Simon Petersen er en af den danske undergrunds stædigste og tydeligste stemmer og har efterhånden været det i en del år. Mens andre danske undergrundsudgivelser - bortset fra den uforlignelige evighedsserie om Bill Nash - kommer og går, kan man altid regne med at der er en ny Simonserie om hjørnet. Det er ganske velgørende og for det meste underholdende. Men samtidig er Petersens styrke - hans nosserne-uden-for-bukserne-entusiasme - også hans akilleshæl. Han giver os revl og krat og virker ude af stand til selv at skille skidt fra kanel. Han har åbenlyst svært ved at administrere sit klare talent og det resulterer desværre alt for ofte i lovende, men meget ujævne udgivelser.
Sidste skud på stammen er således Donut & Planke - Tudefilm er ikke nok. Ganske klogt har Simon her allieret sig med en anden tegner - hans egne tegninger står sjældent distancen og har ikke udviklet sig synderligt de år han har været på banen - det charmerende og meget lovende nye talent Ina Korneliussen. Simon har skrevet, Ina har tegnet, hedder det sig, og det passer sikkert et godt stykke ad vejen, selvom den slags samarbejder normalt er mere organiske end som så. Under alle omstændigheder er historien om titlens to umage unge piger typisk Petersen. På godt og ondt.
Serien består af en række små historier, episoder i de to bedste veninders liv anbragt sådan lidt på kryds og tværs af kronologien. Stilen er... ja bagsideteksten, som er vintage Petersen, siger alt; først namedroppes Nyforelskelse og andre cykelstyrt og Bridget Jones' Diary , hvorefter der med fed understregning og ganske skråsikkert gøres opmærksom på, at vi her har med en nyskabelse at gøre: en venindefortælling om to vidt forskellige unge kvinder - "Kunstnere har altid, og vil altid inspirere og plagiere hinanden. Væn dig til tanken, søde."
Midt i tegneserien dukker der endvidere et "interview med forfatteren" op, hvor Petersen selvsikkert, men vist desværre ikke helt selvironisk nok fortsætter: "Det mest lærerige en person kan foretage sig er at lave noget nyt. I øvrigt ser man aldrig en undergrundsserie henvendt til piger. Så jeg tænkte hvorfor ikke?" Problemet er her ikke så meget, at Petersen trodser janteloven og fører sig frem som det bedste siden sin navnebror Storm - det er faktisk ganske forfriskende, selvom han virkelig presser citronen ved at indsætte selvforherligende Simon-cameos flere gange i løbet af hæftet. Det er snarere, at han overspiller sine kort i forhold til det, han rent faktisk foretager med serien. Der er ikke dækning på kontoen, selvom det et langt stykke ad vejen godt kan se sådan ud.
Tegneserien er veloplagt, den er underholdende og den rummer sågar rørende øjeblikke. Vi introduceres fint til de to piger - den ene smart, selvsikker og grænseoverskridende, den anden sky, småbuttet og snusfornuftig - og deres replikskifter er skægge og som oftest både realistisk klingende og karakterfulde. Et enkelt sted, i en flashbacksekvens, der foregår i 80erne da de to var teenagere, glemmer Petersen sin diegese og lader klart anakronistiske replikker som "Det er den sygeste sensemilla, bi-atch" falde, hvilket er lidt sjusket, men ikke trækker det store fra en aldeles velfortalt tegneserie, der sågar eksperimenterer med forskellige fortælleteknikker som rap, SMS-udvekslinger og børnebogstekst.
Korneliussens tegninger, der henter sin største inspiration hos Danmarksmester Deleuran, men også bringer mindelser om tressernes Crumb - ham med Fritz the Cat - er kongeniale og hendes sans for at fortælle i billeder veludviklet. Den venlige bigfoot-stil fordrer empati med de to aktører, mens hendes greb om cartoon -ansigtets mimik, selvom det stadig savner lidt nuancer, formidler deres følelsesliv glimrende. Tegneteknisk er der stadig plads til væsentlige forbedringer, bl.a. når det kommer til perspektiv og generel plasticitet i skildringen af rum og objekter, men talentet er umiskendeligt.
Petersen er imidlertid ikke tilfreds med at lade alle disse betydelige aktiver gøre deres arbejde. Han mener tilsyneladende, at der skal smerte til for at skabe et værk, der hæver sig over bagatellen og bliver kunst. Således indfletter han et dramatisk element i historien, der indtræffer alt for hurtigt til at empatien kan følge med og således forbliver et forceret postulat, akkurat som det gjorde i hans pornografiske serie Sne fra sidste år, hvor de i forvejen ret slatne løjer også pludselig skulle legitimeres ved en ødelæggende påkaldelse af livsens alvor, der var næsten identisk med den, som finder sted i Donut & Planke.
Korneliussen gør sit bedste med stoffet og formår at tilføje det skabelonagtige drama enkelte rene toner, bl.a. et velbeskåret tavst afslutningsbillede, hvor en lille plakat med et kranie trykker på de rigtige knapper. Desværre er det ikke nok til at rette op på den skuffelse det er, at en på mange måder bemærkelsesværdig og lovende fortælling forfalder til det banale.
Petersen, Simon & Korneliussen, Ina. 2005. Donut & Planke - Tudefilm er ikke nok. 42 s., S/H, 30 kr.. Eksem Comics.
|
|
[december 2005]
|
|
|
| |
|
Simon dukker op og forklarer...
Dengang i 80erne...
D&P rapper.
|
