|
Siden foråret 2000 har Matthias Wivel med ujævne mellemrum
udsendt tegneserietidsskriftet Rackham, aktuelt med sit
sjette og mest ambitiøse nummer, der i udstyr og længde
har karakter af en bog og derfor er betitlet Forandringstegn
– De nye tegneserier. Det er de nye strømninger
indenfor den europæiske og amerikanske tegneserie, Rackham
denne gang tager op i en række interviews med tidens banebrydende
serieskabere. Takket være internettets lyksaligheder er
det muligt for Wivel at styre Rackham fra sin nuværende
bopæl på Manhattan i New York, hvor han læser
kunsthistorie på City University of New York. Nu –
den første weekend i oktober – befinder han sig dog
et par hundrede kilometer syd for New York, til tegneseriefestivalen
Small Press Expo (SPX) i Bethesda,
en forstadsudørk til hovedstaden Washington D.C. Nærmere
bestemt i dobbeltsuiten The Rainbow Chamber på 14. etage
af Holiday Inn Select. I rummet ved siden af servicerer den tidligere
leder af festivalen, Greg Bennett, dem, der er blevet hjemløse
efter hotelbaren er lukket for i nat. Inden vi går ind og
deltager i løjerne, tager vi lige en snak.
---
Du er her til tegneseriefestivalen Small Press Expo, og
har i din tid som studerende i New York frekventeret en del tegneserieskabere.
Hvad er de mest markante forskelle på amerikansk og dansk
tegneseriekultur?
Nu er SPX med sin alternative, noget hippe profil måske
ikke det mest repræsentative udtryk for amerikansk tegneseriekultur,
og man kan heller ikke sige jeg generelt har opsøgt en
sådan mens jeg har været her, men hvis man skal bedømme
de folk jeg har mødt og de begivenheder jeg har deltaget
i her, vil jeg først og fremmest sætte en fed streg
under det store engagement, den store entusiasme og de store ambitioner,
der præger den alternative tegneseriescene her. Der er simpelthen
et markant større overskud end i Danmark. Dette har selvfølgelig
en del af sin naturlige forklaring i landets og sprogområdets
størrelse i forhold til vores på det punkt langt
svagere stillede seriekultur. Men når det er sagt, er det
slående hvor meget mere gang der er i amerikanske serieskabere,
hvor meget mere de har på hjerte, hvor meget mere de går
op i rent faktisk at få noget fra hånden – simpelthen
hvor meget mere de vil og gør med deres medie. Jeg tror
en af grundene til dette er den meget mere entreprenante amerikanske
kultur – den gør-det-selv-ånd, der ligger dybt
indpodet i de fleste amerikanere. Debuterende amerikanske serieskabere
må for eksempel i markant højere grad søge
i egne lommer, når de skal udgive en serie, end det er –
eller, med det nye Kunstråd in mente, har været -
tilfældet i Danmark, hvor kulturen relativt set er ganske
godt begunstiget fra officielt hold.
Du har sammen med T. Thorhauge og designeren Frederik Storm
et nyt nummer af Rackham på gaden, Forandringstegn
- De nye tegneserier, en kombineret interviewbog og tegneserieantologi,
der sætter fokus på seks udenlandske og meget forskellige
tegneserieskabere. Hvad er hensigten med bogen?
Hensigten er at præsentere et dansk publikum for et udvalg
af de fantastiske serier, der i løbet af de sidste ti års
tid har set dagens lys, og fortsat bliver skabt i såvel
en række europæiske lande, som i Nordamerika. Da det
danske tegneseriemarked længe har været ugunstigt
for udgivelser af anderledes art end den sædvanlige, og
da de danske forlæggere i langt overvejende grad synes at
lide af en kombination af forståeligt mismod og lidt mindre
forståelige skyklapper, er forsvindende få af disse
tegneserier tilgængelige på dansk. Vi vil gerne vise
folk, at tegneserien i disse år gør enorme kunstneriske
landvindinger, og at mange af de nye tegneserier er ganske let
tilgængelige, hvis blot man ved hvor man skal kigge. Derudover
er bogen, der udover seks tegneserier – syv når man
medregner Thomas’ introduktion – indeholder dybdegående
interviews med de seks serieskabere bag serierne, et forsøg
på at indkredse seks unikke kunstneriske temperamenter og
nå til en mere indgående forståelse af dem.
Hvis vi ser bort fra selve tegneserierne, hvad er det så,
danske tegneserielæsere og -skabere kan få ud af de
seks samtaler?
De giver først og fremmest et overraskende og fascinerende
indblik i de tanker og overvejelser, der ligger bag hver af de
seks’ kreative udfoldelse, men strækker sig også
langt ud over det rent værkorienterede og er, har det vist
sig, blevet samtaler om livs- og virkelighedsopfattelser formuleret
af seks stærkt originale fortolkere af tilværelsen.
Det er det sidste, der er den virkelige gevinst, og det var en
stor positiv overraskelse at samtalerne blev så rige. Jeg
var godt klar over, at de seks havde spændende perspektiver
på tilværelsen, og så videre – det viser
deres tegneserier jo med al ønskelig tydelighed –
men samtalerne endte alle seks med at blive forbløffende
vidtfavnende, og i øvrigt i et par tilfælde ret hudløst
personlige. Med hensyn til de udøvende herhjemme, håber
jeg da det enorme engagement og ambitionsniveau og det uortodokse
og originale syn på deres kunst, de seks udtrykker, kan
tjene til inspiration. Guderne skal vide, at der er brug for mere
udsyn og større ambitioner blandt danske tegneserieskabere.
De tegneserier, du og din medforfatter kalder "de nye
tegneserier", hvad er det for nogle? Er det en bestemt genre,
en bevægelse eller bare en trend?
Det er lidt vildledende at tale om dem samlet, for det der er
tale om er mest af alt et generelt, bredt rammebrud indenfor mediet.
Visse af de tegneserier, der i dag sætter den kunstneriske
dagsorden, kan godt have ting til fælles, men generelt er
det dominerende fællestræk ved de nye tegneserier,
vi sætter fokus på i bogen, at de er vidt forskellige.
Tegneserien præges i dag af en hidtil uset alsidighed, både
med hensyn til form og indhold, for nu at hive den gamle distinktion
op af hatten. Der synes ganske enkelt at være tale om et
af de sjældne kvantespring indenfor udtrykket, et medie
punktvis oplever, når det finder sig til rette med en ny
identitet.
Nogle af disse "nye tegneserier", for eksempel
Chris Ware og Martin tom Dieck, forekommer ret eksklusive, for
ikke at sige elitære, i forhold til størstedelen
af de tegneserier, der normalt udgives i Danmark. Hvordan tror
du de vil påvirke dansk tegneseriekultur i fremtiden, for
ikke at sige dansk kulturliv generelt?
Nogle af serierne er ganske rigtigt mere vanskeligt tilgængelige
end andre, ligesom det er tilfældet med værker indenfor
andre medier – vi er godt klar over at ikke alle de tegneserier
vi behandler i bogen har lige store chancer for at nå et
bredt publikum, men vi mener at de alle vil interessere et væsentligt
større af slagsen end de har nu, ikke mindst i Danmark,
hvor vi trods vor relativt veludviklede tegneseriekultur kun i
stærkt begrænset omfang har været præsenteret
for alternativer til de traditionelle udtryk i løbet af
de seneste ti-femten år. Håbet er, at tegneserier
som dem vi bringer i bogen vil finde et receptivt publikum, både
blandt tegneseriefans og for mere bredt kulturelt orienterede
mennesker. I virkeligheden vil vi gerne bryde den vantetænkning,
der påklistrer et medieprædikat, før selve
værket bedømmes. Det ville være fantastisk
om tegneserier umærkeligt kunne komme til at indgå
i det kulturelle kredsløb på linie med andre medier.
Har du i den forbindelse nogle bud på, hvordan den
danske tegneseriekultur kunne komme lidt videre i retning af at
inddrage en noget større og mere sammensat offentlighed?
Først og fremmest skal tilstrækkelig mange værker
af høj kvalitet introduceres for det danske publikum; værker
der helt umærkeligt hævder deres legitimitet som fuldbyrdede
kunstneriske udtryk. Det er det, mange af ”de nye tegneserier
gør” – de gør ikke et stort nummer ud
af at være tegneserier, men gør bare deres ting.
Det tror jeg er vigtigt. Dernæst vil en fortsat insisteren
på det umærkelige i at tegneserier kan favne ethvert
emne og udtryk fra kritisk og offentligt hold være en vigtig
faktor – det er noget af det vi prøver på at
fremme. Rent praktisk tror jeg det vil være afgørende,
at disse tegneserier når deres publikum, for eksempel ved
at blive udgivet på bogforlag, blive mere synlige i boghandlerne
og generelt blive markedsført helt på linie med bøger.
Misforstå mig ikke, jeg mener ikke man bør skjule
at disse værker er tegneserier, man skal bare undgå
hele tiden at undskylde for det og forklare det.
Jeg vil driste mig til at spørge dig om hvilke reaktioner,
I regner med at få på bogen, både indefra og
udefra tegneseriekulturen? Specifikt vil også gerne høre
om du har en forestilling om, om nogle af de seks udvalgte tegneserieskabere
i højere grad end andre vil få folk til at klappe
eller løbe skrigende væk?
Den slags er svært at svare på. Det er klart at bogen
på flere niveauer er en udfordring, men den er også
tænkt som en varm og generøs formidlingsgestus. Så
udover den pavlovske afvisningsreaktion fra den lille kerne af
koldkrigere i miljøet, ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal
forvente. Bogen er som sagt tænkt som en henvendelse til
folk udenfor tegneseriekredse, folk der bare generelt er kulturelt
interesserede, og derfor tror jeg ikke nødvendigvis at
en fyr som Jim Woodring, der betjener sig af et ærketraditionelt
tegneseriesprog og derfor nok vil appellere mere til inkarnerede
tegneserielæsere, nødvendigvis vil blive modtaget
bedre end for eksempel Anke Feuchtenberger, der er langt mere
utraditionel, men som jeg har oplevet rammer en nerve hos mange,
der ikke læser tegneserier. Ben Katchor synes jeg er både
fascinerende og morsom, men også noget af en acquired
taste, men han er nok den bredest anerkendte af de serieskabere
vi præsenterer, så sværere tilgængelig
er han måske heller ikke – hvem ved?
Forandringstegn er en meget smuk bog, man fornemmer der
er lagt mange kræfter i den. Den har jo også været
undervejs meget længe, har det været en hård
fødsel?
Ja, det synes jeg, det har sgu været noget af en prøvelse,
ikke mindst fordi ambitionsniveauet er steget i takt med at vi
har arbejdet på den og fordi vi hele tiden har opdaget ting,
vi syntes vi kunne gøre bedre. Læg til det en masse
problemer i den endelige produktionsfase og et smerteligt billede
tegner sig. Og jeg har jo siddet i USA det meste af tiden –
hvis du stiller Thomas og vores grafiker Frederik, der jo dagligt
har siddet med aben de seneste to år, samme spørgsmål,
vil jeg formode de slår sådan en baglæns halvvejs-saltomotale
à la Søren Brun og får krydser i stedet for
prikker som øjne. Men når alt det er sagt, har bogen
sikkert ikke været hårdere at have med at gøre
end lignende publikationer er for andre. Det er med den slags
som med en slem brandert og de efterfølgende tømmermænd
– man glemmer alt det fede og har det dårligt over
fejlene, og man sværger højt og helligt ”aldrig
igen!” Men før man får set sig om, er man tilbage
på flasken.
Forandringstegn er vel at betragte som et Rackham-projekt,
men ellers er det to år siden, det sidste rigtige nummer
af Rackham udkom. Hvad er fremtiden for Rackham?
Det er svært at sige. Forandringstegn var oprindeligt
tænkt som Rackham #6, men forekom os – jævnfør
hvad jeg sagde før om eksponeringen af de nye tegneserier
– efterhånden at rumme et potentiale, der fortjente
mere end den plads i en længere serie af udgivelser, den
ville få som et nummer af Rackham, samt den noget
mangelfulde distribution, vi selv kunne præstere. At den
er endt som en bog er karakteristisk for den organiske udvikling,
Rackham fra starten har oplevet. Forskellige faktorer,
først og fremmest min selvvalgte eksiltilværelse,
gør nu at Rackham stopper som bare nogenlunde
regelmæssigt udkommende blad og vi lukker derfor vores abonnementsordning.
Det mest sandsynlige er, at der i fremtiden vil blive tale om
større udgivelser à la Forandringstegn
– nogle måske med, andre givetvis uden Rackham-prædikatet.
Det er ikke helt til at sige endnu, men vi stopper i hvert fald
ikke vores aktivitet, og vores website, rackham.dk, vil fortsætte
i den hårde stil det det meste af tiden har holdt.
Du er jo også kendt for at være en hård
hund som kritiker, flere danske tegneserier har fået det
glatte lag på rackham.dk, med efterfølgende ballade
på sitets forum. Hvorfor er kritik så vigtig?
Et værk lever kun i mødet med en fortolker, og kritikeren
er – ideelt set – en, der har gjort fortolkningen
til sit kald. Af god kritik forventer man informeret, subjektiv
stillingtagen af den slags, der bidrager til at holde værket
i live i det kulturelle kredsløb. God kritik er uendeligt
mere end den tandløse forbrugervejledning mange forveksler
den med, for slet ikke at tale om det promoverende jubelkor, der
ofte forventes af den og som den i vidt omfang er degenereret
i retning af. God kritik skræller den sociale fernis af,
og søger sandheder i oplevelsen af værket –
sandheder der forhåbentlig finder resonans hos andre fortolkere
og beriger deres egen oplevelse. Jeg hævder ikke at jeg
mestrer dette, men jeg aspirerer mod det og anser det som væsentligt
at jeg derfor ytrer min mening om de ting jeg kritiserer. Mere
konkret, og set i forhold til det danske tegneseriemiljø,
anser jeg det for vigtigt, at nogen bryder den overvejende offentlige
tavshed, den lille kollegiale kreds vi er karakteriseres ved.
Der er brug for at ilde hørte sandheder når ud over
bardisken og ikke forbliver bag ryggen på dem, der har mest
brug for at høre dem. Jeg prøver ikke at være
hård, men snarere retfærdig. Jeg aner som sagt ikke
om jeg lever op til disse høje krav, men jeg gør
fanme mit bedste. Om det er en succes lader jeg det af naturlige
årsager være op til mine kritikere at vurdere.
Jeg er kun en autoritet i det omfang jeg anses for at være
det i mine læseres øjne.
Men selv hvis tegneseriekulturen i Danmark fik et større
udsyn og en mere ambitiøs selvforståelse, er det
så overhovedet realistisk at tro at Danmark en dag ville
blive beriget med tegneserieskabere på niveau med David
B., Chris Ware, Jim Woodring, eller før dem, for eksempel
Jaques Tardi og Will Eisner?
Det mener jeg bestemt. Vi har her i Danmark, på trods af
landets størrelse, tidligere haft serieskabere som Storm
P., Arne Ungermann, Palle Nielsen og Claus Deleuran, som er helt
på niveau med de bedste udenlandske. Dertil kommer en usædvanlig
stærk bladtegnertradition, der er med til at fuldende billedet
af en stærk cartoon nation. Og så synes jeg
bestemt også at den etablerede generation i dag har markeret
sig med særegne og fremragende serieskabere, for eksempel
Ivar Gjørup og Peter Kielland. Jeg skal ikke kunne sige
om den næste seriekunstner i international klasse er lige
på trapperne, men jeg synes vi i dag har en række
særdeles lovende yngre folk, man kun kan håbe i stigende
grad leverer varen i fremtiden.
Du er sikkert træt af altid at høre om resten
af din familie, men det er jo ingen hemmelighed at din far er
kunsthistorikeren Mikael Wivel, at dine onkler er Henrik og Peter
Wivel, hhv. kulturredaktør på Weekendavisen
og forhenværende chefredaktør på Berlingske
Tidende og Information, at din fætter er Klaus
Wivel, litteraturredaktør på Weekendavisen,
og at den heftigt omdiskuterede Ole Wivel – tidligere direktør
på Gyldendal – er din farfars bror. Hvad er der dog
med jer? Har I bare en medfødt trang til kulturformidling
og smagsdommeri eller hvad?
Øh, lad os bare sige, at jeg er alvorligt miljøskadet,
og at jeg ikke er den eneste der er det. Og mens jeg med stolthed
tager smagsdommerbetegnelsen på mig af politiske årsager,
er det i virkeligheden ikke det, der er formålet. Tanken
er en fortsat udstrakt hånd - It’s all luuv!
|
|
[2/10/2004, tidligere bragt i forkortet form i tegneserietidsskriftet
Strip! nr. 28, december 2004]
|
|
|
|
|
|
Paw
Mathiasen og Matthias Wivel til afterparty på SPX sammen
med Top Shelfs Brett Warnock.
Forandringstegn
- De nye tegneserier.
|
