tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

JOHNNY CRAIG
1926-2001
Af Matthias Wivel


Johnny Craig, der var en vigtig del af forlaget EC i dets storhedstid i begyndelsen af 50erne er nu død. Craig startede sin karriere indenfor tegneserier i 1938, hvor han blev assisten for Harry Lampert, der på det tidspunkt arbejdede for All-American Comics (et af de forlag, der senere blev absorberet af DC). I de første år bestod hans arbejde mest i at tegne billedrammer, håndtekste og rette småfejl her og der. Først efter krigen, i 1946, kom der for alvor gang i hans karriere. Han søgte ansættelse hos M.C. Gaines’ Educational Comics - forlaget der kort efter blev til Entertaining Comics (eller bare EC) og efter Gaines utidige død i ‘47 blev overtaget af hans søn, Bill, der skulle tage det i nye, grænseoverskridende retninger. Sammen med Bill Gaines og Al Feldstein kom Craig således til at danne kernen i tidens absolut mest bemærkelsesværdige og kvalitetsbevidste forlag. 

 

Craig hører til ECs mest markante serieskabere. Hans stramme, kontrollerede streg, der bedst kan beskrives som en mere kantet, vovet og designorienteret Milton Caniff, hans sikre kompositionssans - ikke mindst på de mange forsider han designede og tegnede - hans naturlige flair for at tegne sexede kvinder og hans beherskelse af de psykologiske spil i fortællingen er Craigs kendemærker. Det meste af hans arbejde fordeler sig på skrækserien Vault of Horror, som han endte med at blive redaktør på, og krimiserien Crime Suspenstories, hvori han stod for åbningshistorien gennem det meste af dens levetid. Efter EC pga. af seriebranchens selvcensur i 1954 blev tvunget til at lægge deres produktion om, redigerede han de 5 bemærkelsesværdige numre af reporterspændingsserien Extra, der nåede at komme før forlaget besluttede sig for ensidigt at satse på Mad Magazine - et blad, hvor Craig ikke rigtig passede ind. Derefter arbejdede han freelance for en række forlag, deriblandt Warren, ACG, DC og Marvel, men uden den store succes. Dette skyldtes blandt andet, at han arbejdede meget langsomt, men nok også at hans stil var for gammeldags og diskret i forhold til de nye, hæmningsløse superhelteserier. I begyndelsen af 80erne trak han sig helt tilbage fra tegneserierne og koncentrerede sig om illustrationsarbejde i reklamebranchen, samt bestillingsopgaver fra fans. 

 

Craig lavede i løbet af 1954 en række usædvanligt stærke forsider til Crime, der kom til at fungere som vand på tegneseriehetzens mølle. Særligt den herostratisk berømte forside, der viser en mand med en økse i den ene hånd og et afhugget kvindehovede i den anden, mens man på gulvet bag ham kan se resten af kvinden, kom til at stå som vidnesbyrd for seriebranchens anløbenhed. Dette skyldes ikke mindst, at den blev brugt som bevismateriale i Keefauverhøringerne i senatet og at Bill Gaines i den forbindelse udtalte, at han syntes at den var i god smag for en skrækserie. 

 

Til trods for dette, var Craigs serier normalt utroligt underspillede og viste kun meget sjældent død og ødelæggelse direkte. Han beherskede som sagt den psykologiske skildring af skræk og paranoia hos sine figurer. Blandt de mest markante eksempler findes Craigs måske kendteste historie, "Touch and Go" (Crime #17, 1953), der af mange betragtes som hans mesterværk. En mand har netop begået et mord og er i gang med at slette sporene, men kommer pludselig i tvivl om, hvor han har sat sine fingeraftryk. Hans stigende paranoia leder ham ud i et veritabelt rengøringsvanvid og det ender med, at politiet finder ham siddende på husets loft med et tomt blik i øjnene, i færd med at polere sig igennem alt det skrammel, der findes deroppe. Historien er en af de mest eksperimenterende, Craig har leveret: en stærkt Will Eisner-inspireret splashside, skarpe subjektive synsvinkler, brugen af sort/hvid i flashbacks, indsættelsen af egne fingeraftryk i et billede og en lang række af de opfindsomme surrealistiske montagebilleder, der er så karakteristiske for hans arbejde, præger serien og er med til at gøre den til det fortælletekniske tour de force, den er. 

 

En anden af Craigs styrker var, at han kunne skrive historier, der passede til hans talent og derfor sjældent blev påduttet andre forfatteres manuskripter. Dette kom bla. til at betyde, at Craigs serier var nogle af de eneste EC-serier, hvori der forekom billeder uden tekst (!) og mere generelt, at der i bladene ind i mellem optrådte anderledes raffinerede historier, end man var vant til. En af hans absolutte mesterstykker er "The Execution" (Crime #12, 1954), der beskriver den sidste dag for en fange på dødgangen på sober og kynisk vis. Historien er et studie i skarpe fortælletekniske virkemidler - et samspil mellem fængselstremmer og billedrammer her, strategisk placerede surreelle billeder dér og stærkest af alt en sekvens, hvor fangen bliver kronraget og lampen over ham flimrer, fordi de afprøver den elektriske stol inde ved siden af. Fordi den er så nedtonet, fremstår historien meget stærkere end f. eks. Wally Woods såkaldte ‘preachies’ i Shock Suspenstories, der også behandlede alvorlige temaer, men var langt mere teatralske i deres fremstilling. The Execution er en af ECs virkelige mesterværker og et fint testamente for Craigs karriere.


[November 2001]



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Touch and Go.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra The Execution.




tilbage til nekrologer


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.