tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

DRØMMERE PÅ TRODS
Kim og Simon Deitchs The Boulevard of Broken Dreams

Af Matthias Wivel

Blandt orginialerne i den amerikanske undergroundgeneration har Kim Deitch altid været en af dem, som tydeligst har villet fortælle længere historier. Det sjofle og det platte har, i forhold til hos kollegerne, fra starten været nedtonet til fordel for til stadighed mere ambitiøse, ofte bizarre fortællinger. Mens hans tidlige arbejde i høj grad var præget af tidens forkærlighed for det udsyrede, det uforudsigelige og det improvisatoriske, har en væsentlig del af hans arbejde altid virket meget fokuseret. Set som helhed, forekommer en forbløffende stor del af hans historier som om de fra starten har været tænkt ind i én stor fortælling om menneskets håb og afmagt. Fra de tidligste, meget primitive serier har den afmoralske cartoonkat Waldo hjemsøgt flere af Deitchs figurer - ikke mindst den mentalt forstyrrede, afdankede og dybt alkoholiserede kunstner Ted Mishkin, som vi først mødte på galeanstalten Berndale Acres Sanitorium i en historie fra 1975.

 

Mishkin er den centrale figur i den foreløbige kulmination på denne løst sammenhængende livsfortælling, The Boulevard of Broken Dreams, der således også fremstår som Deitchs hovedværk. Historien, som er udarbejdet med hjælp fra broderen Simon Deitch, blev oprindeligt serialiseret i Art Spiegelmans og Francoise Moulys legendariske antologi Raw i 80erne og blev siden færddiggjort af en presset og desillusioneret Deitch, der endnu engang havde set sin bror glide ud i et misbrug, der lignede Teds til forveksling. Det blev til en historie af enestående, bittersød skønhed, der først blev udgivet i bladform og nu, endelig, er blevet samlet i en bog.

 

Mishkins historie er et langt stykke ad vejen historien om den tidlige animationsindustris fremkomst, storhed og efterfølgende kunstneriske deroute i det 20. århundredes første halvdel. Kims og Simons far, Gene, er animator og indførte dem fra en tidlig alder i tegnefilmens verden, hvorfor en stor del af historien bygger på virkelige hændelser af den slags, der siden er blevet mytologiske af snit. Fortællingen åbner således ved en jubilæumsmiddag til ære for pioneren Winsor McKay, eller Winsor Newton som han hedder i Deitchs version. En deillusioneret Newton taber besindelsen, fordi han ser hvorledes penge er ved at korrumpere den kunstform, han har stået fadder til og bliver således et billede på den desillusion og de bristede drømme, der præger snart sagt alle historiens figurer.

 

Ted er det unge kreative geni, der ikke kan adminstrere sit talent, personificeret som det er af den djævelske, sorte kat Waldo, som også bliver den væsentligste af de filmfigurer, han skaber som underbetalt freelancer til Fontaine Fables (dvs. Max Fleischer Studios). Hans bror Al er Fred Fontaines (ejeren af selskabet) betroede rådgiver og ligger også i med hans kone. Endvidere forfører han for næsen af Ted den unge assistent i studiet Lillian, som Ted hemmeligt er forelsket i. Al sørger for at holde sin plagede bror i gang, men dennes kreative kraft viser sig mere og mere destruktiv. Dette ikke mindst fordi omstændighederne kræver, at han i stigende grad må give køb på sin kunstneriske integritet og derfor lider under sin ondskabsfulde muse, Waldos voldsomme bebrejdelser.

 

Vi får således ikke blot historien om den tidlige animationsindustris udvikling, men en fortælling om en række individer, der alle søger at realisere deres drømme i en verden, der i sidste ende er ligeglad. Fra den snarrådige, men velmenende Als forgæves forsøg på at få tingene til at hænge sammen, til den idealistiske og selvbevidste Lillians kamp for at komme til orde og opnå respekt for sig selv og Ted i et system, der tager hvad det kan fra dem og derefter kaster dem bort, er Boulevard en fortælling om umulig menneskelig stræben. Historien bliver imidlertid aldrig desillusionerende, fordi den så levende - ikke mindst via de vildt fabulerende, nærmest hallucinatoriske cartoonforløb, Deitch har gjort til sit varemærke - formidler det eventyrlige i den verden, personerne prøver kræfter med. De er mennesker, der skaber på trods, og deri ligger det livsbekræftende i fortællingen.

 

 

Deitch, Kim (2002). The Boulevard of Broken Dreams. New York: Pantheon Books.


[27/12/2002]



 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

Episoden, der satte ideen i hovedet på Deitch, og som starter historien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Deitchs hallucinatoriske cartoonforløb kommer til deres ret i skildringen af den martrede Ted.

læs også:
Nyhed: En aften med Kim Deitch


tilbage til Anmeldelser


© 2004 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2004 the respective artists and authors. All rights reserved.