tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

SKIDT I SPRÆKKEN
Grant Morrison, Chris Weston og Gary Erskines The Filth

Af Matthias Wivel

Skotske Grant Morrison har efterhånden opnået status af den amerikanske tegneseriemainstreams bedste undskyldning for sin generelle mangel på genuin kunstnerisk vision. Efter sin på mange måder mere kreativt stabile og tilsyneladende veltilpasse rival Alan Moores relativt nyligt proklamerede exit fra de kulørte hæfter, der udgør denne hastigt svindende hovedåre i det amerikanske tegneseriemarked, er Morrison ligesom blevet undtagelsen, der bekræfter reglen. Hans serier har fra starten været ujævne, svært overskuelige sammenrend af mere eller mindre syrede ideer, der til tider har syntes forcerede og uvægerligt har været omgivet af en syntetisk dunst af prætention – noget der ikke ligefrem svækkes af hans selvbevidste markedsføring af sin pop-magikerpersona, hvis møde med den gnostiske Kristus i en livstruende febervildelse bekræftede ham i den kosmiske bestemmelse med hans gerning.

Men Morrison er samtidig et åbenlyst cut above the rest. Bullshit eller ej, så er hans serier så fulde af fantasifulde ideer, koncepter og indfald, at man ikke kan andet end imponeres. Og på trods af den ofte stakåndet kaotiske plotstruktur, der bag røgsløret af forfatterintention afslører grundlæggende mangler som historiefortæller, forankres ideerne uvægerligt i en grundlæggende og original refleksion over tilværelsen og, i hans bedste arbejder, i korte øjeblikke af rørende menneskelig varme. Han er, med andre ord, på godt og ondt en vaskeægte auteur – en forfatter med en klart genkendelig personlig sensibilitet og vision, der præger alle hans værker, fra de glatteste af hans bestillingsarbejder for de store forlag – fx JLA og New X-Men (2001-2004) – til de mest personlige af hans serier – først og fremmest hovedværkerne Flex Mentallo (1996) og The Invisibles (1994-2000).

Enter The Filth (2002-2004) – Morrisons hidtil mest formfuldendte og på mange måder mest grænseoverskridende værk. Centralt for hele hans kunst har været udforskningen af kreativiteten som konstituerende for tilværelsen og – i forlængelse af det – selve virkeligheden. Eller rettere kreativitet og destruktivitet, som i Morrisons verden er nærmest synonyme. I tråd med den i Vesten gryende praksis om at vaccinere børn med afmålte doser giftstoffer for at revitalisere det immunsystem, et for klinisk renset miljø har svækket, beskriver Morrison med karakteristisk sans for smart kondenseret varedeklaration The Filth som en helbredende indsprøjtning af snavs. En kontrolleret, humoristisk, metaforisk-symbolsk udsætten læseren for livets værste sider, der styrker dennes forsvar mod det overvældende opbud af skidt og råddenskab, det moderne liv særligt i Vesten er i fare for at drukne i. The Filth er således på ét niveau en civilisationskritik i stil med den anarkistisk-romantiske The Invisibles, men med omvendt fortegn. Mens dén serie i lange passager var ét stort ”fuck you!” til Systemet, giver The Filth udtryk for det sunde i en afbalanceret status quo. I sidste ende udtrykker de to serier på dette plan det samme; at Systemet rummer både det konservative og det revolutionære, det beskidte og det skønne, og at den transcendens, Morrison i sine værker i hvert fald siden de noget håndfaste livtag med metafiktion i Animal Man (1988-1990) og Doom Patrol (1989-1992) vedholdende har bagt os et løfte om, ligger i erkendelsen af dette.

Konkret iscenesættes denne problematik i konflikten mellem en trist, regnfuld, britisk rækkehusvirkelighed og et dekadent, farveskrig af en fantasi, hvor low budget 70er-SF gear à la Doctor Who er den gængse dresscode og kampen mod forstyrrelser af den ontologiske balance hører til dagens orden. Til lejligheden splittet mellem disse virkelighedstilbud er vor hovedperson, den usoignerede midtvejskrise Greg Feely, der med et grænseoverskridende knald hives ud af sin snuskede, pornoafhængige eneboertilværelse med en syg kat som sit eneste selskab af en dame med en krop, der er en Cleopatra Jones værdig og en comb-over to die for, ledsaget af en kolerisk og stalinistisk, hashrygende kosmonaut-chimpanse. Feely er blot en ’parapersonlighed’, fortæller de ham – en tilværelse han, Ned Slade, superagent for den hemmelige tjeneste The Hand, nogen tid har været deponeret i for at komme sig over en særligt traumatisk opgave. Nu er det på tide at træde i aktion igen som ontologisk skraldemand. The Hand, eller ’The Filth’ som de – med den udbredte britiske slangbetegnelse for politiet – betegner sig selv, er en slags virkelighedens immunsystem. De rykker ud mod ethvert fremmedlegeme, der truer med at slå tingenes tilstand ud af balance, fx den ti-tommers bemidlede sexmutant Anders Klimaxx, der ved den nihilistiske pornoproducent Tex Porneaus mellemkomst truer med uomstødeligt at forulempe Beverly Hills med sin monstrøst forstørrede, sorte anti-sperm.

Der er altså tale om endnu en gnostisk informeret Morrison-skildring af gennembruddet til den anden side, men denne gang er vandene mere mudrede end de før har været. Clouet i fortællingen er Slades uvilje til at slippe sin tabertilværelse i det grå rækkehus og især den kat, Tony, han elsker over alt på jorden. Han lader sig ikke forføre af den glamourøse om end ret skræmmende, forskudte virkelighed The Hand tilbyder og insisterer fortsat på sin normalitet som den ensomme, pædofili-mistænkte særling Feely. For The Hands agenter er dette kilde til dyb frustration, fordi den amokløbende, cancer-agtige parapersonlighed Spartacus Hughes, som kun Slade kan stoppe, ikke bare truer organisationen, men hele det ’Status: Q’, de forsøger at opretholde, på sin eksistens. I forhold til The Invisibles’ nøglefigur Dane McGowan, der hentes ud af sin dead end-tilværelse i Liverpool for at kæmpe i den usynlige krig mod den umiddelbare virkeligheds blændværk og trods skepticisme efterhånden accepterer denne opgave, er Feely en mere splittet og i sidste ende mere menneskelig figur. Umiddelbart forledes man til at tro, at hans modstand er endnu en manifestation af Morrisons antiautoritære grundholdning, men som historien skrider frem viser det sig, at forholdet mellem de to handlingsplaner er mere kompliceret end som så; at de i sidste ende er forskelligt skalerede udmålinger af den samme virkelighed og at hans vægelsind derfor er destruktivt.

Skildringen af Feelys tilværelse trækker ifølge Morrison selv på hans egne oplevelser i løbet af, hvad han beskriver som et ensomt lavpunkt i sit liv. Det bliver i sidste ende til en fortælling om at give slip og favne sin kreativitet, som Morrison med karakteristisk sans for det overkomplicerede spejler i en række meta-sekvenser, hvor et edderkoppeformet fartøj styret af netstrømpeiførte skøger frembringer og manipulerer to-dimensionalt, forsimplet tegneserieunivers, hvis figurer til tider spilder over i seriens hovedspor, hvor deres spinkle karakteristika selvsagt ikke kan bære. Seriens i grundpræmissen fæstnede overbud af slibrig sex, ekskrementer, splattervold, generel misantropi og andet snavs modsvares af beskrivelsen af Feelys kærlighed til sin døende kat. I lige linie fra det noget grovkornede, men alligevel virkningsfulde katarsisøjeblik i Animal Man, hvor hovedpersonen Buddy Bakers brutale tab af sin familie ækvivaleres med tabet af hans kat, og i præfiguration af den anderledes toneklare mesterstreg om de tre cyborgdyr på flugt i We3 (2004-2005), er det Morrisons evne til at forlene sin ofte svulstigt demonstrative ’galskab’ med genuint rørende skildringer af basale menneskelige følelser og dilemmaer, der sikrer hans kunstneriske gyldighed. Det er med andre ord den lille rødbrune kat Tony, der gør at vi accepterer et kobbel gasmaskeiførte delfiner, der i sprækkerne mellem den oplevede virkelighed høster skabelsens blæk fra de dér ophobede bjerge af skidt.

Morrisons måske værste hindring for opnåelsen af det lydefri tegneserieværk har gennem hele hans karriere været hans samarbejdspartnere, der kun sjældent har hævet sig over det middelmådige og i mange tilfælde i deres uformåenhed har bidraget decideret negativt til helheden i deres formgivning af hans manuskripter. Mens dette var tolerabelt i de også på manus-planet noget famlende tidlige værker Animal Man og Doom Patrol, samt i hans noget frigearsagtige, men punktvis inspirerede runJLA, var det i perioder decideret ødelæggende for den fantasifulde og prægtige, om end noget ujævne kraftpræstation The Invisibles, og det gjorde også til tider læsningen af hans intelligente og medrivende New X-Men unødigt smertefuld.

Chris Weston er langt fra den værste tegner, der har sat Morrisons ord i streg (konkurrencen er hård!), og han har et godt greb om håndværket, men han mangler ganske enkelt det naturtalent, der skal til for at forløse den realistiske og detaljerige modus, han arbejder i. Selvom de tydeligvis ikke er direkte kalkerede fra fotos, præges hans figurer af den stivhed, denne teknik ofte medfører, og hans greb om ansigtsudtryk synes uvægerligt forceret – han forsøger heroisk at give sine figurer en grimasse, der kan passe manuskriptet, men det ender hver gang med at forblive netop dét – en fastfrossen grimasse, der ofte giver et ufrivilligt komisk resultat. Derudover kan han være decideret sjusket i sin billedresearch, hvilket selvsagt er et problem når man tilstræber realistiske virkelighedsgengivelser. Et grelt eksempel er hvorledes han i et to-siders panoramabillede af et Venedig invaderet af en yacht i storbystørrelse helt undlader eller glemmer at tegne byens tredjestørste ø, Giudeccaen, der skulle ligge nogenlunde der, hvor yacthen ligger. Til gengæld er han forfriskende fantasifuld i sine fortolkninger af Morrisons mere syret-symbolske påfund, såsom Hand-agenternes kitschet anakronistiske rumdragter og delvist organiske fartøjer, eller det delfinbefolkede slaggehav, fra hvilket deres paddehat-formede hovedkvarter tårner sig op.

The Filth står qua sin forening af tematisk kompleksitet, relativt veludført grafisk symbolisme og grundlæggende menneskelighed som et hovedværk i Morrisons produktion, og det værk, hvor hans kreative temperament og forskellige kunstneriske dagsordener når sit stærkeste og mest nuancerede udtryk. En unik besyngelse af den menneskelige kreativitet.

 

Morrison, Grant, Weston, Chris & Erskine, David (2002-2004). The Filth #1-13. New York: DC Comics/Vertigo. Opsamlet i The Filth TPB, New York: DC Comics/Vertigo, 2004, 320 s., farve $19.95.

[februar-marts 2005]



 

klik på billedet for at se det i en større version

Forsiden til The Filth-opsamlingen.

 

 


 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Greg Feely, mine damer og herrer... og katten Tony!

klik på billedet for at se det i en større version
Så er der comb-over!

klik på billedet for at se det i en større version
I The Hands kommandocentral sidder Mother Dirt og holder øje med verdens ontologiske sikkerhed.

klik på billedet for at se det i en større version
Meta-leg i bedste Morrisonstil. Ærkehelten Secret Original har transcenderet tegneseriesidens 2D og sidder radbrækket og længes tilbage.

klik på billedet for at se det i en større version
Morrison leger med klicheerne. En Hand-agents forhør af pornostjerne Anders Klimaxx iscenesættes som en scene i en slasker.

klik på billedet for at se det i en større version
Tex Porneau, direkte inspireret af pornoproducenten Max Hardcore, er med sine fascistiske sexscenarier og mutantsperm en af de trusler, The Hand bekæmper.

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Hey! Hvor er Giudeccaen?

 

klik på billedet for at se det i en større version

læs også:
Anmeldelse: New X-Men
Tema: Britiske serieskabere i USA
Tema: Superhelte

links:
Grant Morrison
Crack!Comicks: The Filth
Chris Weston
Gary Erskine
DC Comics
DC Comics/Vertigo: Grant Morrison Library
DC Comics/Vertigo: The Filth
Newsarama: Interview med Grant Morrison
Barbelith


tilbage til Anmeldelser


© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.