|
Den
danske serieskaber Henrik Rehr bor i New York, i boligkomplekset
Gateway Plaza i Battery Park City, nu bedre kendt som kvarteret
omkring Ground Zero. Han var hjemme, da de to passagerfly
torpederede World Trade Center, skråt over for sin bygning,
hin tirsdag morgen og blev således kastet ud i det kaos,
der fulgte terrorangrebet.
Året
efter udkom hans personlige skildring af dagen, og de mange hårde
af slagsen der fulgte, Tirsdag; hans første selvbiografiske
album og hans mest basalt inciterende. Centralt for albummet er
skildringen af en faders magtesløshed i forhold til sin
primære opgave i livet: at beskytte sine børn. Tirsdag
er således et album, der er båret frem af en dybtliggende
impuls hos dets skaber, og er derfor også Rehrs mest interessante.
I
dag fortsætter livet i storbyen for Rehr og hans familie,
der heldigivis undgik de tragiske tab, andre i deres situation
led den dag. De daglige striber Sandslotte og Ferd'nand
kræver hans tid og livet går, som bekendt, videre.
Og
Rehr tegner videre.
---
Lad
mig starte med at spørge dig om, hvordan du har det i dag, ca.
halvandet år efter 11. september 2001 - hvordan har det påvirket
dig?
Jeg
har det meget godt, jeg er kommet fint over det og har fået nogle
andre problemer at slås med, så jeg tænker ikke så meget over
det længere. Men det hjalp også at lave det tegneseriealbum, og
især at skulle være hjemme i Danmark og promovere det - at være
på TV og radio og snakke om det, gjorde mig til sidst så træt
af emnet, så jeg holdt op med at tænke på det.
Og
nu skal du snakke om det igen [latter]. Det er den sædvanlige
Rackham-forsinkelse [griner].
Ja,
men du kom jo også for sent i dag [latter].
Men
det må da have været voldsomt at være midt i det - har det ikke
påvirket dig?
Jojo,
det er der ingen tvivl om, det var meget voldsomt. Jeg har snakket
med [serieskaberen] Peter Kuper om det og hans syntes nærmest
det var surreelt... men han var heller ikke så tæt på som mig,
for mig var det ikke surreelt - det var alt for tæt på, det var
alt for virkeligt. Det var en forfærdelig dag og også nogle forfærdelige
måneder bagefter, men der var ikke nogle af mine familiemedlemmer,
der døde, så det hjalp sgu meget.
Du
er sluppet heldigere end så mange andre.
Ja, helt sikkert.
Du
har sagt, at du lavede albummet fordi det var en god historie,
men i hvor høj grad var det trangen til at fortælle en god historie
og i hvor høj grad havde det med frigivelsen af nogle følelser
at gøre.
Der
er ikke nogen forskel på de to ting, så vidt jeg ser det. Hvis
der var noget gustent overlæg med serien, var det at den er en
form for propaganda. Man hader jo, nogle gange med god grund,
Amerika i Europa, og med det her angreb... jeg kender nogle europæere,
der simpelthen syntes at amerikanerne havde godt af det, og det
er da muligt, men jeg syntes sgu ikke jeg havde fortjent det og
jeg syntes ikke at mine børn havde fortjent det. Så jeg ville
simpelthen give det et menneskeligt ansigt. Og hvis muslimerne
synes at de bliver behandlet dårligt, så synes jeg de skal lave
nogle tegneserier om det. Hellere det end terrorisme.
Var
der nogle problemer med at overføre din oplevelse til papiret,
der gjorde at du måtte lave om på nogle ting?
Næh.
Altså, den metafor jeg plejer at bruge er skabelsen af en skulptur.
Man bygger normalt en skulptur op i ler omkring en stålstativ,
man lægger lag på indtil det ligner det, man vil have det skal
ligne. Når du fortæller noget du selv har oplevet, så laver du
en skulptur i marmor med det samme: historien ligger derinde et
eller andet sted - det gælder bare om at hugge de ting væk, som
ikke skal være der. Jeg tror ikke jeg har lavet om på noget, men
jeg har selvfølgelig taget ting væk; der var ting, der skete den
dag som aldrig kom med i albummet. Især bagefter; der skete masser
af ting i løbet af de tre måneder, som jeg simpelthen skar væk.
Jeg ville lægge fokus dels på dagen selv, men også på at fortælle
om det at være far.
Er
der nogle problemer ved at udtrykke så stærke følelser, noget
der er så tæt på en, så at sige, i forhold til at lave andre ting?
Næh,
det er bare at gøre det. Men jeg vil sige, at det her album -
i modsætning til mine andre - kom som skidt fra en spædekalv.
Jeg skrev hele lortet på en uge, og det er meget, meget hurtigere
end noget som helst jeg har skrevet, både før og efter. Så det
pressede sig på, et eller andet sted - men der var jo også det,
at det alt sammen var der; jeg skulle ikke finde på noget.
Vinklen
med det at være far var vel noget der kom helt naturligt.
Det
kom af, at vi ikke kunne finde min ældste søn Ambrose i mange
timer den dag... men det kom også af, at jeg ikke havde lavet
noget om mine børn i de år jeg har haft dem - jeg skyldte dem
lidt et album.
Det
er vel også helt naturligt, at det fylder, da det vel var det
du tænkte mest på den dag.
Ja,
men det var også noget jeg lagde ind, fordi det netop ikke var
en vinkel, der handlede om brandmænd.
Det
er en meget universel vinkel.
Ja,
det er det - jeg er gennemgående mest interesserede i universelle
emner. Så det var både en vinkel, der kom i kraft af hvad der
skete den dag, men det var også en vinkel jeg havde lyst til at
lægge på det, fordi jeg ikke rigtig syntes at den vinkel var repræsenteret
i medierne. Der var masser af information om situationen i den
arabiske verden, alt det geo-politiske og der var en masse om
brandmændene og deres familier, men der var ingen historie om
en far, der ikke kunne finde sit barn. Så den lavede jeg.
Det
var altså et album, der kom helt naturligt.
Ja,
jeg stod en dag, efter tingene havde lagt sig og det ikke så ud
til at vi skulle til at flytte igen, og vaskede op og så tænkte
jeg: 'hvorfor laver du ikke det her til et tegneseriealbum?',
det var jo en oplagt idé, jeg skulle bare lige få den. Og så spurgte
jeg Jenn, min kone, om det var OK - det handler jo også meget
om hende. Hun var ikke varm på det, men hun gav mig da lov! [griner]
Du
har lavet navnene om i serien...
Ja,
det var noget hun bad mig om, ellers havde jeg ikke gjort det,
tror jeg. Og så har jeg også tegnet mig selv tyndere og yngre
[Matthias griner]
Det
er jo det privilegium, man har...
Ja,
det sgudda det mindste [latter].
Så
i filmudgaven skal du spilles af Brad Pitt...
Ja,
det er ham jeg regner med [latter].
Hvad
er den oplevelse, der står stærkest fra den dag?
Det
er, da det blev fuldstændig kulsort
uden for mit vindue - på en højlys sommerdag. Det er det mest
underlige jeg nogensinde har oplevet. Og så må jeg sige, at da
jeg fik at vide, at Ambrose
var OK - det står også ret stærkt. Men ellers var det jo en
dag, hvor man ikke havde tid til at sætte tingene i perspektiv;
man havde simpelthen for travlt med at komme væk, eller ikke at
blive trampet ned, eller prøve at få fat i sin kone, eller med
at finde ud af hvad fanden der skete. Der var mange praktiske
problemer... Det var kun da jeg i nogle timer var stuck ude i
New Jersey, hvor der ikke var en skid at lave, andet end at kigge
på røgen...
Hvordan
synes du det blev håndteret fra officielt hold?
Det
kommer an på hvilken del af det, du spørger om. Evakueringen
fungerede simpelthen upåklageligt, men de havde åbenbart også
trænet til det, forstår jeg. Og tiltagene til at genhuse folk
kom også rimeligt hurtigt i gang - FEMA, The Federal Emergency
Management Agency, kom jo ind og hjalp, og gav folk penge til
at leje noget at bo i, osv. Det eneste der faldt fuldstændig til
jorden var EPA, The Environment Protection Agency, som har fået
03 eller 00, så vidt jeg ser det.
Hvorfor?
Altså,
det første de sagde var, at luften var OK og at alle kunne gå
på arbejde, og alle der gik på arbejde hostede dagen lang. De
havde enormt travlt med at sige, at alting var OK, selvom det
var åbenlyst, at det var det ikke - det var åbenlyst at det var
vigtigere at få Downtown Manhattan i gang igen, end at tage hensyn
til de folk, der bor og arbejder her. Og så kom de næsten et år
efter 11. september og tilbød at gøre folks lejligheder rene -
for mig at se, er det ligesom at køre forbi en færdselsulykke
på motorvejen og så rulle vinduet ned og sige: 'Det ser ud som
om du har det OK, men vi kommer forbi om ni måneder og kører dig
på hospitalet'. Det er simpelthen skandaløst, men Christine Todd
Whitman [leder af EPA] har også holdt en meget lav profil siden.
Det
der slår en ved læsningen af mange selvbiografiske serier, er
skildringen af tilfældige detaljer, der gør indtryk - dem er der
en del af i Tirsdag... f. eks. da du kommer
tilbage til lejligheden og kaffekoppen står på samme sted.
Det er ofte sådan nogle ting, der gør sådan en fortælling levende...
Når
man laver en selvbiografisk historie, skal man jo ikke glemme,
at man fortæller en historie - du behandler din erindring
som en historie og grunden til at du putter den slags ind er,
selvfølgelig fordi du husker dem, men også fordi de virker. Det
er de ting jeg ved, fordi jeg var der den dag. Jeg kunne godt
have givet det hele et mere overordnet perspektiv, med luftfotografier
og den slags, men det, der gør at det album virker, er de ting
jeg selv kan huske.
Du
har ikke nogen trang til at forklare noget mere overordnet?
Det
er jo forklaret andetsteds. Hvis du laver noget, laver du det,
fordi du synes du har noget at tilføje - det album var hvad jeg
syntes jeg havde at tilføje. [Pause] Man kan også lave et album,
der undersøger hvorfor det skete, hvilket er helt fint - i mit
næste album kunne jeg måske godt tænke mig at røre lidt ved det,
men det er ikke helt sikkert - det passede bare ikke ind i det
her album.
Du
havde ikke behov for at videregive dine overvejelser om hvorfor
det skete - at give sit syn på det udover selve oplevelsen?
Jeg
synes jeg putter lidt ind hist og pist, men det er ikke så meget,
så nej. Jeg var ikke interesseret i at lave et album, der var
politisk. I øvrigt tror jeg, at man skal være forsigtig med sin
vinkel på tingene, når man fortæller noget man selv har oplevet;
man skal huske at skære bort, det må man ikke være bange
for. Jeg skar hårdt.
Du
har, så vidt jeg kan huske, to kommentarer til terrorisme - den
ene er der, hvor du tænker over hvor mange måder der kunne være
at tortere terroristerne ihjel, den anden er der hvor du kommer
tilbage og tænker over, at det mest forfærdelige er, at de [terroristerne]
holder lige så meget af deres børn som du selv. Hvordan valgte
du hvor langt du ville gå med den slags? Var det noget du overhovedet
tænkte over mens det foregik?
Nej,
det kom senere, da jeg sad og skrev serien. Det der med hvordan
man kan slå terrorister ihjel brugte jeg meget tid på - det
tænkte jeg over i flere timer hver eneste dag. Jeg kunne have
lavet et 200-siders album om hvordan man slår terrorister ihjel,
men det var ikke der var pointen [griner], så jeg nøjes med et
enkelt billede.
Var
det en måde at bearbejde vreden på?
Ja,
det tror jeg simpelthen det var. Hvis jeg havde været præsident
havde vi tæppebombet Afghanistan med atomvåben... og det har jeg
stadigvæk lyst til engang imellem, nej... Jeg var simpelthen
så rasende. Men jeg nævner med vilje hverken Osama bin Laden eller
Bush i det album - af samme grund. Et eller andet sted er det
hele et slags bagtæppe for det centrale tema om hvad det er at
være far - det er det, det handler om... men vel også hvad det
vil sige at være del af en community, der bliver angrebet.
Der er også kun et amerikansk flag i albummet, selvom byen var
fuld af amerikanske flag efter det skete. Jeg puttede et ind,
fordi det hang der på Grand Central og så pissefedt ud, men det
var ikke det, der var mit ærinde... jeg har i øvrigt stadig et
hængende i vinduet, som Ambrose lavede... ham og jeg lavede et
selv. På New York Mercantile Exchange, der ligger lige overfor
os, havde de et kæmpemæssigt ét hængende op til et-årsdagen, så
Ambrose ville gerne have et også, så sådan et lavede vi. Han var
lidt sur over, at folk ikke kiggede så meget på vores, som på
det store derovre [latter].
Hvordan
har dine børn taget det?
Den
lille var så lille, så... han var tættest på; han var hjemme sammen
med mig, da det skete. Han var bange. Og var også mærket af det
bagefter, det kunne jeg tydeligt mærke, han ville holdes hele
tiden. Men efter to uger var det overstået. Ambrose, den store,
var rimelig heldig, fordi de blev evakueret rimeligt hurtigt [fra
sin skole]. De så at det brændte derovre, men de så ikke den store
støvsky og alt det der - der var de væk. En af mine kolleger,
der også bor her i Gateway Plaza, var hjemme med nogle af sine
unger da det skete. De var udenfor, da det første tårn kom ned,
og hans datter var bange i lang tid efter - hun var simpelthen
bange for skyer. Ambrose lavede i øvrigt en masse tegninger af
fly der fløj ind i World Trade Center bagefter... det var ret
pudsigt; alle de der børn på PS89 - den skole han gik på, som
lå lige i nærheden - havde jo set det, så de legede World Trade
Center i lang tid bagefter: den ene var fly og den anden var World
Trade Center og så løb de ind i hinanden. Det vænnede vi os jo
til, os der kendte dem, men folk der ikke havde set det før blev
ligblege i ansigterne, når de så det.
Hvorfor
har du underspillet din fortælling så meget? Ville det ikke have
været mere ærligt, at have udtrykt din vrede?
Næh,
hvorfor det?
Det
er selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan man griber selvbiografi
an, men skal man ikke forsøge være ærlig over for sine følelser
i de øjeblikke, man beskriver?
Altså,
jeg brugte jo mere tid på at sidde på toilettet, end jeg gjorde
på at være vred, og det er jo heller ikke med. Det er mig der
laver albummet og det er mig, der bestemmer hvad der skal med.
Du har selvfølgelig ret til...
Grunden
til at jeg spørger er, at hvis albummets mål er at give et helt
indtryk af dine oplevelser og følelser, så bør det da være med?
Det
ved jeg ikke. Hvis man skal lave et stykke kunst og har en idé,
om at det skal give en hel oplevelse af hvad det vil sige at være
menneske, så har man misforstået emnet. Den eneste måde, man kan
forstå det at være menneske på, er ved at være menneske. Men man
kan selvfølgelig lave kunst og prøve at beskrive visse apspekter
af det og se, om andre mennesker synes det samme. Men man kan
få alting med. Det har jeg heller ikke tid til [griner]. Det er
simpelthen et valg.
Og
det har du truffet, for at vreden ikke skulle tage overhånd?
Nej,
det er ikke derfor. Jeg synes bare at det omfang, jeg berører
det i albummet var nok... Når du laver en historie, så er det
ikke nødvendigvis det der bliver brugt mest plads på, der betyder
mest. Jeg synes jeg har fortalt om det.
Ville
det være blevet for propagandistisk eller firkantet, hvis du havde
forsøgt det? Jeg tænker på noget i stil med det man har set fra
mange amerikanske serieskabere, der har lavet serier om det.
Nu
skal jeg være meget meget forsigtig med at sige noget dårligt
om mine kollegers behandling af det samme emne. Det jeg kan se
at deres ting har båret meget præg af er, at de har været meget
langt fra det. De har siddet et helt andet sted og er selvfølgelig
blevet vrede, hvilket er en helt naturlig reaktion. De lavede
i øvrigt også deres ting før jeg gjorde det. Jeg blev nødt til
at slippe af med alle følgeproblemerne, inden jeg kunne gå i gang
med at lave en tegneserie om det, så jeg gik først i gang i marts,
hvilket var et halvt år efter... og måske var jeg heller ikke
så vred længere.
Refleksionen
var sat ind.
Hvad
mener du med det?
At
du måske har tænkt det så meget igennem, at du ikke længere udelukkende
er i dine følelsers vold.
Jaeeh,
det ved jeg faktisk ikke. Jeg satte mig bare ned og skrev det.
Det blev skrevet meget hurtigt og blev ikke revideret særligt
meget inden jeg lavede det færdigt, så jeg kan ikke sige så meget
om hvad jeg tænkte før jeg skrev det, for jeg nåede ikke at tænke
særligt meget. Og da det først var færdigt, behøvede jeg ikke
at tænke over det [griner].
Betragter
du det som dit mest personlige album?
Det
ved jeg ikke. Det kan jeg ikke bedømme... jeg oplever det ikke
stort anderledes end mine andre albums. Jeg mener, ligegyldigt
hvad du laver, stikker du jo spanden i den samme brønd. Denne
gang stikker jeg den så lidt dybere...
Det
er derfor jeg spørger.
Ja,
den gik rimelig dybt denne gang, må jeg nok sige, men bortset
fra det er der ingen forskel.
Det
krævede ikke mere af dig rent følelsesmæssigt at lave det, end
dine andre ting?
Altså,
den var svær at skrive. Jeg kunne godt mærke at tingene kom op
igen.
Men
nu, bagefter, føles det ikke som om det har mere 'dig' i det,
end dine andre serier?
Jo,
helt sikkert. Selvfølgelig. Det handler jo om min familie og mig
selv. Selvfølgelig.
|
|
[Februar 2003]
|
|
|
|
|
|
Evakueringen
begynder for Rehr og hans yngste søn.
"...det
blev fuldstændig kulsort uden for mit vindue - på en højlys sommerdag."
Rehr får at
vide, at hans ældste søn er OK.
Rehr
vender tilbage til sin lejlighed.
Vrede.
Refleksion.
|
