|

VED
RODEN
Hvis
du, kære læser, ikke skulle være bevidst om det, så nyder
undertegnede, Rackhams ydmyge ansvarshavende, i øjeblikket
tilværelsen i eksil i Byernes By, New York City.
Formålet
med opholdet er at studere kunsthistorie på Columbia University,
men rejsen hertil har for den tegneseriefikserede del af mig på
mange måder været en rejse tilbage til rødderne.
Når
man går i New Yorks gader, når man studerer byens plan, når man
oplever de lange, åbne sol (& regn-)fyldte dale mellem de
himmelragende glas- stål- og betonstrukturer, når man erfarer det
hæsblæsende tempo og den noget nær universelle mangfoldighed, når
man ser det overdådige og hurtigt tilgængelige opbud af madvarer af
alle slags, når man for 117. gang antastes af en skiltebehængt
uddeler af reklamer eller når ens synsfelt endnu engang erobres af
ordet ”SALE!”, går det op for en, hvorfor det kun kunne være i
USA, at tegneserien i sin moderne form først opnåede status af
massemedie.
En
kultur der i dén grad er baseret på handel og derfor
karakteriseres ved såvel en dynamik af den anden verden, som en
stadigt fluktuerende rådvildhed og søgen, synes som skabt til
tegneseriens kongeniale, stærkt effektive og tilgængelige udtryk.
Da New York på mange måder markerer begyndelsen på, såvel som
indbegrebet af disse aspekter af kulturen og derudover altid har
huset de største tegneserieforlag og mange af de mest
betydningsfulde serieskabere i landet, er følelsen af genkendelse
desto større her.
Pludselig
er man der, når knægtene i Hogan’s Alley endnu engang er
ude på narrestreger, når en episode af The Spirit tager sin
begyndelse under en af de enorme stålkonstruktioner, der fører
trafikken over en af de store floder, som deler byen op, når en af Spider-Mans
netsvingture ender på et vandtårn af træ på taget af et barokt
ornamentert højhus, eller når Julius Knipl kigger op i
regnen fra fortovet.
Forhåbentlig
betyder alt dette, at Rackham også har bevæget sig tættere
ind på mediets rødder og i fremtiden vil kunne højne kvaliteten
af sin behandling af tegneserien. Det er imidlertid helt op til dig
at vurdere, kære læser.
En
god grund til at håbe på det bedste er imidlertid, at chefredaktørposten
nu er lagt i hænderne på den særdeles kapable T. Thorhauge, hvis
karriere som en af Danmarks førende serieskabere nu trues af
momsregnskaber, abonnementsdatabaser og HTML-hovedpiner. Hold øje
med den mand!
Carpe
Diem!
Matthias
Wivel
|
|


© Humanos SA
|