|
Udover de af Harvey Kurtzman redigerede Two-Fisted Tales (1950-1955),
Frontline Combat (1951-1954) og Mad (1952-1956),
var science fictionserierne Wierd Science, Wierd Fantasy
(begge 1950-1953) og, senere, Wierd Science Fantasy/Incredible
Science Fiction (1954-1956), nok det succesrige forlag ECs
mest opfindsomme og alsidige serier. Det var på disse, såvel
som på forlagets horror- og krimiserier, Joe Orlando fik
sit gennembrud. Orlando er muligvis den mest undervurderede af
ECs tegnere, hvilket til dels skyldes, at hans stil til at starte
med mindede meget om vennen Wally Woods, men selvfølgelig
også at de fleste af hans kolleger var blandt årtiets
dygtigste tegnere.
Orlandos største claim to fame, rent kunstnerisk, er historien "Judgment Day" fra Wierd Fantasy nr. 18 (1953). Historien, som er en af ECs mest berømte, handler om en jordbo, som besøger en planet befolket af menneskeskabte robotter, for at bedømme deres samfunds udvikling og vurdere om de har gjort sig fortjent til optagelse i menneskenes samfund. Det viser sig imidlertidigt at robotterne, til trods for store politiske og teknologiske fremskridt, stadig er moralsk tilbagestående. Deres samfund er "racedelt" - der skelnes mellem orange og blå robotter, til trods for at den eneste forskel mellem de to grupper, er deres farve. De blå er andenrangsborgere, der får en dårligere uddannelse, bor i usle ghettoer, sidder bagest i busserne, osv. Selvom denne analogi i dag måske virker lidt banal og forældet, er den dygtigt og ganske indsigtsfuldt fortalt - se nærværende eksempel, hvor Feldstein og Orlando beskriver de forhold, der bidrager til det racistiske samfunds status quo.
Det
sidste billede i historien
viser jordboen i sit rumskib efter han har fortalt robotterne, at deres samfund først vil kunne opnå den begunstigelse, han kan give dem, når de har rettet op på ulighederne i deres samfund. Han har taget den hjelm, der har skjult hans ansigt gennem hele historien, af og sveden på hans mørke hud glinser i lyset. Billedet besidder en uomgængelig patos: Mandens fjerntskuende øjne og løftede hovede og de stærke skyggekontraster i hans ansigt vidner om Orlandos store psykologiske sans og fornemmelse for menneskelige sindstilstande. Mandens tilstand af dyb, bevæget kontemplation står malet i hans ansigtstræk.
Det er netop denne evne til at indleve sig i sine figurer og, ofte på trods af de typisk ret tynde EC plots, formå at skildre deres følelser på overbevisende vis, som karakteriserer Orlandos arbejde hos EC. Da han begyndte at tegne for Mad og dets søsterhæfte, Panic (1954-1955), blev hans mulighed for at videreudvikle dette talent, pga. seriernes natur, desværre stærkt formindsket. Til gengæld lagde han efterhånden stor afstand til den Wood, han før havde efterlignet, og trådte for alvor stilmæssigt i karakter. Han viste sig efterhånden som en begavet humortegner og tegnede for Mad indtil sin død. Her er han bla. kendt fra features som "Scenes We'd Like to See" og "Reader's Disgust". Ydermere har han bla. bidraget som tegner til Marvels Daredevil (nr. 2-4, 1964), National Lampoon, Classics Illustrated, Warrens Eerie og Creepy og med forsider til Newsweek. I 1973 samarbejdede han med Mark Fleisher som manuskriptforfatter til avisstriben Little Orphan Annie.
I 1968 blev han ansat som redaktør på DC Comics - et job han skulle bestride i den ene eller anden form resten af sin karriere. I 70erne redigerede han en lang række serier, deriblandt horrorserierne House of Mystery og House of Secrets der, sammen med ovennævnte Warrenmagasiner, pustede nyt liv i en genre som, efter ECs horrorserier var blevet aflivet af censuren i 1955, nærmest var afgået ved døden (til disse serier skabte han i øvrigt de EC-inspirerede værtsfigurer Cain og Abel). I sidstnævnte debuterede Len Wein og Bernie Wrightson med den korte historie "Swamp Thing". Historien blev en sådan succes, at figuren Swamp Thing fik sit eget blad i 1972. Serien, som blev redigeret af Orlando, og indtil nr. 10 skrevet af Wein og tegnet af Wrightson, er en af 70ernes mest bemærkelsesværdige amerikanske mainstreamserier. Da denne serie i 80erne blev genoplivet af Alan Moore, Steve Bisette og John Totleben (se
"Urmageren og
grioten"), var Orlando avanceret til Vice President og Creative Director. Moore skulle i øvrigt senere, i sit store superhelteepos, Watchmen (1986-1987), inkludere en speciel tribut til Orlando (se
"En granskning af urværket"). Af andre bemærkelsesværdige serier, som han redigerede i 70erne, kan nævnes Mark Fleisher og Jim Aparos voldsomme "Spectre", som kørte i Adventure Comics. Hans position hos DC skaffede ham også jobbet som associate publisher på Mad, da det blev lagt ind under DC. Ud over sine redaktionelle gøremål, underviste Orlando også en årrække School of Visual Arts, som i mange år har haft en tegneserieuddannelse på programmet.
Lad os her til sidst kort vende tilbage til Orlandos periode som tegner for EC. Forlaget bragte løbende tegneserieversioner af Ray Bradburys noveller. Orlando tegnede en del af disse og en af dem er ulig alt andet, EC har produceret. Det drejer sig om "The Lake" i Vault of Horror nr. 31 (1953). Det er en poetisk og følelsesladet historie, der virker totalt malplaceret i bladet, hvor den sandsynligvis kun er blevet inkluderet, fordi der (måske) medvirker et spøgelse. Historien fortæller om en mand der, efter at have etableret sig i livet, vender tilbage til sin barndoms traume: Hans elskede venindes død i en stor sø. Bemærk de to nærværende eksempler på Orlandos fortællekunst: I det
første holdes et hvidt bølgesprøjt som fikspunkt indtil det fjerde billede, hvor det som en slags kulmination pludseligt rummer noget der ligner et dødningehoved lige over det sandslottet, som symboliserer de tos forhold. I billede nr. 5 er slottet så ædt væk af vandet. Venindens død erkendes og drengen vakler ud af barndommen. Det
andet eksempel er del af en montagesekvens, som fortæller om hovedpersonens videre liv og tilbagevenden til søen. Pludselig afbrydes den frodigt skildrede idyl af et lyn fra fortiden, hvorefter han ved, at han ikke kan fortrænge den traumatiske oplevelse, men må vende tilbage til stranden - se hans ansigtsudtryk i billede nr. 3, det taler bedst for sig selv.
Joe Orlando døde lillejuleaften 1997, han blev 71.
|
|
[2001]
|
|
|
|
|
|
Fra "Judgement Day".
Det berømte slutbillede fra "Judgement Day".
Fra "The Lake".
Fra "The Lake".
|
