hun har mistet.

Maggie og Hopeys kærlighed til hinanden bliver hurtigt det bærende element i fortællingerne. At det er en kærlighed på trods bliver dog lige så snart evident. Faktisk er de adskilt i mere end halvdelen af samlingen, og det er i adskillelsen, vi for alvor fornemmer deres disparate tilgang til resten af verden. Uden videre varsel turnerer Hopey pludselig kontinentet tyndt sammen med Terry og resten af bandet i jagten på rockstjernedrømmen. Og dog. For Hopeys vedkommende virker det som om, at hun ikke engang kan svinge sig op til at leve sin drøm ud, og hendes manglende engagement gør, at hun bliver ekskluderet fra bandet. Hopey rejser videre uden en klink gennem en række erotiske forviklinger – no strings attached – i selskab med roadien Texas, der er godmodigheden og nørdetheden selv. Bedst synes hun at have det, når hun kan stene fjernsyn, mens diverse societydamer slås om hendes gunst.

Alt imens forsøger Maggie at få hverdagen til at hænge sammen, først som burger bar-servitrice, siden som blæksprutte i et forsikringsselskab, inden hun bliver indrulleret i staben omkring sin tante Vicki – endnu en kvindelig wrestler, som oven i købet er ærkekonkurrent til ovenfor nævnte Rena Titañon. Modsat Hopey er Maggie aldeles uafklaret omkring sin seksualitet og har svært ved at manøvrere og finde fodfæste i de forhold, hun indlader sig på. Erkendelsen af at hun nok i virkeligheden slet ikke er homoseksuel, sker til stor fortrydelse for de mange kvinder, der byder sig til i wrestling-miljøet. At Maggie omvendt har svært ved at slå sin gamle veninde ud af hovedet er en sandhed, som også hendes kæreste Ray D. bliver nødt til at forholde sig til. For Maggie er der kun Hopey.


"SHOULD I STAY OR SHOULD I GO"
Maggies forsvindingsnumre når nye højder i samlingens længste fortælling ”Wig Wam Bang”, hvor hun simpelthen skrives helt ud af fortællingen for først at dukke op igen godt 100 sider senere. Det giver Hernandez tid og spillerum til nøjere at undersøge et par af de mere perifere karakterer i det efterhånden ret voksne persongalleri, og samtidig beskrive en udvikling hos de allerede etablerede. Bl.a. bliver Ray D.s ven Doyle – der hidtil kun har været skitseret løseligt – pludselig en figur med egne dagsordener og problemstillinger.

Doyle bliver på mange måder tegnet som det mandlige modstykke til Hopey: han lever som luksus-hobo blandt hjemløse – ikke fordi han ikke har noget valg, men fordi han ikke kan slå sig til tåls med konformiteten i det, Hopey kalder ”a boring, stupid, fucked up town”. Doyles rastløshed bunder i den særlige form for klaustrofobi som alle, der har boet i en lille by vil kunne nikke genkendende til, og kommer til udtryk i det tilbagevendende jernbane-motiv: han vil gerne give fanden i det hele og springe på det første, det bedste tog væk fra Hoppers, men når lejligheden byder sig, har han alligevel ikke nosserne til det. Doyles rabiate rodløshed modsvares af Ray D., der stiller sig mere og mere uforstående overfor vennens utilpassethed i takt med, at han har fået ansvar og forpligtelser overfor Danita og hendes søn.

Der krydsklippes på livet løs i ”Wig Wam Bam”, og igen får Hernandez spillet det letbenede op imod det dybsindige: passagerne med Hopey, der lever på nas hos den afdankede TV-stjerne Ann Vickers, er løsslupne, ja, faktisk frivole i deres indhold, men forlenes afslutningsvis med en tænderskærende alvor. Imens i Hoppers leverer Danitas søn sammen med andre af byens børn comic relief via deres indædte studier af ”The Witch Lady”, Isabel Ruebens. Izzy er på sin side anderledes alvorligt besat af tanken om de forsvundne veninder Maggie og Hopey, og uanset hvor hun flygter hen, bliver hun mindet om dem.

Hen imod slutningen af ”Wig Wam Bam” er Izzy på sin rundtur nået frem til Maggies far, som overrækker hende en æske med nogle af datterens ting. Izzy får således indblik i Maggies dagbog, hvor hun beretter om barndomsveninden Letty, der døde, just som pigerne var trådt ind i puberteten. Izzy husker, at hun kort efter introducerede Maggie for Hopey. Herefter krydsklipper Hernandez pludselig til en endog meget ung Hopey, der er fanget i en situation, hvor hun ikke kan leve op til sin mors groteske forventninger. Flashbacket munder ud i den voksne Hopeys halvt fraværende pludren: ”Ma… Mama… Ma… Maggie.” Letty og Mor – hos hinanden finder Maggie og Hopey hver især noget af det, som er gået tabt og noget af det, som aldrig blev vundet.

I fortællingen ”Chester Square” genfinder vi omsider Maggie i et run down sceneri, et mikrokosmos, hvor de næsten nøgne omgivelser bebos af et par geskæftige madammer, én politibetjent, én prostitueret og en håndfuld fyldebøtter. Maggie kommer op at toppes med den prostituerede Ruby, der føler sig truet på sit levebrød af den nys ankomnes fyldige former. Og det lykkes da faktisk også for Maggie at gøre hende rangen stridig, da hun får forført den unge betjent – og modtager betaling. Om det sker af nød, eller om det blot er resultatet af en fanden-i-voldsk indskydelse, bliver aldrig helt klart for os. Men at det får følger, ser vi efterfølgende i Maggies tomme og tårevædede blik.

I det hele taget ser vi Maggie græde oftere og oftere, og måske er det derfor, at hun i samlingens sidste kapitel, ”Bob Richardson”, vælger at rydde op i det morads af amourøse forviklinger, som udgør hendes liv, og det morads af løse plot lines, som udgør hendes historie. Hun vil med egne ord ”Wipe her slate clean. Get rid of the excess garbage”. Derfor tager hun rundt og gør rent bord, men det hele ender naturligvis i endnu større forviklinger, indtil hun til sidst – igen – står fastlåst i en allegorisk sekvens, ansigt til ansigt med alle seriens bifigurer, der én efter én giver hende en syngende lussing: det er Hernandez’ næsten taktilt følelsesladede finale for den elskelige, men dybt forvirrede Maggie: misforstået, forslået – det er et mirakel, hun endnu kan stå oprejst.


"STRENGTH TO ENDURE"
Man fornemmer mere end én gang, at Jaime Hernandez har et mere umiddelbart approach til historiefortælling end broderen Gilbert, der gerne planlægger sine plot lines langt frem i tiden. Historierne i Locas undviger mange gange en traditionel litterær komposition til fordel for en mere tilfældig fremmarch med plads til digressioner og diskrepanser. Også på den måde forlenes fortællingerne om Maggie og Hopey med en snert af virkelighed: her er ikke nødvendigvis en begyndelse, en midte og en ende; her ser man ikke altid konsekvenserne af sine handlinger; her dukker personer op og forsvinder igen, uden at man nødvendigvis er blevet nævneværdigt klogere på nogen af dem.

Jaime Hernandez er en subtil fortæller, der aldrig skærer tingene ud i pap. Han underspiller hellere end at risikere en overeksponering. Store følelsesmæssige udsving bliver sjældent sat på ord, men skal snarere læses ud af figurernes mimik og gestik. Som læser tvinges man til at dvæle ved tegningerne og studere de afbildede personer, hvis man vil nå til bunds i det skildrede: da Maggie og Hopey efter lang tids adskillelse mødes igen, fortæller Hopey nødtvungent om den abort, hun har fået foretaget i mellemtiden. Under hele beretningen ser vi hende med ryggen til. Kun en affejende håndbevægelse og et par cartoony tårer afslører, hvad Hopey i virkeligheden føler under sin vanligt kyniske facade. Balancen mellem den mængde information som læseren henter fra henholdsvis tekstsiden og billedsiden opretholdes med et raffinement, der er noget nær uden sidestykke i tegneseriehistorien.

Tegnemæssigt beskriver Jaime Hernandez en udvikling fra det superdetaljerede, næsten fotorealistiske, til det mere sparsommeligt effektive og cartoony, i takt med at han får vedkendt sig arven fra Bob Montana, Dan DeCarlo og Archie. Undervejs bliver der også plads til et par stilmæssige afstikkere, når Hernandez får lyst til at hylde andre inspirationskilder: de mange sekvenser med børnene, der leder efter ”The Witch Lady” er som snydt ud af næsen på Hank Ketcham; Maggies figur bliver efterhånden en levende Crumb-hyldest hen over hofterne (hvordan kommer de dog ned i de jeans?), og hen imod slutningen betales der – i et enkelt billede – tilbage til superheltegenren via en næsten umærkelig reference til Steve Ditkos Spider-Man. Underligt nok formår Hernandez at indarbejde alle disse svinkeærinder, uden at der går skår af det overordnede homogene udtryk. Også grafisk er Locas en mesterlig præstation.

Det er en skam, at Jaime Hernandez – af pladshensyn må man formode – har set sig nødsaget til at frasortere en del af de små vignetter, der kaster yderligere lys over nok så interessante karakterer som Isabel Ruebens og Rena Titañon. Særligt savner man fortællingen ”Flies on the Ceiling”, der omhandler Izzys tid i Mexico. Fans af Maggie og Hopey får imidlertid hvad de kom efter, og nye læsere kan roligt starte her: historien om det umage par, der er som skabt for hinanden, er én man sent vil glemme. Maggie og Hopey forsøger på hver deres måde at finde vej i tilværelsen, de famler ofte i blinde, de falder og slår sig, men lader sig netop aldrig slå ud, fordi de har hinanden at falde tilbage på. Som par rangerer de to på linje med Bonnie og Clyde, Gøg og Gokke og Ernie og Bert – uden alt for mange sammenligninger i øvrigt.

I en tid hvor selv det mest ligegyldige skrabsammen bliver opsamlet og lanceret under betegnelsen graphic novel, er Jaime Hernandez’ murstensroman en kærkommen påmindelse om, hvad formen virkelig kan og skal bruges til. Locas – The Maggie and Hopey Stories er en indholdsmæssigt vedkommende og en formmæssigt fuldstændig overlegent effektueret bedrift. Nok kræver fortællingerne noget af læseren, men jo mere man investerer, desto mere får man igen. Man lærer at læse mellem linjerne og langsomt afdække karakterer, der er så troværdige og så skarpt tegnet, at det er umuligt ikke at kære sig om dem: man fortvivles over deres fejltrin, deltager i deres frustrationer og forviklinger, og lever gerne med i såvel den daglige trummerum som de helt store eventyr. Og endeligt lukker man bogen med omtrent den blanding af begejstring og bedrøvelse, som de to fortabte kvinder går tilværelsen i møde med.

 

Tak til Dead Kennedys, Ramones og The Clash for rubrik og underrubrikker.

Hernandez, Jaime (2004). Locas – The Maggie and Hopey Stories. 710 s. s/h, $ 49,75. Seattle, WA: Fantagraphics.

[august 2005]



 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Locas inkorporerer til en begyndelse adskilligt vraggods fra populærkulturens overdrev som nødstedte rumraketter og dinosaurer. Og vaskeægte cliff hangers! Fra ”Mechanics”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

At tilværelsen som milliardærfrue også har sine begrænsninger, understreges enkelt men effektivt på denne splash page. Fra ”Ninety-Three Million Miles from the Sun… And Counting”.

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Archie kikker indenfor – og smides straks på porten igen. Fra ”House of Raging Women”.

 

klik på billedet for at se det i en større version

Speedy siger farvel til sin søster, Izzy, i en af samlingens smukkeste sekvenser. Fra ”Vida Loca: The Death of Speedy Ortiz”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Hopeys kynisme udmønter sig ikke sjældent i en rap replik, som her fra ”Locas 1:28 PM”…

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

…men facaden kan også krakelere ind imellem. Igen fra ”Ninety-Three Million Miles from the Sun… And Counting”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Jaime Hernandez’ børn er som snydt ud af næsen på Hank Ketcham. Fra ”Wig Wam Bam Part 3”.

 

 

 

Links:
Fantagraphics: Jaime Hernandez
Jaime Hernandez Chronology
Graphic Novel Review: Interview med Jaime Hernandez

Læs også:
Anmeldelse: Palomar


tilbage til Anmeldelser


© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.