tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

HALVANDET ÅR SENERE

Interview med Henrik Rehr

Af Matthias Wivel

Den danske serieskaber Henrik Rehr bor i New York, i boligkomplekset Gateway Plaza i Battery Park City, nu bedre kendt som kvarteret omkring Ground Zero. Han var hjemme, da de to passagerfly torpederede World Trade Center, skråt over for sin bygning, hin tirsdag morgen og blev således kastet ud i det kaos, der fulgte terrorangrebet.

 

Året efter udkom hans personlige skildring af dagen, og de mange hårde af slagsen der fulgte, Tirsdag; hans første selvbiografiske album og hans mest basalt inciterende. Centralt for albummet er skildringen af en faders magtesløshed i forhold til sin primære opgave i livet: at beskytte sine børn. Tirsdag er således et album, der er båret frem af en dybtliggende impuls hos dets skaber, og er derfor også Rehrs mest interessante.

 

I dag fortsætter livet i storbyen for Rehr og hans familie, der heldigivis undgik de tragiske tab, andre i deres situation led den dag. De daglige striber Sandslotte og Ferd'nand kræver hans tid og livet går, som bekendt, videre.

 

Og Rehr tegner videre.

 

---

 

Lad mig starte med at spørge dig om, hvordan du har det i dag, ca. halvandet år efter 11. september 2001 - hvordan har det påvirket dig?

 

Jeg har det meget godt, jeg er kommet fint over det og har fået nogle andre problemer at slås med, så jeg tænker ikke så meget over det længere. Men det hjalp også at lave det tegneseriealbum, og især at skulle være hjemme i Danmark og promovere det - at være på TV og radio og snakke om det, gjorde mig til sidst så træt af emnet, så jeg holdt op med at tænke på det.

 

Og nu skal du snakke om det igen [latter]. Det er den sædvanlige Rackham-forsinkelse [griner].

 

Ja, men du kom jo også for sent i dag [latter].

 

Men det må da have været voldsomt at være midt i det - har det ikke påvirket dig?

 

Jojo, det er der ingen tvivl om, det var meget voldsomt. Jeg har snakket med [serieskaberen] Peter Kuper om det og hans syntes nærmest det var surreelt... men han var heller ikke så tæt på som mig, for mig var det ikke surreelt - det var alt for tæt på, det var alt for virkeligt. Det var en forfærdelig dag og også nogle forfærdelige måneder bagefter, men der var ikke nogle af mine familiemedlemmer, der døde, så det hjalp sgu meget.

 

Du er sluppet heldigere end så mange andre.

 

Ja, helt sikkert.

 

Du har sagt, at du lavede albummet fordi det var en god historie, men i hvor høj grad var det trangen til at fortælle en god historie og i hvor høj grad havde det med frigivelsen af nogle følelser at gøre.

 

Der er ikke nogen forskel på de to ting, så vidt jeg ser det. Hvis der var noget gustent overlæg med serien, var det at den er en form for propaganda. Man hader jo, nogle gange med god grund, Amerika i Europa, og med det her angreb... jeg kender nogle europæere, der simpelthen syntes at amerikanerne havde godt af det, og det er da muligt, men jeg syntes sgu ikke jeg havde fortjent det og jeg syntes ikke at mine børn havde fortjent det. Så jeg ville simpelthen give det et menneskeligt ansigt. Og hvis muslimerne synes at de bliver behandlet dårligt, så synes jeg de skal lave nogle tegneserier om det. Hellere det end terrorisme.

 

Var der nogle problemer med at overføre din oplevelse til papiret, der gjorde at du måtte lave om på nogle ting?

 

Næh. Altså, den metafor jeg plejer at bruge er skabelsen af en skulptur. Man bygger normalt en skulptur op i ler omkring en stålstativ, man lægger lag på indtil det ligner det, man vil have det skal ligne. Når du fortæller noget du selv har oplevet, så laver du en skulptur i marmor med det samme: historien ligger derinde et eller andet sted - det gælder bare om at hugge de ting væk, som ikke skal være der. Jeg tror ikke jeg har lavet om på noget, men jeg har selvfølgelig taget ting væk; der var ting, der skete den dag som aldrig kom med i albummet. Især bagefter; der skete masser af ting i løbet af de tre måneder, som jeg simpelthen skar væk. Jeg ville lægge fokus dels på dagen selv, men også på at fortælle om det at være far.

 

Er der nogle problemer ved at udtrykke så stærke følelser, noget der er så tæt på en, så at sige, i forhold til at lave andre ting?

 

Næh, det er bare at gøre det. Men jeg vil sige, at det her album - i modsætning til mine andre - kom som skidt fra en spædekalv. Jeg skrev hele lortet på en uge, og det er meget, meget hurtigere end noget som helst jeg har skrevet, både før og efter. Så det pressede sig på, et eller andet sted - men der var jo også det, at det alt sammen var der; jeg skulle ikke finde på noget.

 

Vinklen med det at være far var vel noget der kom helt naturligt.

 

Det kom af, at vi ikke kunne finde min ældste søn Ambrose i mange timer den dag... men det kom også af, at jeg ikke havde lavet noget om mine børn i de år jeg har haft dem - jeg skyldte dem lidt et album.

 

Det er vel også helt naturligt, at det fylder, da det vel var det du tænkte mest på den dag.

 

Ja, men det var også noget jeg lagde ind, fordi det netop ikke var en vinkel, der handlede om brandmænd.

 

Det er en meget universel vinkel.

 

Ja, det er det - jeg er gennemgående mest interesserede i universelle emner. Så det var både en vinkel, der kom i kraft af hvad der skete den dag, men det var også en vinkel jeg havde lyst til at lægge på det, fordi jeg ikke rigtig syntes at den vinkel var repræsenteret i medierne. Der var masser af information om situationen i den arabiske verden, alt det geo-politiske og der var en masse om brandmændene og deres familier, men der var ingen historie om en far, der ikke kunne finde sit barn. Så den lavede jeg.

 

Det var altså et album, der kom helt naturligt.

 

Ja, jeg stod en dag, efter tingene havde lagt sig og det ikke så ud til at vi skulle til at flytte igen, og vaskede op og så tænkte jeg: 'hvorfor laver du ikke det her til et tegneseriealbum?', det var jo en oplagt idé, jeg skulle bare lige få den. Og så spurgte jeg Jenn, min kone, om det var OK - det handler jo også meget om hende. Hun var ikke varm på det, men hun gav mig da lov! [griner]

 

Du har lavet navnene om i serien...

 

Ja, det var noget hun bad mig om, ellers havde jeg ikke gjort det, tror jeg. Og så har jeg også tegnet mig selv tyndere og yngre [Matthias griner]

 

Det er jo det privilegium, man har...

 

Ja, det sgudda det mindste [latter].

 

Så i filmudgaven skal du spilles af Brad Pitt...

 

Ja, det er ham jeg regner med [latter].

 

Hvad er den oplevelse, der står stærkest fra den dag?

 

Det er, da det blev fuldstændig kulsort uden for mit vindue - på en højlys sommerdag. Det er det mest underlige jeg nogensinde har oplevet. Og så må jeg sige, at da jeg fik at vide, at Ambrose var OK - det står også ret stærkt. Men ellers var det jo en dag, hvor man ikke havde tid til at sætte tingene i perspektiv; man havde simpelthen for travlt med at komme væk, eller ikke at blive trampet ned, eller prøve at få fat i sin kone, eller med at finde ud af hvad fanden der skete. Der var mange praktiske problemer... Det var kun da jeg i nogle timer var stuck ude i New Jersey, hvor der ikke var en skid at lave, andet end at kigge på røgen...

 

Hvordan synes du det blev håndteret fra officielt hold?

 

Det kommer an på hvilken del af det, du spørger om. Evakueringen fungerede simpelthen upåklageligt, men de havde åbenbart også trænet til det, forstår jeg. Og tiltagene til at genhuse folk kom også rimeligt hurtigt i gang - FEMA, The Federal Emergency Management Agency, kom jo ind og hjalp, og gav folk penge til at leje noget at bo i, osv. Det eneste der faldt fuldstændig til jorden var EPA, The Environment Protection Agency, som har fået 03 eller 00, så vidt jeg ser det.

 

Hvorfor?

 

Altså, det første de sagde var, at luften var OK og at alle kunne gå på arbejde, og alle der gik på arbejde hostede dagen lang. De havde enormt travlt med at sige, at alting var OK, selvom det var åbenlyst, at det var det ikke - det var åbenlyst at det var vigtigere at få Downtown Manhattan i gang igen, end at tage hensyn til de folk, der bor og arbejder her. Og så kom de næsten et år efter 11. september og tilbød at gøre folks lejligheder rene - for mig at se, er det ligesom at køre forbi en færdselsulykke på motorvejen og så rulle vinduet ned og sige: 'Det ser ud som om du har det OK, men vi kommer forbi om ni måneder og kører dig på hospitalet'. Det er simpelthen skandaløst, men Christine Todd Whitman [leder af EPA] har også holdt en meget lav profil siden.

 

Det der slår en ved læsningen af mange selvbiografiske serier, er skildringen af tilfældige detaljer, der gør indtryk - dem er der en del af i Tirsdag... f. eks. da du kommer tilbage til lejligheden og kaffekoppen står på samme sted. Det er ofte sådan nogle ting, der gør sådan en fortælling levende...

 

Når man laver en selvbiografisk historie, skal man jo ikke glemme, at man fortæller en historie - du behandler din erindring som en historie og grunden til at du putter den slags ind er, selvfølgelig fordi du husker dem, men også fordi de virker. Det er de ting jeg ved, fordi jeg var der den dag. Jeg kunne godt have givet det hele et mere overordnet perspektiv, med luftfotografier og den slags, men det, der gør at det album virker, er de ting jeg selv kan huske.

 

Du har ikke nogen trang til at forklare noget mere overordnet?

 

Det er jo forklaret andetsteds. Hvis du laver noget, laver du det, fordi du synes du har noget at tilføje - det album var hvad jeg syntes jeg havde at tilføje. [Pause] Man kan også lave et album, der undersøger hvorfor det skete, hvilket er helt fint - i mit næste album kunne jeg måske godt tænke mig at røre lidt ved det, men det er ikke helt sikkert - det passede bare ikke ind i det her album.

 

Du havde ikke behov for at videregive dine overvejelser om hvorfor det skete - at give sit syn på det udover selve oplevelsen?

 

Jeg synes jeg putter lidt ind hist og pist, men det er ikke så meget, så nej. Jeg var ikke interesseret i at lave et album, der var politisk. I øvrigt tror jeg, at man skal være forsigtig med sin vinkel på tingene, når man fortæller noget man selv har oplevet; man skal huske at skære bort, det må man ikke være bange for. Jeg skar hårdt.

 

Du har, så vidt jeg kan huske, to kommentarer til terrorisme - den ene er der, hvor du tænker over hvor mange måder der kunne være at tortere terroristerne ihjel, den anden er der hvor du kommer tilbage og tænker over, at det mest forfærdelige er, at de [terroristerne] holder lige så meget af deres børn som du selv. Hvordan valgte du hvor langt du ville gå med den slags? Var det noget du overhovedet tænkte over mens det foregik?

 

Nej, det kom senere, da jeg sad og skrev serien. Det der med hvordan man kan slå terrorister ihjel brugte jeg meget tid på - det tænkte jeg over i flere timer hver eneste dag. Jeg kunne have lavet et 200-siders album om hvordan man slår terrorister ihjel, men det var ikke der var pointen [griner], så jeg nøjes med et enkelt billede.

 

Var det en måde at bearbejde vreden på?

 

Ja, det tror jeg simpelthen det var. Hvis jeg havde været præsident havde vi tæppebombet Afghanistan med atomvåben... og det har jeg stadigvæk lyst til engang imellem, nej... Jeg var simpelthen så rasende. Men jeg nævner med vilje hverken Osama bin Laden eller Bush i det album - af samme grund. Et eller andet sted er det hele et slags bagtæppe for det centrale tema om hvad det er at være far - det er det, det handler om... men vel også hvad det vil sige at være del af en community, der bliver angrebet. Der er også kun et amerikansk flag i albummet, selvom byen var fuld af amerikanske flag efter det skete. Jeg puttede et ind, fordi det hang der på Grand Central og så pissefedt ud, men det var ikke det, der var mit ærinde... jeg har i øvrigt stadig et hængende i vinduet, som Ambrose lavede... ham og jeg lavede et selv. På New York Mercantile Exchange, der ligger lige overfor os, havde de et kæmpemæssigt ét hængende op til et-årsdagen, så Ambrose ville gerne have et også, så sådan et lavede vi. Han var lidt sur over, at folk ikke kiggede så meget på vores, som på det store derovre [latter].

 

Hvordan har dine børn taget det?

 

Den lille var så lille, så... han var tættest på; han var hjemme sammen med mig, da det skete. Han var bange. Og var også mærket af det bagefter, det kunne jeg tydeligt mærke, han ville holdes hele tiden. Men efter to uger var det overstået. Ambrose, den store, var rimelig heldig, fordi de blev evakueret rimeligt hurtigt [fra sin skole]. De så at det brændte derovre, men de så ikke den store støvsky og alt det der - der var de væk. En af mine kolleger, der også bor her i Gateway Plaza, var hjemme med nogle af sine unger da det skete. De var udenfor, da det første tårn kom ned, og hans datter var bange i lang tid efter - hun var simpelthen bange for skyer. Ambrose lavede i øvrigt en masse tegninger af fly der fløj ind i World Trade Center bagefter... det var ret pudsigt; alle de der børn på PS89 - den skole han gik på, som lå lige i nærheden - havde jo set det, så de legede World Trade Center i lang tid bagefter: den ene var fly og den anden var World Trade Center og så løb de ind i hinanden. Det vænnede vi os jo til, os der kendte dem, men folk der ikke havde set det før blev ligblege i ansigterne, når de så det.

 

Hvorfor har du underspillet din fortælling så meget? Ville det ikke have været mere ærligt, at have udtrykt din vrede?

 

Næh, hvorfor det?

 

Det er selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan man griber selvbiografi an, men skal man ikke forsøge være ærlig over for sine følelser i de øjeblikke, man beskriver?

 

Altså, jeg brugte jo mere tid på at sidde på toilettet, end jeg gjorde på at være vred, og det er jo heller ikke med. Det er mig der laver albummet og det er mig, der bestemmer hvad der skal med. Du har selvfølgelig ret til...

 

Grunden til at jeg spørger er, at hvis albummets mål er at give et helt indtryk af dine oplevelser og følelser, så bør det da være med?

 

Det ved jeg ikke. Hvis man skal lave et stykke kunst og har en idé, om at det skal give en hel oplevelse af hvad det vil sige at være menneske, så har man misforstået emnet. Den eneste måde, man kan forstå det at være menneske på, er ved at være menneske. Men man kan selvfølgelig lave kunst og prøve at beskrive visse apspekter af det og se, om andre mennesker synes det samme. Men man kan få alting med. Det har jeg heller ikke tid til [griner]. Det er simpelthen et valg.

 

Og det har du truffet, for at vreden ikke skulle tage overhånd?

 

Nej, det er ikke derfor. Jeg synes bare at det omfang, jeg berører det i albummet var nok... Når du laver en historie, så er det ikke nødvendigvis det der bliver brugt mest plads på, der betyder mest. Jeg synes jeg har fortalt om det.

 

Ville det være blevet for propagandistisk eller firkantet, hvis du havde forsøgt det? Jeg tænker på noget i stil med det man har set fra mange amerikanske serieskabere, der har lavet serier om det.

 

Nu skal jeg være meget meget forsigtig med at sige noget dårligt om mine kollegers behandling af det samme emne. Det jeg kan se at deres ting har båret meget præg af er, at de har været meget langt fra det. De har siddet et helt andet sted og er selvfølgelig blevet vrede, hvilket er en helt naturlig reaktion. De lavede i øvrigt også deres ting før jeg gjorde det. Jeg blev nødt til at slippe af med alle følgeproblemerne, inden jeg kunne gå i gang med at lave en tegneserie om det, så jeg gik først i gang i marts, hvilket var et halvt år efter... og måske var jeg heller ikke så vred længere.

 

Refleksionen var sat ind.

 

Hvad mener du med det?

 

At du måske har tænkt det så meget igennem, at du ikke længere udelukkende er i dine følelsers vold.

 

Jaeeh, det ved jeg faktisk ikke. Jeg satte mig bare ned og skrev det. Det blev skrevet meget hurtigt og blev ikke revideret særligt meget inden jeg lavede det færdigt, så jeg kan ikke sige så meget om hvad jeg tænkte før jeg skrev det, for jeg nåede ikke at tænke særligt meget. Og da det først var færdigt, behøvede jeg ikke at tænke over det [griner].

 

Betragter du det som dit mest personlige album?

 

Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke bedømme... jeg oplever det ikke stort anderledes end mine andre albums. Jeg mener, ligegyldigt hvad du laver, stikker du jo spanden i den samme brønd. Denne gang stikker jeg den så lidt dybere...

 

Det er derfor jeg spørger.

 

Ja, den gik rimelig dybt denne gang, må jeg nok sige, men bortset fra det er der ingen forskel.

 

Det krævede ikke mere af dig rent følelsesmæssigt at lave det, end dine andre ting?

 

Altså, den var svær at skrive. Jeg kunne godt mærke at tingene kom op igen.

 

Men nu, bagefter, føles det ikke som om det har mere 'dig' i det, end dine andre serier?

 

Jo, helt sikkert. Selvfølgelig. Det handler jo om min familie og mig selv. Selvfølgelig.

 

[Februar 2003]



 

klik på billedet for at se det i en større version
Evakueringen begynder for Rehr og hans yngste søn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

"...det blev fuldstændig kulsort uden for mit vindue - på en højlys sommerdag."

 

klik på billedet for at se det i en større version

Rehr får at vide, at hans ældste søn er OK.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Rehr vender tilbage til sin lejlighed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Vrede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Refleksion.

 

læs også:
Anmeldelse: Tirsdag
Tema: Danske serier

 


tilbage til Interviews


© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.