| Blandt
de forfriskende tiltag Marvel de seneste år har indført
for at revitalisere deres univers og gøre det tilgængeligt
for nye læsere hinsides den indædte fanskare, der
stadig er i stand til at holde orden i den efterhånden parodisk
indviklede kontinuitet, er det såkaldte Ultimate-univers.
Grundfilosofien er en back-to-basics tilgang, der skærer
den overflødige forhistorie fra og starter på en
frisk med tidssvarende og umiddelbart tilgængelige nyfortolkninger
af Marvel-universets grundfigurer og temaer. Revisionismen er
mindre radikal end i 1985, hvor de ældre og endnu mere kontinuitetsbebyrdede
rivaler hos DC Comics, med nørdeserien over dem alle Crisis
on Infinite Earths, ganske enkelt annullerede alt hvad der
var gået forud og relancerede hele deres univers, men Marvel
har altid været kendt for en mere kaotisk tilgang til tingene,
og valgte i stedet at lancere deres nye univers sideløbende
med de gamle titler. Succesen lod ikke vente på sig, og
de fleste af Ultimate-serierne har ligget i toppen af salgslisterne
siden de blev lanceret for snart fem år siden.
Hovedansvarlige for nyfortolkningerne har været de to forfatterstjerner
Brian Michael Bendis og Mark Millar. Amerikanske Bendis har primært
stået for den veloplagte Ultimate Spider-Man, der
har vist sig at være en glimrende tie-in til den
succesfulde filmversion af figuren, der givetvis har spillet en
stor rolle bag kulisserne. Skotske Millar lagde ud med Ultimate
X-Men, der – igen med et nik til det potentielle crossover-publikum
filmversionerne af denne franchise har skabt –
præsenterede en rå og medrivende, men i sidste ende
lidt uinspireret udgave af de populære mutanthelte. Siden
er det også blevet til publikumssuccesen Ultimate Fantastic
Four, som de to skabte i nært samarbejde, men ikke
rigtig formåede at gøre noget særligt med og
nu har overladt til briten Warren Ellis’ kapable hænder,
i hvilke vi fluks er blevet transporteret til København,
hvor ærkeskurken Doctor Doom har valgt Christiania som sin
base of operations (!).
Den uden sammenligning mest veloplagte og gennemførte
Ultimate-titel er imidlertid Millars udgave af Marvel-universets
superheltegruppe nr. 1, The Avengers, der i det nye univers slet,
ret og meget rammende hedder The Ultimates (Vol. 1, 2002-2004).
Serien er en studie i den relativt sjældne situation, hvor
et forfatter-/ tegnerteam supplerer hinanden på lydefri
vis og opnår et resultat, der er større end de enkelte
komponenter, og det taler til Marvels ros, at de for en gangs
skyld har givet et skaberteam den tid de havde brug for til at
opnå det optimale resultat, i stedet for, som de plejer,
at spolere helheden med andenrangs fill-in-tegnere for
at bibeholde udgivelsesfrekvensen. Dette skyldes velsagtens at
serien, mange forsinkelser til trods, fra starten var en dundersucces
og man kan håbe, at det er noget de i fremtiden vil overveje
når de har at gøre med en serie ud over det sædvanlige
som denne.
Tonen er anderledes konsekvent end den er i de andre Ultimate-serier,
og skylder Alan Moores forskellige forsøg udi i ”realistiske”
superhelte – først og fremmest Watchmen
(1986-87) – meget, men er samtidig en hæsblæsende
superheltefortælling med alt hvad der skal til af bragende
patos og forrygende action. Der er således tale om en tilnærmelse
til samtidens virkelighed og til psykologisk indlevelse i figurerne,
uden at det påvirker de fantastiske tiltag mere end at den
traditionelle superheltegrundtone bibeholdes.
Kort fortalt er det historien om dannelsen af The Ultimates som
et statssponsoreret ’Super-Human Defense Initiative,’
der skal bekæmpe det stigende antal trusler fra overmenneskelige
fjender af Demokratiet, og deres første kamp mod en af
disse; en invasion af nogle fæle rumvæsner, der er
Ultimate-universets udgave af Marvels kendteste af slagsen –
de formskiftende Skrulls. Men det er i karaktertegningen, at seriens
virkelige liv er at finde. Millar er kendt for et noget ikonoklastisk
temperament og hans påfund kan ofte forekomme lidt infantilt
provokatoriske, men i The Ultimates forlenes denne gadedrengementalitet
med en over-the-top charme og en indgående forståelse
for kernen af disse, nogle af Marvels centrale arketyper.
Initiativtageren til foretagendet er efterretnings- og elitemilitærorganisationen
SHIELDs chef, Nick Fury, der her er blevet recastet som
Samuel Jackson med tilhørende attitude og humor. Tony
Stark er den stinkende rige, fanden-i-voldske, men også
idealistiske playboy, der simultant kan foretage en flersproget
forretningstransaktion, sweettalke en kæreste over
telefonen og memorisere en 600-siders militær-briefing,
og som konsekvent forbereder missionerne i sin Iron Man-kampdragt
ved iført slåbrok at indtage rigelige mængder
vodka & appelsinjuice, samtidig med at han underholder alle
omkring sig. At roden til denne personlighed ligger i en kløgtig
nyfortolkning af den oprindelige Starks dårlige hjerte,
viser at Millar ikke kommer til sin effektive figurtegning ved
kun at trække på en smart overflade.
Dette gør sig også gældende for skildringen
af Henry
Pym, der er et jovialt og hyperaktivt geni, som punktvis afslører
et monumentalt mindreværdskompleks, han med foruroligende
brutalitet lader gå ud over sin kone, den selvsikre, men
usikre dobbelt-Ph. D. Janet, i hvad der må siges at være
en radikal men alligevel relevant nyfortolkning af det ellers
klassiske kærlighedsforhold mellem Giant Man og The Wasp.
Thor,
derimod, har af gode grunde selvsikkerheden i orden. Han er en
tidligere sygeplejer fra Norge, for hvem det er gået op,
at han er Odins søn, og som følgelig er blevet en
feteret anti-globaliserings-aktivist og kun vil hjælpe The
Ultimates med at indfange den amokløbende Hulk, hvis Præsident
Bush lover at fordoble USA's U-landsbistand.
Og nu vi snakker om Hulk, så er han seriens altoverskyggende
underholdningselement. Ligesom i de helt tidlige numre af originalserien
om The Avengers, er et af vore heltes største
problemer også her at få styr på dette ustyrlige
muskelbundt, der gennem Millars pen virkelig fremstår som
en frygtindgydende og ukontrollabel naturkraft – det forskruede
id-væsen, der findes i figurens Jekyll & Hyde-rødder.
Hulks alter-ego, videnskabsmanden Bruce Banner, lider af et mindreværdskompleks
der kan konkurrere favorabelt med Pyms og som næres af hans
tidligere kæreste (og The Ultimates’ PR-chef) Betty
Ross’ kyniske afvisninger og ydmygelser af ham, hvilket
betyder at hans første prioritet, når han forvandles
til den grå kæmpe Hulk,
er at ordne hende som Banner aldrig var i stand til det. Millar
indfanger Hulks klassiske babysprog (à la ”Bah! Hulk
smadrer dumme mænd!”) bedre end nogen anden de seneste
mange år, og formår at opdatere det hinsides dets
traditionelt aseksuelle repertoire, så det fremstår
kosteligt morsomt snarere end søgt.
Mest af alt får Millar imidlertid ud af den traditionelt
lidt kedelige spejderdrenge-figur Captain
America, netop ved at tage hans grundkarakter som straight
shooter alvorligt. Han er principfast og så konservativ
som kun en mand, der har været nedfrosset siden 1945 kan
være, og besidder samtidig et naivt og følsomt sind,
der åbenbares ved hans forsøg på at vænne
sig til den tabte tid og den nye, mærkelige verden han er
vågnet op til. Men han er også den supersoldat, han
i sin tid ved videnskabelig hjælp blev skabt til at være.
Udover at være et strategisk geni som med John Wayne-agtig
panache leder The Ultimates i kamp, præsenteres han som
en formidabel og fuldstændigt dødsforagtende kriger,
der kaster sig ud i nærkamp med selveste Hulk uden at blinke.
Han er, både i kraft af selve plottet - der strækker
sig tilbage til hans kamp mod nazisterne under anden verdenskrig
- sin menneskelighed, og sin larger-than-life charme
på mange måder seriens hovedperson. Fortolkningen,
der trækker direkte på Frank Millers punktvise livtag
med figuren i 80erne, er på sin vis langt fra Simons, Kirbys
og Lees klassiske fra hhv. 40erne og 60erne, men helt kongenial
med, og den bedste siden dem.
Serien ville som nævnt intet være uden billederne
og det visuelle design, der varetages af den britiske superstjerne
Bryan Hitch, som med sit arbejde på den banebrydende Ellis-forfattede
superhelteserie The Authority (1999-2001) perfektionerede
en storladen widescreen-stil, han her kombinerer med
en stærkt fotobaseret persontegning, der tilfører
serien det virkelighedsnære udtryk, som er så vigtig
for grundtonen. Årsagen til at tegningerne ikke - som de
ofte gør i tegneserier, der trækker for meget på
fotoreferencer - stivner mere end det er til at holde ud, er at
Hitch besidder en glimrende sans for at fortælle i billeder
og skabe et vidunderligt filmisk flow i særligt actionsekvenserne
(The Ultimates ville snildt kunne laves til den vildeste
Hollywood-blockbuster). Et godt eksempel er introduktionen
af den kybernetisk opgraderede superagent Black
Widow, hvor hun lynsnart koordinerer en redning af sin nødstedte
makker, bueskytten Hawkeye, mellem to skyskrabere i New Yorks
Wall Street. Dynamiske vinkelskift og en række komprimerede
billeder, der åbner op i et bredt, slow-motion-øjeblik,
forenes i en superlativ actionsekvens. Samtidig benytter Millar
den sparsomme, punchline-orienterede dialog til på
én og samme tid at forlene scenen med stilistisk cool
og en smart understregning af hendes formidable evner –
”Okay, I’m out of ammunition here…”
siger hun et par sekunder before the fact, fordi hun
ved at hun om lidt vil skyde to vagter der står på
spring et par meter nede ad den korridor, hun skal igennem for
at nå sin makker.
Med sin kombination af indgående persontegning, kløgtig
om end aldrig radikal samfundskommentar, og et flot realiseret,
storladent plot, er The Ultimates ganske enkelt en af
de mest underholdende og konsekvente superhelteserier de seneste
tyve år. Den har visse svagheder, bl. a. en enkelt lidt
generende hurtigløsning i forbindelse med den bjergtagende
kamp mod skrullerne i klimakset og svækkes endvidere nok
til en vis grad af den forhåndsviden, den store ’gensynsglæde’
den præsenterer nødvendiggør, men den er samtidig
både intelligent, fræk, morsom og nøjagtigt
så monumentalt anlagt som en flagskibstitel for en af USAs
største pop-drømmefabrikker skal være.
Millar, Mark, Hitch, Bryan, Currie, Andrew & Neary,
Paul (2001-2004). The Ultimates #1-13 (Vol. 1). New York:
Marvel Comics.
På dansk: Ultimates begyndte sidste år
(2003) at udkomme på dansk fra Serieforlaget (København),
som Ultimates #1, der indeholdt nummer 1-4 serien.
|
|
[Juli 2004]
|
|
|
| |
|
Captain America genfinder sit kald efter godt et halvt århundrede
på is.
Tony Stark redegør for sine bevæggrunde.
Et Ultimate husspetakel tager sin begyndelse.
Thor nægter at løbe imperialisternes ærinde.
Der kræves både koordination og snarrådighed,
når man skal stoppe en amokløbende, liderlig Hulk.
The Black Widow tager affære: Hollywood-action lydefrit
oversat til tegneserieform.
|
