| Så
er den her! Den nok mest ventede danske tegneserieudgivelse nogensinde.
Den første samlede, komplette udgivelse af Carl Barks’
Disneyserier vil, under titlen Carl Barks' samlede værker
(’CBSV’), de næste tre år blive udgivet
af Egmont serieforlaget. Udgivelsen strækker sig over ti
kassetter af hver tre bind, dvs. tredive bind alt i alt med et
samlet sidetal på 8.000, hvoraf 6.500 er serier og 1.500
er helliget biografi og redaktionelt materiale. Den første
kassette, indeholdende bind I, XI og XXI, er netop udkommet.
Det er en velkendt sag, at Barks på det nærmeste
er folkeeje i denne del af verden og at hans arbejde, med sin
humor, sit vid og sin livsindsigt, har beriget flere generationer
af børn og voksne. Han er det nærmeste vi i Danmark
kommer på en det 20. århundredes H. C. Andersen, og
forventningerne hos publikum – som aldrig har haft adgang
til en komplet udgave på deres modersmål og i det
store hele har måttet slå sig til tåls med de
overvejende inferiørt tilrettelagte klatudgaver materialet
indtil nu har været tilgængeligt i – har naturligt
nok været store.
Derfor er forpligtigelsen hos den ansvarlige udgiver også
stor. Denne udgave vil – omkostningerne og omfanget taget
i betragtning – i mange år frem uvægerligt være
standardudgaven, som alle andre optryk af serierne, også
på originalsproget, vil blive baseret på. Derfor skal
den bare være i orden og ikke mindst skal selve serierne
være tilrettelagt følsomt og med respekt for ophavsmandens
kunstneriske vision. Desværre må man konstatere, at
dette langt fra er tilfældet.
Udover en række solide og rigtige beslutninger taget tidligt
i forløbet, er udgivelsen i svær grad og på
snart sagt alle niveauer præget af ringe dømmekraft
og mangelfuldt, nogle gange grænsende til inkompetent håndværk.
Særligt slemt er dette i tilrettelæggelsen af det
helt uden sammenligning vigtigste, nemlig tegneserierne, der lider
under upræcis reproduktion, inkonsekvent oversættelse,
stiv og fremmedgørende tekstning og, ikke mindst, en helt
usædvanligt ufølsom farvelægning.
Det kneb ellers ikke med de store ord i det pressemateriale,
Egmont udsendte i foråret og heller ikke på værkets
særlige website holder man igen. Denne ”definitive
udgave” udsendes i en ”fantastisk flot bogserie”
på ”30 storslåede bind”, ”eksklusiviteten
vil være gennemgående” og ”der
er ikke sparet på noget”. Der bliver altså
lovet gennemarbejdet luksus, hvor der er kælet for hver
en detalje, og ”for yderligere at øge eksklusiviteten
og samlerværdien” er oplaget begrænset
(1.800 eksemplarer i Danmark). Når man ser resultatet viser
det sig imidlertid, at disse løfter har været vanskelige
at indfri.
I det følgende vil de dispositioner, der er blevet taget
i tilrettelæggelsen og markedsføringen af værket
blive udsat for en detaljeret, kritisk gennemgang med fyldig brug
af eksempler, således at interesserede ved selvsyn kan konstatere
og vurdere den eventuelle rigtighed af den kritik der fremsættes.
Dette kan i passager synes fluekneppende, men da Egmont selv som
sagt har markedsført værket som ”definitivt”
og ”eksklusivt”, må kravene til det nødvendigvis
også være høje, noblesse oblige –
adel forpligter. Endvidere må man konstatere at selv fejl
og mangler, der i andre sammenhænge ville være ubetydelige,
her fremstår som tydelige symptomer på den manglende
redaktionelle dømmekraft, udgivelsen på helt overordnet
plan lider under. Den utålmodige læser er naturligvis
velkommen til når som helst at springe mellemregningerne
over og kun læse de indledende afsnit i hver sektion, samt
de afsluttende bemærkninger, hvilket gerne skulle give et
overordnet indtryk af kritikken.
REDAKTION
Problemerne ved CBSV falder tilbage på redaktionen i Norge
og chefredaktør Solveig Thime. Det er i Norge værket
er blevet produceret og redigeret, og det er der de fleste af
de fatale valg er blevet truffet – de lokale redaktioner
har kun med de respektive sproglige versioneringer og de deraf
følgende problemer at gøre. Men det er også
i Norge, at den håndfuld grundlæggende gode og rigtige
beslutninger om værkets udformning, der sikrer det mod fuldstændig
ubrugelighed er blevet taget. Det drejer sig om streng udgivelseskronologisk
præsentation, ingen censurerede serier og en ansvarlig nyrestaurering
af det materiale, der ikke lever op til standarden.
Afgørende for disse beslutninger har helt givet været
det såkaldte redaktionsråd, man ”for at
sikre kvaliteten på værket”, som der står
i pressematerialet, har anskaffet sig. Dette råd består
af tre medlemmer: norske Øystein Sørensen som er
historisk ansvarlig og tager hånd om originalmaterialet,
svenske Stefan Diös som tager sig af teksterne og checker
de svenske oversættelser, og danske Peter Hartung som er
ansvarlig for udgivelseshistorik og biografi.
Ifølge
Hartung er dette redaktionsråd ulønnet, men får
betalt deres omkostninger og tildeles et gratis sæt af den
færdige udgivelse. Måske har dette forhold ingen direkte
indvirkning på kvaliteten af deres arbejde, som helt givet
har været omfangsrigt og betydeligt, men det er unægtelig
en besynderlig disposition fra forlagets side, når nu det
man søger at skabe er en ”definitiv” udgave.
Dertil kommer det uetiske i det, især når man tager
det skattebegunstigede, fondsdrevne Egmonts formuenhed i betragtning
og i øvrigt – som der senere vil blive gjort rede
for – må konstatere at omsætningen på
salget af CBSV er ganske betydelig.
Et af de centrale punkter, hvorpå CBSV adskiller sig markant
fra de to tidligere Bruce Hamilton-udgivne samleudgaver på
originalsproget – Another Rainbows sort-hvide Carl Barks
Library (’CBL’, 1983-90) og Gladstones Carl
Barks Library in Color (’CBLC’, 1992-98) –
er beslutningen om at historierne præsenteres strengt kronologisk
i forhold til deres oprindelige udgivelsesdato. De tidligere udgaver
opdelte serierne i forhold til de originalhæfter, de oprindelig
var udgivet som del af, således at 10-sidershistorierne
fra Walt Disney’s Comics and Stories fik deres
egne samlebind, mens de længere historier fra Donald
Duck Four Color og Uncle Scrooge Four Color fik
hver deres, og så fremdeles.
Inden for disse blev kronologien naturligvis fastholdt, men scoopet
ved Egmonts udgave er, at samtlige historier nu kan læses
i den rækkefølge, de blev udgivet og at man derfor
meget præcist kan følge med i, hvorledes Barks udviklede
sig måned for måned gennem sin små tre årtier
lange karriere. Et fascinerende indblik i, hvorledes ænderne
i stigende grad bliver hele mennesker i takt med at de tidlige
historiers vidunderlige gagforløb viger pladsen for mere
komplicerede, karakterdrevne plots, samt hvorledes gassen begynder
at gå af ballonen og plot- og gaggentagelserne indfinder
sig fra slutningen af 50erne og frem.
Desværre betyder dette ind i mellem åbenlyse diskrepanser,
som når man i bind XXI trykker to en-sides historier, der
oprindeligt blev udgivet fire år efter de var tegnede, og
derfor stilistisk skiller sig ud. Det ville have været prisværdigt,
hvis man havde bestræbt sig på at finde frem til den
rækkefølge Barks afleverede historierne
i, men den principielle beslutning om at holde sig til udgivelsesdatoerne
er samtidig ganske forståelig. Det andet ville have krævet
en nær granskning af årtier gamle regnskaber, i det
omfang de stadig eksisterer, for at se hvornår Barks modtog
betaling for hver enkelt historie og ville uden tvivl have været
et krævende researcharbejde, der ikke ville ændre
afgørende på den rækkefølge udgivelsesdatoerne
giver.
Et andet indlysende rigtigt valg er, at alle historierne her
– i modsætning til i CBL og CBLC – som nævnt
bliver bragt ucensureret, således at Barks’ tegninger
af bl. a. afrikanske indfødte med slebne hugtænder,
store læber eller andre stereotype træk i historier
som ”Voodoo Hoodoo” (1949) og ”Bongo on the
Congo” (1961), eller den brutopiske ambassadørs Kruschov-kindben
i ”A Cold Bargain” (1957), nu bringes som de så
ud, da de forlod hans tegnebord.
Og så har man har valgt at lade den teknisk virtuose og
aldeles kapable Barksimitator Daan Jippes optegne de sene historier,
som Barks kun lavede manus og skitser til og som led en krank
skæbne i forskellige inferiøre tegneres hænder.
De fleste af disse, deriblandt ”Junior Woodchucks”-historierne
(1970-74), er allerede blevet restaureret af Jippes, så
man må forvente at det er disse nye versioner der vil blive
brugt. Skitserne til den sene Scrooge-historie ”King Scrooge
the First” (1967), der blev maltrakteret af Tony Strobl,
og som man troede var tabte, er for nylig dukket op og har ifølge
forordet i bind I dannet grundlag for en helt ny Jippes-version,
som det skal blive spændende at se. Foreløbig må
man nøjes med det eksempel der er i bind I, hvor Barks’
skitse til et af enkeltbillederne sammenlignes med Strobls dovne,
reduktionistiske optegning og Jippes’ nye, meget kongeniale
ditto. Det ser godt ud; Jippes er det helt rigtige valg.
Det er stadig ikke klart, om man vil gøre noget nyt ved
den lille håndfuld tidlige eller obskure historier, der
i tidligere genoptryk har været bragt i særdeles tvivlsomme
udgaver. Det gælder bl. a. de sjældne ”Santa’s
Stormy Visit” (1946), ”Donald Duck Tells About Kites”
(1954) og ikke mindst ”Darkest Africa” (1948). Mht.
sidstnævnte har man åbenbart ikke et originalmateriale
af tilstrækkelig kvalitet, hvorfor man i forbindelse med
udgivelsen af CBL bestilte en optegning af både den og ”Race
to the South Seas” (1959) hos Jippes og hans assistenter.
Hvis man sammenligner de to, må konklusionen være
at Jippes kun har optegnet sidstnævnte, som ser fin ud,
mens ”Darkest Africa” virkelig ligner noget der er
løgn – i lange passager kan Barks’ hånd
kun spores i layoutet. Denne version optrådte også
i CBLC og man kan frygte, at den ligeledes vil blive brugt her,
men må naturligvis håbe at en behjertet sjæl
i redaktionen har fået den sendt afsted til Jippes sammen
med ”King Scrooge”.
Sidst skal det lige nævnes, at man har anbragt et indeks
bag i hvert bind, der for hver historie angiver originaltitel,
det originale publikationssted, de danske titler den måtte
have haft, den danske originaludgave, samt i hvilke danske samleudgaver
(’Bedste historier om Anders And’, ’Den Store’-bøgerne,
’Guldbøgerne’) den har været offentliggjort.
Af en eller anden uransagelig grund har man udeladt den oprindelige
publikationsdato, til trods for at det jo netop er disse datoer,
man har struktureret kronologien efter. Selvom der i hvert bind
af CBSV står anført de/det år det omfatter,
gør denne udeladelse indekset lidt akademisk utroværdigt,
såvel som mindre brugbart for den interesserede lægmand,
især når det kommer til et bind som det første,
der dækker to år (1942-43).
GRAFISK TILRETTELÆGNING
Mens det klart kan bifaldes, at man ansætter et udvalg af
specialister til at tage sig af kronologi, præsentation,
biografi, indeksering mv., synes det symptomatisk for Egmont som
tegneserieforlag, at der ikke ofres en lignende opmærksomhed
på selve seriernes grafiske fremtræden på siderne.
At tegneserier er andet og mere end deres ophavsmand og historie
synes, når man kaster et vilkårligt blik ned i et
af CBSV-bindene, fuldstændigt at være gået de
ansvarliges opmærksomhed forbi. Tegneserier som de er flest
– og bestemt i Barks tilfælde – er en raffineret
grafisk symbiose af tegning og tekst og det burde være indlysende,
at tilrettelægningen af netop denne er det uden sammenligning
mest centrale, når man har med tegneserieudgivelser
at gøre. Ikke desto mindre er den grafiske tilrettelægning
af serierne blevet så stedmoderligt varetaget, at alle de
skønne kræfter der er blevet lagt andre steder næsten
kan gøre lige meget.
Det værste problem er uden tvivl farvelægningen...
undskyld, ’koloreringen’. Purister vil sætte
spørgsmålstegn ved valget om overhovedet at farvelægge
serierne i stedet for at bringe dem i sort-hvid og lade Barks’
streg komme til sin fulde ret, som man gjorde det i CBL. Her skal
man huske på, at serierne altid har været tiltænkt
farve og således er blevet tegnet med henblik på netop
dette. Så selvom det er pragtfuldt at have dem i sort-hvid,
er valget om at bringe dem i farve på papiret det rigtige.
’På papiret’ fordi den computerfarvelægning
man har valgt desværre er intet mindre end katastrofal.
Den er anakronistisk, ufølsom, unødigt meddigtende
og udviser en så eklatant mangel på farvesans, at
det til tider tangerer den rene inkompetence og i sidste ende
må beskrives som hærværk mod Barks’ arbejde.
Den ansvarlige for dette makværk er Susan Daigle-Leach,
der med den fornemme, mundret danske titel ’Art director,
kolorering’ sammen med en række anonyme coolies i
’Egmont Creatives’ sweatshop ganske enkelt
har molestreret denne udgave af Carl Barks’ værker,
ligesom hun var med til at gøre det med The Carl Barks
Library in Color. Der er endvidere ikke, som det blev lovet
i pressematerialet, tale om en nyfarvelægning, men snarere
på belejlig sparevis en gennemgribende opdatering af den,
man så i CBLC. Gennemgående har man med små
justeringer bibeholdt dennes farvelægning af figurerne,
mens baggrundene – og særligt de tomme af slagsen
– i væsentlig højere grad er blevet ændret
og tilpasset et opdateret helhedsudtryk. Resultatet er til tider
lidt mere smagfuldt end i den rædsomme forgænger,
mens det i andre tilfælde er endnu værre.
Grundprincippet synes at have været ”hvis du er i
tvivl, så brug en gradient!” Nej, det passer ikke
helt – det har snarere været ”Gud har gennem
computeren givet os Gradienten, og vor opgave er at bibringe enhver
tegneserieside dens vederkvægende eliksir”. Overalt
hvor det har været menneskeligt muligt har de flittige små
koloreringsalfer således anbragt disse gradients,
dvs. flydende overgange mellem to eller flere farver. Kun meget
overfladiske hensyn er blevet taget til, hvad det egentlig er
man påfører denne digitalt tunede velsignelse og
hvorfor netop det pågældende område skulle have
behov for den. Jo da, som udgangspunkt er himlene blå, græsplænerne
grønne, osv., men dér stopper de naturalistiske
hensyn også. Hvad er, for eksempel, den præcise begrundelse
for at slagskygger kastet i lyset fra en lanterne beskriver en
glidende
overgang fra blålilla til lyseblå? Eller for at
Onkel Joakims ganske figur i billedets forsvindingspunkt –
inklusive bakkenbarter og skorstensrør – er blevet
en totalfigursovertoning
fra rød over orange til lysegul?
Gradients er nærmest per definition uegnede til at beskrive
andre teksturer end de helt glatte eller æteriske, hvorfor
et utal af plankeværker, bomuldsfrakker, junglebuskadser
og meget, meget mere, alle sammen er kommet til at se ud som om
de er lavet af plastic eller til nød spraymalet metal.
Værst er imidlertid udfyldningen af de tomme flader, der
som oftest danner baggrund for figurerne. Disse er netop tomme
for at give plads til det essentielle – figurernes interaktion
– men er her i bogstaveligste forstand blevet opfattet som
et carte blanche til at afprøve Photoshops mere udknaldede
palet af laboratoriefarver. Noget nær hver eneste scene,
hvad enten den foregår udendørs eller indendørs,
synes således at udspille sig på baggrund af en solnedgang
eller en solopgang og vel af mærke ofte af en slags, der
toner mellem farver af påfaldende kunstig karakter –
cyklamen til hvid, lysegul til doven orange, turkis over andemadsgrøn
til brungul, osv., osv. ad nauseam (igen helt bogstaveligt
ment). Alt, om det så er et skibsdæk, en
badeværelsesvæg, bagtæppet på en scene
eller en grussti, synes at gløde med et indre neonlys af
firsersnit efter devisen ’jo kunstigere og fadere, jo bedre’.
Udover at være grimt som arvesynden, forstyrrer denne nidkære
opfattelse af gradienten som Vidundermidlet ganske enkelt
aflæsningen af billederne. Den stiller sig i vejen for fortællingen.
Farveholdningen er endvidere næsten entydigt så blegfesen,
at man når man kigger henover opslagene efterlades med et
klinisk, sterilt indtryk. Farverne mangler simpelthen den varme
og glød, der gør at de står flot på
papiret og i forhold til hinanden, i stedet for at flyde sammen
som under det stærke lys på en operationsstue. Hvad
enten dette, som man fornemmer, er blevet gjort i et misforstået
forsøg på smagfuldhed eller ej, lægger det
væsentlige brikker til billedet af en række farvelæggere
med eklatant mangel på såvel forståelse for
hvordan en tegneserie fortælles, som grundlæggende
farvesans.
Dette understreges i øvrigt yderligere af de forsvindende
få steder, hvor de forsøger sig med den fladefarvelægning,
man ville ønske fra starten havde været grundprincippet.
Nærværende eksempler er instruktive – begge
billeder er simple, narrative fremstillinger med klart fokus og
handling. Det er hhv. Højben
med guldkrukken og Anders
med sheepdog’en Baby, der er det essentielle i dem.
Ikke desto mindre har man det ene sted lagt en kraftig grøn,
det andet en ditto rød, med det resultat af to helt underordnede
stykker baggrundsstaffage konkurrerer med hovedpersonerne efter
læserens opmærksomhed. Vi snakker mangel på
helt basal lærdom her.
Men som sagt er fladefarvelægning ikke just alfernes førstevalg.
Som om gradients’ne ikke skulle være nok, har man
også med ildhu kastet sig over brugen af airbrush,
således at mange billeder, især dem der indeholder
fartstreger, varmestråling, ringe i vandet, støvskyer
og andre løst definerede former og symboler, skæmmes
af opløste farveområder, der giver billederne et
tarveligt, anakronistisk udtryk – de er et fremmedelement
i et ellers fast defineret og raffineret, tegnet univers. Og nu
vi taler om fremmedelementer, er man i adskillige tilfælde
gået så langt som til at tilføje billederne
former og teksturer, der aldrig har været der. Det drejer
sig hovedsageligt om regelmæssige, vektortegnede
skyformationer uden konturlinie i baggrundene, men enkelte
steder har man også benyttet sig af teksturfiltre, som f.
eks. i skildringen af Anders’ hunds askebestrøede
pels i ”The Mighty Trapper” (1943, I/181-190).
Det skal indrømmes, at spørgsmålet om hvordan
man bedst farvelægger Barks ikke er helt ligetil. De industrielle
produktionsforhold serierne blev til under, betyder at der ikke
findes en uantastelig, ”original” farvelægning
at forholde sig til, når man genudgiver. Den farvelægning
der er i originalbladene er endvidere særdeles ujævn,
om end der i dem er eksempler på meget smukt arbejde, som
Daigle-Leach & Co. hvis ikke de tydeligvis var udenfor pædagogisk
rækkevidde kunne lære meget af. Sammenlign for eksempel
nærværende eksempel
fra den danske originaludgave af ”Anders And og søslangen”
(Anders And solohæfte nr. 21, 1955; har desværre
ikke haft adgang til den amerikanske originaludgave, ”No
Such Varmint” 1951, og ved ikke om den ser ligesådan
ud) med åbningssiden
til ”The Horse-Radish Story” fra CBSV (XI/173-194).
Vist er der mispasninger i den gamle udgave, men måden havet
er farvelagt på er sanselig og suggererer en dybde, den
nye, syntetiske overfladefarvelægning ikke kommer tæt
på. Og nu vi er ved det, så sammenlign den subtile,
håndproducerede farveovergang på himlen i det gamle
hæfte med den håndfaste, ulogiske overgang fra kvalm
lysegul til babyblå i den nye. Er det ikke påfaldende,
at en farvelægning produceret på en tid, hvor disse
serier blev betragtet som ren industrivare, i så markant
grad overgår Egmonts bud på den ’ultimative’
udgave af den nu højkanoniserede Carl Barks’ værk?
Der er naturligvis også mange eksempler fra perioden på
særdeles ringe farvelægning og de ændrede teknologiske
forhold gør det under alle omstændigheder både
upraktisk og upassende blindt at forsøge at kopiere noget
fra en helt anden tid. Problemet med farverne i CBSV er i øvrigt
ikke i sig selv at man introducerer fremmedelementer eller ”digter
videre” på tegningerne. Det vil enhver farvelægning
uvægerligt gøre, og ”Anders And og Søslangen”
rummer også eksempler på ting, der er tilføjet
i farvelægningen. I det allerede nævnte eksempel har
man for eksempel påført farverne i ujævnt udskårne,
sammensatte stykker, der skal vise det farvespil man finder i
en oprørt havoverflade, og senere i historien er der et
panoramabillede,
hvor man har tilføjet en spejling af den i historien optrædende
søslanges krater i vandet nedenfor. Forskellen mellem disse
ikke helt uproblematiske indgreb og sådan noget som de airbrushede
støvskyer eller de vektortegnede skyformationer i CBSV
er at førstnævnte er gjort med langt mere føling
og forståelse for materialet end sidstnævnte.
Dette nødvendiggør naturligvis en kvalificerende
forklaring. Et godt udgangspunkt er det naturalistiske kriterium,
som jeg inddrog ovenfor. Naturalisme er selvsagt ikke et klippefast
krav til tegneseriefarvelægning, og Barks’ figurers
antropomorfisme er i sig selv et antinaturalistisk grundtræk,
men det er ikke desto mindre åbenbart, at han tilstræbte
et tæt forhold til det levede, sansede liv i sit arbejde.
Hans tegninger – om det så er af aborren Gamle Bombastus
i historien om Georg Gearløs’ superorme eller den
primordiale skov, der danner baggrund
for ”Lejr-turen” – besidder trods forenklingen
en høj grad af naturalisme, og det er helt tydeligt at
Barks ønsker at placere os dér, hvor handlingen
foregår: i den virkelige verden.
Den verden ænderne bebor, er i udgangspunktet sanselig
og organisk. De isgrønne, oprørte oceaner besejles
af knagende skonnerter, eventyret venter bag den næste tågeindhyllede
bjergtinde helt oppe, der hvor luften er tynd og frisk, eller
der hvor den tætbevoksede, dampende urskov åbner sig
mod en lysning. Hverdagen leves i den larmende, lugtende, hektiske
storby og i de endeløse, dovne, solbeskinnede suburbs,
der omkranser den. Den verden, ænderne bebor i CBSV, er
konstrueret af selvlysende plastic, forkromet stål og belyst
af lysstofrør.
Det er ikke til at sige med sikkerhed hvordan det er sket, men
det lader endvidere til at farvelæggerne under deres arbejde
også har påvirket reproduktionen af selve Barks’
streg negativt. Det virker som om man i Photoshop har hævet
kontrasten på den, måske for at få den til at
effektuere en renere opdeling af de områder der skulle farvelægges,
måske blot for at gøre den tydeligere. Problemet
(der i parentes bemærket ikke er nær så udtalt
i CBLC) er ikke voldsomt, men stort set alle billederne har lidt
et større eller mindre kvalitetstab af det, idet man ved
på den måde at eliminere dens nuancer, gør
Barks’ fine, luftige streg en bjørnetjeneste.
Det ligger hen i det uvisse om man, nu man havde fået sig
en helt igennem upassende farvelægning, har syntes at man
blev nødt til at supplere med en tekstning der var ligeså
kikset, men man kunne godt forledes til at tro det når man
ser bøgerne. I stedet for at gøre det eneste indlysende
rigtige og bruge en eftermiddag eller to på at udvikle en
tekstning baseret på Carl og hans kone Garé Barks’
livlige håndtekstning, inklusive variabler for hvert tegn
således at vitaliteten bibeholdtes, har man valgt en uniform
og stiv skrifttype uden variabler – ifølge Egmonts
site ”CCWildWordsInt-Roman” – så læseren
ikke et øjeblik behøver at være i tvivl om,
at det er gjort på maskine. At tekstningen således
føles som endnu et fremmedelement på siderne accentueres
yderligere af at den, i modsætning til originaltekstningen,
ikke fylder taleboblerne og tekstkasserne ordentligt ud, men står
og fryser inde midt i dem.
Et andet problem er, at man også har brugt denne skrifttype
til diverse skilte og andet der optræder i billederne. Her
er den helt upassende, ofte dilettantagtigt anbragt og til tider
oven i købet komplet unødvendig. Det ville have
klædt de danske tilrettelæggere, hvis man i det mindste
som i Norge havde tænkt lidt længere og benyttet mere
kongeniale skrifttyper til den slags. Visse steder har Egmonts
”faste
tegnetekster gennem mange år”, Jeneal Sanders,
endvidere været inde med tydeligvis rystende hånd
og fjernet Barks’ egen håndtekstning til fordel en
helt afmægtig af slagsen. (I det andet af de to her viste
eksempler er det i øvrigt symptomatisk, at man i den norske
udgave har oversat de små gags, Barks har indsat på
avissiden, mens man i den danske
bare har droppet dem, men mere om den slags i det følgende
afsnit om oversættelserne.)
Dertil kommer at man næsten har fravalgt de mange fremhævelser,
Barks bruger til at dynamisere sin tekst og fremme det fortalte.
Hvorfor er svært at sige, men med valget af skrifttype in
mente forledes man let til at tro, at det i bedste fald skyldes
dovenskab, i værste mangel på øjne i hovedet.
Det skal siges at der enkelte steder dukker små, vage fremhævelser
op. Hvorfor disse er der er lidt besynderligt, når nu man
i størstedelen af teksten har droppet dem. Endnu en sær
inkonsekvens.
Ved at fravælge Barks’ egne bogstaver, fravælger
man et vitalt, integreret grafisk element i hans tegneserier,
og ved (næsten) at droppe fremhævelserne, skærer
man et af hans væsentlige fortællegreb fra. Det er
nok at overvurdere de ansvarlige, der sikkert slet ikke har tænkt
over det, men hvis valget er taget for at opnå et ensartet
udtryk hele vejen igennem, i stedet for at skulle tage stilling
til det markante stilskift, håndtekstningen oplever i 1955
da Garé kommer ind i billedet, er det bare endnu et eksempel
på hvor lemfældigt man har behandlet sit materiale.
Det naturlige ville selvfølgelig være at medtage
dette skift også.
Den norske
udgave er til forskel fra den danske tekstet med den udbredte
tegneserieskrifttype WhizBang – et marginalt bedre, men
stadig upassende valg – hvilket viser, at man heller ikke
der helt har forstået, hvad det er man har med at gøre.
I Tyskland har man valgt en skrifttype, der er endnu grimmere
end den danske og tilmed distancerer sig yderligere fra Barks
ved at være sat i miniskuler. Hvordan det ser ud i den svenske
udgave er jeg lykkelig ubevidst om. Det kan undre, at man ikke
fra centralt sted har besluttet sig for én skrifttype til
alle udgaverne. Selvom man nok ikke bør holde vejret, kan
man håbe at nogen på Egmont – eller i hvert
fald den danske afdeling – indser, hvor let og ukostbart
det rent faktisk ville være at udstyre resten af værket
med den bedste erstatning for Barksernes egen, personlige tekstning
– en computerfont baseret på den.
OVERSÆTTELSE
Alle de regionale udgaver af CBSV baseres på tidligere oversættelser,
hvilket – udover det belejligt sparer Egmont for udgifter
til gennemgribende nyoversættelser – sikrer Barkslæserne
de folkekære versioneringer, der siden begyndelsen har været
brugt. I Danmarks tilfælde er der således, med enkelte
undtagelser, tale om den højt besungne Sonja Rindoms smukke
danske oversættelse – den der bragte os så perfekte
danske figurnavne som Højben og Rip, Rap og Rup, lagde
”Milde Mammon!” i munden på Onkel Joakim og
tilføjede det danske sprog gloser som ’Langbortistan’.
I erkendelse af, at Rindoms oversættelse ikke længere
altid er tidssvarende, og visse steder bevæger sig endog
meget langt væk fra Barks’ original, har man valgt
at gennemgå den og justere den. Dette er et fornuftigt og
rigtigt valg, som man desværre har formidlet yderst inkonsekvent
– der begynder at dukke en tendens op her! – med meget
svingende resultater til følge.
Egmont Danmark annoncerede i foråret, at man havde hyret
den mangeårige donaldist, tidligere andetegner, og erfarne
tegneserieoversætter Freddy Milton til at forestå
arbejdet med oversættelserne. Senere på sommeren udtalte
medredaktør Thomas Schrøder imidlertid i Seriejournalens
diskussionsforum, at Milton ikke længere varetog arbejdet.
Hvorfor melder historien intet om, men det er karakteristisk for
redaktionens indstilling, at man i stedet for at hyre en professionel
som erstatning har valgt selv at gøre arbejdet. Det er
således de to danske redaktører, ansvarlige Mikael
Tjellesen og så Schrøder, der nu sidder og skal bearbejde
Rindoms tekster.
Hvem der har bearbejdet dem, der forekommer i første kassette,
er imidlertid sværere at få hold på, da det
virker som om bearbejdelsen i det store hele har været minimal
og generelt er særdeles mangelfuld. Det virker som om man
efter Miltons exit har fået så travlt, at man ikke
har kastet mere end et halvt øje på det ufærdige
arbejde, han efterlod.
En sammenligning af Rindoms oversættelser med bearbejdelsen
i forhold til originalen siger meget om såvel Rindoms metode
og kvaliteten af hendes arbejde, som den indstilling man i denne
omgang har haft til arbejdet fra Egmonts side. Rindoms oversættelser
er langt fra ensartede i kvaliteten. Der er helt klart tilfælde,
hvor hun er mere oplagt end andre. Nogle gange blomstrer hendes
sprog og tilpasses billederne kreativt på en måde,
så de, selvom formuleringen ikke er den samme som i originalen,
bærer fortællingen frem ligeså godt. Andre gange
springer hun over hvor gærdet er lavest og forbigår
væsentlige dele af Barks’ tekst med betydelige forståelsesmæssige
forringelser til følge.
Mht. Egmonts holdning til oversættelsen, skriver Tjellesen
og Schrøder i de såkaldte ”Udgivers kommentarer”
i bind I:
”For danske læsere står Sonja Rindom som
den ypperligste oversætter af dem alle på grund af
sit opfindsomme sprog. Dette har vi søgt at bevare og har
kun strammet op, hvor vi har skønnet det nødvendigt.
Derudover har vi genindført visse elementer fra Barks’
originaltekst, som af forskellige grunde ikke er medtaget i den
oprindelige oversættelse.”
Man skal endvidere huske på, at oversættelsen af
Barks til dansk er en kompliceret, sammensat størrelse.
Mange af historierne er siden deres første udgivelse løbende
blevet redigeret i større og mindre grad. De største
forandringer kom i løbet af 70erne, hvor man bl. a. forsøgte
sig med sit første, totalt forfejlede forsøg på
luksusudgivelser af Barks’ serier, de helt igennem rædselsfulde
’Den store’-bøger. Her oversatte man serierne
fra italiensk og så ofte stort på præcision
i forhold til originalerne. Da man jævnligt klippede halve
og hele sider ud af serierne, ”lappede” man tit oversættelserne
så disse amputationer ikke fremstod med helt så stor
tydelighed for læseren. Problemet med disse oversættelser
er, at de i flere tilfælde blev overført direkte
til senere udgaver, som f. eks. det andet markante og ligeledes
forfejlede forsøg på en luksuslinie, Guldbøgerne,
med pinlige forståelsesproblemer til følge.
Man må håbe, at den slags ikke sker i CBSV, og en
gennemgang af de tre bind i kassette 1 tyder da heller ikke på,
at der er fare på færde i den forbindelse. Princippet
har tydeligvis været helt stringent kun at holde sig til
Rindoms oversættelser som de ser ud i originalhæfterne.
Denne beslutning er forståelig og dejlig konsekvent, men
ærgerlig i den forstand at man helt forbigår den revidering,
man i 70erne foretog af mange af oversættelserne med henblik
på albumudgivelsesrækken ’Bedste historier om
Anders And’.
Modsat CBSVs indeks’ tilskrivning af dette arbejde over
en kam til Rindom, fortaber det sig i historiens tåger,
hvem der helt præcist forestod det, men flere folk med indgående
kendskab til Gutenberghus’/Egmonts interne mekanik, jeg
har konsulteret i forbindelse med denne anmeldelse, siger at det
er muligt at Rindom selv var involveret. Man tror det gerne, da
disse bearbejdelser ofte står sig endog meget godt i sammenligningen
med originalerne – sproget rammer i mange tilfælde
tonen i serierne bedre og disker her og der op med fine sprogblomster,
originalerne ikke havde.
De danske redaktører af CBSV ved givetvis – trods
det skråsikre indeks – heller ikke, hvem der stod
bag dette arbejde, og deres principielle beslutning om at holde
sig til originalhæfterne garderer dem i vid udstrækning
mod den kritik, man kunne fremføre mod dem for at have
ignoreret det. Men måske burde man undersøge sagen
(måske ved at konsultere forlagets regnskaber fra perioden)
og, selv hvis man ikke når en konklusion, overveje at kaste
et ekstra blik på dem. Og hvis det rent faktisk er
Rindom, der i 70erne har revideret sine egne oversættelser,
forpligtiger målsætningen om at benytte og respektere
hendes arbejde faktisk til en sådan stillingtagen.
Hvordan er bearbejdelsen af originaloversættelserne så?
Og hvordan harmonerer den med målsætningen? Hhv. mangelfuld
og inkonsekvent, må man desværre sande. Man har, som
allerede nævnt, kun foretaget ændringer meget få
steder, med det resultat at mange af de passager, der åbenlyst
kunne trænge til en opstramning ikke har fået den,
og at man andre steder på besynderlig vis har ændret
småting med en mindre præcis præsentation af
Barks’ ord til følge.
Lad os kigge nærmere på et par eksempler. Peberrodshistorien,
”Onkel Joakims penge i fare” (XI/173-194), som allerede
har været nævnt, er et godt udgangspunkt. Det første
man noterer sig under sammenligningen mellem Rindoms oversættelse
og den der findes i CBSV er, at man har bibeholdt hendes nordiske
tilpasning af den geografiske ramme, i hvilken handlingen
udspiller sig. Vi får på første side i originalen
at vide, at Joakims forfars skib satte ud fra Glasgow med destination
Jamaica og gik ned et sted ud for Haitis sydkyst. I den danske
udgave ændrede man i sin tid dette til en rute, der gik
fra Bergen til Gibraltar med kysten ud fra Bretagne som forlisstedet.
Dette har man bibeholdt i CBSV.
Problemet er her, at Barks’ historier ofte foregår
i præcise geografiske rammer og at overførslen til
andre uvægerligt vil nødvendiggøre at man
må klippe en hæl og hugge en tå. I den oprindelige
danske udgave af ”Anders And på Grønland”
fjernede man f. eks. en gruppe nåletræer på
horisonten et sted, for vi ved jo alle sammen, at der ikke er
træer på Grønland – men det er der i
Alaska, og det er dér historien foregår.
I tilfældet Peberrodshistorien, har man i den nye udgave
på side 10, i hvad der må være hensyn til kontinuiteten,
set sig nødsaget til at ændre det, der hos Barks’
såvel som i Rindoms oversættelse beskrives som et
koralrev, under hvilket et skibsvrag ligger, til et ”klippefremspring”,
for der er jo ikke koraler ud for den franske atlanterhavskyst.
Det kan gå an fordi Barks’ tegning af benævnte
form egentlig ligner et klippefremspring ligeså meget som
et koralrev, men man skaffer sig nu alligevel unødvendige
problemer på halsen ved den slags indgreb.
Men man har tilsyneladende, og ikke overraskende, ikke taget
et konsekvent valg i forhold til sådanne ændringer.
På linie med Peberrodshistorien, har man i historien om
de tre guldkrukker og Onkel Joakims arv (1953, XI/147-156) bibeholdt
Rindoms udeladelse af den autentiske britiske søfarer Francis
Drakes navn i beskrivelsen af, hvorledes vraget der ligger ude
i Andebybugten endte der. Men til gengæld har man droppet
Rindoms ”Petrolien” og bibeholdt Sahara som rejsemålet
i oversættelsen af ”Pipeline to Danger” (1960,
XXI/51-67), alt imens man ligesom hende har udeladt Barks’
navngivelse af Joakims oliedistrikt samme sted som ”Erg
el Doom”.
Man må således konkludere, at der ikke rigtig er
noget styrende princip her og at man bare klatoversætter.
Besynderligt, da man skulle mene at vi efterhånden er kommet
til et sted, ikke mindst med denne udgave, hvor man ikke behøver
at tage hensyn til den evt. forvirrende virkning det kan have
på læserne, at Andeby ligger i USA. Det rigtige og
i øvrigt klart letteste ville være blot at bibeholde
Barks’ geografiske angivelser over hele linien, og man bør
under alle omstændigheder træffe et klart valg. Kan
vi forvente at ”The Adventure Down Under” (1947) endnu
en gang vil komme til at foregå i ”Kængunesien”
og at Anders And atter skal til Grønland, eller hvad?
Værre er imidlertid de steder, hvor man decideret har sovet
i timen og ladet lemfældigt arbejde fra Rindoms side komme
med over i den nye udgave. Et eksempel fra nærværende
historie er en gag, som i originalen bygger på at Anders
ikke ved, hvor meget den nautiske måleenhed ’en favn’
er, og derfor tror det er det samme som en tomme. Hos
Barks oplyser Anders den dykkende Joakim om, at havbunden
ligger på en dybde af 3000 favne og at han derfor snart
må nå den, hvilket gør Joakim vred. I den danske
udgave, både hos Rindom og i
CBSV, siger anders blot ”Radarmåleren siger
5000 meter – så du må snart være der!”,
hvilket forringer Barks’ gag betydeligt. Godt nok er Anders
dum, men Rindom og CBSVs redaktører vil altså have,
at vi skal tro han er dummere end politiet tillader.
Nogle sider senere støder man til gengæld på
en ændring, der af helt uransagelige grunde går mod
både Barks og Rindom og ændrer det, de begge
beskriver som en orkan til ”et kraftigt stormvejr”.
Hvad foregår der? At man sådan undlader at rette på
åbenlyse mangler, men til gengæld forringer unødigt
i detaljen tyder på, at man ikke har været sin opgave
voksen.
Der er endvidere flere eksempler på manglende opmærksomhed
på problemer i Rindoms oversættelser. Et eksempel
er slutreplikken i ”That’s No Fable” (da. ”Byen
i sumpen”, 1960). Plottet sættes i gang af, at Joakim
vil bygge en by ude i Floridas sumpe. Denne vil han opkalde efter
sin forfar, der udforskede disse i kolonitiden – Poncey
de Loon, eller Tosserik von And, som han hedder hos Rindom. Desværre
for Joakim overhaler en entusiastisk ejendomsmægler ham
indenom (og lukker i den forbindelse af for Ungdommens kilde,
men det er en anden historie). I sidste billede spørger
Bedstemor And så Joakim, hvad der skete siden hen. I originalen
forklarer han, at ejendomsmægleren byggede byen og stjal
Joakims idé til navnet, ’Poncey de Loonville’.
Her vælger man i tråd med Rindoms oprindelige oversættelse,
at ignorere denne afsluttende joke, og blot skrive ”Ja
– og den by skulle jeg have bygget og tjent en masse penge
på”, med klar forfladigelse af historiens cirkularitet
og ynde til følge. Her ville det være velgørende,
hvis man havde skelet til den senere, reviderede udgave, der findes
i ’Bedste historier’ nr. 39 (1994), hvor Joakim fortæller
at byen endte med at hedde ’Tosserikkøbing’,
eller selv var kommet med et mere kongenialt bud. Men sådan
spiller klaveret altså ikke.
Et andet eksempel på hvad der må karakteriseres som
mangel på omhu hos redaktørerne er behandlingen af
det vers, Barks har skrevet i slutningen af ”The Village
Blacksmith” (1960, XXI/97-106). Ekstramaterialet, som er
anbragt lige overfor første side i historien, viser med
al ønskelig tydelighed, hvor nonchalant man har været.
Her kan man nemlig se, hvorledes Barks har ladt sig inspirere
af et digt af Henry Wadsworth Longfellow, som han både imiterer
og gør sig lystig over. Hans
version lyder:
”Toiling, destroying, rejoicing, bungling/ Onward through
life he thumps!/ Each morning sees some task begun/ Each that
ends up in the dumps,/ Something attempted, nothing done/ He has
earned his daily lumps!"
Rindom har åbenbart været for doven til give os endnu
en “Hulkende sømand” og spiser os i stedet
af med følgende slattenhed:
”Både Anders And og ungerne har denne dag og
så mange andre dage gjort deres bedste for at få det
til at løbe rundt her i den gamle smedje! Men måske
egner Anders sig ikke rigtig til at være grovsmed”
Og CBSVs redaktører følger
her Rindom slavisk! Hvad har de tænkt på? Var
det ikke meningen, at man ville genindføre ”…
elementer fra Barks’ originaltekst, som af forskellige grunde
ikke er medtaget i den oprindelige oversættelse.”?
Summa summarum: man har kun meget overfladisk gennemgået
oversættelserne og foretaget enkelte rettelser, der ofte
er unødvendige, mens man jvf. Peberrodshistorien, ”That’s
No Fable” og ”The Village Blacksmith”, jævnligt
har forbigået de passager, der virkelig trænger til
revidering. Ærgerligt at man ikke engang har kunnet leve
op til sine egne målsætninger.
Sidst, men ikke mindst, skal beslutningen om at lade titler,
lydord og anden tekst udenfor bobler og kasser stå på
originalsproget, påtales. Dette betyder, at historierne
åbnes med at der står ”Donald Duck”, ”Uncle
Scrooge”, mv., til trods for vi har med en tegneserie på
dansk at gøre, og at der når træ knækker
står ”CRACK!”, mens det når der bankes
på døren siger ”Knock, knock” og så
fremdeles. Dette er en lidt besynderlig beslutning, når
nu vi snakker om en oversat tegneserie – hvorfor overhovedet
oversætte, når ikke man har til hensigt at oversætte
alt? I ’Udgivers kommentarer’ begrunder man dette
valg med, at titlerne, lydordene, mv. var en del af Barks’
grafiske udtryk og derfor ikke burde røres. Til det kan
man kun konstatere, at det synes man åbenbart ikke hans
langt oftere forekommende, meget karakteristiske håndtekstning
er, mens man hører en fjern klirren af mønt inde
bag Egmonts samtrykkende mure.
EKSTRAMATERIALE
Udgivelsen kommer som nævnt til at indeholde ca. 1.500 sider
redaktionelt materiale. Inden vi tager fat på det, skal
det her beklages, at man i hvad der må være sparehensyn
har trykt alt dette materiale med så små typer, at
den nok væsentlige del af målgruppen, der er af ældre
åbningsdato, sikkert om føje år vil få
svært ved at læse det, hvis ikke allerede de har problemer
nu.
Men til sagen: materialet omfatter en løbende biografisk
tekst, såvel som kommentarer til udvalgte historier, suppleret
med skitsemateriale, materiale der blev udeladt fra historierne,
udvalgte breve fra Barks’ hånd, eksempler på
billedreferencer han brugte til sine tegninger, mv., hvilket alt
sammen er fremragende. Der er meget ikke før offentliggjort
materiale og meget af det af fin kvalitet. Det kunne have været
velgørende, hvis man havde ofret lidt mere plads på
Barks’ skitser i stedet for blot at bruge dem som staffage
i forhold til en given historie eller forside, men det under alle
omstændigheder godt at se så mange, der ikke var med
i de tidligere kompletudgivelser.
En ting bekymrer dog: på side 10 i bind XXI er der en tegning
af Anders, Barks lavede til en af sine fans, som i et brev spurgte
ham hvilke tegneredskaber han brugte. Billedet, som man kan se
det i CBL, viser Anders der tegner sig selv og samtidig fortæller
læseren om Barks tegneredskaber. I CBSV har man imidlertid
besluttet sig for kun at vise selve tegningen og skære de
ord, Barks havde tilføjet væk. Ikke et stort problem
i sig selv, men et muligt udtryk for en suspekt indstilling til
det materiale, man har med at gøre.
De forsider Barks tegnede eller lavede skitser til er naturligvis
også med, hvilket er fint at se, men de er så rædsomt
farvelagt – værre end historierne! – at det
ikke er værd at bruge mere plads på her. Sidst, men
ikke mindst, er der medtaget eksempler på arbejde, Barks
lavede ved siden af sine andeserier, fx. udvalgte oliemalerier,
men også tegneserier og billedbøger.
I første kassette er det mest interessante ”Pluto
Saves the Ship”, en historie Barks i 1942 – inden
sin første andehistorie ”Donald Duck Finds Pirate
Gold” (1942) – lavede sammen med Jack Hannah og Bob
Karp. Denne har aldrig før været udgivet på
dansk og er en fin lille, klart animationspåvirket fortælling
i næsten-pantomime. Desværre er den reproduceret meget
småt, med fire af dens 51 sider på hver side, hvilket
nok er forståeligt dens længde taget i betragtning,
men ret beset en misforståelse da den jo er ligeså
meget en del af Barks’ samlede Disney-værker som ”Pirate
Gold”, som han også lavede sammen med Hannah og Karp,
hvorfor den burde have været reproduceret i fuld størrelse.
I øvrigt kan det undre at man har farvelagt den, når
nu man i ekstramaterialet (I/117) kan læse, at den –
i modsætning til alle andeserierne – oprindeligt blev
udgivet i sort-hvid.
Vi får også to billedbøger fra 1960, som Barks
leverede skitser til: The Lemonade King og Uncles
Scrooge’s Christmas Carol. Begge er tegnet og farvelagt
af Norman McGarry på basis af disse skitser og er i det
hele taget ret forglemmelige. Førstnævnte har man
reproduceret side om side med skitserne, så man virkelig
kan se hvorledes McGarry banaliserer Barks’ ideer og giver
det hele et slikket, reklameagtigt udtryk, der er Barks meget
fremmed. Man kan diskutere, hvor meget af den slags ret inferiøre
materiale man bør medtage, men det er ikke uinteressant
og en fin ekstragave til kompletisterne.
Selve den redaktionelle tekst er skrevet af Barks-specialisten
Geoffrey Blum, som også stod for broderparten af teksten
i CBL og CBLC, hvorfra en del af den i øvrigt er hentet
og bearbejdet. Blum besidder en enorm viden om alt der har med
Barks at gøre, og han kan, når han er skarp, skrive
både provokerende og indsigtsfuldt om serierne. Desværre
sker dette for sjældent, hvorfor hans tekster, og især
dem der ledsager de individuelle historier, tit bliver en kende
for sniksnakkende og lange i spyttet. Blum er imidlertid aldrig
ukvalificeret, så det er ikke noget alvorligt problem. Man
kunne dog ønske, at man – ligesom det var tilfældet
i CBL og CBLC – også havde inddraget en mand som Donald
Ault, som er lidt mere nørklet i sit sprog, men virkelig
formår at skrive indsigtsfulde og øjenåbnende
analyser af Barks’ serier og fra hvis hånd man allerede
har et betydeligt, færdigt materiale fra CBL og andre steder.
Den løbende biografi som indleder hvert af bindene er
solid og rig på afslørende oplysninger om ikke mindst
Barks’ privatliv. Vi hører således bl. a. om
hans forhold til sin mere mandhaftige storebror Clyde og hans
mange kuldslagne forsøg på som ung at finde sin vej
i livet blandt skovhuggere og cowboys. Og vi hører ikke
mindst om hans første ægteskab, til den drikfældige
Peggy som på et tidspunkt forlod ham til fordel for en anden
mand og tog deres døtre med sig uden at sige noget –
en episode som ifølge Blum er den eneste, han har oplevet
Barks udtrykke mere dybtliggende følelser af sorg og svigt
over. Det er stærk og vedkommende læsning og bidrager
til et mere helt billede af manden bag ænderne.
Dog kunne man godt have ønsket, at Blum her og der havde
sparet sig nogle meget håndfaste, lommepsykologiske koblinger
mellem liv og værk, som f. eks. når han drager paralleller
mellem Peberrodshistorien og Barks’ skilsmisse med sin anden
hustru Clara, og mellem ”The Menehune Mystery” (”De
usynlige venner”, 1954) og hans nye forhold til sin kommende,
tredje hustru, Garé: ”[Chisel McSue] og
hans bindende kontrakt symboliserer skilsmisseadvokaterne…
Da onkel Joakim pakker sine penge sammen og flygter til en af
Hawaiiøerne – en reference til Garé, som var
født på Hilo og foreslog ø-eventyret ”De
usynlige venner” – følger Bjørnebanden
efter og gør livet surt for ham.” (XI/11).
Det største problem med det redaktionelle materiale er
imidlertid, at det i den danske udgave er så gudsjammerligt
dårligt oversat. Særligt i bind I er sproget så
fyldt af anglicismer og ordrette oversættelser, at man forledes
til at tro, at de inde i Vognmagergade har sat erhvervspraktikanten
til at oversætte teksterne. Lad os tage et par eksempler
fra Blums forord og fra biografien. Det første omhandler
manden bag CBL, Bruce Hamiltons forhandlinger med Disney om licensen
til udgivelsen:
”Jeg kan huske, da Bruce fortalte mig det [altså
om planerne for CBL] under en middag en aften efter en lang
dags research i Disney Archives. Ligesom onkel Joakim huskede,
hvordan han tjente sin første mønt, plejede Bruce
at lave historien bedre for hver gang. Navnene på hans partnere
sagde mig ikke synderligt meget, da de alle var yderst spendable
samlere, og ikke alle af dem havde det bedste rygte. ”Det
er korrekt!” bidrog jeg. ”Det var, da en af spidserne
hos Disney skældte dig ud, sendte dig et telegram og afbrød
forhandlingerne.”” (I/10)
Giver det afsnit overhovedet nogen mening? Lad os forbigå
spørgsmålene om hvad det er man gør, når
man ’laver’ en historie bedre, hvorfor Blum ’bidrog’
med sin kommentar, hvad ’spendable samlere’ er, hvilken
slags ’partnere’ disse var for Hamilton og hvordan
de med et rygte, som Blum vidste ikke var det bedste, ikke kunne
sige ham ”synderligt meget” i tavshed, og
i stedet kigge direkte på de sidste to sætninger.
Blum skriver, at han udbrød ”Det er korrekt”
og refererer til en situation, vi intet har hørt om
i det forrige, og som på ingen logisk måde –
og det forsikrer jeg hermed – bliver forudsat i de forudgående
afsnit. Det kan være Blums fejl at det hænger så
dårligt sammen, men det er svært at tro, da han normalt
er yderst velformuleret når man læser ham på
engelsk, men selv hvis det er, er det udtryk for mangelfuld korrekturlæsning.
Man kan også konstatere, at hverken oversætteren
eller redaktørerne helt er med på, hvad der er gængs
terminologi og sprogbrug i tegneseriekredse. Med en karakteristisk
formulering kan man således læse følgende om
tilblivelsen af ”Pirate Gold”: ”Manuskriptet
blev brækket ned i ruder.” Både 'brækket'
og 'ned' er sprogligt ukorrekte, når man taler om at ombryde
en helhed, mens ’ruder’ som betegnelse går an
som den danske pendant til ’panels’, men lyder ganske
antikveret; ’enkeltbilleder’ eller ’rammer’
ville have været mere tidssvarende. Man har også –
sikkert fordi terminologien i Egmonts internationalt producerende
sweatshops er engelsk – besluttet sig for at bibeholde det
engelske begreb for ’rentegner’, således at
det i teksten hedder ’inker’, og hvis man ikke skulle
vide hvad det betød, forklarer man i en parentes at det
er det samme som en ’tuscher’. Hvis man bliver nødt
til at forklare et engelsk ord med et dansk, hvorfor så
ikke bare brug det danske til at starte med? Og så benævner
man endvidere konsekvent tegnere og tegneserieskabere ’kunstnere’
– tydeligvis ikke i et forsøg på at anerkende
deres arbejde som kunst, men fordi der på engelsk har stået
’artist’.
Men det bliver værre endnu. Blum beskriver, hvorledes et
typisk arbejdsmøde i Walt Disney Studios, hvor Barks arbejdede
i 30erne, forløb:
”… Så ville chefen og hans assistent blive
tilkaldt, måske et par animatorer og gagmænd fra de
andre storyafdelinger. Walt ville lede mødet, og forfatterne
ville få en chance for præsentere deres tegnefilm.
Barks ville holde pegepinden, og Hary Reeves ville danse rundt
i lokalet, mens han spøgte og puklede for at omsætte
plottet til handling. Walt ville slå ned på gags,
han brød sig om eller ikke brød sig om, udpege steder,
hvor handlingen haltede, og fortælle, om tegnefilmen skulle
produceres eller ej. Hvis han nikkede bifaldende, ville flere
kunstnere blive tilkaldt for at bidrage med gags eller føre
handlingen i nye retninger. Som et resultat er nogle af de mest
interessante storyboards, der overlevede i Disney Archives, dem
med de kasserede tegnefilm, som indeholder lange rækker
af uforfalskede Barks-sekvenser.” (I/29)
Det lyder næsten som en maskinoversættelse, bortset
fra at intet software ville oversætte den engelske imperfektumform
’would’ til ’ville’. Det er ganske enkelt
en oversætterbøf på amatørniveau. Hvad
man helt præcist laver til et møde, der handler om
fremlæggelsen af ideer, når man ’spøger
og pukler’ for at omsætte plottet til handling, og
hvornår ”Som et resultat…” som
åbning af en sætning sidst har været godt dansk,
ville man i øvrigt også være i sin gode ret
til at spørge om her.
Det samme kan siges om den konsekvente benævnelse af ’fyre’
eller ’gutter’ rundt omkring i teksten – ”Jeg
troede det bare var et stort, uformelt foretagende, hvor en flok
gutter, som kunne tegne, samledes og fandt ud af, hvad de skulle
tegne…” (I/27) – det er tydeligt, at der
på engelsk har stået ’guys’, og at man
helt uden at lytte til sit eget sprog har oversat direkte, selvom
’gutter’ ikke bruges på samme måde og
med samme hyppighed på dansk som ’guys’ gør
på engelsk. På et tidspunkt får vi desuden at
vide, at Barks ikke havde ”meget brug for superhelteserier”
(XI/14), endnu en direkte oversættelse foretaget af én,
der ikke er bekendt med de forskellige måder ’use’
bruges på på engelsk. Og hvad med når Blum skriver
”En af antologierne er imidlertid ansvarlig for, at
jeg er med her…”? (I/9) Tja, det lyder faktisk
heller ikke særlig godt på dansk, selvom man sagtens
på engelsk på den måde kan tildele et objekt
et ansvar. Eksemplerne er legio, og det besværliggør
læsningen af en stor del af de redaktionelle sider betydeligt.
Måske skal man i virkeligheden være taknemmelig for,
at man ikke har revideret oversættelserne af serierne mere
end man har…
Hvem er ansvarlig? Ja, det er naturligvis redaktørerne,
der har sat vedkommende erhvervspraktikant, eller hvad oversætteren
ellers måtte være af profession, til at gøre
arbejdet, og så oven i købet har læst så
dårlig korrektur på det. Selv undskylder man i ’Udgivers
kommentarer’ sine mangler med følgende formulering:
”Vi har bestræbt os på at oversætte
citater, interviews og breve så korrekt som muligt –
også selv om det ikke er mundret dansk” (I/18).
Pardon my paradox, d’herrer!
DESIGN OG UDSTYR
Papiret serierne er trykt på er tilpas tykt og halvmat,
således at farverne står godt på det uden at
der opstår det generende genskær, en blankere papirtype
ville have forårsaget. Man kunne have foretrukket en mattere
kvalitet, men skal nok, med farvelægningens slikkethed in
mente, bare være glad for at Egmont ikke har valgt blankt
papir. Bøgerne er indbundet i stift bind med stofforstærket
ryg. Farverne er bordeau og elfenben med guldfolieret tekst på
ryggen. På omslagets forside har man på hvert bind
anbragt en eller flere fritlagte figurer fra tegneserierne inden
i, mens man på ryggen i guld har sat silhuetten af en anden
figur. Bortset fra sidstnævnte, der fremstår lidt
klumpet, fungerer dette design – som er kopieret fra den
i øvrigt dilletantagtigt tilrettelagte samleudgivelse fra
2001 Carl Barks’ bedste – udmærket
og balancerer mellem det kulørte og det eksklusive uden
at imponere synderligt.
Kassetterne derimod sender de helt forkerte signaler i forhold
til ønsket om såvel ’ekslusivitet’ som
uforvansket Carl Barks og harmonerer i øvrigt så
dårligt med omslagsdesignet, at der må være
tale om en total mangel på koordination mellem designerne
af de to fra de ansvarliges side. Man har sandsynligvis forsøgt
at signalere, at der er tale om tegneserier og har derfor forsøgt
sig med et ’kulørt’ design. Der er intet galt
med denne tanke i sig selv, men det design man er endt med mangler
det raffinement, man forbinder med Barks. Det er alt for bastant
til så sofistikeret en kunstner som han – de store,
brutalistiske røde typer på sort baggrund, der staver
hans navn på forsiden, signalerer således marxisme
snarere end barksisme. Og princippet om at anbringe fritlagte,
partialkassierede figurer i fuld farve på baggrund af billeder
i halv tone er nærmest gået hen og blevet standard
i disse tiders brugsomdelte slaskeblade à la Asschenfeldt
& Co. Det er slattent, tidstypisk DTP-arbejde et værk
som dette, der på papiret skal stå tidens tand, ikke
er tjent med. Det ligner mere en kasse med Brioklodser end en
samling af en af det 20. århundredes største fortælleres
værk.
KONCEPT OG MARKEDSFØRING
Alle dets fejl og mangler ufortalt, er selve grundkonceptet for
CBSV i virkeligheden nok det mest problematiske ved det overhovedet.
Men heldigvis også det letteste at rette op på.
Barks’ serier har altid været tiltænkt et massepublikum
og er i et halvt århundrede blevet værdsat af et sådant.
At udgive det i eksklusivt oplag til en tilsvarende eksklusiv
pris – ca. 15.000 + kr. porto for det hele – er udtryk
for en helt basal misforståelse, der musealiserer Barks’
ellers stærkt levedygtige arbejde unødigt og afskærer
størstedelen af det publikum, serierne altid har været
tiltænkt. De unge, nye læsere lades i stikken til
fordel for en lille gruppe særlige fans, der ofte allerede
har næsten hele materialet i op til flere udgaver i forvejen.
Dette er muligvis forståeligt, når man tager omkostningerne
ved produktionen af en så omfattende udgivelse i betragtning.
Men omsætningen er nu heller ikke til at kimse af. For det
første er der tale om et samtryk mellem fire lande, hvilket
bringer den nok anselige trykpris ned. For det andet foregår
salget udelukkende per abonnement forestået af forlaget,
hvor selv portoen betales af abonnenterne, så der skal hverken
afregnes med distributør eller forhandler. Og da oplaget
er baseret på forhåndsregistreret interesse, har der
heller ikke været de store farer for overproduktion. For
det tredje har redaktionsrådet arbejdet ulønnet.
Strategien med at placere tre bind fra tre forskellige steder
i serien i hver kassette (kassette 1 indeholder som sagt bind
I, XI & XXI) sørger – trods redaktørernes
forsikring om at det skam er gjort for at man kan få indblik
i tre forskellige, postulerede ”perioder” i Barks’
arbejde samtidig – endvidere for at abonnenterne, der lovbestemt
har fuld fortrydelsesret, hænger på og ikke afbestiller
de bøger, der indeholder det kedeligere senværk.
Med alt dette in mente kan det derfor ikke overraske, at Thomas
Schrøder allerede nu, en måneds tid efter udgivelsen
af første kassette, har meldt at der er udsolgt. En hurtig
gang hovedregning anbringer således omsætningen på
omkring de 27 millioner bare i Danmark, og i de andre lande er
oplagene større.
Produktionen har givetvis været dyr, men der er også
sparet på en række områder. En væsentlig
del af det redaktionelle ekstramateriale bøgerne indeholder
er bearbejdet på basis af ting, der også optrådte
i de to tidligere samlede udgaver på originalsproget. Den
i pressematerialet lovede ”nykolorering” tager som
nævnt udgangspunkt i den man finder i Gladstones Carl
Barks Library in Color, mens bogdesignet er genbrug fra Carl
Barks' bedste. Og så genbruges justerede versioner
af gamle oversættelser, mens man undlader at bruge energi
på at oversætte og omtegne logoer, titler og lydord.
Alt sammen valg, der, uanset deres individuelle berettigelse,
unægtelig har gjort produktionen billigere.
Dertil kommer, at nytilrettelægningen af serierne er en
klar langtidsinvestering for Egmont. Da de alle nu vil komme til
at ligge trykkeklar, kan de når som helst genbruges i diverse
andre udgivelser, som fx. det ugentligt udkommende Anders
And & Co. Man kan naturligvis ikke være sikker
uden at se Egmonts regnskaber, men CBSV lugter langt væk
af et særdeles profitabelt foretagende for forlaget. Dette
ville være Egmont vel undt, hvis de rent faktisk leverede
den luksusvare, de lovede; prisen er ikke urimelig for 30 bøger
i fuld farve og luksusudstyr, hvor alt er gået efter i sømmene,
men som det er fremgået er dette langt fra tilfældet.
Og et eller andet sted er det nok her, hunden ligger begravet.
Egmont har simpelthen ikke tradition for at producere high-endudgivelser.
Selvom indholdet ofte er under al kritik, ved de hvordan man skruer
en Jumbobog eller et Anders And-blad sammen, så det ser
ud som det skal. Men hver gang de har forsøgt sig med prestigeudgivelser
er det gået galt – de seneste eksempler er ting som
den rædsomt tilrettelagte ’Hall of Fame’-serie
og de klodsede hardcoverudgivelser af Waids og Ross' Kingdom
Come og Neal Adams’ Batman.
En stor del af problemet er nok, at man i virkeligheden ikke
er rede til at ofre det, der skal til. Man er simpelt hen sprunget
over hvor gærdet er lavest i alt for mange situationer med
denne her udgivelse, og det ses tydeligt. Det ulykkeligt paradoksale
er så, at en koncern som Egmont er de eneste, der virkelig
har det der skal til for at netop en udgivelse som CBSV kunne
blive ultimativ og definitiv. De har kontakten til Disney, de
har marketingapparatet og de har ressourcerne. Bare ærgerligt,
at de mangler viljen til at lade det ske, og de folk med dømmekraft
og øje for kvalitet, der skal til.
AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER
CBSV er en forspildt chance af de store inden for genudgivelsen
af klassiske tegneserier. I disse tider, hvor andre klassikere
som George Herrimans Krazy Kat, Frank Kings Gasoline
Alley, Charles Schulz’ Peanuts og sågar
Bill Wattersons Calvin & Hobbes bliver optrykt i
de fornemt tilrettelagte kompletudgaver de rettelig fortjener,
må Barks’ læsere endnu en gang trækkes
med en mangelfuld og stedmoderlig behandling.
Heldigvis kan man, som nævnt, i det mindste delvis råde
bod på misèren ved senere at udsende materialet i
en billigere, folkelig udgave tilrettelagt med omtanke. Skaden
er som nævnt sket på en masse centrale punkter, men
dét at man samler hele Barks værk er i sig selv
en stor ting. Sagen er jo den, at hans kvaliteter brænder
klart igennem den ringe tilrettelægning – et faktum
Egmont må være endog meget taknemmelige for efterhånden.
CBSV skal nok finde sit begejstrede publikum, som synes at det
at få Barks komplet, kronologisk og ucensureret i sig selv
er væsentligere end de eventuelle problemer, tilrettelægningen
kan have påført materialet.
Man kan imidlertid være bange for, at strategien post-CBSV
blot bliver at malke det Barksguld, man aldrig helt synes at have
forstået, på den hurtigste og letteste måde
ved at udsende en masse hastigt sammenklaskede og uovervejende
antologibind, der – ligesom ’Bedste historier’
og ’Guldbøgerne’ før i tiden –
skaber et farligt rod og i øvrigt hurtigt forsvinder ud
af tryk igen.
Den sande gave til de mange potentielle læsere –
og i virkeligheden sikkert også den, der i længden
vil skaffe flest af slagsen, og derfor skæppe bedst i kassen
– ville være en konsekvent redigeret, forholdsvis
billig udgave, der holdes i tryk og samler værket logisk.
I en sådan kan man så droppe alt ekstramaterialet,
så man ikke skuffer de fans der har købt CBSV. Det
vigtige er, at man gør værket tilgængeligt
i sit fulde omfang og ikke tvinger folk til at skulle rode rundt
mellem en masse antologier, der uvægerligt hen ad vejen
vil præsentere noget af det samme materiale. Og så
kan man samtidig – hvad man selvfølgelig helt sikkert
også vil – møde endnu flere nye læsere
ved at trykke materialet i Anders And-bladet ligeså tosset
man vil.
Carl Barks samlede værker er en realitet. Der
vil der nok gå et par generationer før vi igen får
chancen for – langt om længe – at se mesterens
værk få den behandling det fortjener. Indtil da er
det bedste man kan gøre vel blot at nyde de uperfekte udgaver
af hans tegneserier man gennem livet skulle have samlet sig. Der
er jo en grund til, at de trods deres betydelige mangler er blevet
læst i laser.
Barks, Carl. 2005. Carl Barks’ samlede værker
bd. I, XI & XXI (kassette 1). Egmont. Mere information
her.
Tak til: Benni Bødker, Per Då, Henning Kure,
Nancy Dejgaard, Peter Becher Pedersen, Søren Pedersen,
Mårdøn Smet, Poul Spærhage, Carsten Søndergård,
Niels Søndergård & T. Thorhauge. Og til de mange,
der har debatteret emnet Carl Barks' samlede værker
i Seriejournalens og Rackhams forumer.
|
|
[september
2005]
|
|
|
| |
|
Første kassette med bind
I, XI & XXI. Vær opmærksom på, at kassetten
på billedet er en dummy - den rigtige er kraftigere og sort,
ikke rød, i toppen.
Forordets eksempel på hvorledes
"King Scrooge the First" er blevet restaureret: øverst
er Barks' skitse, dernæste Strobls oprindelige version og
til sidst Jippes' nye.
Lyseblånende skygger og en
glødende Onkel Joakim. Hvad er motivationen?
En pludselig, omvendt solnedgang
ledsager Anders' blik på superormen, og Joakim dynger selvlysende
fisk over hans hus.
Red Light, Green Light, 1-2-3.
En lyserød sky
af myg??
"Hov! Barks glemte at tegne
skyer! Godt vi kan rette hans fejl!"
Anders' hund med computertekstur.
Sådan gjorde man dengang...
...
og sådan gør man nu.
Et meddigtende farveindgreb fra
fordums tid.
Barks' verden vibrerer af liv,
og i den originale, danske udgave af "Lejr-turen" får
den en kongenial farvelægning
CBSV anbringer ænderne i
en verden af selvlysende plastic.
Mens man nyder den smagfulde violet-til-gule
solopgang bag Joakim, kan man her sammenligne stregtykkelsen i
hhv. CBL og CBSV.
Eksempel på den håndtegnede
kreativitet i CBSV i forhold til Barks' original, her hentet fra
CBLC. Læg også mærke til skibsskrogets
lækre gyldenbrune og skrigende turkise kulører...
Sammenligningen af tekstningen
uden for boblerne. Her Barks' original fra CBL og bearbejdelserne
fra hhv. det danske og det norske CBSV.
Endnu et besynderligt eksempel
på tekstbehandlingen. Man har fjernet Barks' håndtekstning
på skiltet og erstattet det med en anden, til trods for
at der står det samme. Og så har man ikke engang orket
at oversætte overskriften.
Koral eller klippe?
En gag udvandes. Barks' originalformulering,
hentet fra CBLC, og CBSVs version.
Barks' originalformulering droppes
i CBSV.
Rindoms slatne oversættelse
bibeholdes i CBSV.
Eksempel på farvelægningen
af forsiderne - her med airbrushede fingeraftryk, flourescent
badeværelsesvæg og deraf kommende, til tegningen tilføjede
slagskygger.
|
