tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

KUNSTEN OG KRIGEN*)
Bilals 32. December

Af Henry Sørensen

I 1998 udsendte den jugoslavisk-fødte forfatter og tegner Enki Bilal albummet Erindringens magt, der tydeligvis var lagt an som første bind i et større værk. Under overfladen var det et rasende udfald mod krigens væsen og en begrædelse af det tabte land - et barndommens land, der for Bilal i bogstaveligste forstand lå i ruiner. Fem år senere har vi nu fået fortsættelsen, der bærer den uudgrundelige og foruroligende titel 32. december. Persongalleri og settings i dette andet af tre bind er identiske med forgængerens, men fokus synes at have flyttet sig.

 

I Erindringens magt fik Bilal konsolideret et fiktionsunivers, der var lige så komplekst som det var barokt. Historien udspiller sig knap tredive år ude i fremtiden, men finder sin bevæggrund i en kun alt for nutidig skændsel - det dystopiske samfund som Bilal tegner, trækker meget bevidst linjer bagud til borgerkrigen i Jugoslavien. Fra første side guides vi igennem historien af en stemme, som vi snart erfarer tilhører Nike Hatzfeld - en mand med en helt uovertruffen hukommelse. Nike, får vi fortalt, kom til verden under den seneste Balkan-krig, og mens historien på realplanet skrider fremad, graver fortælleren i sin erindring bagud til de første atten dage af sit liv.

 

Disse udspiller sig på et sønderbombet hospital i Sarajevo, hvor den forældreløse Nike deler seng med Amir og Leyla, to lige så forladte spædbørn. Som voksen føler Nike en stadig tilknytning til de to på trods af, at de nu er spredt for alle vinde. Visuelt er erindringsglimtene fra Sarajevo reduceret til et effektivt næsten-ingenting; vi ser hvad spædbarnet ser: et gabende hul i hospitalets tag og bag det en himmel fuld af stjerner.

 

Forbindelsen mellem himmel og jord konkretiseres i den parallelle historie om den voksne Leyla. Hun opholder sig dels i Nefoud-ørkenen, hvor man har opfanget et signal; dels blandt stjernerne, hvorfra det er udsprunget. Signalet rokker naturligt nok ved den etablerede verdensopfattelse, og kendskabet til det forsøges ihærdigt udraderet af Obscurantis-ordenen - en "mafialignende kræftsvulst" og monoteistisk bevægelse skabt af ekstremistiske udbrydere fra de tre verdensreligioner - der ønsker at slå ned på tanken, videnskaben og kulturen og således sikre "en generel, verdensomspændende TABULA RASA." Det er i denne ordens klør, at den voksne Amir ender, og også Nike er pludselig jaget vildt; hans grænseløse hukommelse stiller sig naturligt nok i vejen for Obscurantis-ordenens mål.

 

I Erindringens magt formåede Bilal altså at introducere og realisere tre ledefigurer, samt en rimelig kompleks størrelse som Obscurantis-ordenen i rollen som antagonist. En konflikt blev opridset og afviklet, og nye ledetråde lagt ud. Vigtigere endnu var imidlertid den underliggende grundtone i albummet, der var gennemsyret af en rasende og personlig indignation mod de umenneskelige begivenheder, der førte til opløsningen af Bilals hjemland Jugoslavien.

 

Helt den samme indædthed finder man ikke i 32. december, og det er vel naturligt nok. Rædslerne på Balkan er kommet på afstand, og nye har taget deres plads i den vestlige bevidsthed. Efter sigende har Bilal ombrudt strukturen, ja, hele handlingen i 32. december efter den 11. september (som nogen nu søger at finde forudsagt i Erindringens magt, hvilket selv sagt er noget vrøvl - også ifølge Bilal). Præcis hvad det er for tanker han har gjort sig i den forbindelse, afspejler albummet imidlertid ikke helt klart. Datoen den 32. december rækker jo et nøk ud over, hvad vi er vant til at forholde os til, og det samme gør perspektiverne i historien. Det handler stadig om død og ødelæggelse, men også om kunst, og i 32. december er grænsen mellem kriger og kunstner blevet særdeles flydende.

 

Det åbenbares tidligt i albummet, hvor Nike inviteres til en art event, hvor de indbudte gæster lystigt slagter løs mellem hverandre. Et gennemgående motiv i Bilals nye trilogi er dobbeltgængeren, og det viser sig da også snart, at alle ofrene for begivenheden blot er kopier af rigtige mennesker. Dobbeltgængeren er et modernistisk grundmotiv, der hos forfattere som Hoffmann og Dostojevskij jo gerne afkodes som udtryk for en splittelse. Bilal lægger sig her dog snarere i kølvandet på den videreudvikling af motivet man finder i fx Ridley Scotts Blade Runner (1981): det kunstigt skabte vil resultere i en despekt for det naturligt skabte; eller for at sætte det ind i en aktuel debatramme: genmanipulation, der jo i sin yderste konsekvens vil kunne omfatte kloning af mennesker, sætter respekten for det naturligt skabte og unikke menneske over styr.

 

Kunsten og krigen mødes i dén grad i karakteren Warhole, der er den eneste overlevende af Obscurantis-ordenens triumvirat. At den primære antagonist, som i første bind jo var en kompleks og sammensat størrelse med en (vrang)ideologisk bevæggrund, nu er reduceret til en enkelt person, der synes at være ond blot for the sake of it, kan synes som en forfladigelse af tematikken; en reduktion til det godes kamp mod det onde. Warhole er imidlertid mere kompleks end som så. Han er til lejligheden blevet recastet, og får i 32. december funktion af den ventil, hvor igennem Bilal kan lufte de overvejelser om kunstnerens rolle i verdens kaos, som den 11. september afstedkom i ham.

 

Hvis kunsten skal afspejle virkeligheden, må den følgelig blive mere og mere forskruet i takt med at virkeligheden bliver det. Nuvel, det er science fiction, og al god science fiction tager tendenser i tiden og ganger dem snart sagt op med det antal år, der adskiller den givne fortælling fra affattelsestidspunktet. Warhole, der også stod bag ovennævnte event, opruller sit næste store projekt for den tilfangetagne Nike: "Komprimeret død, frigivet i en ræben (...) Den ræben vil brede sig i form af en kompakt sky, båret af vinden eller af min vilje. Inden den opløses, vil den frigive en regn af tårer, skabt af forrådnelsen af to millioner soldater og civile, som er døde på idiotimarken... Det er et universelt værk, rettet mod krigen og menneskenes blindhed. Men det vil forårsage skader. En slags boomerang-effekt." Det er oplysningens dialektik, i én og samme bevægelse, formuleret som en langstrakt ræben!

 

Warholes karakter har vundet i dybde, fordi den ikke længere er entydig, men er til gengæld også blevet langt sværere at få hold på. Hans kunstværk, "den komprimerede dødsræben," kommer på én gang til at blotlægge og bidrage til verdens kaos. Målet er at bevidstgøre menneskene om krigens rædsler, men midlet hertil henter han jo netop i krigsførelsen. Hvad vil Warhole? Og endnu mere interessant: hvad vil Bilal med sin karakteristik af Warhole?

 

I Erindringens magt må den nyfødte Nike ligge og rulle i sit eget lort på det sønderbombede hospital, fordi sygeplejerskerne har for travlt med at tækkes de franske intellektuelle, som er på besøg. Den sarkastiske tone i det lille billede er ikke til at overse; det er en kritik af egen stand. Bilal synes at mene, at de intellektuelles råben op om det absurde i udefra kommende fredsskabende styrker og 'humanitære' bombninger i forbindelse med krigen på Balkan, snarere end at bidrage med noget konstruktivt, har stillet sig i vejen. Bilal selv gav iøvrigt under borgerkrigen udtryk for sin harme over den manglende intervention fra verdenssamfundets side. På samme måde kunne det på én gang potente og kvalmende billede af Warholes dødsræben være en kommentar til de kunstnere, der blot lukker varm luft ud, mens død og ødelæggelse foregår.

 

32. december er svært tilgængelig og i sidste ende ikke helt tilfredsstillende læsning - først og fremmest fordi de ellers vægtige motiver ikke gennemspilles eller ikke får formuleret deres pointe i tilstrækkelig grad. Albummet lider den skæbne, der ofte bliver midterfløjen i tredelte kompositioner til del: i sin forhippelse på at samle trådene fra sidst og lægge nye ud, får det ikke konsolideret sin egen dagsorden, og det bliver derfor vanskeligt at betragte som et værk i sig selv.

 

Nike-trilogien som - endnu uafsluttet - helhed bør imidlertid stadig betragtes som et tilløb til et foreløbigt hovedværk i Bilals produktion. Til sammen udgør Erindringens magt og 32. december allerede en stærk og uafrystelig kommentar til de faldgruber, vi har bevæget os rundt i på dette sønderrevne kontinent - og giver os måske et fingerpeg om, hvor vi er på vej hen.

 

 

Bilal, Enki (2003). 32. December. København: Carlsen, 132 sider, Kr. 169, 50.

 

På originalsproget: 32. decembre (2003), Paris: Les Humanoïdes Associés. 13,90 Euro.

 

*)Titlen tyvstjålet fra Metabaronens grandonkel (?) Ole.

[Oktober 2003]



 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Links:

Humanoïdes Associés

 


tilbage til Anmeldelser


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.