RACKHAM - Artikelbase

MÆND AF DEN RETTE STØBNING
Darwyn Cookes DC: The New Frontier

Af Matthias Wivel

DC Comics er og bliver superhelteforlagenes og -universernes Cadillac. Med enkelte undtagelser har de altid været de fornemste leverandører af elegante eventyrfortællinger, hvor pluskæbede Adonis-stand ins med tandpastasmil slår en proper næve, redder dagen og sikrer The American Way of Life. Deres modsætningen under krigsårenes superhelteboom – ’the Golden Age of Comics’ – var Martin Goodmans Timely Comics, det senere Marvel. I modsætning til snuskede pulp-æstetik, kaotisk orkestrerede og grelt farvelagte designs, samt deres maniske, brutale og overstyret dynamiske helteskikkelser, stod de to selskaber der senere skulle blive til DC, Detective Comics og National Periodical Publications altid som garanter for kernesund kvalitetsunderholdning, der dydigt reklamerede for salget af war bonds og fastholdt billedet af den amerikanske Alfa-han i de unge læseres bevidsthed.

Efterkrigstidens syndefald, hvor de tilbagevendte helte i langt større omfang end man ville være ved havde svært ved igen at tilpasse sig den konformistiske, suburbaniserede dagligdag, og hvor den statsautoriserede paranoia efterhånden blev allestedsnærværende, krakelerede dette heltebilledes troværdighed og gav i tegneseriesammenhæng bl.a. plads til mere subversive og ofte desillusionerede fortællinger, hvor protagonisterne i bedste fald var frustrerede hverdagsmennesker, i værste amoralske forbrydere af værste skuffe, og hvor svensknøgler fra tid til anden blev smidt ned i det pæne amerikanske samfundsmaskineri, hvis absurditet således gjordes åbenbar. Visse af disse tegneserier, som ECs og deres efterligneres gammeltestamentligt moralske og ofte hårrejsende skræk- og krimiserier, blev i stil med andre utilpassede dele af kulturlivet udsat for en offentlig heksejagt, der i sidste ende resulterede i deres undertrykkelse, mens andre, som samme forlags Mad eller Barks’ Disneyserier, samt stripfænomener som Peanuts og Pogo, med deres tilsyneladende harmløse samfunds- og -tidssatire ufortrødent fortsatte deres virke og uigenkaldeligt bidrog til at forme den amerikanske kulturelle bevidsthed.

Helte er imidlertid ikke sådan at få kål på. I anden halvdel af 50erne begyndte de for alvor at dukke op på de kulørte DC-hæfters sider igen, i ny, elegant og forrygende form – anslaget til den såkaldte ’Silver Age’ var lagt. Superhelten var nu godt på vej til at tilbageerobre sin position på toppen af den amerikanske tegneseriekransekage – noget han for alvor gjorde et par år senere, da rivalerne hos Marvel introducerede deres endnu mere tidssvarende helte med deres berømte ”fødder af ler”. Mens Lee, Kirby og Ditkos Marvelserier helhjertet tog livtag med 60ernes ændrede verdensbillede, forblev DCs Silver Age-serier gennemgående konservative. De mest tidssvarende af dem forlenede imidlertid et langt stykke ad vejen 50ernes og de tidlige 60eres æstetik og etos med en eventyrlig og cool følelse. Der var fx. Carmine Infantinos kantet stiliserede storbyutopier, på baggrund af hvilke den af Julius Schwartz genoplivede og moderniserede guldalderhelt The Flash efterlod et rødt og gult farvespor. Der var John Broomes og Gil Kanes klassisk elegante og dynamiske skildringer af raketalderhelten over dem alle, Green Lantern – ligeledes en moderniseret guldalderfigur. Og der var Robert Kanighers og Joe Kuberts handlekraftige læderhalse i al deres råt ridsede had for krigen og dens væsen.

Det er disse serier, snarere end de mere idiosynkratiske serier, ofte med Batman- og Superman i hovedrollen, hvor brede taljemål, bug-eyed aliens og kappeklædte superdyr var dagens orden, forlaget også producerede i perioden, som canadiske Darwyn Cooke hylder i DC: The New Frontier, og det er den tid, der fødte dem, han har sat sig for at undersøge med sin 384 sider lange, episke superheltefortælling. Præmissen er den, at hver en tid har sine helte og at disse vokser frem som svar på de voldsomme udfordringer, den byder på. I dette tilfælde et USA midt i den Kolde krig, hvor den militære trussel er konstant og landet er ved at bevæge sig i retning af den fortsatte tilstand af krig, det har befundet sig i siden Korea. Et USA, der splittes af en allestedsnærværende, patriotisk affødt mistroiskhed og en gryende bevidsthed om de uhyrlige racemæssige uligheder, der har præget landet siden dets fødsel. Et USA, hvor en ny generation er ved at affinde sig med en verden, der synes mere og mere kompleks og fragmenteret dag for dag.

Cookes skildring af en ny generations vågnen op til dåd er således funderet i et ambitiøst forsøg på at tage pulsen på en historisk periodes Zeitgeist ved hjælp af et udvalgt galleri af dens popkulturelle fantasifostre. Han har på kløgtig vis skrevet størstedelen af den gamle garde – guldalderheltene, som blev udsat for et lignende historisk tilbageblik i James Robinsons og Paul Smiths The Golden Age (1993-94) – ud af fortællingen ved med få undtagelser at lade dem været tvunget på pension af The House of Unamerican Activities (HUAC). DC-universets venerable, centrale treenighed – Superman, Batman og Wonder Woman – er der imidlertid stadig og inkarnerer i pagt med deres rendyrket arketypiske symbolværdi hver for sig en ideologisk indstilling til tingenes tilstand. Kraftigt inspireret af Frank Millers take på de to førstnævnte i The Dark Knight Returns (1986), har Cooke ladet overmennesket Superman indse, at den eneste måde han kan fastholde sin menneskelighed på er ved at underlægge sig jordisk (amerikansk) lov, mens den evige individualist, Batman, fortsat opererer uden for enhver af slagsen. Amazonkrigeren Wonder Woman, som Cooke på forfriskende vis har gjort bredskuldret og et halvt hoved højere end Superman, er idealisten, som aktivt søger at påvirke verdens gang, kaster vrag på politikernes forsøg på at give hende mundkurv på, og aktivt kritiserer den amerikanske udenrigspolitik, når den strider mod hendes retfærdighedssans.

Dette triumvirat henvises imidlertid til fortællingens baggrund, som en slags grundmodeller, der sætter tonen. Cooke får derved plads til at fremhæve periodens mere tidstypiske helte, og han lægger stor vægt på de mange ”ikke-superheltede” af slagsen, 50ernes og 60ernes DC-serier diskede op med. Det drejer sig først og fremmest om. oberst Richard Flagg og hans elitekorps Task Force X, alias The Suicide Squad, den hårdtslående, Dick Tracy-klonede privatdetektiv Slam Bradley, den snarrådige efterretningsmand King Faraday og de professionelle eventyrere The Challengers of The Unknown. Tanken er på den måde at give perioden et mere menneskeligt ansigt end den ville have haft, hvis der kun var blevet fokuseret på de tunge drenge, samt at finde frem til de figurer, der bedst inkarnerer Apollotidens helteideal – astronauten, piloten, eventyreren, elitesoldaten. Som sine egentlige hovedpersoner har Cooke imidlertid valgt sit bud på de mest tidssvarende superhelte – den tøvende everyman, Barry Allen, der som hurtigløberen The Flash er tvunget til at vokse med opgaven; den skibbrudne i en fremmed verden, marsmanden J’onn J’onzz, der i sin skifteham som detektiven John Jones søger at forstå og bidrage til sin nye hjemklode; og sidst, men ikke mindst, den idealistiske men rådvilde testpilot, Hal Jordan, der sidst i historien møder sit kald i form af et døende rumvæsen med en ring på fingeren og bliver The Green Lantern.

Desværre transcenderer skildringen af de centrale helte og de problematikker, de er der for at iscenesætte, kun sjældent det harmløst banale. Barry Allen bliver aldrig mere end den hengivne ægtemand, der vil have lov til at være så god som dagen er lang, uden at myndighederne blander sig. J’onn J’onzz udfylder på forventelig vis sin rolle som den naive stranger in a strange land, der chokeres af raceadskillelsen og -volden i Syden og af naturlige årsager ler hjerteligt af Hollywoods kommunistforskrækkede iscenesættelser af invasionsglade marsboer. Hal Jordan slipper Cooke lidt bedre fra. Han er tegnet som den lettere skråsikre flyboy, hvis frihedstrang forløses i luften, da han begaves med sin grønne kraftring. Desværre utroværdiggøres han noget ved en særdeles naiv skildring af hans år som jagerpilot i Koreakrigen, der nægter at dræbe, men åbenbart ikke nærer skrupler over at narre fjendens MIGs i retning af sine kollegers dødbringende ild. Udover at være et respektfuldt nik i retning af Superheltens Bud #1: Thou Shalt not Kill, forbereder dette lidet troværdige set-up læseren på et af plottets centrale øjeblikke, hvor Jordan alligevel bliver nødt til at slå ihjel. Denne handling, der bliver helt central for hans gryende heroiske motivation, vil Cooke gerne have at læseren skal tage med storladen empati, men den bliver aldrig til mere end et postulat, fordi han i virkeligheden synes mere interesseret i sin indrømmet flot afleverede pluskæbede raketflyverelegance end i en nuanceret personskildring.

Dette ville for så vidt være helt fint, da den slags aldrig har været superhelteseriens ærinde, hvis ikke det også haltede med den arketypiske udforskning af ideer, genren i sine bedste øjeblikke kan levere med stor effektivitet. Ligesom det er tilfældet med skildringen af Jordan, forbliver ambitionen om at spejle heltene i deres tid skuffende overfladisk, fordi Cooke har så travlt med at erklære periodens arkitektur, interiørdesign og reklameillustration, samt naturligvis sine sprudlende naive tegneserieforbilleder, sin kærlighed. Bevares, der er da prisværdige anslag; et sted belærer Wonder Woman en chokeret Superman om Krigens væsen efter at have ladet en gruppe cambodiske kvinder henrette deres fangevogtere og voldtægtsbødler. ”This is civil war. I’ve given them their freedom, and a chance for justice… The American Way!” er den ikke mindst i disse tider resonante besked til den partiloyale kollega. Senere trækker hun sig fra samarbejdet med den amerikanske regering i erkendelsen af, at hun med det kun opnår at blive brugt på en måde, der resulterer i at hun må gå på kompromis med sine idealer. ”My America… Our America, is an ideal, not an administration. During World War 2, we knew we were right. And we’ve always assumed we were right ever since.”, fortæller hun i den forbindelse sin kollega, hvorefter hun understreger at Amerika har brug for en leder, der ligesom Superman inkarnerer værdier og næstekærlighed. I slutningen af serien mere end antydes det, at denne skulle være John F. Kennedy, hvis platonisk anlagte, højspændte samfundsvision af en tale ved sit partis nominering af ham som deres præsidentkandidat i 1960 i let redigerede uddrag afrunder fortællingen, som i øvrigt også har hentet sin titel fra den.

På den måde kæder Cooke Sølvalderens superheltevækkelse sammen med baby boomernes fagre nye verden, og superhelten som sådan sammen med de oplysningsidealer, der fra dag ét har tegnet den amerikanske mytologi og som Kennedy som få andre siden The Founding Fathers inkarnerer for os i dag. Så langt så godt. Problemet er imidlertid, at han ikke bruger denne glimrende analogi til at formulere mere dybdegående tanker om det amerikanske samfund eller verdenssituationen dengang som i dag, endsige om mere grundlæggende menneskelige spørgsmål. I pagt med den strømlinede koldkrigsmodernisme, han så hengivent reproducerer på billedsiden, er Cooke bedst udstyret til at kortlægge sin ambitiøse præmis’ overflade uden at tilføje andet end det forventede. Læg dertil en manglende indsigt i det forfatterhåndværk, der skal til for at forløse et så omfattende ensemblestykke, som det vi her har med at gøre. Symptomatisk for manglerne på denne front er den noget påklistrede behandling af racedelingsproblematikken og den gryende borgerrettighedsbevægelse. Cooke lader denne personificere i, hvad der forekommer denne læser at være hans eneste til lejligheden opdigtede figur, den maskerede, sorte sydstatshelt John Henry, der sætter hårdt mod hårdt overfor de kutteklædte terrorister, der berøver ham sin familie, og som ender med at lide en krank skæbne i sin kamp mod overmagten. Denne del af historien, som til at starte med tildeles megen plads, bliver aldrig mere end stedmoderligt flettet ind i hovedhistorien, der i stedet næsten entydigt ender med at handle om vores heltes kamp mod en gryende trussel fra det ydre rum af næsten lige så grinagtig karakter som de grønne tentakelmænd, J’onn J’onzz fornøjes ved i Gothams Citys biografer.

Storladne klimakser hører den episke eventyrgenre til og er således hvad man kunne forvente, men synes i denne sammenhæng at være et cop-out fra forfatterens side. På samme måde som de ideer Kennedy formulerede i sin tale var idealprojektioner om en fremtid – 60erne og beyond – der skulle vise sig som alt andet end fager, kunne en projektion af de enkelte heltes arketypiske værdier i retning af netop denne have sikret Cookes stort anlagte værk mere blivende kunstnerisk værdi. Ingen forlanger at han åbner den Pandoraæske, en gennemført ”realistisk” superhelteskildring à la Alan Moores Marvelman (1982-90) og Watchmen (1986-87), unægtelig er – det ville indlysende ikke være i pagt med hans intentioner. Men hvis plotelementer som Wonder Womans og Supermans ideologiske dilemmaer i forhold til deres rolle som USA's superkoldkrigere og John Henrys oprør havde fået større tematisk vægt og således bedre havde kunnet fungere som prægnante symbolske manifestationer af de anslag til Cubakrisen, våbenkapløbet, Vietnamkrigen, den Kolde krigs voldsomme omkalfatring af kolonialismen, borgerrettighedskampen, osv., perioden bød på, ville Cooke have holdt hvad han i første omgang synes at love. (Og at det stadig kan lade sig gøre at behandle temaer som dette i superheltesammenhæng, vidner den for nylig udkomne Captain America: Truth (2002-2003) af Robert Morales og Kyle Baker om).

Når det er sagt, er serien en nydelse at læse, fordi Cooke er så elegant en tegner og så ubesværet en fortæller, når det gælder enkeltsekvenser – særligt de mere actionprægede af slagsen. Han har en fin sans for det velkomponerede enkeltbillede uden at det normalt karambolerer med flowet fra billede til billede, og arbejder selvsikkert med dynamiske, men sjældent prangende ”filmiske” vinkelskift. Et fint eksempel er en sekvens, hvor guldalderhelten Wildcat, alias Ted Grant, oplever sin sidste sejr som sværvægtsbokser på vej ud. En af siderne viser ham blive sendt til tælling tidligt i kampen. Først får vi et nærbillede i bredformat med en perfekt placeret, flyvende tandbeskytter, der dynamiserer snarere end fastfryser billedets øjeblikskarakter. Dernæst skiftes der til dommerens tællende silhuet i profil, speakerens tændte ansigt set lige på, og den groggy Grant selv i tæt nærbillede, vendt mod læseretningen og presset mod bunden af en solid sort flade, således at hans sindstilstand understreges. Sidst skiftes der til endnu et bredformatsbillede, set i frøperspektiv fra Grants boksehandske, mens dommeren truende står over ham og modstanderen kontrapunktisk balancerer kompositionen i baggrunden. Igen overskrides handlingsaksen på passende desorienterende vis, mens siden på en og samme tid afrundes harmonisk og med en passende cliffhanger, der sikrer fremdriften til den næste. Cooke hjælpes fint af Dave Stewarts følsomme og virkningsfulde farvelægning, der i nærværende sekvens passende bruger rødt som ledemotiv for øjets bevægelse fra øverste venstre til nederste højre hjørne. Stewart er blandt den amerikanske mainstreams mest intelligente og økonomiske farvelæggere, hvis eneste svaghed til tider kan være at hans penseldrevne smagfuldhed bliver lidt for konservativ pæn.

Dette passer imidlertid perfekt til Cookes kongeniale, konservative udtryk. Han er udpræget et barn af de tegnere, der slog igennem i den periode, han skildrer i DC: The New Frontier, og kanaliserer dem overvejende fint uden at ligge for kraftigt under for deres ofte stærke og under alle omstændigheder meget forskellige stilarter. Serien er således et flot, sammenhængende amalgat af såvel Infantino, Kane og Kubert, men også andre af tidens klareste lys som Harvey Kurtzman, Alex Toth, Russ Heath og, ikke mindst, Jack Kirby, og der er således mange åbenlyse hilsener til disses serier. Dette indarbejdes i en gennemført stiliseret idealversion af 50ernes USA, hentet ud af tidens designmanualer, modeblade og nyhedsillustrationer à la LIFE Magazine. Det er gennemført soigneret, til tider grænsende til det antiseptiske – se f. eks. det fra den omtalte flyvende tandbeskytter smagfyldt bølgende spyt – men det er fejende flot og helt i pagt med det pluskæbede, gammeldags helteideal, Cooke med denne ambitiøse og uforløste, men på mange måder også sprudlende kraftanstrengelse af en tegneserie holder i hævd.

Cooke, Darwyn, med Dave Stewart (2004). DC: The New Frontier #1-6. New York: DC Comics. 6 x 64 s., farve, $6.95 stk. De første 3 numre opsamlet i DC: The New Frontier Vol. 1, New York: DC Comics, 208 s., farve $19.95; følges snarligt op af vol. 2.

	[februar-marts 2005]

Forsiden til DC: The New Frontier #6.

Cookes Batman skylder den gamle, hensynsløse figur fra 40erne mere en den gakkede 50erversion.

Tidssvarende helte - Oberst Rick Flagg og hans Suicide Squad.

Barry Allen/The Flash bryder ind på en tv-station for at klage over tingenens tilstand.

Marsmanden J'onn J'onzz' daglige arbejde som detektiven John Jones, der blandt sine kolleger hurtigt for et ry som UFO-gal og brændende borgerrettighedssympatisør.