| Som
allerede beskrevet i Rackham,
bibragte det dobbelte lederskift i Marvels top for nogle år
siden, ikke blot forlaget, men hele branchen og superheltegenren,
en længe tiltrængt saltvandsindsprøjtning.
De nye i ledelsen var Joe Quesada, der overtog posten som chefredaktør,
og Bill Jemas der blev forlagets nye direktør. Der var
en stor sensationshunger og en masse bullshit over duoens
ret kaotiske tid i toppen hos Marvel - tiltag som den infantile
interne forfatterkonkurrence mellem de to og forfatteren Peter
David, ’U-Decide,’ der bl.a. resulterede i Jemas’
tegneserietravesti Marville, den dilettantisk håndterede
relancering af forlagets hedengangne Epic-imprint, der nærmest
døde før det kom fra start, og afsløringen
af baggrunden for læsernes kæledækkefigur nummer
et, Wolverine, i Origin, hører blot til de øverste
poster i de tos betydelige synderegister. Men for hver af den
slags brølere, fik vi ting som den succesrige Ultimate
Marvel-linie, en forfatterdrevet udgivelsesprofil, tegnet af dygtige
folk som Mark Millar og Brian Bendis, og spændende eksperimenter
som Peter Milligans og Mike Allreds X-Force / X-Statix
(der dog blev skæmmet noget af den i sidste øjeblik
stoppede Prinsesse Di-historie). Facit er grundlæggende,
at Marvel i de to-tre år der gik inden Jemas blev forflyttet
til andet arbejde og erstattet af den anderledes farveløse
Dan Buckley, producerede nogle af bedste superhelteserier genren
har set siden 80erne.
Den mest interessante, om ikke perfekte af disse var skotske
Grant Morrisons ca. tre år lange run som forfatter
på New X-Men, der muligvis er det nærmeste
Marvel er kommet på original tegneseriekunst siden Frank
Miller lavede Daredevil for dem i 80erne. Serien er endvidere
emblematisk for Quesadas sans for kvalitet og mod på at
satse – at gøre så skæv og idiosynkratisk
en forfatter som Morrison ansvarlig for et af forlagets absolutte
flagskibstitler i et år, hvor indsatsen var yderligere forhøjet
på grund af den første X-Men-film, er et
modigt træk af en slags, man ser alt for sjældent
indenfor corporate comics. Valget blev ifølge
Quesada selv truffet i erkendelse af, at hele X-Men-franchisen
efter års udpining under hvad man med belæg kan kalde
X-universets fader, Chris Claremont - og hans mange epigoner -
trængte hårdt til et gennemgribende overhaul.
Paradoksalt nok er Morrisons New X-Men en kærlighedserklæring
til Claremonts velmagtsdage som på forfatter på serien
tilbage i de tidlige 80ere – dengang vore mutanter blev
sat i streg af særligt John Byrne. Men ligeså paradoksalt
er det, at resultatet er så markant anderledes end noget
Claremont nogensinde har skrevet. Serien er et sofistikeret postmoderne
remix af den ældre forfatters bedste ideer, kombineret med
udvalgt silver age-gods fra seriens ældste inkarnation,
omkalfatret med et ironisk, men også hengivent glimt i øjet
til et tidssvarende X-univers og justeret i retning af det coolt
bizarre.
Central for Morrisons fortolkning er ideen om mutanterne som
en hastigt voksende minoritet, der i stigende grad sætter
sit præg på verden i alt fra storpolitik til populærkultur.
Han benytter her et af den tidligere forfatter udviklet plotelement
om at mutanterne indenfor små 5 generationer vil erstatte
den uddøende menneskerace, med mindre en kur mod den genetiske
fejl der forårsager disse problemer findes. I den forbindelse
introducerer han en fanatisk, ny-religiøs bevægelse,
kaldet The U-Men, der for at overleve stjæler og transplanterer
mutantorganer til sig selv – et stærkt koncept, der
bibringer seriens grundlæggende Homo Sapiens / Homo Superior-modsætning
en troværdig og tidssvarende kontekst. Et andet stærkt
plotelement, Morrison tidligt kører i stilling, er den
af en gigantisk mutantdræbende Sentinelrobot Holocaust-agtige
udslettelse af de 16 millioner beboere i mutantkolonien Genosha
(i story arc’en ”E Is for Extinction,”
#114-116). En begivenhed Morrison desværre med typisk stakåndethed
i første omgang afvikler lidt for summarisk, men senere
vender tilbage til som motiverende subtekst for en række
begivenheder, først i et rørende 9/11-mindenummer,
der foregår i Genoshas ruiner (#132), siden i story arc’en
”Planet X” (#146-150), hvor den via et virkelig effektivt
og elegant plottwist leder til den voldsomme omdannelse
af Manhattan til en koncentrationslejr for mennesker.
Det centrale kup er imidlertid Morrisons skildring af Professors
X’ skole som en regulær high
school
for mutanter, hvilket tilfører serien et stort og farverigt
supporting cast af unge, ofte utilpassede af slagsen,
der gør det muligt for ham at iscenesætte en række
forskellige konfigurationer af det klassiske generationskonflikts-
og coming-of-age-tema med et wierd twist, som
giver det hele en overraskende friskhed. Dette kulminerer i hvad
der nok er forløbets bedste story arc, ”Riot at Xavier’s,”
(#135-138). En bande
elever anført af en stærk telepat – Quentin
Quire – og antændt af det dødsensfarlige
mutantkraftforstærkende designer drug Hypercortisone
D, danner i en flirt med Xaviers afdøde rival Magnetos
fascistiske ideer og ansporet af Genosha-massakren og hvad der
ligner et xenofobisk mord på en mutant-modedesigner, i bedste
nynazistil en bande, der om natten tager ud i byen for at nakke
nogle undermennesker og ender med at starte et voldsomt oprør
på skolen. Med karakteristisk postmoderne legesyge, lader
Morrison de unge klæde sig en uniform hentet tilbage fra
den første Sentinel-historie i den oprindelige X-Men-serie
(vol.1, #14, 1965), hvori et skræmmebillede af en mutant,
der pisker nogle menneskeslaver, optræder i en avis (et
billede der i øvrigt også samples af Kurt Busiek
og Alex Ross i nostalgisvederen over dem alle, Marvels
fra 1994).
Skildringen af skolens elever giver Morrison rig mulighed for
at opfinde bizarre mutanter af enhver slags – der er fx
den spinkle og usikre, jordbundne fugleunge Beak, de blonde telepatiske
femlinger The Stepford Cuckoos, den lakoniske og småkvapsede
enøjede nørd Basilisk, Martha, som er en superhjerne
indelukket i en glaskugle og udstyret med en krone af hypodermiske
sprøjter, Dummy der er en intelligent gasart hyllet i en
hermetisk gummidragt (”A smart fart!” som
Basilisk beskriver ham) og No-Girl, som kun eksisterer som rent
koncept. Hvor eksempelvis Claremonts figurer uvægerligt
besidder ”seriøse” superkræfter og mest
af alt ligner tungsindige fotomodeller, fremstår Morrisons
virkelig som mutanter.
Og det er på grund af denne opfindsomhed, snarere end det
er i kraft af plottet, Morrison tager sine stik hjem. Stram plotning
og narrativ konsekvens har aldrig hørt til hans stærke
sider, og historierne her er da også fulde at plothuller,
continuityfejl og løse ender – den allerede
nævnte kæmpesentinel går uden forklaring, og
off-screen, pludselig i stå efter endt gerning,
og Professor X slipper uden anden forklaring end en lemfældig
bisætning af med den mentalt dæmpende hjelm Quentin
Quire og hans bande udstyrer ham med for at pacificere ham, mens
et stykke gaffatape over hans mund skiftevis kommer og går.
Men man tilgiver lettere en forfatter den slags synder, når
han konstant overrasker med ideer som de Nanosentinels, der infiltrerer
vore heltes blod. Eller figuren Fantomex,
der er en slags John Woo-udgave af den klassiske franske pulpfigur
Fantômas, symbiotisk udstyret med en organisk UFO-lignende
organisme, E.V.A., han som ung holdt i et fuglebur og opfostrede
med fyldte, schweiziske chokolader efter at have hostet den op
den dag, hans stemme gik i overgang. Og decideret lettende er
det, at Morrison ikke lader den kvælende kontinuitet, der
i årevis har præget Marvel-universet komme i vejen
for sine historier og sågar laver skæg med den her
og der.
Men mest imponerende er hans figurtegning – der er ganske
vist langt til raffinementet hos en Dan Clowes, men Morrisons
X-Men fremstår ganske enkelt som langt mere nuancerede mennesker
end de har gjort hos Claremont i mange år, og dette oven
i købet på trods af, at Morrison helt undlader at
bruge de tænkebobler og forklarende tekstkasser, hans forbillede
overlæsser sine serier med. Midt i al galskaben tilfører
Morrison med ganske underspillede midler figurerne en psykologisk
realisme, der er sjælden i superheltesammenhæng og
fungerer på præmisserne. Hans udgave af Hank
McCoy / Beast, som tegneren, skotske Frank Quitely, til lejligheden
har omdannet til et kæmpemæssigt kattevæsen,
er et roligt og afklaret voksent menneske og således i stærk
kontrast til tidligere fremstillinger af ham som hyperaktiv gavtyv,
mens den oftest dyrisk skildrede Logan / Wolverine, der igen af
Quitely givet et langt mere cool og civiliseret ydre end man er
vant til, præges af en ro, man ikke har kendt hos ham under
andre forfattere. Vi introduceres også til en ny figur,
helbrederen Xorn,
der er født med en babysol i stedet for sit hoved og besidder
uanede kræfter, som han pacifistisk og altruistisk bruger
i den gode sags tjeneste. Skildringen af hans forhold til de mange
utilpassede elever på skolen, og den udvikling han gennemgår
i relation til de andre på holdet, bliver i sidste ende
en fascinerende udforskning af ideernes magt og hører til
Morrisons største bedrifter som dramatisk forfatter.
Det er i sandhed voksne, modne superhelte vi har med at gøre,
og det kommer mere end noget andet sted til udtryk i skildringen
af den traditionelt hæmmede og lukkede Scott Summers / Cyclops.
Dennes professionalisme manifesterer sig i en nærmest uhyggeligt
kølig
effektivitet med en tilhørende kostelig deadpan-attitude.
Centralt for den soap, Morrison traditionen tro også skal
gøre det til, er Scotts stigende tiltrækning til
holdets mest lukkede og neurotiske medlem, den forfængelige
isdronning Emma Frost, der i læserens øjne efterhånden
forvandler sig fra forførende queen
bitch til seriens mest sårbare og menneskelige
figur. Jean Grey der – naturligvis, fristes man til
at sige – gradvist og for 117. gang i X-Mens historie forandres
til den almægtigt destruktive kraft The Phoenix, men denne
gang skildres som værende i fuld,
tilbagelænet kontrol over forvandlingen, fremstår
med en nærmest overmenneskelig perfektion, der accentuerer
og yderligere menneskeliggør Scotts usikkerhed og afstandtagen
til hende. I historiens sidste story arc, ”Here
Comes Tomorrow” (#151-154), som – i stil med Claremonts
adskillige alternative ”Days of Future Past”-scenarier
– er et kaotisk, totalt udsyret og desværre kun punktvist
fungerende dystopisk fremtidscoda til den overordnede fortælling,
afrundes denne kærlighedshistorie på overraskende
elegant vis og bringer en flot fornemmelse af closure
til den nok underholdende, men også meget forvirrende gang
ramasjang, Morrison har udsat læserne for gennem sine år
på serien.
Forløbets som helhed største svaghed er de skiftende
tegnere. Dette var især grelt i løbet af første
halvdel, der plagedes af forsinkelser og sjuskede fill-in-jobs
fra andenrangstegnere som den klart Joe Kubert-inspirerede og
ganske ferme men også noget lemfældige Igor
Kordey og især den pedantiske Ethan
van Sciver. Seriens visuelle arkitekt var fra starten den
allerede nævnte Quitely, der med sin Moebius-møder-Corben-agtige
stil hører til blandt de absolut mest originale og spændende
tegnere i den amerikanske mainstream i dag og som bibringer hver
af sine arbejder en sjælden klarhed og konkret tilgængelighed.
Når Quitely tegner en figur der flyver, ser det virkelig
ud som om han flyver – man fornemmer den luft der adskiller
ham fra jorden – og han kan iscenesætte action
som få indenfor denne, den mest actionprægede af alle
amerikanske genrer. Derudover er han en opfindsom billedbegavelse,
der fx bibringer pantomimeskildringen af Jeans og Emmas telepatiske
rejse gennem den i koma henlagte Professor X’ sind (#121)
en farverig og fantasifuld symbolik, som i sine bedste øjeblikke
bringer mindelser om Jim Woodring. Og sidst, men ikke mindst,
er han som allerede antydet en inspireret designer af såvel
staffage som selve figurerne, der pludselig fremstår friske,
til trods for de år ud og år ind har slået deres
folder på siderne i de utallige X-seriehæfter, Marvel
har udgivet i snart 40 år.
Quitelys manglende evne til at overholde de deadlines, der desværre
rider de fleste corporate comics som en mare, resulterede
som sagt desværre i, at et par af de tidlige story arcs
rent visuelt tabtes på gulvet, mens der senere kom mere
check på sagerne. Selvom ingen af dem er specielt fremragende
tegneserietegnere, tilfører den ultramanierede Chris
Bachalo story arc’en ”Assault on Weapon
+” (#142-145) en manisk, poppet charme, mens Neal Adams
/ George Pérez-amalgatet Phil
Jimenez forlener ”Earth X” med en tilpas dystopisk
atmosfære og dramatisk elan til at det virker efter
hensigten. Ja, selv den helt igennem gyselige Marc
Silvestri synes som et passende valg til det totalt overstyrede
og steroidepumpede fremtidsdrama, der afslutter hele balladen.
Morrison og Cos. New X-Men fremstår, til trods
for de seneste års pæne antal eksperimenterende superhelteserier,
som noget af en anomali. En besynderlig, men meget mindeværdig
parentes i en tegneseriefranchise, der ellers for længst
synes at have sikret sin egen irrelevans gennem års misligholdelse
og svulmende overbud af middelmådighed. Men det er også
en vital bekræftelse af styrken i et grundkoncept, der samtidig
har sikret de anderledes banale, men effektive X-Men-film
stor succes i biograferne verden over. Et rablende og skamløst
amokløb gennem tidligere tiders konventioner og plotmodeller,
der som sendt igennem et troldspejl afslører den dræbende
effekt, en oprindeligt stærk forfatter – Claremont
– ved årtiers dominans hinsides de gode ideer han
startede ud med, har haft på Marvels måske sliddygtigste
titelklynge. Det er skæbnens ironi, at selv samme Claremont
nu er tilbage i førersædet og på bedste revisionistiske
manér er ved at annullere alle Morrisons bidrag til X-universet
og føre alt tilbage til det gamle. Intet af dette ændrer
imidlertid på, at vi her har at gøre med en vital,
tidssvarende og sjældent original superhelteserie, skrevet
af en forfatter der med såvel denne serie, som det samtidigt
forfattede, idiosynkratiske hovedværk The Filth
(2003-2004), viser alle tegn på at have nået sin foreløbige
kreative zenith.
Morrison, Grant, Quitely, Frank, Yu, Leinil, Kordey, Igor,
van Sciver, Ethan, Jimenez, Phil, Bachalo, Chris, Silvestri, Marc,
m. fl. (2001-2004). New X-Men #114-154 og New X-Men
Annual 2001. New York: Marvel Comics. Opsamlet i: New
X-Men Vol. 1: E Is for Extinction (2002), New
X-Men Vol. 2: Imperial (2002), New X-Men Vol.
3: New Worlds (2002), New X-Men Vol. 4: Riot
at Xavier's (2003), New X-Men Vol. 5: Assault
on Weapon + (2003), New X-Men Vol. 6: Earth
X (2004), New X-Men Vol. 7: Here Comes Tomorrow
(2004). New York: Marvel Comics.
På dansk: Morrison& cos. New X-Men udkommer
i øjeblikket i de danske X-Men-hæfter (København:
Serieforlaget), oversat ved selveste Morten Søndergård.
Flg. numre indeholder forløbig Morrisons run på
serien: 113, 115,117,119, 121, 124 (2004), og resten kommer i
2005 i #125-134.
|
|
[Juli 2004]
|
|
|
| |
|
Frank Quitelys forside til New X-Men #116.
Frank Quitelys enkle, effektive og humoristiske tilgang til fortælling
i billeder kommer til sin ret i actionsekvenser som denne fra
New X-Men #138.
Xaviers skole fortolkes som et regulært college for mutanter.
Tegnet af Ethan van Sciver og Prentiss Rollins. Fra New X-Men
#117.
En af Xaviers fremmeste studerende udfordrer sin læremesters
livsfilosofi og metoder. Tegnet af Frank Quitely og Tim Townsend.
Fra New X-Men #135.
Quires Omega-bande gør sig klar til en tur i byen.... Tegnet
af Frank Quitely og Tim Townsend. Fra New X-Men #135.
På en udflugt kommer Xorns specielle klasse for utilpassede
elever i problemer og må klare sagerne selv. Tegnet af Frank
Quitely. Fra New X-Men #136.
Den mystiske Fantomex i aktion. Tegnet af Chris Bachalo og Tim
Townsend. Fra New X-Men #142.
Helbrederen Xorn introduceres. Tegnet af Leinil Yu. Fra New
X-Men Annual 2001.
Den kølige Scott Summers udfører et medlidenhedsdrab.
Tegnet af Frank Quitely og Tim Townsend. Fra New X-Men #115.
Jean i fuld kontrol. Tegnet af Igor Kordey. Fra New X-Men
#120.
Hank, Emma og Jean. Med ganske økonomiske midler konsoliderer
Morrison tre af seriens centrale figurers personligheder i denne
scene. Tegnet af Frank Quitely og Mark Morales. Fra New X-Men
#116.
Emmas menneskelighed kommer op til overfladen. Tegnet af Phil
Jimenez og Andy Lanning. Fra New X-Men #139.
Quitelys opfindsomhed og sans for design kommer til udtryk i denne
sekvens. Fra New X-Men #121.
Der filosoferes over mutation og evolution i den afsluttende story
arc. Tegnet af Marc Silvestri, Joe Weems, Tim Townsend &
Batt. Fra New X-Men #153.
|
