| Small
Press Expo (SPX), der nu igen afholdes i sammenhæng med
den akademiske tegneseriekonference International Comic Arts Festival
(ICAF), er efterhånden blevet en institution på den
Nordamerikanske alternativscene. I år kunne festivalen fejre
sit 10-årsjubilæum og den nye hovedansvarlige, Steve
Conley, der afløser Greg Bennet på posten, melder
om en succesrig festival med over 2.400 gæster og $22.000
rejst til den retslige interesseorganisation The Comic Book Legal
Defence Fund, der siden stiftelsen har været en fast medspiller
på festivalen, og udover velgørende signeringsarrangementer
med festens æresgæster står for en auktion,
hvor de sælger originalsider og -tegninger fra diverse tegneserieluminaries.
Ledelsen
forsøgte sig i år med et par nye tiltag.
Vigtigst af disse var udstrækningen af festivalen til at
omfatte søndagen, i stedet for, som det har været
kotume, at afholde en uformel picnic for de deltagende på
den dag. Selvom reaktionerne ikke var udelt negative, valgte ledelsen
ikke desto mindre at genindføre den traditionsrige picnic
og gå tilbage til to-dagesformatet igen næste år.
Som deltager på festivalen forstår
man udmærket denne disposition, der givetvis skyldes andet
end pekuniære overvejelser. Arrangementets hjerte er nemlig
det sociale, og mange tilbagevendende gæster savnede tydeligvis
picnic'en, der rent socialt var at foretrække i stedet for
en hård søndag i standene. De primært Washington-baserede
arrangørers genistreg er at have placeret festivalen i
den døsige forstad Bethesda, der er tilpas langt fra byens
liv til at holde gæsterne på den Holiday Inn hvor
den afholdes, og hvor de fleste også indlogerer sig. Dette
betyder, at arrangementet efter udstillingsområdet lukker
flytter ned i hotellets lobby og fortsætter til lagt ud
på natten, hvorefter mange holder den kørende endnu
længere rundt omkring på værelserne. Sikkerhedschefen
på hotellet, en jovial jamaicaner ved navn Patrick, udtalte
i den forbindelse at arrangementet er den bedste tilbagevendende
begivenhed, hotellet lægger lokaler til og at tegneseriefans'ne
er intet mindre end eksemplariske gæster man sagtens kan
overlade store mængder alkohol uden det går galt.
En
af æresgæsterne i år var Bones egen
Jeff Smith, der elsker festivalen og har været en afgørende
støtte for den siden den af bl.a. Dave Sim arrangerede
self-publisherturné Spirits of Independence i
1995, SPX' andet år. Smith holdt i år et foredrag
om tegneseriens fortælletekniske potentiale, der viste ham
som den indsigtsfulde storyteller enhver læser
af hans serie vil vide han er. Der blev også plads til en
snak om den nye, farvelagte udgave af Bone, der næste
år vil blive udgivet af det enorme børnebogsforlag
Scholastic Books. Det er en deal, det har taget Smith
og hans kone/manager Vijaya Iyer over et år at forhandle
på plads, men som sikrer ham en langt større distribution,
og forhåbentlig læserskare, end han før har
haft. Problemet set fra denne skribents synsvinkel er, at udgivelsesrettighederne
til Bone nu en længere årrække er lagt
i Scholastics hænder, hvilket betyder at Smiths Cartoon
Books ikke sideløbende kan udgive sort/hvid-udgaven af
serien. Så folk der vil have den ultra prisfavorable One
Volume Edition skal slå til nu.
Blandt andre prominente gæster var Kyle Baker (Birth
of a Nation, Plastic Man), Mike Mignola (Hellboy),
Eric Powell (The Goon) og Scott Morse (Soulwind),
der alle deltog i foredrag, paneler eller question and answer-sessions.
Den akademiske konference, International Comic Arts Festival,
der de sidste to år har været afholdt seperat fra
SPX, var som sagt i år tilbage på festivalen. Desværre
startede den allerede torsdag, hvor mange gæster - inkl.
overtegnede - af naturlige grunde ikke kunne deltage. Udover en
række akademiske foredrag, som undertegnede således
gik glip af, havde arrangørerne inviteret en række
gæster, der omfattede kinesiske Xu Ying, Hong Kong kinesiske
Lily Lau Lee, spanske Miguelanxo Prado, hollandske Stefan van
Dinther og Tobias Schalken, samt amerikanerne Steve Brodner, R.
Sikoryak, Ted Rall og Paul Karasik. Dinther og Schalken fortalte
noget tørt, men engageret om deres grænsebrydende,
stærkt eksperimenterende arbejde med tegneserier, bl.a.
i deres fælles antologi Eiland, mens Prado kortfattet
og ret uinspireret gennemgik sin karriere fra sine tidlige SF-serier,
over bl. a. Hverdagens Vanvid og Kridtstregen, til
sit samarbejde med Neil Gaiman på Endless Nights.
Karasik fortalte inspirerende om sit samarbejde med Paul Auster
og David Mazzucchelli på mesterværket Paul Auster's
City of Glass, der netop er blevet genudgivet, såvel
som på den selvbiografiske bog The Ride Together,
som han har skrevet sammen med sin søster Judy, og lavet
en række tegneseriebidrag til.
Rall (To Afghanistan and Back, Rall), der er
kendt for sin skarpe kritik af Bushregeringen og notorisk for
sin polemiske tilgang til sit stof deltog i et ganske informativt
panel bestående af en række politiske bladtegnere
- Frank Cammuso, Keith Knight, Jen Sorensen, Mikaela B. Reid -
hvor han som sædvanlig leverede en række kaustiske
og stærk underholdende bemærkninger omkring det politiske
klima i USA. De fem tegnere formåede at formidle de dystre
kendsgerninger med lige dele inciterende pessimisme og humor.
"Stem!" Lød buskabet i sidste ende. (Og "Ja,
bare vi kunne" lød det naturligvis stumt fra overtegnede,
samt Paw "Fahrenheit" Mathiasen, der var den faste sparringspartner
weekenden igennem)
Overtegnede
blev desværre nødt til at forlade festivalen søndag
eftermiddag og gik således glip af uddelingen af de såkaldte
Ignatz-priser. Men listen over vinderne følger alligevel:
|

|
| Ignatz-vindere
2004
Outstanding
Artist
Craig
Thompson, Blankets (Top Shelf Productions)
Outstanding Graphic Novel
or Collection
Blankets, Craig Thompson (Top Shelf Productions)
Outstanding
Story
“Glenn Ganges”, Drawn and Quarterly
Showcase Book 1, Kevin Huizenga (Drawn and Quarterly)
Promising
New Talent
Lauren Weinstein, Kramers Ergot #4 (Avodah
Books)
Outstanding
Series
Finder, Carla Speed McNeil (Lightspeed Press)
Outstanding
Comic
Eightball #23, Dan Clowes (Fantagraphics
Books)
Outstanding
Minicomic
Lucky #3, Gabrielle Bell, (Selvudgiven)
Outstanding Online Comic
American Elf, James Kochalka
Outstanding Debut Award
Teen Boat #6: VOTE BOAT, Dave Roman
and John Green (Cryptic Press)
..
| |
| |
[13/10/2004]
|

| |

| |
|

Mike
Mignola.

CBLDFs
direktør, Charles Brownstein, agerer auktionarius lørdag
eftermiddag.

Judy
Karasik og Paul Karasik signerer i CBLDFs stand.

Miguelanxo
Prado taler fra ICAFs podie.

"Politics
and Comics"-panelet. Fra venstre mod højre: Frank
Cammuso, Ted Rall, Keith Knight, Jen Sorensen, Mikaela B. Reid
og ordstyrer Heidi McDonald.
|