tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

NOBLESSE OBLIGE
Egmonts stedmoderlige behandling af Carl Barks’ samlede værker

Af Matthias Wivel

Så er den her! Den nok mest ventede danske tegneserieudgivelse nogensinde. Den første samlede, komplette udgivelse af Carl Barks’ Disneyserier vil, under titlen Carl Barks' samlede værker (’CBSV’), de næste tre år blive udgivet af Egmont serieforlaget. Udgivelsen strækker sig over ti kassetter af hver tre bind, dvs. tredive bind alt i alt med et samlet sidetal på 8.000, hvoraf 6.500 er serier og 1.500 er helliget biografi og redaktionelt materiale. Den første kassette, indeholdende bind I, XI og XXI, er netop udkommet.

Det er en velkendt sag, at Barks på det nærmeste er folkeeje i denne del af verden og at hans arbejde, med sin humor, sit vid og sin livsindsigt, har beriget flere generationer af børn og voksne. Han er det nærmeste vi i Danmark kommer på en det 20. århundredes H. C. Andersen, og forventningerne hos publikum – som aldrig har haft adgang til en komplet udgave på deres modersmål og i det store hele har måttet slå sig til tåls med de overvejende inferiørt tilrettelagte klatudgaver materialet indtil nu har været tilgængeligt i – har naturligt nok været store.

Derfor er forpligtigelsen hos den ansvarlige udgiver også stor. Denne udgave vil – omkostningerne og omfanget taget i betragtning – i mange år frem uvægerligt være standardudgaven, som alle andre optryk af serierne, også på originalsproget, vil blive baseret på. Derfor skal den bare være i orden og ikke mindst skal selve serierne være tilrettelagt følsomt og med respekt for ophavsmandens kunstneriske vision. Desværre må man konstatere, at dette langt fra er tilfældet.

Udover en række solide og rigtige beslutninger taget tidligt i forløbet, er udgivelsen i svær grad og på snart sagt alle niveauer præget af ringe dømmekraft og mangelfuldt, nogle gange grænsende til inkompetent håndværk. Særligt slemt er dette i tilrettelæggelsen af det helt uden sammenligning vigtigste, nemlig tegneserierne, der lider under upræcis reproduktion, inkonsekvent oversættelse, stiv og fremmedgørende tekstning og, ikke mindst, en helt usædvanligt ufølsom farvelægning.

Det kneb ellers ikke med de store ord i det pressemateriale, Egmont udsendte i foråret og heller ikke på værkets særlige website holder man igen. Denne ”definitive udgave” udsendes i en ”fantastisk flot bogserie””30 storslåede bind”, ”eksklusiviteten vil være gennemgående” og ”der er ikke sparet på noget”. Der bliver altså lovet gennemarbejdet luksus, hvor der er kælet for hver en detalje, og ”for yderligere at øge eksklusiviteten og samlerværdien” er oplaget begrænset (1.800 eksemplarer i Danmark). Når man ser resultatet viser det sig imidlertid, at disse løfter har været vanskelige at indfri.

I det følgende vil de dispositioner, der er blevet taget i tilrettelæggelsen og markedsføringen af værket blive udsat for en detaljeret, kritisk gennemgang med fyldig brug af eksempler, således at interesserede ved selvsyn kan konstatere og vurdere den eventuelle rigtighed af den kritik der fremsættes. Dette kan i passager synes fluekneppende, men da Egmont selv som sagt har markedsført værket som ”definitivt” og ”eksklusivt”, må kravene til det nødvendigvis også være høje, noblesse oblige – adel forpligter. Endvidere må man konstatere at selv fejl og mangler, der i andre sammenhænge ville være ubetydelige, her fremstår som tydelige symptomer på den manglende redaktionelle dømmekraft, udgivelsen på helt overordnet plan lider under. Den utålmodige læser er naturligvis velkommen til når som helst at springe mellemregningerne over og kun læse de indledende afsnit i hver sektion, samt de afsluttende bemærkninger, hvilket gerne skulle give et overordnet indtryk af kritikken.


REDAKTION
Problemerne ved CBSV falder tilbage på redaktionen i Norge og chefredaktør Solveig Thime. Det er i Norge værket er blevet produceret og redigeret, og det er der de fleste af de fatale valg er blevet truffet – de lokale redaktioner har kun med de respektive sproglige versioneringer og de deraf følgende problemer at gøre. Men det er også i Norge, at den håndfuld grundlæggende gode og rigtige beslutninger om værkets udformning, der sikrer det mod fuldstændig ubrugelighed er blevet taget. Det drejer sig om streng udgivelseskronologisk præsentation, ingen censurerede serier og en ansvarlig nyrestaurering af det materiale, der ikke lever op til standarden.

Afgørende for disse beslutninger har helt givet været det såkaldte redaktionsråd, man ”for at sikre kvaliteten på værket”, som der står i pressematerialet, har anskaffet sig. Dette råd består af tre medlemmer: norske Øystein Sørensen som er historisk ansvarlig og tager hånd om originalmaterialet, svenske Stefan Diös som tager sig af teksterne og checker de svenske oversættelser, og danske Peter Hartung som er ansvarlig for udgivelseshistorik og biografi.

Ifølge Hartung er dette redaktionsråd ulønnet, men får betalt deres omkostninger og tildeles et gratis sæt af den færdige udgivelse. Måske har dette forhold ingen direkte indvirkning på kvaliteten af deres arbejde, som helt givet har været omfangsrigt og betydeligt, men det er unægtelig en besynderlig disposition fra forlagets side, når nu det man søger at skabe er en ”definitiv” udgave. Dertil kommer det uetiske i det, især når man tager det skattebegunstigede, fondsdrevne Egmonts formuenhed i betragtning og i øvrigt – som der senere vil blive gjort rede for – må konstatere at omsætningen på salget af CBSV er ganske betydelig.

Et af de centrale punkter, hvorpå CBSV adskiller sig markant fra de to tidligere Bruce Hamilton-udgivne samleudgaver på originalsproget – Another Rainbows sort-hvide Carl Barks Library (’CBL’, 1983-90) og Gladstones Carl Barks Library in Color (’CBLC’, 1992-98) – er beslutningen om at historierne præsenteres strengt kronologisk i forhold til deres oprindelige udgivelsesdato. De tidligere udgaver opdelte serierne i forhold til de originalhæfter, de oprindelig var udgivet som del af, således at 10-sidershistorierne fra Walt Disney’s Comics and Stories fik deres egne samlebind, mens de længere historier fra Donald Duck Four Color og Uncle Scrooge Four Color fik hver deres, og så fremdeles.

Inden for disse blev kronologien naturligvis fastholdt, men scoopet ved Egmonts udgave er, at samtlige historier nu kan læses i den rækkefølge, de blev udgivet og at man derfor meget præcist kan følge med i, hvorledes Barks udviklede sig måned for måned gennem sin små tre årtier lange karriere. Et fascinerende indblik i, hvorledes ænderne i stigende grad bliver hele mennesker i takt med at de tidlige historiers vidunderlige gagforløb viger pladsen for mere komplicerede, karakterdrevne plots, samt hvorledes gassen begynder at gå af ballonen og plot- og gaggentagelserne indfinder sig fra slutningen af 50erne og frem.

Desværre betyder dette ind i mellem åbenlyse diskrepanser, som når man i bind XXI trykker to en-sides historier, der oprindeligt blev udgivet fire år efter de var tegnede, og derfor stilistisk skiller sig ud. Det ville have været prisværdigt, hvis man havde bestræbt sig på at finde frem til den rækkefølge Barks afleverede historierne i, men den principielle beslutning om at holde sig til udgivelsesdatoerne er samtidig ganske forståelig. Det andet ville have krævet en nær granskning af årtier gamle regnskaber, i det omfang de stadig eksisterer, for at se hvornår Barks modtog betaling for hver enkelt historie og ville uden tvivl have været et krævende researcharbejde, der ikke ville ændre afgørende på den rækkefølge udgivelsesdatoerne giver.

Et andet indlysende rigtigt valg er, at alle historierne her – i modsætning til i CBL og CBLC – som nævnt bliver bragt ucensureret, således at Barks’ tegninger af bl. a. afrikanske indfødte med slebne hugtænder, store læber eller andre stereotype træk i historier som ”Voodoo Hoodoo” (1949) og ”Bongo on the Congo” (1961), eller den brutopiske ambassadørs Kruschov-kindben i ”A Cold Bargain” (1957), nu bringes som de så ud, da de forlod hans tegnebord.

Og så har man har valgt at lade den teknisk virtuose og aldeles kapable Barksimitator Daan Jippes optegne de sene historier, som Barks kun lavede manus og skitser til og som led en krank skæbne i forskellige inferiøre tegneres hænder. De fleste af disse, deriblandt ”Junior Woodchucks”-historierne (1970-74), er allerede blevet restaureret af Jippes, så man må forvente at det er disse nye versioner der vil blive brugt. Skitserne til den sene Scrooge-historie ”King Scrooge the First” (1967), der blev maltrakteret af Tony Strobl, og som man troede var tabte, er for nylig dukket op og har ifølge forordet i bind I dannet grundlag for en helt ny Jippes-version, som det skal blive spændende at se. Foreløbig må man nøjes med det eksempel der er i bind I, hvor Barks’ skitse til et af enkeltbillederne sammenlignes med Strobls dovne, reduktionistiske optegning og Jippes’ nye, meget kongeniale ditto. Det ser godt ud; Jippes er det helt rigtige valg.

Det er stadig ikke klart, om man vil gøre noget nyt ved den lille håndfuld tidlige eller obskure historier, der i tidligere genoptryk har været bragt i særdeles tvivlsomme udgaver. Det gælder bl. a. de sjældne ”Santa’s Stormy Visit” (1946), ”Donald Duck Tells About Kites” (1954) og ikke mindst ”Darkest Africa” (1948). Mht. sidstnævnte har man åbenbart ikke et originalmateriale af tilstrækkelig kvalitet, hvorfor man i forbindelse med udgivelsen af CBL bestilte en optegning af både den og ”Race to the South Seas” (1959) hos Jippes og hans assistenter. Hvis man sammenligner de to, må konklusionen være at Jippes kun har optegnet sidstnævnte, som ser fin ud, mens ”Darkest Africa” virkelig ligner noget der er løgn – i lange passager kan Barks’ hånd kun spores i layoutet. Denne version optrådte også i CBLC og man kan frygte, at den ligeledes vil blive brugt her, men må naturligvis håbe at en behjertet sjæl i redaktionen har fået den sendt afsted til Jippes sammen med ”King Scrooge”.

Sidst skal det lige nævnes, at man har anbragt et indeks bag i hvert bind, der for hver historie angiver originaltitel, det originale publikationssted, de danske titler den måtte have haft, den danske originaludgave, samt i hvilke danske samleudgaver (’Bedste historier om Anders And’, ’Den Store’-bøgerne, ’Guldbøgerne’) den har været offentliggjort. Af en eller anden uransagelig grund har man udeladt den oprindelige publikationsdato, til trods for at det jo netop er disse datoer, man har struktureret kronologien efter. Selvom der i hvert bind af CBSV står anført de/det år det omfatter, gør denne udeladelse indekset lidt akademisk utroværdigt, såvel som mindre brugbart for den interesserede lægmand, især når det kommer til et bind som det første, der dækker to år (1942-43).


GRAFISK TILRETTELÆGNING
Mens det klart kan bifaldes, at man ansætter et udvalg af specialister til at tage sig af kronologi, præsentation, biografi, indeksering mv., synes det symptomatisk for Egmont som tegneserieforlag, at der ikke ofres en lignende opmærksomhed på selve seriernes grafiske fremtræden på siderne. At tegneserier er andet og mere end deres ophavsmand og historie synes, når man kaster et vilkårligt blik ned i et af CBSV-bindene, fuldstændigt at være gået de ansvarliges opmærksomhed forbi. Tegneserier som de er flest – og bestemt i Barks tilfælde – er en raffineret grafisk symbiose af tegning og tekst og det burde være indlysende, at tilrettelægningen af netop denne er det uden sammenligning mest centrale, når man har med tegneserieudgivelser at gøre. Ikke desto mindre er den grafiske tilrettelægning af serierne blevet så stedmoderligt varetaget, at alle de skønne kræfter der er blevet lagt andre steder næsten kan gøre lige meget.

Det værste problem er uden tvivl farvelægningen... undskyld, ’koloreringen’. Purister vil sætte spørgsmålstegn ved valget om overhovedet at farvelægge serierne i stedet for at bringe dem i sort-hvid og lade Barks’ streg komme til sin fulde ret, som man gjorde det i CBL. Her skal man huske på, at serierne altid har været tiltænkt farve og således er blevet tegnet med henblik på netop dette. Så selvom det er pragtfuldt at have dem i sort-hvid, er valget om at bringe dem i farve på papiret det rigtige. ’På papiret’ fordi den computerfarvelægning man har valgt desværre er intet mindre end katastrofal. Den er anakronistisk, ufølsom, unødigt meddigtende og udviser en så eklatant mangel på farvesans, at det til tider tangerer den rene inkompetence og i sidste ende må beskrives som hærværk mod Barks’ arbejde.

Den ansvarlige for dette makværk er Susan Daigle-Leach, der med den fornemme, mundret danske titel ’Art director, kolorering’ sammen med en række anonyme coolies i ’Egmont Creatives’ sweatshop ganske enkelt har molestreret denne udgave af Carl Barks’ værker, ligesom hun var med til at gøre det med The Carl Barks Library in Color. Der er endvidere ikke, som det blev lovet i pressematerialet, tale om en nyfarvelægning, men snarere på belejlig sparevis en gennemgribende opdatering af den, man så i CBLC. Gennemgående har man med små justeringer bibeholdt dennes farvelægning af figurerne, mens baggrundene – og særligt de tomme af slagsen – i væsentlig højere grad er blevet ændret og tilpasset et opdateret helhedsudtryk. Resultatet er til tider lidt mere smagfuldt end i den rædsomme forgænger, mens det i andre tilfælde er endnu værre.

Grundprincippet synes at have været ”hvis du er i tvivl, så brug en gradient!” Nej, det passer ikke helt – det har snarere været ”Gud har gennem computeren givet os Gradienten, og vor opgave er at bibringe enhver tegneserieside dens vederkvægende eliksir”. Overalt hvor det har været menneskeligt muligt har de flittige små koloreringsalfer således anbragt disse gradients, dvs. flydende overgange mellem to eller flere farver. Kun meget overfladiske hensyn er blevet taget til, hvad det egentlig er man påfører denne digitalt tunede velsignelse og hvorfor netop det pågældende område skulle have behov for den. Jo da, som udgangspunkt er himlene blå, græsplænerne grønne, osv., men dér stopper de naturalistiske hensyn også. Hvad er, for eksempel, den præcise begrundelse for at slagskygger kastet i lyset fra en lanterne beskriver en glidende overgang fra blålilla til lyseblå? Eller for at Onkel Joakims ganske figur i billedets forsvindingspunkt – inklusive bakkenbarter og skorstensrør – er blevet en totalfigursovertoning fra rød over orange til lysegul?

Gradients er nærmest per definition uegnede til at beskrive andre teksturer end de helt glatte eller æteriske, hvorfor et utal af plankeværker, bomuldsfrakker, junglebuskadser og meget, meget mere, alle sammen er kommet til at se ud som om de er lavet af plastic eller til nød spraymalet metal. Værst er imidlertid udfyldningen af de tomme flader, der som oftest danner baggrund for figurerne. Disse er netop tomme for at give plads til det essentielle – figurernes interaktion – men er her i bogstaveligste forstand blevet opfattet som et carte blanche til at afprøve Photoshops mere udknaldede palet af laboratoriefarver. Noget nær hver eneste scene, hvad enten den foregår udendørs eller indendørs, synes således at udspille sig på baggrund af en solnedgang eller en solopgang og vel af mærke ofte af en slags, der toner mellem farver af påfaldende kunstig karakter – cyklamen til hvid, lysegul til doven orange, turkis over andemadsgrøn til brungul, osv., osv. ad nauseam (igen helt bogstaveligt ment). Alt, om det så er et skibsdæk, en badeværelsesvæg, bagtæppet på en scene eller en grussti, synes at gløde med et indre neonlys af firsersnit efter devisen ’jo kunstigere og fadere, jo bedre’. Udover at være grimt som arvesynden, forstyrrer denne nidkære opfattelse af gradienten som Vidundermidlet ganske enkelt aflæsningen af billederne. Den stiller sig i vejen for fortællingen.

Farveholdningen er endvidere næsten entydigt så blegfesen, at man når man kigger henover opslagene efterlades med et klinisk, sterilt indtryk. Farverne mangler simpelthen den varme og glød, der gør at de står flot på papiret og i forhold til hinanden, i stedet for at flyde sammen som under det stærke lys på en operationsstue. Hvad enten dette, som man fornemmer, er blevet gjort i et misforstået forsøg på smagfuldhed eller ej, lægger det væsentlige brikker til billedet af en række farvelæggere med eklatant mangel på såvel forståelse for hvordan en tegneserie fortælles, som grundlæggende farvesans.

Dette understreges i øvrigt yderligere af de forsvindende få steder, hvor de forsøger sig med den fladefarvelægning, man ville ønske fra starten havde været grundprincippet. Nærværende eksempler er instruktive – begge billeder er simple, narrative fremstillinger med klart fokus og handling. Det er hhv. Højben med guldkrukken og Anders med sheepdog’en Baby, der er det essentielle i dem. Ikke desto mindre har man det ene sted lagt en kraftig grøn, det andet en ditto rød, med det resultat af to helt underordnede stykker baggrundsstaffage konkurrerer med hovedpersonerne efter læserens opmærksomhed. Vi snakker mangel på helt basal lærdom her.

Men som sagt er fladefarvelægning ikke just alfernes førstevalg. Som om gradients’ne ikke skulle være nok, har man også med ildhu kastet sig over brugen af airbrush, således at mange billeder, især dem der indeholder fartstreger, varmestråling, ringe i vandet, støvskyer og andre løst definerede former og symboler, skæmmes af opløste farveområder, der giver billederne et tarveligt, anakronistisk udtryk – de er et fremmedelement i et ellers fast defineret og raffineret, tegnet univers. Og nu vi taler om fremmedelementer, er man i adskillige tilfælde gået så langt som til at tilføje billederne former og teksturer, der aldrig har været der. Det drejer sig hovedsageligt om regelmæssige, vektortegnede skyformationer uden konturlinie i baggrundene, men enkelte steder har man også benyttet sig af teksturfiltre, som f. eks. i skildringen af Anders’ hunds askebestrøede pels i ”The Mighty Trapper” (1943, I/181-190).

Det skal indrømmes, at spørgsmålet om hvordan man bedst farvelægger Barks ikke er helt ligetil. De industrielle produktionsforhold serierne blev til under, betyder at der ikke findes en uantastelig, ”original” farvelægning at forholde sig til, når man genudgiver. Den farvelægning der er i originalbladene er endvidere særdeles ujævn, om end der i dem er eksempler på meget smukt arbejde, som Daigle-Leach & Co. hvis ikke de tydeligvis var udenfor pædagogisk rækkevidde kunne lære meget af. Sammenlign for eksempel nærværende eksempel fra den danske originaludgave af ”Anders And og søslangen” (Anders And solohæfte nr. 21, 1955; har desværre ikke haft adgang til den amerikanske originaludgave, ”No Such Varmint” 1951, og ved ikke om den ser ligesådan ud) med åbningssiden til ”The Horse-Radish Story” fra CBSV (XI/173-194). Vist er der mispasninger i den gamle udgave, men måden havet er farvelagt på er sanselig og suggererer en dybde, den nye, syntetiske overfladefarvelægning ikke kommer tæt på. Og nu vi er ved det, så sammenlign den subtile, håndproducerede farveovergang på himlen i det gamle hæfte med den håndfaste, ulogiske overgang fra kvalm lysegul til babyblå i den nye. Er det ikke påfaldende, at en farvelægning produceret på en tid, hvor disse serier blev betragtet som ren industrivare, i så markant grad overgår Egmonts bud på den ’ultimative’ udgave af den nu højkanoniserede Carl Barks’ værk?

Der er naturligvis også mange eksempler fra perioden på særdeles ringe farvelægning og de ændrede teknologiske forhold gør det under alle omstændigheder både upraktisk og upassende blindt at forsøge at kopiere noget fra en helt anden tid. Problemet med farverne i CBSV er i øvrigt ikke i sig selv at man introducerer fremmedelementer eller ”digter videre” på tegningerne. Det vil enhver farvelægning uvægerligt gøre, og ”Anders And og Søslangen” rummer også eksempler på ting, der er tilføjet i farvelægningen. I det allerede nævnte eksempel har man for eksempel påført farverne i ujævnt udskårne, sammensatte stykker, der skal vise det farvespil man finder i en oprørt havoverflade, og senere i historien er der et panoramabillede, hvor man har tilføjet en spejling af den i historien optrædende søslanges krater i vandet nedenfor. Forskellen mellem disse ikke helt uproblematiske indgreb og sådan noget som de airbrushede støvskyer eller de vektortegnede skyformationer i CBSV er at førstnævnte er gjort med langt mere føling og forståelse for materialet end sidstnævnte.

Dette nødvendiggør naturligvis en kvalificerende forklaring. Et godt udgangspunkt er det naturalistiske kriterium, som jeg inddrog ovenfor. Naturalisme er selvsagt ikke et klippefast krav til tegneseriefarvelægning, og Barks’ figurers antropomorfisme er i sig selv et antinaturalistisk grundtræk, men det er ikke desto mindre åbenbart, at han tilstræbte et tæt forhold til det levede, sansede liv i sit arbejde. Hans tegninger – om det så er af aborren Gamle Bombastus i historien om Georg Gearløs’ superorme eller den primordiale skov, der danner baggrund for ”Lejr-turen” – besidder trods forenklingen en høj grad af naturalisme, og det er helt tydeligt at Barks ønsker at placere os dér, hvor handlingen foregår: i den virkelige verden.

Den verden ænderne bebor, er i udgangspunktet sanselig og organisk. De isgrønne, oprørte oceaner besejles af knagende skonnerter, eventyret venter bag den næste tågeindhyllede bjergtinde helt oppe, der hvor luften er tynd og frisk, eller der hvor den tætbevoksede, dampende urskov åbner sig mod en lysning. Hverdagen leves i den larmende, lugtende, hektiske storby og i de endeløse, dovne, solbeskinnede suburbs, der omkranser den. Den verden, ænderne bebor i CBSV, er konstrueret af selvlysende plastic, forkromet stål og belyst af lysstofrør.

Det er ikke til at sige med sikkerhed hvordan det er sket, men det lader endvidere til at farvelæggerne under deres arbejde også har påvirket reproduktionen af selve Barks’ streg negativt. Det virker som om man i Photoshop har hævet kontrasten på den, måske for at få den til at effektuere en renere opdeling af de områder der skulle farvelægges, måske blot for at gøre den tydeligere. Problemet (der i parentes bemærket ikke er nær så udtalt i CBLC) er ikke voldsomt, men stort set alle billederne har lidt et større eller mindre kvalitetstab af det, idet man ved på den måde at eliminere dens nuancer, gør Barks’ fine, luftige streg en bjørnetjeneste.

Det ligger hen i det uvisse om man, nu man havde fået sig en helt igennem upassende farvelægning, har syntes at man blev nødt til at supplere med en tekstning der var ligeså kikset, men man kunne godt forledes til at tro det når man ser bøgerne. I stedet for at gøre det eneste indlysende rigtige og bruge en eftermiddag eller to på at udvikle en tekstning baseret på Carl og hans kone Garé Barks’ livlige håndtekstning, inklusive variabler for hvert tegn således at vitaliteten bibeholdtes, har man valgt en uniform og stiv skrifttype uden variabler – ifølge Egmonts site ”CCWildWordsInt-Roman” – så læseren ikke et øjeblik behøver at være i tvivl om, at det er gjort på maskine. At tekstningen således føles som endnu et fremmedelement på siderne accentueres yderligere af at den, i modsætning til originaltekstningen, ikke fylder taleboblerne og tekstkasserne ordentligt ud, men står og fryser inde midt i dem.

Et andet problem er, at man også har brugt denne skrifttype til diverse skilte og andet der optræder i billederne. Her er den helt upassende, ofte dilettantagtigt anbragt og til tider oven i købet komplet unødvendig. Det ville have klædt de danske tilrettelæggere, hvis man i det mindste som i Norge havde tænkt lidt længere og benyttet mere kongeniale skrifttyper til den slags. Visse steder har Egmonts ”faste tegnetekster gennem mange år”, Jeneal Sanders, endvidere været inde med tydeligvis rystende hånd og fjernet Barks’ egen håndtekstning til fordel en helt afmægtig af slagsen. (I det andet af de to her viste eksempler er det i øvrigt symptomatisk, at man i den norske udgave har oversat de små gags, Barks har indsat på avissiden, mens man i den danske bare har droppet dem, men mere om den slags i det følgende afsnit om oversættelserne.)

Dertil kommer at man næsten har fravalgt de mange fremhævelser, Barks bruger til at dynamisere sin tekst og fremme det fortalte. Hvorfor er svært at sige, men med valget af skrifttype in mente forledes man let til at tro, at det i bedste fald skyldes dovenskab, i værste mangel på øjne i hovedet. Det skal siges at der enkelte steder dukker små, vage fremhævelser op. Hvorfor disse er der er lidt besynderligt, når nu man i størstedelen af teksten har droppet dem. Endnu en sær inkonsekvens.

Ved at fravælge Barks’ egne bogstaver, fravælger man et vitalt, integreret grafisk element i hans tegneserier, og ved (næsten) at droppe fremhævelserne, skærer man et af hans væsentlige fortællegreb fra. Det er nok at overvurdere de ansvarlige, der sikkert slet ikke har tænkt over det, men hvis valget er taget for at opnå et ensartet udtryk hele vejen igennem, i stedet for at skulle tage stilling til det markante stilskift, håndtekstningen oplever i 1955 da Garé kommer ind i billedet, er det bare endnu et eksempel på hvor lemfældigt man har behandlet sit materiale. Det naturlige ville selvfølgelig være at medtage dette skift også.

Den norske udgave er til forskel fra den danske tekstet med den udbredte tegneserieskrifttype WhizBang – et marginalt bedre, men stadig upassende valg – hvilket viser, at man heller ikke der helt har forstået, hvad det er man har med at gøre. I Tyskland har man valgt en skrifttype, der er endnu grimmere end den danske og tilmed distancerer sig yderligere fra Barks ved at være sat i miniskuler. Hvordan det ser ud i den svenske udgave er jeg lykkelig ubevidst om. Det kan undre, at man ikke fra centralt sted har besluttet sig for én skrifttype til alle udgaverne. Selvom man nok ikke bør holde vejret, kan man håbe at nogen på Egmont – eller i hvert fald den danske afdeling – indser, hvor let og ukostbart det rent faktisk ville være at udstyre resten af værket med den bedste erstatning for Barksernes egen, personlige tekstning – en computerfont baseret på den.


OVERSÆTTELSE
Alle de regionale udgaver af CBSV baseres på tidligere oversættelser, hvilket – udover det belejligt sparer Egmont for udgifter til gennemgribende nyoversættelser – sikrer Barkslæserne de folkekære versioneringer, der siden begyndelsen har været brugt. I Danmarks tilfælde er der således, med enkelte undtagelser, tale om den højt besungne Sonja Rindoms smukke danske oversættelse – den der bragte os så perfekte danske figurnavne som Højben og Rip, Rap og Rup, lagde ”Milde Mammon!” i munden på Onkel Joakim og tilføjede det danske sprog gloser som ’Langbortistan’.

I erkendelse af, at Rindoms oversættelse ikke længere altid er tidssvarende, og visse steder bevæger sig endog meget langt væk fra Barks’ original, har man valgt at gennemgå den og justere den. Dette er et fornuftigt og rigtigt valg, som man desværre har formidlet yderst inkonsekvent – der begynder at dukke en tendens op her! – med meget svingende resultater til følge.

Egmont Danmark annoncerede i foråret, at man havde hyret den mangeårige donaldist, tidligere andetegner, og erfarne tegneserieoversætter Freddy Milton til at forestå arbejdet med oversættelserne. Senere på sommeren udtalte medredaktør Thomas Schrøder imidlertid i Seriejournalens diskussionsforum, at Milton ikke længere varetog arbejdet. Hvorfor melder historien intet om, men det er karakteristisk for redaktionens indstilling, at man i stedet for at hyre en professionel som erstatning har valgt selv at gøre arbejdet. Det er således de to danske redaktører, ansvarlige Mikael Tjellesen og så Schrøder, der nu sidder og skal bearbejde Rindoms tekster.

Hvem der har bearbejdet dem, der forekommer i første kassette, er imidlertid sværere at få hold på, da det virker som om bearbejdelsen i det store hele har været minimal og generelt er særdeles mangelfuld. Det virker som om man efter Miltons exit har fået så travlt, at man ikke har kastet mere end et halvt øje på det ufærdige arbejde, han efterlod.

En sammenligning af Rindoms oversættelser med bearbejdelsen i forhold til originalen siger meget om såvel Rindoms metode og kvaliteten af hendes arbejde, som den indstilling man i denne omgang har haft til arbejdet fra Egmonts side. Rindoms oversættelser er langt fra ensartede i kvaliteten. Der er helt klart tilfælde, hvor hun er mere oplagt end andre. Nogle gange blomstrer hendes sprog og tilpasses billederne kreativt på en måde, så de, selvom formuleringen ikke er den samme som i originalen, bærer fortællingen frem ligeså godt. Andre gange springer hun over hvor gærdet er lavest og forbigår væsentlige dele af Barks’ tekst med betydelige forståelsesmæssige forringelser til følge.

Mht. Egmonts holdning til oversættelsen, skriver Tjellesen og Schrøder i de såkaldte ”Udgivers kommentarer” i bind I:

”For danske læsere står Sonja Rindom som den ypperligste oversætter af dem alle på grund af sit opfindsomme sprog. Dette har vi søgt at bevare og har kun strammet op, hvor vi har skønnet det nødvendigt. Derudover har vi genindført visse elementer fra Barks’ originaltekst, som af forskellige grunde ikke er medtaget i den oprindelige oversættelse.”

Man skal endvidere huske på, at oversættelsen af Barks til dansk er en kompliceret, sammensat størrelse. Mange af historierne er siden deres første udgivelse løbende blevet redigeret i større og mindre grad. De største forandringer kom i løbet af 70erne, hvor man bl. a. forsøgte sig med sit første, totalt forfejlede forsøg på luksusudgivelser af Barks’ serier, de helt igennem rædselsfulde ’Den store’-bøger. Her oversatte man serierne fra italiensk og så ofte stort på præcision i forhold til originalerne. Da man jævnligt klippede halve og hele sider ud af serierne, ”lappede” man tit oversættelserne så disse amputationer ikke fremstod med helt så stor tydelighed for læseren. Problemet med disse oversættelser er, at de i flere tilfælde blev overført direkte til senere udgaver, som f. eks. det andet markante og ligeledes forfejlede forsøg på en luksuslinie, Guldbøgerne, med pinlige forståelsesproblemer til følge.

Man må håbe, at den slags ikke sker i CBSV, og en gennemgang af de tre bind i kassette 1 tyder da heller ikke på, at der er fare på færde i den forbindelse. Princippet har tydeligvis været helt stringent kun at holde sig til Rindoms oversættelser som de ser ud i originalhæfterne. Denne beslutning er forståelig og dejlig konsekvent, men ærgerlig i den forstand at man helt forbigår den revidering, man i 70erne foretog af mange af oversættelserne med henblik på albumudgivelsesrækken ’Bedste historier om Anders And’.

Modsat CBSVs indeks’ tilskrivning af dette arbejde over en kam til Rindom, fortaber det sig i historiens tåger, hvem der helt præcist forestod det, men flere folk med indgående kendskab til Gutenberghus’/Egmonts interne mekanik, jeg har konsulteret i forbindelse med denne anmeldelse, siger at det er muligt at Rindom selv var involveret. Man tror det gerne, da disse bearbejdelser ofte står sig endog meget godt i sammenligningen med originalerne – sproget rammer i mange tilfælde tonen i serierne bedre og disker her og der op med fine sprogblomster, originalerne ikke havde.

De danske redaktører af CBSV ved givetvis – trods det skråsikre indeks – heller ikke, hvem der stod bag dette arbejde, og deres principielle beslutning om at holde sig til originalhæfterne garderer dem i vid udstrækning mod den kritik, man kunne fremføre mod dem for at have ignoreret det. Men måske burde man undersøge sagen (måske ved at konsultere forlagets regnskaber fra perioden) og, selv hvis man ikke når en konklusion, overveje at kaste et ekstra blik på dem. Og hvis det rent faktisk er Rindom, der i 70erne har revideret sine egne oversættelser, forpligtiger målsætningen om at benytte og respektere hendes arbejde faktisk til en sådan stillingtagen.

Hvordan er bearbejdelsen af originaloversættelserne så? Og hvordan harmonerer den med målsætningen? Hhv. mangelfuld og inkonsekvent, må man desværre sande. Man har, som allerede nævnt, kun foretaget ændringer meget få steder, med det resultat at mange af de passager, der åbenlyst kunne trænge til en opstramning ikke har fået den, og at man andre steder på besynderlig vis har ændret småting med en mindre præcis præsentation af Barks’ ord til følge.

Lad os kigge nærmere på et par eksempler. Peberrodshistorien, ”Onkel Joakims penge i fare” (XI/173-194), som allerede har været nævnt, er et godt udgangspunkt. Det første man noterer sig under sammenligningen mellem Rindoms oversættelse og den der findes i CBSV er, at man har bibeholdt hendes nordiske tilpasning af den geografiske ramme, i hvilken handlingen udspiller sig. Vi får på første side i originalen at vide, at Joakims forfars skib satte ud fra Glasgow med destination Jamaica og gik ned et sted ud for Haitis sydkyst. I den danske udgave ændrede man i sin tid dette til en rute, der gik fra Bergen til Gibraltar med kysten ud fra Bretagne som forlisstedet. Dette har man bibeholdt i CBSV.

Problemet er her, at Barks’ historier ofte foregår i præcise geografiske rammer og at overførslen til andre uvægerligt vil nødvendiggøre at man må klippe en hæl og hugge en tå. I den oprindelige danske udgave af ”Anders And på Grønland” fjernede man f. eks. en gruppe nåletræer på horisonten et sted, for vi ved jo alle sammen, at der ikke er træer på Grønland – men det er der i Alaska, og det er dér historien foregår.

I tilfældet Peberrodshistorien, har man i den nye udgave på side 10, i hvad der må være hensyn til kontinuiteten, set sig nødsaget til at ændre det, der hos Barks’ såvel som i Rindoms oversættelse beskrives som et koralrev, under hvilket et skibsvrag ligger, til et ”klippefremspring”, for der er jo ikke koraler ud for den franske atlanterhavskyst. Det kan gå an fordi Barks’ tegning af benævnte form egentlig ligner et klippefremspring ligeså meget som et koralrev, men man skaffer sig nu alligevel unødvendige problemer på halsen ved den slags indgreb.

Men man har tilsyneladende, og ikke overraskende, ikke taget et konsekvent valg i forhold til sådanne ændringer. På linie med Peberrodshistorien, har man i historien om de tre guldkrukker og Onkel Joakims arv (1953, XI/147-156) bibeholdt Rindoms udeladelse af den autentiske britiske søfarer Francis Drakes navn i beskrivelsen af, hvorledes vraget der ligger ude i Andebybugten endte der. Men til gengæld har man droppet Rindoms ”Petrolien” og bibeholdt Sahara som rejsemålet i oversættelsen af ”Pipeline to Danger” (1960, XXI/51-67), alt imens man ligesom hende har udeladt Barks’ navngivelse af Joakims oliedistrikt samme sted som ”Erg el Doom”.

Man må således konkludere, at der ikke rigtig er noget styrende princip her og at man bare klatoversætter. Besynderligt, da man skulle mene at vi efterhånden er kommet til et sted, ikke mindst med denne udgave, hvor man ikke behøver at tage hensyn til den evt. forvirrende virkning det kan have på læserne, at Andeby ligger i USA. Det rigtige og i øvrigt klart letteste ville være blot at bibeholde Barks’ geografiske angivelser over hele linien, og man bør under alle omstændigheder træffe et klart valg. Kan vi forvente at ”The Adventure Down Under” (1947) endnu en gang vil komme til at foregå i ”Kængunesien” og at Anders And atter skal til Grønland, eller hvad?

Værre er imidlertid de steder, hvor man decideret har sovet i timen og ladet lemfældigt arbejde fra Rindoms side komme med over i den nye udgave. Et eksempel fra nærværende historie er en gag, som i originalen bygger på at Anders ikke ved, hvor meget den nautiske måleenhed ’en favn’ er, og derfor tror det er det samme som en tomme. Hos Barks oplyser Anders den dykkende Joakim om, at havbunden ligger på en dybde af 3000 favne og at han derfor snart må nå den, hvilket gør Joakim vred. I den danske udgave, både hos Rindom og i CBSV, siger anders blot ”Radarmåleren siger 5000 meter – så du må snart være der!”, hvilket forringer Barks’ gag betydeligt. Godt nok er Anders dum, men Rindom og CBSVs redaktører vil altså have, at vi skal tro han er dummere end politiet tillader.

Nogle sider senere støder man til gengæld på en ændring, der af helt uransagelige grunde går mod både Barks og Rindom og ændrer det, de begge beskriver som en orkan til ”et kraftigt stormvejr”. Hvad foregår der? At man sådan undlader at rette på åbenlyse mangler, men til gengæld forringer unødigt i detaljen tyder på, at man ikke har været sin opgave voksen.

Der er endvidere flere eksempler på manglende opmærksomhed på problemer i Rindoms oversættelser. Et eksempel er slutreplikken i ”That’s No Fable” (da. ”Byen i sumpen”, 1960). Plottet sættes i gang af, at Joakim vil bygge en by ude i Floridas sumpe. Denne vil han opkalde efter sin forfar, der udforskede disse i kolonitiden – Poncey de Loon, eller Tosserik von And, som han hedder hos Rindom. Desværre for Joakim overhaler en entusiastisk ejendomsmægler ham indenom (og lukker i den forbindelse af for Ungdommens kilde, men det er en anden historie). I sidste billede spørger Bedstemor And så Joakim, hvad der skete siden hen. I originalen forklarer han, at ejendomsmægleren byggede byen og stjal Joakims idé til navnet, ’Poncey de Loonville’. Her vælger man i tråd med Rindoms oprindelige oversættelse, at ignorere denne afsluttende joke, og blot skrive ”Ja – og den by skulle jeg have bygget og tjent en masse penge på”, med klar forfladigelse af historiens cirkularitet og ynde til følge. Her ville det være velgørende, hvis man havde skelet til den senere, reviderede udgave, der findes i ’Bedste historier’ nr. 39 (1994), hvor Joakim fortæller at byen endte med at hedde ’Tosserikkøbing’, eller selv var kommet med et mere kongenialt bud. Men sådan spiller klaveret altså ikke.

Et andet eksempel på hvad der må karakteriseres som mangel på omhu hos redaktørerne er behandlingen af det vers, Barks har skrevet i slutningen af ”The Village Blacksmith” (1960, XXI/97-106). Ekstramaterialet, som er anbragt lige overfor første side i historien, viser med al ønskelig tydelighed, hvor nonchalant man har været. Her kan man nemlig se, hvorledes Barks har ladt sig inspirere af et digt af Henry Wadsworth Longfellow, som han både imiterer og gør sig lystig over. Hans version lyder:

”Toiling, destroying, rejoicing, bungling/ Onward through life he thumps!/ Each morning sees some task begun/ Each that ends up in the dumps,/ Something attempted, nothing done/ He has earned his daily lumps!"

Rindom har åbenbart været for doven til give os endnu en “Hulkende sømand” og spiser os i stedet af med følgende slattenhed:

”Både Anders And og ungerne har denne dag og så mange andre dage gjort deres bedste for at få det til at løbe rundt her i den gamle smedje! Men måske egner Anders sig ikke rigtig til at være grovsmed”

Og CBSVs redaktører følger her Rindom slavisk! Hvad har de tænkt på? Var det ikke meningen, at man ville genindføre ”… elementer fra Barks’ originaltekst, som af forskellige grunde ikke er medtaget i den oprindelige oversættelse.”?

Summa summarum: man har kun meget overfladisk gennemgået oversættelserne og foretaget enkelte rettelser, der ofte er unødvendige, mens man jvf. Peberrodshistorien, ”That’s No Fable” og ”The Village Blacksmith”, jævnligt har forbigået de passager, der virkelig trænger til revidering. Ærgerligt at man ikke engang har kunnet leve op til sine egne målsætninger.

Sidst, men ikke mindst, skal beslutningen om at lade titler, lydord og anden tekst udenfor bobler og kasser stå på originalsproget, påtales. Dette betyder, at historierne åbnes med at der står ”Donald Duck”, ”Uncle Scrooge”, mv., til trods for vi har med en tegneserie på dansk at gøre, og at der når træ knækker står ”CRACK!”, mens det når der bankes på døren siger ”Knock, knock” og så fremdeles. Dette er en lidt besynderlig beslutning, når nu vi snakker om en oversat tegneserie – hvorfor overhovedet oversætte, når ikke man har til hensigt at oversætte alt? I ’Udgivers kommentarer’ begrunder man dette valg med, at titlerne, lydordene, mv. var en del af Barks’ grafiske udtryk og derfor ikke burde røres. Til det kan man kun konstatere, at det synes man åbenbart ikke hans langt oftere forekommende, meget karakteristiske håndtekstning er, mens man hører en fjern klirren af mønt inde bag Egmonts samtrykkende mure.


EKSTRAMATERIALE
Udgivelsen kommer som nævnt til at indeholde ca. 1.500 sider redaktionelt materiale. Inden vi tager fat på det, skal det her beklages, at man i hvad der må være sparehensyn har trykt alt dette materiale med så små typer, at den nok væsentlige del af målgruppen, der er af ældre åbningsdato, sikkert om føje år vil få svært ved at læse det, hvis ikke allerede de har problemer nu.

Men til sagen: materialet omfatter en løbende biografisk tekst, såvel som kommentarer til udvalgte historier, suppleret med skitsemateriale, materiale der blev udeladt fra historierne, udvalgte breve fra Barks’ hånd, eksempler på billedreferencer han brugte til sine tegninger, mv., hvilket alt sammen er fremragende. Der er meget ikke før offentliggjort materiale og meget af det af fin kvalitet. Det kunne have været velgørende, hvis man havde ofret lidt mere plads på Barks’ skitser i stedet for blot at bruge dem som staffage i forhold til en given historie eller forside, men det under alle omstændigheder godt at se så mange, der ikke var med i de tidligere kompletudgivelser.

En ting bekymrer dog: på side 10 i bind XXI er der en tegning af Anders, Barks lavede til en af sine fans, som i et brev spurgte ham hvilke tegneredskaber han brugte. Billedet, som man kan se det i CBL, viser Anders der tegner sig selv og samtidig fortæller læseren om Barks tegneredskaber. I CBSV har man imidlertid besluttet sig for kun at vise selve tegningen og skære de ord, Barks havde tilføjet væk. Ikke et stort problem i sig selv, men et muligt udtryk for en suspekt indstilling til det materiale, man har med at gøre.

De forsider Barks tegnede eller lavede skitser til er naturligvis også med, hvilket er fint at se, men de er så rædsomt farvelagt – værre end historierne! – at det ikke er værd at bruge mere plads på her. Sidst, men ikke mindst, er der medtaget eksempler på arbejde, Barks lavede ved siden af sine andeserier, fx. udvalgte oliemalerier, men også tegneserier og billedbøger.

I første kassette er det mest interessante ”Pluto Saves the Ship”, en historie Barks i 1942 – inden sin første andehistorie ”Donald Duck Finds Pirate Gold” (1942) – lavede sammen med Jack Hannah og Bob Karp. Denne har aldrig før været udgivet på dansk og er en fin lille, klart animationspåvirket fortælling i næsten-pantomime. Desværre er den reproduceret meget småt, med fire af dens 51 sider på hver side, hvilket nok er forståeligt dens længde taget i betragtning, men ret beset en misforståelse da den jo er ligeså meget en del af Barks’ samlede Disney-værker som ”Pirate Gold”, som han også lavede sammen med Hannah og Karp, hvorfor den burde have været reproduceret i fuld størrelse. I øvrigt kan det undre at man har farvelagt den, når nu man i ekstramaterialet (I/117) kan læse, at den – i modsætning til alle andeserierne – oprindeligt blev udgivet i sort-hvid.

Vi får også to billedbøger fra 1960, som Barks leverede skitser til: The Lemonade King og Uncles Scrooge’s Christmas Carol. Begge er tegnet og farvelagt af Norman McGarry på basis af disse skitser og er i det hele taget ret forglemmelige. Førstnævnte har man reproduceret side om side med skitserne, så man virkelig kan se hvorledes McGarry banaliserer Barks’ ideer og giver det hele et slikket, reklameagtigt udtryk, der er Barks meget fremmed. Man kan diskutere, hvor meget af den slags ret inferiøre materiale man bør medtage, men det er ikke uinteressant og en fin ekstragave til kompletisterne.

Selve den redaktionelle tekst er skrevet af Barks-specialisten Geoffrey Blum, som også stod for broderparten af teksten i CBL og CBLC, hvorfra en del af den i øvrigt er hentet og bearbejdet. Blum besidder en enorm viden om alt der har med Barks at gøre, og han kan, når han er skarp, skrive både provokerende og indsigtsfuldt om serierne. Desværre sker dette for sjældent, hvorfor hans tekster, og især dem der ledsager de individuelle historier, tit bliver en kende for sniksnakkende og lange i spyttet. Blum er imidlertid aldrig ukvalificeret, så det er ikke noget alvorligt problem. Man kunne dog ønske, at man – ligesom det var tilfældet i CBL og CBLC – også havde inddraget en mand som Donald Ault, som er lidt mere nørklet i sit sprog, men virkelig formår at skrive indsigtsfulde og øjenåbnende analyser af Barks’ serier og fra hvis hånd man allerede har et betydeligt, færdigt materiale fra CBL og andre steder.

Den løbende biografi som indleder hvert af bindene er solid og rig på afslørende oplysninger om ikke mindst Barks’ privatliv. Vi hører således bl. a. om hans forhold til sin mere mandhaftige storebror Clyde og hans mange kuldslagne forsøg på som ung at finde sin vej i livet blandt skovhuggere og cowboys. Og vi hører ikke mindst om hans første ægteskab, til den drikfældige Peggy som på et tidspunkt forlod ham til fordel for en anden mand og tog deres døtre med sig uden at sige noget – en episode som ifølge Blum er den eneste, han har oplevet Barks udtrykke mere dybtliggende følelser af sorg og svigt over. Det er stærk og vedkommende læsning og bidrager til et mere helt billede af manden bag ænderne.

Dog kunne man godt have ønsket, at Blum her og der havde sparet sig nogle meget håndfaste, lommepsykologiske koblinger mellem liv og værk, som f. eks. når han drager paralleller mellem Peberrodshistorien og Barks’ skilsmisse med sin anden hustru Clara, og mellem ”The Menehune Mystery” (”De usynlige venner”, 1954) og hans nye forhold til sin kommende, tredje hustru, Garé: [Chisel McSue] og hans bindende kontrakt symboliserer skilsmisseadvokaterne… Da onkel Joakim pakker sine penge sammen og flygter til en af Hawaiiøerne – en reference til Garé, som var født på Hilo og foreslog ø-eventyret ”De usynlige venner” – følger Bjørnebanden efter og gør livet surt for ham.” (XI/11).

Det største problem med det redaktionelle materiale er imidlertid, at det i den danske udgave er så gudsjammerligt dårligt oversat. Særligt i bind I er sproget så fyldt af anglicismer og ordrette oversættelser, at man forledes til at tro, at de inde i Vognmagergade har sat erhvervspraktikanten til at oversætte teksterne. Lad os tage et par eksempler fra Blums forord og fra biografien. Det første omhandler manden bag CBL, Bruce Hamiltons forhandlinger med Disney om licensen til udgivelsen:

”Jeg kan huske, da Bruce fortalte mig det [altså om planerne for CBL] under en middag en aften efter en lang dags research i Disney Archives. Ligesom onkel Joakim huskede, hvordan han tjente sin første mønt, plejede Bruce at lave historien bedre for hver gang. Navnene på hans partnere sagde mig ikke synderligt meget, da de alle var yderst spendable samlere, og ikke alle af dem havde det bedste rygte. ”Det er korrekt!” bidrog jeg. ”Det var, da en af spidserne hos Disney skældte dig ud, sendte dig et telegram og afbrød forhandlingerne.”” (I/10)

Giver det afsnit overhovedet nogen mening? Lad os forbigå spørgsmålene om hvad det er man gør, når man ’laver’ en historie bedre, hvorfor Blum ’bidrog’ med sin kommentar, hvad ’spendable samlere’ er, hvilken slags ’partnere’ disse var for Hamilton og hvordan de med et rygte, som Blum vidste ikke var det bedste, ikke kunne sige ham ”synderligt meget” i tavshed, og i stedet kigge direkte på de sidste to sætninger. Blum skriver, at han udbrød ”Det er korrekt” og refererer til en situation, vi intet har hørt om i det forrige, og som på ingen logisk måde – og det forsikrer jeg hermed – bliver forudsat i de forudgående afsnit. Det kan være Blums fejl at det hænger så dårligt sammen, men det er svært at tro, da han normalt er yderst velformuleret når man læser ham på engelsk, men selv hvis det er, er det udtryk for mangelfuld korrekturlæsning.

Man kan også konstatere, at hverken oversætteren eller redaktørerne helt er med på, hvad der er gængs terminologi og sprogbrug i tegneseriekredse. Med en karakteristisk formulering kan man således læse følgende om tilblivelsen af ”Pirate Gold”: ”Manuskriptet blev brækket ned i ruder.” Både 'brækket' og 'ned' er sprogligt ukorrekte, når man taler om at ombryde en helhed, mens ’ruder’ som betegnelse går an som den danske pendant til ’panels’, men lyder ganske antikveret; ’enkeltbilleder’ eller ’rammer’ ville have været mere tidssvarende. Man har også – sikkert fordi terminologien i Egmonts internationalt producerende sweatshops er engelsk – besluttet sig for at bibeholde det engelske begreb for ’rentegner’, således at det i teksten hedder ’inker’, og hvis man ikke skulle vide hvad det betød, forklarer man i en parentes at det er det samme som en ’tuscher’. Hvis man bliver nødt til at forklare et engelsk ord med et dansk, hvorfor så ikke bare brug det danske til at starte med? Og så benævner man endvidere konsekvent tegnere og tegneserieskabere ’kunstnere’ – tydeligvis ikke i et forsøg på at anerkende deres arbejde som kunst, men fordi der på engelsk har stået ’artist’.

Men det bliver værre endnu. Blum beskriver, hvorledes et typisk arbejdsmøde i Walt Disney Studios, hvor Barks arbejdede i 30erne, forløb:

”… Så ville chefen og hans assistent blive tilkaldt, måske et par animatorer og gagmænd fra de andre storyafdelinger. Walt ville lede mødet, og forfatterne ville få en chance for præsentere deres tegnefilm. Barks ville holde pegepinden, og Hary Reeves ville danse rundt i lokalet, mens han spøgte og puklede for at omsætte plottet til handling. Walt ville slå ned på gags, han brød sig om eller ikke brød sig om, udpege steder, hvor handlingen haltede, og fortælle, om tegnefilmen skulle produceres eller ej. Hvis han nikkede bifaldende, ville flere kunstnere blive tilkaldt for at bidrage med gags eller føre handlingen i nye retninger. Som et resultat er nogle af de mest interessante storyboards, der overlevede i Disney Archives, dem med de kasserede tegnefilm, som indeholder lange rækker af uforfalskede Barks-sekvenser.” (I/29)

Det lyder næsten som en maskinoversættelse, bortset fra at intet software ville oversætte den engelske imperfektumform ’would’ til ’ville’. Det er ganske enkelt en oversætterbøf på amatørniveau. Hvad man helt præcist laver til et møde, der handler om fremlæggelsen af ideer, når man ’spøger og pukler’ for at omsætte plottet til handling, og hvornår ”Som et resultat…” som åbning af en sætning sidst har været godt dansk, ville man i øvrigt også være i sin gode ret til at spørge om her.

Det samme kan siges om den konsekvente benævnelse af ’fyre’ eller ’gutter’ rundt omkring i teksten – ”Jeg troede det bare var et stort, uformelt foretagende, hvor en flok gutter, som kunne tegne, samledes og fandt ud af, hvad de skulle tegne…” (I/27) – det er tydeligt, at der på engelsk har stået ’guys’, og at man helt uden at lytte til sit eget sprog har oversat direkte, selvom ’gutter’ ikke bruges på samme måde og med samme hyppighed på dansk som ’guys’ gør på engelsk. På et tidspunkt får vi desuden at vide, at Barks ikke havde ”meget brug for superhelteserier” (XI/14), endnu en direkte oversættelse foretaget af én, der ikke er bekendt med de forskellige måder ’use’ bruges på på engelsk. Og hvad med når Blum skriver ”En af antologierne er imidlertid ansvarlig for, at jeg er med her…”? (I/9) Tja, det lyder faktisk heller ikke særlig godt på dansk, selvom man sagtens på engelsk på den måde kan tildele et objekt et ansvar. Eksemplerne er legio, og det besværliggør læsningen af en stor del af de redaktionelle sider betydeligt. Måske skal man i virkeligheden være taknemmelig for, at man ikke har revideret oversættelserne af serierne mere end man har…

Hvem er ansvarlig? Ja, det er naturligvis redaktørerne, der har sat vedkommende erhvervspraktikant, eller hvad oversætteren ellers måtte være af profession, til at gøre arbejdet, og så oven i købet har læst så dårlig korrektur på det. Selv undskylder man i ’Udgivers kommentarer’ sine mangler med følgende formulering: ”Vi har bestræbt os på at oversætte citater, interviews og breve så korrekt som muligt – også selv om det ikke er mundret dansk” (I/18). Pardon my paradox, d’herrer!


DESIGN OG UDSTYR
Papiret serierne er trykt på er tilpas tykt og halvmat, således at farverne står godt på det uden at der opstår det generende genskær, en blankere papirtype ville have forårsaget. Man kunne have foretrukket en mattere kvalitet, men skal nok, med farvelægningens slikkethed in mente, bare være glad for at Egmont ikke har valgt blankt papir. Bøgerne er indbundet i stift bind med stofforstærket ryg. Farverne er bordeau og elfenben med guldfolieret tekst på ryggen. På omslagets forside har man på hvert bind anbragt en eller flere fritlagte figurer fra tegneserierne inden i, mens man på ryggen i guld har sat silhuetten af en anden figur. Bortset fra sidstnævnte, der fremstår lidt klumpet, fungerer dette design – som er kopieret fra den i øvrigt dilletantagtigt tilrettelagte samleudgivelse fra 2001 Carl Barks’ bedste – udmærket og balancerer mellem det kulørte og det eksklusive uden at imponere synderligt.

Kassetterne derimod sender de helt forkerte signaler i forhold til ønsket om såvel ’ekslusivitet’ som uforvansket Carl Barks og harmonerer i øvrigt så dårligt med omslagsdesignet, at der må være tale om en total mangel på koordination mellem designerne af de to fra de ansvarliges side. Man har sandsynligvis forsøgt at signalere, at der er tale om tegneserier og har derfor forsøgt sig med et ’kulørt’ design. Der er intet galt med denne tanke i sig selv, men det design man er endt med mangler det raffinement, man forbinder med Barks. Det er alt for bastant til så sofistikeret en kunstner som han – de store, brutalistiske røde typer på sort baggrund, der staver hans navn på forsiden, signalerer således marxisme snarere end barksisme. Og princippet om at anbringe fritlagte, partialkassierede figurer i fuld farve på baggrund af billeder i halv tone er nærmest gået hen og blevet standard i disse tiders brugsomdelte slaskeblade à la Asschenfeldt & Co. Det er slattent, tidstypisk DTP-arbejde et værk som dette, der på papiret skal stå tidens tand, ikke er tjent med. Det ligner mere en kasse med Brioklodser end en samling af en af det 20. århundredes største fortælleres værk.


KONCEPT OG MARKEDSFØRING
Alle dets fejl og mangler ufortalt, er selve grundkonceptet for CBSV i virkeligheden nok det mest problematiske ved det overhovedet. Men heldigvis også det letteste at rette op på.

Barks’ serier har altid været tiltænkt et massepublikum og er i et halvt århundrede blevet værdsat af et sådant. At udgive det i eksklusivt oplag til en tilsvarende eksklusiv pris – ca. 15.000 + kr. porto for det hele – er udtryk for en helt basal misforståelse, der musealiserer Barks’ ellers stærkt levedygtige arbejde unødigt og afskærer størstedelen af det publikum, serierne altid har været tiltænkt. De unge, nye læsere lades i stikken til fordel for en lille gruppe særlige fans, der ofte allerede har næsten hele materialet i op til flere udgaver i forvejen.

Dette er muligvis forståeligt, når man tager omkostningerne ved produktionen af en så omfattende udgivelse i betragtning. Men omsætningen er nu heller ikke til at kimse af. For det første er der tale om et samtryk mellem fire lande, hvilket bringer den nok anselige trykpris ned. For det andet foregår salget udelukkende per abonnement forestået af forlaget, hvor selv portoen betales af abonnenterne, så der skal hverken afregnes med distributør eller forhandler. Og da oplaget er baseret på forhåndsregistreret interesse, har der heller ikke været de store farer for overproduktion. For det tredje har redaktionsrådet arbejdet ulønnet.

Strategien med at placere tre bind fra tre forskellige steder i serien i hver kassette (kassette 1 indeholder som sagt bind I, XI & XXI) sørger – trods redaktørernes forsikring om at det skam er gjort for at man kan få indblik i tre forskellige, postulerede ”perioder” i Barks’ arbejde samtidig – endvidere for at abonnenterne, der lovbestemt har fuld fortrydelsesret, hænger på og ikke afbestiller de bøger, der indeholder det kedeligere senværk.

Med alt dette in mente kan det derfor ikke overraske, at Thomas Schrøder allerede nu, en måneds tid efter udgivelsen af første kassette, har meldt at der er udsolgt. En hurtig gang hovedregning anbringer således omsætningen på omkring de 27 millioner bare i Danmark, og i de andre lande er oplagene større.

Produktionen har givetvis været dyr, men der er også sparet på en række områder. En væsentlig del af det redaktionelle ekstramateriale bøgerne indeholder er bearbejdet på basis af ting, der også optrådte i de to tidligere samlede udgaver på originalsproget. Den i pressematerialet lovede ”nykolorering” tager som nævnt udgangspunkt i den man finder i Gladstones Carl Barks Library in Color, mens bogdesignet er genbrug fra Carl Barks' bedste. Og så genbruges justerede versioner af gamle oversættelser, mens man undlader at bruge energi på at oversætte og omtegne logoer, titler og lydord. Alt sammen valg, der, uanset deres individuelle berettigelse, unægtelig har gjort produktionen billigere.

Dertil kommer, at nytilrettelægningen af serierne er en klar langtidsinvestering for Egmont. Da de alle nu vil komme til at ligge trykkeklar, kan de når som helst genbruges i diverse andre udgivelser, som fx. det ugentligt udkommende Anders And & Co. Man kan naturligvis ikke være sikker uden at se Egmonts regnskaber, men CBSV lugter langt væk af et særdeles profitabelt foretagende for forlaget. Dette ville være Egmont vel undt, hvis de rent faktisk leverede den luksusvare, de lovede; prisen er ikke urimelig for 30 bøger i fuld farve og luksusudstyr, hvor alt er gået efter i sømmene, men som det er fremgået er dette langt fra tilfældet.

Og et eller andet sted er det nok her, hunden ligger begravet. Egmont har simpelthen ikke tradition for at producere high-endudgivelser. Selvom indholdet ofte er under al kritik, ved de hvordan man skruer en Jumbobog eller et Anders And-blad sammen, så det ser ud som det skal. Men hver gang de har forsøgt sig med prestigeudgivelser er det gået galt – de seneste eksempler er ting som den rædsomt tilrettelagte ’Hall of Fame’-serie og de klodsede hardcoverudgivelser af Waids og Ross' Kingdom Come og Neal Adams’ Batman.

En stor del af problemet er nok, at man i virkeligheden ikke er rede til at ofre det, der skal til. Man er simpelt hen sprunget over hvor gærdet er lavest i alt for mange situationer med denne her udgivelse, og det ses tydeligt. Det ulykkeligt paradoksale er så, at en koncern som Egmont er de eneste, der virkelig har det der skal til for at netop en udgivelse som CBSV kunne blive ultimativ og definitiv. De har kontakten til Disney, de har marketingapparatet og de har ressourcerne. Bare ærgerligt, at de mangler viljen til at lade det ske, og de folk med dømmekraft og øje for kvalitet, der skal til.


AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER
CBSV er en forspildt chance af de store inden for genudgivelsen af klassiske tegneserier. I disse tider, hvor andre klassikere som George Herrimans Krazy Kat, Frank Kings Gasoline Alley, Charles Schulz’ Peanuts og sågar Bill Wattersons Calvin & Hobbes bliver optrykt i de fornemt tilrettelagte kompletudgaver de rettelig fortjener, må Barks’ læsere endnu en gang trækkes med en mangelfuld og stedmoderlig behandling.

Heldigvis kan man, som nævnt, i det mindste delvis råde bod på misèren ved senere at udsende materialet i en billigere, folkelig udgave tilrettelagt med omtanke. Skaden er som nævnt sket på en masse centrale punkter, men dét at man samler hele Barks værk er i sig selv en stor ting. Sagen er jo den, at hans kvaliteter brænder klart igennem den ringe tilrettelægning – et faktum Egmont må være endog meget taknemmelige for efterhånden. CBSV skal nok finde sit begejstrede publikum, som synes at det at få Barks komplet, kronologisk og ucensureret i sig selv er væsentligere end de eventuelle problemer, tilrettelægningen kan have påført materialet.

Man kan imidlertid være bange for, at strategien post-CBSV blot bliver at malke det Barksguld, man aldrig helt synes at have forstået, på den hurtigste og letteste måde ved at udsende en masse hastigt sammenklaskede og uovervejende antologibind, der – ligesom ’Bedste historier’ og ’Guldbøgerne’ før i tiden – skaber et farligt rod og i øvrigt hurtigt forsvinder ud af tryk igen.

Den sande gave til de mange potentielle læsere – og i virkeligheden sikkert også den, der i længden vil skaffe flest af slagsen, og derfor skæppe bedst i kassen – ville være en konsekvent redigeret, forholdsvis billig udgave, der holdes i tryk og samler værket logisk. I en sådan kan man så droppe alt ekstramaterialet, så man ikke skuffer de fans der har købt CBSV. Det vigtige er, at man gør værket tilgængeligt i sit fulde omfang og ikke tvinger folk til at skulle rode rundt mellem en masse antologier, der uvægerligt hen ad vejen vil præsentere noget af det samme materiale. Og så kan man samtidig – hvad man selvfølgelig helt sikkert også vil – møde endnu flere nye læsere ved at trykke materialet i Anders And-bladet ligeså tosset man vil.

Carl Barks samlede værker er en realitet. Der vil der nok gå et par generationer før vi igen får chancen for – langt om længe – at se mesterens værk få den behandling det fortjener. Indtil da er det bedste man kan gøre vel blot at nyde de uperfekte udgaver af hans tegneserier man gennem livet skulle have samlet sig. Der er jo en grund til, at de trods deres betydelige mangler er blevet læst i laser.

 


Barks, Carl. 2005. Carl Barks’ samlede værker bd. I, XI & XXI (kassette 1). Egmont. Mere information her.


Tak til: Benni Bødker, Per Då, Henning Kure, Nancy Dejgaard, Peter Becher Pedersen, Søren Pedersen, Mårdøn Smet, Poul Spærhage, Carsten Søndergård, Niels Søndergård & T. Thorhauge. Og til de mange, der har debatteret emnet Carl Barks' samlede værker i Seriejournalens og Rackhams forumer.

[september 2005]



 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Første kassette med bind I, XI & XXI. Vær opmærksom på, at kassetten på billedet er en dummy - den rigtige er kraftigere og sort, ikke rød, i toppen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Forordets eksempel på hvorledes "King Scrooge the First" er blevet restaureret: øverst er Barks' skitse, dernæste Strobls oprindelige version og til sidst Jippes' nye.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Lyseblånende skygger og en glødende Onkel Joakim. Hvad er motivationen?

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
En pludselig, omvendt solnedgang ledsager Anders' blik på superormen, og Joakim dynger selvlysende fisk over hans hus.

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Red Light, Green Light, 1-2-3.

klik på billedet for at se det i en større version
En lyserød sky af myg??

klik på billedet for at se det i en større version
"Hov! Barks glemte at tegne skyer! Godt vi kan rette hans fejl!"

klik på billedet for at se det i en større version
Anders' hund med computertekstur.

klik på billedet for at se det i en større version
Sådan gjorde man dengang...

klik på billedet for at se det i en større version
... og sådan gør man nu.

klik på billedet for at se det i en større version
Et meddigtende farveindgreb fra fordums tid.

klik på billedet for at se det i en større version
Barks' verden vibrerer af liv, og i den originale, danske udgave af "Lejr-turen" får den en kongenial farvelægning

klik på billedet for at se det i en større version
CBSV anbringer ænderne i en verden af selvlysende plastic.

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Mens man nyder den smagfulde violet-til-gule solopgang bag Joakim, kan man her sammenligne stregtykkelsen i hhv. CBL og CBSV.

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Eksempel på den håndtegnede kreativitet i CBSV i forhold til Barks' original, her hentet fra CBLC. Læg også mærke til skibsskrogets lækre gyldenbrune og skrigende turkise kulører...

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Sammenligningen af tekstningen uden for boblerne. Her Barks' original fra CBL og bearbejdelserne fra hhv. det danske og det norske CBSV.

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Endnu et besynderligt eksempel på tekstbehandlingen. Man har fjernet Barks' håndtekstning på skiltet og erstattet det med en anden, til trods for at der står det samme. Og så har man ikke engang orket at oversætte overskriften.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Koral eller klippe?

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
En gag udvandes. Barks' originalformulering, hentet fra CBLC, og CBSVs version.

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Barks' originalformulering droppes i CBSV.

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Rindoms slatne oversættelse bibeholdes i CBSV.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Eksempel på farvelægningen af forsiderne - her med airbrushede fingeraftryk, flourescent badeværelsesvæg og deraf kommende, til tegningen tilføjede slagskygger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

læs også:
Debat: Rackhams forum
Nyhed 04 & 14/06/05: Nu kommer Carl Barks' Samlede Værker på dansk
Nyhed 24/02/05: Carl Barks' Samlede Værker på trapperne
Nyhed 13/06 & 30/08/05: Den komplette Carl Barks på trapperne
Tema: Carl Barks

links:
Carl Barks' Samlede Værker
Norge: Carl Barks' Samlede Verk
Sverige: Carl Barks' Samlade Verk
Tyskland: Carl Barks Collection
Debat: Seriejournalen
Debat: Andeby Online

 

 

 


tilbage til Anmeldelser


© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.