RACKHAM - Artikelbase

TANKER OM TID
Ivar Gjørups Egoland 14 & 15

Af Matthias Wivel

I en Egoland-stribe fra 1999 diskuterer stribens to hovedpersoner Divus Madsen og Sandra "tegnerens" oprindelige udtalelse om at han ville tegne Egoland i 10 år og henleder derved opmærksomheden på, at striben dét år havde rundet den modne alder af 15 år. Gud skabt i menneskets billede, Divus Madsens udødelighed varer på den måde lidt længere, som Sandra siger.

Og hvorfor skulle den ikke det? Egoland lever, som de nyeste striber i Politiken, og - ikke mindst - de to seneste opsamlingsalbum fra Forlaget Ydun viser, i bedste velgående, til trods for at tegnerens tommelfinger er indhyllet i et plaster i ovennævnte stribe i og år kan fejre sit 20-årsjubilæum. Ingen træthed her, næsten tværtimod, fristes man til at sige, når man konstaterer at netop disse to albums, der dækker perioden fra sidst i 1998 til først i 2002, rummer forløb der står sig med de bedste fra tidligere årgange og tilmed giver os to af de smukkeste øjeblikke i serien som helhed.

Koncentreret som de er omkring årtusindskiftet og en række af de på forskellige niveauer skelsættende begivenheder der fandt sted i Danmark, såvel som resten af verden i perioden, er grundmaterialet for striberne i de to albums usædvanligt rigt. Blandt højdepunkterne er parodien på folkeafstemningen om Euroen i 2000, hvor grænserne mellem Ja og Nej, ikke mindst på grund af politikernes forsømmelse af deres repræsentative pligter, udviskes totalt, og ingen kan overskue hvad det er de stemmer om, eller hvad konsekvenserne af det vil blive. Forløbet er blandt Gjørups mest elegante, skarpe og morsomme politiske satirer nogensinde - der er gevinst i 4 . billede i noget nær hver stribe, i takt med galskaben, ikke blot i EU-afstemningerne, men i selve de demokratisk affødte forsømmelser af demokratiet, der i vid udstrækning er blevet bærende for det moderne, vestlige samfund, afdækkes.

Blandt andre perler er forløbet, hvor Divus Madsen, i anledning af mærkeåret, (tilsyneladende) af menneskeheden bliver afsat fra sin post og derefter må affinde sig med en tilværelse som Pens. Gud. Dette giver Gjørup anledning til endnu engang at tage det for striben så centrale Theodicé-spørgsmål op (paradokset i at en algod og almægtig har skabt en ond verden) i en række striber, hvor den alt andet end perfekte og (derfor) meget menneskelige Divus må undskylde for sit skaberværk, og således sidestilles med alle de politikere, religiøse overhoveder, mv., der i disse tider undskylder for fortidens synder. Situationen giver også anledning til en række tanker om det vestlige menneskes fravalg af spiritualiteten - et forhold Gjørup måske lidt for kategorisk, men alligevel med stor ret, tilskriver videnskabens forlængst modbeviste, men stadig bredt accepterede objektivitetsstatus. Forløbet giver, ved Divus' nyfundne arbejdsløshed, også mulighed for lidt mere letbenede og forudsigelige, men lydefrit afleverede parodier på såvel behandlersamfundet som det moderne, amoralske retssystem.

Alt dette kulminerer da det virkelige årtusindskifte (2000/2001) indtræffer, og Divus kaldes til aftrædelsesceremoni i Peterskirken, omgivet af alle verdensreligionernes overhoveder. Panikken for hvad der vil ske, for den forældelse og for det trostab, de står overfor breder sig, men lades uindfriet da klokkerne ringer og giver genlyd i Michelangelos kuppel, rundt i hvilken Gjørup til lejligheden har skrevet "NULLA VACCA IN GLACIA" ("Ingen ko på isen"). Divus står tilbage med det viser- og talløse guldur, han har fået i aftrædelsesgave, mens gudernes udsendinge begiver sig "Back to business!" "Godt: Vi slår to af dine ihjel - vil torsdag passe?", siger Jahves udsending til Allahs ditto, der prompte replicerer "Så rammer vi jer med en bilbombe - og hils konen". Alt er ved det gamle, men vi er i det mindste blevet en sand tegneserie-tour-de-force rigere.

Virkningsfuldheden skyldes ikke mindst, at Gjørups streg er blevet mere sikker end nogensinde i takt med han har rendyrket de kantede, knækkede linier til et punkt, hvor de indgår i ligeværdig symbiose med den blødere, svungne linie, der fra starten har været stribens kendemærke. Han er fortsat en dreven billedrytmiker og udnytter sin stramt stiliserede ikonografi optimalt, når det gælder ansigtsudtryk og set-up/pay-off af en sindstilstand mellem første og fjerde billede, som man fx. ser det i nærværende stribe, hvor Divus og Gaia forbavset forsøger at håndtere Sandras pludselige raptus. Pengene passer.

Hvilket bringer os til de svagere forløb i albums'ne, bl. a. et om Gaias skoleudflugt/overlevelsestur, hvor storbybørnene udsættes for et naturligt reality check, som er lovligt forudsigeligt i sin parodi på nutidens højteknologiske unger og deres mangel på indføling med den sansede virkelighed. Temaet er tilbagevendende i Egoland og er næsten hver gang ukarakteristisk firkantet og konservativt. Et andet tilbagevendende tema, som Gjørup oftest håndterer mesterligt, er alderdommens vilkår. I nærværende udvalg iscenesættes temaet som en midtvejskrise, der sender Sandra i regres til 17-årsalderen og lader hende optræde i et romanbladsagtigt realityshow. Forløbet hører desværre til Gjørups svageste om emnet, da der tærskes alt for meget langhalm på en satire af noget, der ikke behøver satire, da dets form i sig selv signalerer kitsch og kikset virkelighedsfornægtelse: Morten Korch'sk bonderomantik.

Disse forløb er imidlertid kun udtryk for de sløve øjeblikke, der er selv den bedste dagstribes vilkår. Hvis man endelig skal pege på en skuffelse i nærværende udvalg må det være Gjørups satire over 11. september. Grundpræmissen er, at Divus' gamle ven Supermand (= USA/Vesten) er afgået ved døden. Undervejs til dennes begravelse iføres Divus et supermandskostume med en skydeskive på brystet og da han og Sandra ankommer, møder de Divus' tvillingebror, Abdullah, der er militant islamist. Dette giver anledning til en række forståelsesproblemer mellem hhv. en sat og forsigtig og en fundamentalistisk udgave af samme Gud. At jøder og muslimer bogstavelig talt er broderfolk er naturligvis en kendsgerning, man kunne ønske sig der var en større bevidsthed om i verden, men Gjørup får ikke meget andet ud af præmissen end konklusionen om at de, der påberåber sig Guds velsignelse og et monopol på Den Sande Lære når de fører krig, opfører sig umodent og kaster vrag på Guds budskab. Udover at denne kritik trækker på den gamle (pragtfulde) Egoland-historie, hvor Divus slår sin dobbeltgænger ihjel og støber ham fast i beton, og således kræver forhåndskendskab hos læseren for at fuldt udbytte kan opnås, synes den i sig selv at være for facil. Den forsømmer den komplekse virkelighed, der ligger til grund for terrorangrebene d. 11. september og den usikre situation, Vesten har måttet erkende sig som del af siden. Supermands død ville have været godt udgangspunkt, hvis der tidligere i Egoland var blevet gjort mere ud af den sans for retfærdighed og ligestilling for alle, der i teorien danner grundlaget for det amerikanske samfund, og som han i sin Siegel/Shuster-urform repræsenterer. Hans Egoland-inkarnation har imidlertid i sine tidligere optrædener ret utvetydigt været personificeringen af Empire og alt, hvad der er galt ved Vestens magtmisbrug rundt omkring i verden og synes således på ingen måde at være afgået ved døden 11. september. Tværtimod.

Gennemgående for perioden, og vel egentlig for Egoland som helhed, er den evige tematisering af tid som konstituerende element for vores bevidsthed. I nærværende udvalg iscenesættes det i forbindelse med alderdommens komme og konsekvenser, såvel som ved årtusindskiftets symbolværdi og det 'År Nul', der ligger mellem år 2000 og 2001 - et år nul, der ifølge Divus "er altid". Allersmukkest iscenesættes dette evige Nu i forløbet, hvor Divus, Sandra og Gaia begiver sig afsted på en togrejse ud af galaksen for blot at finde ud af, at de ikke bevæger sig ud af stedet og blot er parkeret i et togvogn på en afkoblet skinne, omgivet af intetheden i selskab med talløse udgaver af deres kære, afdøde og kronisk fortabte ven Kurt. Gjørups kunstgreb består her i bedste selvrefererende tegneseriestil at inddrage stribeformatet som allegori på vor opfattelse af tiden som fremadskridende, kosmisk princip. "Egentlig er det jo tiden der holder op: skinnerne vokser en smule i læseretningen hver dag" siger Kurt, mens vi ser vore venner bevæge sig mod "SIDSTE STOP FØR MENINGSLØSHEDEN" - det hvide papir, og det kaos der ligger hinsides nuet. Gjørup benytter behændigt privatiseringen af jernbanerne som allegori på den rationalisering af tiden, vi i det moderne samfund har foretaget - en rationalisering, der i sidste ende lader os alene i vores togvogn i rummet, i nuet, uden mål og med. Her realiseret i et af Egolands mest uudgrundeligt poetiske øjeblikke, hvor øjet sendes i retning af en mælkevej af afkoblede togvogne.

Som modpol får vi lidt efter en af Gjørups, fornemmer man, mest personlige striber, hvor Divus på sin sommerferie ligger flydende "i papirets intet" og skuer ud over sin skabers barndoms strand, mens avisen fortæller ham at virkeligheden går videre. En hyldest til det nu, vi lever i og - som Divus konstaterer i en følgende stribe, hvor han er på vej tilbage til dagligdagen - en smuk drøm.

Gjørup, Ivar (2003). Egoland 14 & 15 (DNABC for begyndere & Nåde for noget). 48 s., S/H. Åbyhøj: Forlaget Ydun.

OM FORLAGET YDUNS GENOPTAGELSE AF STRIBEN EFTER BOGFABRIKKENS UDGIVELSESSTOP

At vi endelig kan læse de sidste 5-6 års striber i sammenhæng er mere end glædeligt, da det sikrer en af vores vigtigste tegneserier bred og let tilgængelighed. At Ydun og Gjørup har samlet serien op, der hvor Bogfabrikken slap, og derfor udgiver den i samme format og med samme redaktionelle dispositioner er ganske forståeligt, men betyder desværre også at udgivelsen af serien plages af de samme skavanker som den har haft fra starten. Det lidt slaskede, vertikale albumformat passer traditionelt dårligt til avisstribers horisontale form og gøres i denne sammenhæng kun værre af den nærmest klaustrofobiske sammenklemning af seks striber pr. side - ganske enkelt en hæmsko for såvel læsningen, som de smukke tegningers fremtræden på papiret. Valget af format er forståeligt når man tager de økonomiske realiteter i udgivelsen af en serie, hvis publikum ikke just tangerer Dilberts i betragtning, men hvem siger et mere kongenialt og indbydende format ikke ville sælge bedre? Omstruktureringen af stribernes rækkefølge i klarhedens og læsevenlighedens tjeneste er for så vidt også forståelig, men den bevidste udeladelse af et væsentligt antal af de striber, der udgør seriens helhed er derimod mere problematisk. Dette er sandsynligvis primært gjort for at undgå de striber der er for tids- og aktualitetsbundne, men betyder i sidste ende en delvis amputering af serien som samlet kunstværk - et tab for andre og flere end kompletisterne.