| Skal
man nævne én fortsat hæfteserie, der for alvor
er kommet til at stå som eksponent for det nybrud, der fandt
sted i den amerikanske tegneserie op gennem 80erne, må det
være brødrene Gilbert og Jaime Hernandez’ Love
& Rockets. Udgivet af independent-forlaget Fantagraphics
blev serien fra første nummer et eksperimentarium for to
fuldblods tegneserietalenter med hver deres distinkte udtryk og
bemærkelsesværdigt helstøbte fiktionsunivers.
Historierne i Love & Rockets lå fra begyndelsen
langt fra alfarvej, både i overført og konkret betydning.
For mens resten af den amerikanske tegneseriebranche snart sagt
udelukkende beskæftigede sig med superhelten i storbyen,
kastede Gilbert og Jaime Hernandez lys over ganske almindelige
menneskers hverdag i små byer tæt på den mexicanske
grænse.
I 2003 samlede Fantagraphics de fleste af Gilberts historier
i den smukke bog Palomar
– The Heartbreak Soup Stories.
Sidste år kom turen så til lillebror Jaime, der i
bogen Locas – The Maggie and Hopey Stories samler
700 siders tegneserier fra begyndelsen af 80erne og til midten
af 90erne. Hernandez-brødrenes tegneserier har den overlegne
sort-hvide grafik til fælles, og til en vis grad også
fortællemodus og valg af subject matter. Men hvor
Gilberts historier typisk er centreret omkring landsbyboere i
30 års-alderen, tager Jaime afsæt i den lidt yngre
generation, mestendels de kvindelige punks, der må kæmpe
med deres egen rod- og rastløshed i Los Angeles-forstaden
Hoppers. De to helt centrale figurer i Jaime Hernandez’
enorme persongalleri er den snotforvirrede Maggie og den fanden-i-voldske
Hopey.
Begge er de af latinamerikansk afstamning, og begge er de børn
af kuldsejlede hjem. Men deres måder at tackle tilværelsens
trakasserier på er vidt forskellige: Maggie er en meget
sensibel person og har samtidig en selvtillid, der kan ligge på
en lillefingernegl. Hun trøstespiser sig gerne ud af problemerne
og hendes tiltagende vægt er et stadigt tilbagevendende
problem for hende. Hopey har til gengæld – udadtil
– al den selvsikkerhed, som Maggie mangler. Hun destillerer
omverdenen gennem et filter af lige dele vrede og ligegyldighed,
der nok giver sig udslag i en voldsom sarkasme og kynisme, men
som også redder hende fra at opleve helt så mange
nederlag som sin veninde. Maggie og Hopey har altså hver
især noget af det, den anden mangler og netop derfor finder
de to veninder, og lejlighedsvise kærester, gang på
gang tilbage til hinanden på trods af omverdenens –
og ikke mindst deres egne – ihærdige forsøg
på at splitte dem ad.
"TRUST
YOUR MECHANIC"
Det første længere forløb i samlingen, ”Mechanics”,
er formet som en klassisk brevroman, med alt hvad det fører
med sig af lakuner og erindringsforskydninger. Fortællingen
udfolder sig stykke for stykke og føjer sig nøje
efter brevskriveren Maggies øjeblikkelige indskydelser,
som hun henvender dem til Hopey, der er hjemme i Hoppers. Selv
er Maggie udstationeret dybt i Sydamerikas jungle i kraft af sit
hverv som ”prosolar mechanic”. Hun er der for at undersøge
en ældgammel, nødstedt raket og fossilet af en dinosaurus.
Vi præsenteres bl.a. for mekanikerkollegaen Rand Race med
filmstjernefjæset, den blonde bombe Penny Century og den
kvindelige wrestler Rena Titañon, som, får
vi fortalt, ”once was a superhero”.
Som man ser, inkorporerer Jaime Hernandez’ historier til
en begyndelse adskilligt vraggods
fra populærkulturens overdrev i form af elementer fra
bl.a. science fiction- og superheltegenren. Som læser er
man aldeles mystificeret og ved ikke, om disse indslag effektueres
i fuldt alvor eller med ironisk distance. Måske er det lidt
af begge dele. For Locas er en tegneserie, hvor det kan
være svært at skelne mellem hvad der er realplan,
og hvad der ikke er. Faktisk transcenderer serien en sådan
traditionel distinktion via sin insisterende symbiose af det allegoriske
og det reelle. Hjemvendt fra junglen må Maggie da også
overfor veninderne indrømme, at hele eventyret –
med sine mange og voldsomme omvæltninger – måske
blot har været en refleksion af eget tankegods og egen indre
turbulens.
Efterhånden må genreelementer som ovennævnte
dog vige pladsen for stadigt mere potente personportrætter.
Udover Maggie og Hopey møder vi den lidt ældre og
dystert enigmatiske Isabel ’Izzy’ Ruebens, der har
været hele møllen igennem med tre aborter og et forlist
ægteskab, og som nu er flyttet ind i et gammelt hus, der
angiveligt skulle være hjemsøgt. Her fordriver hun
tiden med at skrive mærkelige ting i sine dagbøger
og klaske imaginære fluer. Izzy kommenterer gerne begivenhederne
fra sidelinjen; registrerer og forudsiger ofte hvad der skal ske.
Hun er på én gang seriens græske kor og orakel.
Vi møder også Daphne Matsumoto, kaldet Daffy, en
forkælet 16-årig middelklassepige, som gerne vil hænge
ud med de hårde punktøser, men som ikke desto mindre
har svært ved at fordøje jargonen og Izzys mere end
pletvise sortsyn. Og vi møder Terry Downe, der er stormende
forelsket i Hopey. Terry frustreres i lige mål over Hopeys
forbindelse til Maggie og hendes manglende engagement i forhold
til deres fælles band.
"HOP
WITH THE JET SET"
Når Carl Barks udstyrer Onkel Joakim med eksorbitante formuer
og Fætter Højben med et held der kan matche, er det
nok for at fortælle os noget om dem, men i lige så
høj grad for at sætte den evigt uheldige og som regel
ludfattige Anders’ situation i relief. Når Jaime Hernandez
i fortællingen ”100 Rooms” lader Maggie og hendes
veninder besøge den på overfladen klassisk dumme
blondine, Penny Century,
der underholdes af multi-milliardæren H. R. Costigan, er
det for at skabe en lignende kontrast: Penny er ingenlunde lykkelig
(det er Onkel Joakim heller ikke!), men hun har opnået det
hun ville, indenfor de rammer hun har sat sig. Som Penny siger
til Maggie i et langt senere kapitel: ”You notice how
everything seems so far when you don’t know where you’re
going, but it’s much closer when you do know?”
Modsat Penny ved Maggie ikke, hvor hun er på vej hen, og
krukken med guld for enden af regnbuen synes aldrig indenfor rækkevidde.
Symptomatisk nok farer Maggie da også vild i milliardærvillaen
med de hundrede rum, og mens vennerne undrer sig over hvor hun
er blevet af, afvikler hun én af de mange kortlivede amourøse
forbindelser, som blot akkumulerer og bidrager til hendes forvirring.
Det er det første af adskillige forsvindingsnumre, der
isolerer Maggie i et nærmest abstrakt vakuum. Vi ser det
igen i fortællingen ”Las mujeres perdidas”,
hvor Maggie – efter en fejlslagen romance med Rand Race
– ender med at skulle finde ud af et kloaksystem og dernæst
en ørken (for fuld freudiansk skrue!) i selskab med Rena
Titañon, mens resten af verden tror, hun er omkommet. At
der er ræson i at aflæse disse vildfarelser som billeder
på sindstilstande, understøttes af det dobbelttydige
i titlens adjektiv: ’perdida’ betyder på en
gang forsvundet og fortabt.
Som man ser, er det først og fremmest kvinderne, Jaime
Hernandez koncentrerer sig om. Han tegner dem – i mere end
én forstand – så livagtigt, og forlener dem
hver især med så mange troværdige idiosynkrasier,
at man under læsningen sværger på, at man har
mødt mindst et par af dem ude i det virkelige liv. Mændene
har hele tiden været til stede i serien, men har været
henvist til periferien som emner, de unge kvinder har kunnet frustreres
over og skændes om. Umiddelbart kan Locas minde
om en klassisk teenage-serie som Bob Montanas, og senere Dan DeCarlos
Archie –
ganske vist med problemstillingerne opdateret – men med
tiden opnår serien også en dybere resonansbund, ikke
mindst i takt med at de mandlige karakterer nuanceres. To af disse
er Ray D. og Speedy Ortiz – og stakkels Maggie har selvfølgelig
følelser i klemme hos dem begge.
"SOMEBODY
GOT MURDERED"
I fortællingen ”Vida Loca: The Death of Speedy Ortiz”
er omdrejningspunktet den konflikt, der hersker mellem de unge
mænd i nabobyerne Hoppers og Montoya. At spændingen
generelt er eskaleret over årene, bliver åbenbart
for os, da would be-kunstneren Ray D. – efter et
ufrugtbart ophold i storbyen – vender tilbage til Hoppers,
og konstaterer at det, der i sin tid blot var drengestreger, nu
involverer skydevåben og voldsomme opgør. Da Izzys
hunk af en bror, Speedy, kaster sin kærlighed over
Maggies lillesøster Esther, kommer han uforvarende til
at puste yderligere til ilden: Esther dater nemlig også
en bandeleder fra Montoya, og så har vi balladen.
Der krydsklippes mellem Montoya, hvor Ray D. gør hvad
han kan, for at få sine yngre kammerater til at holde sig
i skindet, og Hoppers, hvor Maggie, Esther og Speedy på
skift prøver at hitte rede i det følelsesmæssige
kaos i skyggen af en nært forestående hævnaktion.
Som en sidste udvej forsøger Speedy at fyre op under de
følelser, han ved Maggie nærer for ham, men om han
er seriøs eller blot klynger sig til det sidste strå
i håbet om at undgå det uundgåelige, er lige
så uvist for os, som det er for Maggie. At Speedy i meget
bogstavelig forstand er nået til enden af vejen, lader allerede
fortællingens titel os vide, og måske netop derfor
vælger Hernandez at underspille selve dødsøjeblikket.
Faktisk ser vi aldrig Speedy komme af dage; Hernandez tegner i
stedet konturerne af det
tomrum, hans død efterlader, i en række fornemt
orkestrerede farvelsekvenser som oven i købet ser ud til
at udspille sig after the fact.
At livet i en californisk forstad indebærer andet og mere
end spekulationer om, hvem der nu er kærester med hvem og
hvorfor, bliver også understreget i den korte ”Below
My Window Lurks My Head”, hvor det er Ray D.s tur til at
få den hårde virkelighed tæt ind på livet.
Motivet er langt hen ad vejen det samme som i ”The Death
of Speedy Ortiz”, men eksekveringen en helt anden. Ray bor
sammen med Maggies arbejdskollega Danita, og har fået dennes
søn Elias med i købet. Danitas eksmand Cornelius,
der er mere end almindeligt voldeligt anlagt, vil imidlertid gøre
sit for at spolere idyllen: han vil have sønnen tilbage
og er, ifølge Danita, lige på trapperne. Men det,
der i sit afsæt var dybt alvorligt, kommer snart til at
ligne en vis kahytsscene fra en Marx Brothers-film, og Hernandez
får både kontrasteret og balanceret det komiske og
det tragiske i den lille vignet, så begge aspekter vinder
derved.
"TOMORROW
SHE GOES AWAY"
Ligesom sin bror Gilbert anvender Jaime gerne flashbacks i sine
historier, som regel for at perspektivere et givent motiv i fortællingens
nutidsplan. Glimtvis løftes sløret således
for, hvordan den sky Maggie og den rablende Hopey i sin tid fandt
sammen. Vi ser Hopeys tovtrækkerier med politiet på
grund af graffiti og andre former for hærværk. Vi
ser Terry der frustreres, da hendes punk apprentice Hopey
pludselig kaster sin kærlighed over den konforme Maggie.
Langsomt kan vi sammenstykke et billede af en Maggie, som i Hopey
finder et forbillede, der kan skitsere en form for retningslinjer
for hende – hvor forskruede disse så end måtte
være. Og vi ser en Hopey, der i den forholdsvist uskyldige
Maggie finder noget, der appellerer til den del af hende selv,
som hun har mistet.
Maggie og Hopeys kærlighed til hinanden bliver hurtigt
det bærende element i fortællingerne. At det er en
kærlighed på trods bliver dog lige så snart
evident. Faktisk er de adskilt i mere end halvdelen af samlingen,
og det er i adskillelsen, vi for alvor fornemmer deres disparate
tilgang til resten af verden. Uden videre varsel turnerer Hopey
pludselig kontinentet tyndt sammen med Terry og resten af bandet
i jagten på rockstjernedrømmen. Og dog. For Hopeys
vedkommende virker det som om, at hun ikke engang kan svinge sig
op til at leve sin drøm ud, og hendes manglende engagement
gør, at hun bliver ekskluderet fra bandet. Hopey rejser
videre uden en klink gennem en række erotiske forviklinger
– no strings attached – i selskab med roadien
Texas, der er godmodigheden og nørdetheden selv. Bedst
synes hun at have det, når hun kan stene fjernsyn, mens
diverse societydamer slås om hendes gunst.
Alt imens forsøger Maggie at få hverdagen til at
hænge sammen, først som burger bar-servitrice, siden
som blæksprutte i et forsikringsselskab, inden hun bliver
indrulleret i staben omkring sin tante Vicki – endnu en
kvindelig wrestler, som oven i købet er ærkekonkurrent
til ovenfor nævnte Rena Titañon. Modsat Hopey er
Maggie aldeles uafklaret omkring sin seksualitet og har svært
ved at manøvrere og finde fodfæste i de forhold,
hun indlader sig på. Erkendelsen af at hun nok i virkeligheden
slet ikke er homoseksuel, sker til stor fortrydelse for de mange
kvinder, der byder sig til i wrestling-miljøet.
At Maggie omvendt har svært ved at slå sin gamle veninde
ud af hovedet er en sandhed, som også hendes kæreste
Ray D. bliver nødt til at forholde sig til. For Maggie
er der kun Hopey.
"SHOULD
I STAY OR SHOULD I GO"
Maggies forsvindingsnumre når
nye højder i samlingens længste fortælling
”Wig Wam Bang”, hvor hun simpelthen skrives helt ud
af fortællingen for først at dukke op igen godt 100
sider senere. Det giver Hernandez tid og spillerum til nøjere
at undersøge et par af de mere perifere karakterer i det
efterhånden ret voksne persongalleri, og samtidig beskrive
en udvikling hos de allerede etablerede. Bl.a. bliver Ray D.s
ven Doyle – der hidtil kun har været skitseret løseligt
– pludselig en figur med egne dagsordener og problemstillinger.
Doyle bliver på mange måder tegnet som det mandlige
modstykke til Hopey: han lever som luksus-hobo blandt
hjemløse – ikke fordi han ikke har noget valg, men
fordi han ikke kan slå sig til tåls med konformiteten
i det, Hopey kalder ”a boring, stupid, fucked up town”.
Doyles rastløshed bunder i den særlige form for klaustrofobi
som alle, der har boet i en lille by vil kunne nikke genkendende
til, og kommer til udtryk i det tilbagevendende jernbane-motiv:
han vil gerne give fanden i det hele og springe på det første,
det bedste tog væk fra Hoppers, men når lejligheden
byder sig, har han alligevel ikke nosserne til det. Doyles rabiate
rodløshed modsvares af Ray D., der stiller sig mere og
mere uforstående overfor vennens utilpassethed i takt med,
at han har fået ansvar og forpligtelser overfor Danita og
hendes søn.
Der krydsklippes på livet løs i ”Wig Wam Bam”,
og igen får Hernandez spillet det letbenede op imod det
dybsindige: passagerne med Hopey, der lever på nas hos den
afdankede TV-stjerne Ann Vickers, er løsslupne, ja, faktisk
frivole i deres indhold, men forlenes afslutningsvis med en tænderskærende
alvor. Imens i Hoppers leverer Danitas søn sammen med andre
af byens børn comic relief via deres indædte
studier af ”The Witch Lady”, Isabel Ruebens. Izzy
er på sin side anderledes alvorligt besat af tanken om de
forsvundne veninder Maggie og Hopey, og uanset hvor hun flygter
hen, bliver hun mindet om dem.
Hen imod slutningen af ”Wig Wam Bam” er Izzy på
sin rundtur nået frem til Maggies far, som overrækker
hende en æske med nogle af datterens ting. Izzy får
således indblik i Maggies dagbog, hvor hun beretter om barndomsveninden
Letty, der døde, just som pigerne var trådt ind i
puberteten. Izzy husker, at hun kort efter introducerede Maggie
for Hopey. Herefter krydsklipper Hernandez pludselig til en endog
meget ung Hopey, der er fanget i en situation, hvor hun ikke kan
leve op til sin mors groteske forventninger. Flashbacket munder
ud i den voksne Hopeys halvt fraværende pludren: ”Ma…
Mama… Ma… Maggie.” Letty og Mor –
hos hinanden finder Maggie og Hopey hver især noget af det,
som er gået tabt og noget af det, som aldrig blev vundet.
I fortællingen ”Chester Square” genfinder vi
omsider Maggie i et run down sceneri, et mikrokosmos,
hvor de næsten nøgne omgivelser bebos af et par geskæftige
madammer, én politibetjent, én prostitueret og en
håndfuld fyldebøtter. Maggie kommer op at toppes
med den prostituerede Ruby, der føler sig truet på
sit levebrød af den nys ankomnes fyldige former. Og det
lykkes da faktisk også for Maggie at gøre hende rangen
stridig, da hun får forført den unge betjent –
og modtager betaling. Om det sker af nød, eller om det
blot er resultatet af en fanden-i-voldsk indskydelse, bliver aldrig
helt klart for os. Men at det får følger, ser vi
efterfølgende i Maggies tomme og tårevædede
blik.
I det hele taget ser vi Maggie græde oftere og oftere,
og måske er det derfor, at hun i samlingens sidste kapitel,
”Bob Richardson”, vælger at rydde op i det morads
af amourøse forviklinger, som udgør hendes liv,
og det morads af løse plot lines, som udgør
hendes historie. Hun vil med egne ord ”Wipe her slate
clean. Get rid of the excess garbage”. Derfor tager
hun rundt og gør rent bord, men det hele ender naturligvis
i endnu større forviklinger, indtil hun til sidst –
igen – står fastlåst i en allegorisk sekvens,
ansigt til ansigt med alle seriens bifigurer, der én efter
én giver hende en syngende lussing: det er Hernandez’
næsten taktilt følelsesladede finale for den elskelige,
men dybt forvirrede Maggie: misforstået, forslået
– det er et mirakel, hun endnu kan stå oprejst.
"STRENGTH
TO ENDURE"
Man fornemmer mere end én gang, at Jaime Hernandez har
et mere umiddelbart approach til historiefortælling
end broderen Gilbert, der gerne planlægger sine plot
lines langt frem i tiden. Historierne i Locas undviger
mange gange en traditionel litterær komposition til fordel
for en mere tilfældig fremmarch med plads til digressioner
og diskrepanser. Også på den måde forlenes fortællingerne
om Maggie og Hopey med en snert af virkelighed: her er ikke nødvendigvis
en begyndelse, en midte og en ende; her ser man ikke altid konsekvenserne
af sine handlinger; her dukker personer op og forsvinder igen,
uden at man nødvendigvis er blevet nævneværdigt
klogere på nogen af dem.
Jaime Hernandez er en subtil fortæller, der aldrig skærer
tingene ud i pap. Han underspiller hellere end at risikere en
overeksponering. Store følelsesmæssige udsving bliver
sjældent sat på ord, men skal snarere læses
ud af figurernes mimik og gestik. Som læser tvinges man
til at dvæle ved tegningerne og studere de afbildede personer,
hvis man vil nå til bunds i det skildrede: da Maggie og
Hopey efter lang tids adskillelse mødes igen, fortæller
Hopey nødtvungent om den abort, hun har fået foretaget
i mellemtiden. Under hele beretningen ser vi hende med ryggen
til. Kun en affejende håndbevægelse og et par cartoony
tårer afslører, hvad Hopey i virkeligheden føler
under sin vanligt kyniske facade. Balancen mellem den mængde
information som læseren henter fra henholdsvis tekstsiden
og billedsiden opretholdes med et raffinement, der er noget nær
uden sidestykke i tegneseriehistorien.
Tegnemæssigt beskriver Jaime Hernandez en udvikling fra
det superdetaljerede, næsten fotorealistiske, til det mere
sparsommeligt effektive og cartoony, i takt med at han
får vedkendt sig arven fra Bob Montana, Dan DeCarlo og Archie.
Undervejs bliver der også plads til et par stilmæssige
afstikkere, når Hernandez får lyst til at hylde andre
inspirationskilder: de mange sekvenser med børnene,
der leder efter ”The Witch Lady” er som snydt ud af
næsen på Hank Ketcham; Maggies figur bliver efterhånden
en levende Crumb-hyldest hen over hofterne (hvordan kommer de
dog ned i de jeans?), og hen imod slutningen betales der –
i et enkelt billede – tilbage til superheltegenren via en
næsten umærkelig reference til Steve Ditkos Spider-Man.
Underligt nok formår Hernandez at indarbejde alle disse
svinkeærinder, uden at der går skår af det overordnede
homogene udtryk. Også grafisk er Locas en mesterlig præstation.
Det er en skam, at Jaime Hernandez – af pladshensyn må
man formode – har set sig nødsaget til at frasortere
en del af de små vignetter, der kaster yderligere lys over
nok så interessante karakterer som Isabel Ruebens og Rena
Titañon. Særligt savner man fortællingen ”Flies
on the Ceiling”, der omhandler Izzys tid i Mexico. Fans
af Maggie og Hopey får imidlertid hvad de kom efter, og
nye læsere kan roligt starte her: historien om det umage
par, der er som skabt for hinanden, er én man sent vil
glemme. Maggie og Hopey forsøger på hver deres måde
at finde vej i tilværelsen, de famler ofte i blinde, de
falder og slår sig, men lader sig netop aldrig slå
ud, fordi de har hinanden at falde tilbage på. Som par rangerer
de to på linje med Bonnie og Clyde, Gøg og Gokke
og Ernie og Bert – uden alt for mange sammenligninger i
øvrigt.
I en tid hvor selv det mest ligegyldige skrabsammen bliver opsamlet
og lanceret under betegnelsen graphic novel, er Jaime
Hernandez’ murstensroman en kærkommen påmindelse
om, hvad formen virkelig kan og skal bruges til. Locas –
The Maggie and Hopey Stories er en indholdsmæssigt
vedkommende og en formmæssigt fuldstændig overlegent
effektueret bedrift. Nok kræver fortællingerne noget
af læseren, men jo mere man investerer, desto mere får
man igen. Man lærer at læse mellem linjerne og langsomt
afdække karakterer, der er så troværdige og
så skarpt tegnet, at det er umuligt ikke at kære sig
om dem: man fortvivles over deres fejltrin, deltager i deres frustrationer
og forviklinger, og lever gerne med i såvel den daglige
trummerum som de helt store eventyr. Og endeligt lukker man bogen
med omtrent den blanding af begejstring og bedrøvelse,
som de to fortabte kvinder går tilværelsen i møde
med.
Tak til Dead Kennedys, Ramones og The Clash for rubrik og
underrubrikker.
Hernandez, Jaime (2004). Locas – The Maggie and
Hopey Stories. 710 s. s/h, $ 49,75. Seattle, WA: Fantagraphics.
|
|
[august 2005]
|
|
|
| |
|
Locas
inkorporerer til en begyndelse adskilligt vraggods fra populærkulturens
overdrev som nødstedte rumraketter og dinosaurer. Og vaskeægte
cliff hangers! Fra ”Mechanics”.
At
tilværelsen som milliardærfrue også har sine
begrænsninger, understreges enkelt men effektivt på
denne splash page. Fra ”Ninety-Three Million Miles
from the Sun… And Counting”.
Archie
kikker indenfor – og smides straks på porten igen.
Fra ”House of Raging Women”.
Speedy
siger farvel til sin søster, Izzy, i en af samlingens smukkeste
sekvenser. Fra ”Vida Loca: The Death of Speedy Ortiz”.
Hopeys
kynisme udmønter sig ikke sjældent i en rap replik,
som her fra ”Locas 1:28 PM”…
…men
facaden kan også krakelere ind imellem. Igen fra ”Ninety-Three
Million Miles from the Sun… And Counting”.
Jaime
Hernandez’ børn er som snydt ud af næsen på
Hank Ketcham. Fra ”Wig Wam Bam Part 3”.
|
