| Der er en ting jeg aldrig tilgav
Jørgen Mogensen. I 1971 flyttede han Poeten og Lillemor
fra Politiken til Tanten. Jeg var knust... min egen
lille personlige dolkestødslegende. Senere fandt jeg ud
af, at det vist var fordi Politiken var for fedtet til
at bruge penge på noget så ligegyldigt som en tegneserie...
Min første kontakt med tegneserier var igennem aviserne,
især Politiken (dog kan jeg også huske Pogo
i Information) og jeg kan stadig få et næsten
nostalgisk “flash“, når jeg tænker tilbage
på Politiken i 60erne; Livets gang i Lidenlund,
Tintin (både om søndagen og som, tro det eller
lad være, dagsstrip), Radiserne, og sidst, men
bestemt ikke mindst... POETEN OG LILLEMOR. Ak ja, dengang var
Politiken en avis, som gjorde noget ved sine tegneserier
(Egoland og Homo Metropolis er da bestemt ikke
tabt bag en vogn, men, ak ja, barndommens tabte land…).
Jeg kendte intet til Jørgen Mogensens tidligere serier
- Den tossede tegner, Alfredo, Lullubelle (som selvfølgelig
ikke er en RIGTIG tegneserie), osv. - men Poeten og Lillemor
var noget jeg fulgte med i hver eneste dag (indtil den skæbnesvangre
dag da den skiftede over til “fjenden“). Hvorfor satte
jeg denne serie højere end Tintin og Radiserne?
Var det en bedre tegneserie? Nok ikke, men den ramte plet med
sine tidstypiske ideer og små hip til alt og alle... og
så var der også det faktum, at Poeten altid var hjemme;
han arbejdede hjemme, hvad min egen far også gjorde. De
fleste af mine venner havde fædre, som kom fra arbejde (deres
FASTE arbejde), og det kunne jeg ikke rigtig fatte - næh,
rigtige fædre de arbejder derhjemme, lige som min far, og
Poeten.
Familieserier har altid været noget jeg foragtede (især
Berlingskes Far til fire), men ikke i tilfældet
Poeten og Lillemor. Hvorfor ved jeg ikke - nok fordi
de ikke var en “rigtig“ familie... de var snarere
venner, som boede i samme hus og havde et fælles syn på
verden og hvordan den hang sammen. Seriens bedste biperson (eller
bifigur) var Arnold. Den var oprindelig naboens hund,
men det lykkedes dens ejere at få den tørret af på
Poeten, så Arnold flyttede ind og var på et tidspunkt
lige ved at overtage serien. Han var mere “Garfield’sk“
end Garfield, længe før at Garfield blev skabt!
En anden sjov ting ved Poeten og Lillemor er, at den
faktisk også overlevede at blive overført til film.
Vejen fra tegneserie til film er normalt lang og voldsom, og det
er de færreste som slipper godt fra det, men Erik Balling's
udgaver af Poeten og Lillemor (især den første
fra 1959) er bestemt ikke de værste filmatiseringer af en
tegneserie, jeg har set. I øvrigt fortjener Mogensens makkere,
vel især Mogens Dalgård og Per Vadmand, også
deres del af rosen for Mogensens serie. Og lad det være
sagt een gang for alle: der skal bestemt ikke herske nogen som
helst form for tvivl om, at jeg anser den for at være den
bedste danske tegneserie gennem tiderne. Jeg kan kun håbe
at vi på et tidspunkt får en komplet Poeten og
Lillemor.
Jeg har aldrig selv rigtig kendt Jørgen Mogensen, men
har som ekspedient (i Fantask) betjent ham masser af gange, og
var endda engang som lille oppe på hans tegnestue (min far
og JM kendte hinanden). Han fremstod altid som et varmt, behageligt,
og generøst menneske. Engang i 60'erne da min far og mor
var virkelig på røven, gav han os flere hundrede
kroner (og det var mange penge dengang), så vi kunne få
noget at spise. Så det gav lidt af et stik i hjertet da
jeg hørte at han var død.
| |
[10/09/2004]
|
| |
| |
|
Mogensen (tv.) sammen med tegneren og serieskaberen Knud V. Larsen
i 1987.
Poeten og Lillemor-stribe fra ca. 1973-74.
Mogensen tegner alle sine figurer, og en enkelt af den gode Storms,
i anledning af sin modtagelse af Ping-prisen i 1987.
|
