|
Se godt på dette billede.
Overgaden oven vandet, Christianshavn. I baggrunden rejser Vor
frelser kirketårn sig. En båd er ved at lægge
til, en italiensk båd. Hmm… det var da lidt underligt, hvad
laver en italiensk båd et sted, hvor der altid ligger de
samme, pæredanske både? Nå, det spiller vel
ikke den store rolle, kunstnerisk frihed og alt det der… Hov!
Det er jo ikke Søkvæsthuset, der ligger der på
hjørnet! Hvad tænker tegneren på? Har han ikke
hørt om research? Bygningen ved siden af passer sgu heller
ikke og hvad f… en lille vikingeskibsformet gondolagtig båd
(???) på vandet!? Dette er vist ikke Christianshavn som
vi kender det.
Billedet er fra åbningen på den nyligt udkomne Dimensionsdetektiven 3, der bærer titlen Det tredje øje og som præsenterer os for et København, hvor (hvad ellers?) aksemagterne vandt anden verdenskrig og delte Europa mellem sig således, at København er delt op i hhv. en italiensk (Christianshavn, Holmen og Amager), en Japansk (Tivoli, Vesterbro & Sydhavnen) og en tysk zone (bymidten med hovedkvarter på Christiansborg, foran hvilket der knejser en stolt bronzeHitler til hest i panser og plade), adskilt af høje mure og pigtråd. Det er nu 50 år after the fact og Københavns nært forestående, Berlin/Hong Kong-agtige genforening under Jellinge-administrationen ansporer de tre bydeles magthavere (hhv. mafiaen, yakuzaen og det nazistiske styre under Kansler Thorkild Simonsen) til en strid om hvem, der skal have kontrollen over den samlede by. Ind i dette Morads dumper vores helt, Clement Skunk-Petersen og de to udgaver af hans sekretær, Pippi. Scenen er sat for endnu et hæsblæsende eventyr i sagaen om Dimensionsdetektiven!
Et billede som det nævnte vidner om styrken i seriens grundkoncept
– de vidunderlige måder, man kan lege med og satirisere
over vores samfund ved at foretage sidespring til dimensioner,
hvor tingene er same, same, but different. I det første
album, 1. maj mysteriet (1991), kunne man således
opleve en verden, hvor den
kommunistiske verdensrevolution havde gået sin sejrsgang
verden over, hvor socialdemokraterne havde indført
proletariatets diktatur og den store statsmand, generalsekretær
Staunings balsamerede lig kunne beses i et monumentalt mausoleum
på Rådhuspladsen. Man kunne more sig over, at byen
var blevet polstret med betontung østarkitektur af den
mest bastante slags, at "Bådsmandsstræde kaserne"
var indrettet som dissident-internat, at billboards med Marx,
Engels, Lenin og Anker Jørgensen mødte én overalt
og at dimensionen var køligere end vores, hvilket bevirkede
at det konstant sneede. I andet album, Den anden præsident
(1993), vendtes dette på hovedet og vi blev vidner til
en amerikaniseret verden,
hvor kapitalismen var i højsædet og hvor
præsidenten for Den Frie Verdens Forenede Stater (United
States of the Free World, USFW), der havde danske aner, var ved
at starte 3. verdenskrig, fordi den Sino-Islamiske alliance var
i færd med at opstille atommissiler i Tyrkiet. Vi var med
til indvielsen af den enorme skulptur, "Den store havfrue",
i indløbet til Københavns havn, vi kom på
eskimorestaurant i Grønlænderkvarteret på Christianshavn
og vi hørte formanden for Folkebevægelsen mod USFW,
Ebbe Reich, tale for genindførelsen af kongehuset, der
på Christian Xs tid var blevet afsat af regeringen Zahle.
Konceptet er velkendt i science-fictionlitteraturen, men har mig
bekendt ikke været synderligt udforsket i tegneseriemediet,
når man ser bort fra superheltegenrens hæmningsløse
brug af alskens SF-gods. Det, at det introduceres i et bildende
medie - og tilmed et stillestående af slagsen som tegneserier,
hvor man virkelig kan sidde og granske de enkelte billeder af
kendte lokaliteter, der har været gennem røremaskinen,
for skægge detaljer
(for ikke at tale om diverse fra andre serier kendte figurer,
objekter o. lign.) - er intet mindre end ideelt.
At det kombineres med detektivgenren og garneres med lige dele
action og humor i traditionen fra de store, europæiske albumserier
(inspirationen fra, og hilsenerne til, Tintin er f. eks.
allestedsnærværende) gør kun retten mere indbydende.
Serien forfattes af Niels Søndergård i selskab med
Ole Comoll Christensen, der tegner den. Søndergårds
plots er i kabaleagtige i deres intrige og spiller meget på
diverse genreklicheer – femme fatalen, hovedpersonens obligatoriske
nedlæggelse af skønne kvinder (øhm... det
er vist omvendt), osv. Og rummer tilmed punktvis indsigtsfulde
satiriske pointer, som f. eks. når Clement spørger
sin dimensionsdobbeltgænger fra en nazidimension, hvordan
det føles at leve under et sådant regime og får
svaret: "Der står "Siemens" og "Sinalco"
på reklameskiltene i stedet for "IBM" og "Coca-Cola".
Comolls
stil har udviklet sig meget med tiden; hvor de første albums
var tegnet i en slikket og strømlinet, men i persontegningen
til tider lidt ansigtsløs streg, er det nye album i langt
højere grad en opvisning i mandens stilistiske legesyge.
Comoll, der i årene der er gået siden album 2 har
abejdet med forskellige eksperimenterende serier og er blevet
en usædvanlig dreven tegner, har inddraget læren fra
sine undergrundssidespring (eller er det omvendt?) ind i nærværende
serie. Resultatet er et for en traditionelt anlagt serie ganske
udfordrende fladebetonet udtryk, der henleder tankerne på
diverse reklameinspirerede tegnere fra 70erne som Skip Williamson
(i en light version) og på britiske Kevin O’Neill. Comoll arbejder
ofte med de teksturer, der kan opnås med striber, tern,
skraveringer, osv. Men det åbner sig under tiden også
op i
panoramiske fremstillinger af et givent sted – det
være sig Overgaden neden vandet, en metrotunnel eller Det
kongelige Teater. Ligesom det var tilfældet i de to første
albums, er billedsiden dog noget ujævn og visse billeder
fremstår nærmest naivistiske på en måde,
der ikke synes helt tilsigtet. Rent fortælleteknisk glider
det hele ganske glimrende, om end visse uklare eller klodsede
passager forekommer, som f. eks. da Clement tror (?), at han ser
sin forsvundne hustru Nadia og griber fat i hende, uden læseren
– pga. det stilskifte de 8 år har betydet – kan se om der
rent faktisk er tale om den Nadia, vi mødte i album
nr. 1, eller når sidste billede på en side inviterer
til et panoramabillede på næste side, som ikke kommer.
Man noterer sig endvidere, at lysten til at eksperimentere med
sidelayout o. lign. er falmet noget siden de to første
albums, men der er jo også tale om en serie i den
klassisk fortællende albumtradition, der jo, som bekendt,
ikke normalt benytter sig af den slags.
Disse indvendinger hører dog hjemme i småtingsafdelingen – seriens eneste virkelige svaghed er dens persongalleri. Clement, vores hovedperson, placerer sig på et ukomfortabelt sted mellem Tintin-agtigt hylster og farverig, levende, velafrundet figur. Han er hverken helt eller antihelt og det eneste vi med sikkerhed ved om ham er, at hans yndlingspise er burgere. Ikke meget at bygge en identifikation på. Dette problem accentueres yderligere af, at resten af persongalleriet er endnu mere intetsigende; Clements to sidekicks, Pippi og Pippi er ganske enkelt for anonyme, til at man som læser går op i deres gøren og laden, og de mange bifigurer i albums’ne mangler ligeledes karakter. Igen ligger styrken i sidespringskonceptet, der giver rige muligheder for at spille på dobbeltgængermotivet og de morsomme optrin og forvekslinger det, at der render to eller flere identiske personer rundt mellem hinanden, afføder – "Gud! Det er mig!" er på det nærmeste blevet seriens tagline og den virker hver gang. Men hvis serien virkelig skal løfte arven fra sine store forbilleder, må den tilføje sit persongalleri i mere kulør og/eller arketypisk karakter.
Få ting er i tegneseriesammenhæng dejligere end en intelligent, morsom og underholdene eventyrserie for alle aldre og det er derfor opløftende at se, at Dimensionsdetektiven nu er blevet genoptaget. At man på bagmændende endvidere kan forstå, at der er tale om en serie, som er planlagt til en ca. 10 bind og vil fortælle en sammenhængende historie, gør ikke begejstringen mindre. Hvis Søndergård og Comoll formår at holde dette ambitiøse løfte – og lad os alle håbe - kan den gå hen og blive en gedigen dansk klassiker.
Niels Søndergård og Ole Comoll Christensen, Dimensionsdetektiven 1-3: 1. maj mysteriet (1991), Den anden præsident (1993), Det tredie øje (2001), København: Carlsen Comics.
|
|
[November 2001]
|
|
|
|
|
|
Overgaden oven vandet, Christianshavn, Den italienske zone. Fra Det
tredje øje.
Seriens bundsolide koncept fremstår klart i et billede som dette.
Fra 1. Maj mysteriet.
Vesterbrogade, København, Den Frie Verdens Forenede Stater. Fra Den
anden præsident.
Et eksempel på Dimensionsdetektivens lagdelte interetekstualitet. Ikke nok med at vi kan more os over, at der er en art Flatironbygning med en "Jesus Saves" lysreklame ved forgreningen mellem Vesterbrogade og Frederiksberg Allé og at denne bygning huser en biograf, der viser en film starring Jens Okking og James Belushi – vi får også en række referencer til Alan Moores og Dave Gibbons’ Watchmen, i det bladkiosken fra den serie, komplet med "New Frontiersman" og "Fortællinger om den sorte fregat", står på hjørnet og tilmed bemandes af "Marvel" Morten Søndergård.
Fra Den anden præsident.
Søndergårds
tæft for satire. Fra 1. Maj mysteriet.
Comolls 70er-agtige, fladebetonede figurer indsættes i dybe perspektiviske
rum. Fra Det tredje øje.
|
