|
Thus the unfacts, did we posses them, are too imprecisely
few to warrant our certitude.
– James Joyce
I tolvte sang af Purgatorio, det sidste skridt på
vejen før Dante kan erklære sig renset for stolthedens
åg og stige op til Purgatoriebjergets anden afsats, støder
han, krumbøjet som han er af sin synd, på en kæmpemæssig
tegneserie, relief-hugget ned i bjergvejens grund. Tegneserien
fortæller hovmodets historie fra tidernes morgen til bibelsk
tid. Således får han mulighed for at genopfriske historien
om Thebens dronning Níobe, der for sin hån af gudinden
Letos to børn mod sine syv, mistede disse til gudernes
pile og selv forvandledes til en statue. Den om væversken
Arakne, der som straf for med sin kunst at have overgået
Pallas Athene måtte henslæbe resten af sin tilværelse
som spindende edderkop. Og fortællingen om den brutale syriske
hærfører, der hengav sig til den hævnende israelit
Judits morderiske hænder, samt, ikke mindst, skildringen
af hvorledes Kong Nimrod af Babel efterladt på Sinearsletten
måtte se sine aspirationer kastet i grus i bitter sprogforbistring.
I Gary Panters kommentarspor til Dante i tegneserieform, Jimbo
in Purgatory, er reliefferne skiftet ud med et diagonalt
anbragt bagtapet af filmplakater
til amerikanske B-film fra 50erne. Som stand-in for Dante
står hans klassiske, candide-agtige muskelmand
Jimbo, hvis oprindelse strækker sig tilbage til de tidlige
70ere, mens Dantes fører op ad bjerget, den romerske digter
Vergil, er erstattet af Jimbos parole officer, den kasseformede,
dobbeltmundede robot Valise. Englen, der stiger ned til dem og
taler om menneskeligt hovmod og altings gang mod støvet,
optræder her i skikkelse af robotkvinden fra Fritz Langs
fremtidsfabel Metropolis (1927).
Samtalen hos Panter er anderledes fragmentarisk end den bevægende
refleksion over menneskelivets værd, Dante giver os. Der
udveksles klassiske nonsensvers og sjofle limericks, mens der
samples og citeres fra Boccaccio, Chaucer og Milton. Resultatet
er en poetisk meningsforbistring, hvor det 20. århundredes
popkulturelle artefakters bæredygtighed afprøves
i en eklektisk og lunefuld zigzag-læsning af klassikerne,
der – hinsides den lifligt i kinden anbragte tunge –
engagerer sig i de spørgsmål kildematerialet rejser.
Forbilledet er Joyces uærbødigt sublime sprogknepperi
i Finnegans Wake (1939) og ligesom den bog er Jimbo
in Purgatory overordentlig vanskeligt tilgængelig for
den kursoriske læser. Selvom Panter er betydeligt klarere
end Joyce, er der brug for et stort intellektuelt og associativt
engagement for virkelig at nyde den, men så er der til gengæld
også smæk for skillingen. Udover at fungere som en
atomiseret men rig læseliste, er tegneserien en sjældent
morsom og tankevækkende syntese af mere end et halvt årtusinds
vesterlandsk tankegods.
Jimbo in Purgatory udløber af en række
tidligere historier, Panter har lavet med Jimbo-figuren. I 1988
samlede han en række kortere historier af forskellig art,
mange af hvilke før havde været trykt i art spiegelmans
og Francoise Moulys klassiske antologi Raw Magazine i
løbet af 80erne, til et rablende dystopisk kakofoni af
Jimboeventyr i vore moderne tider med den Dante-inspirerede titel
Jimbo in Paradise. Og i midt-90erne udgav hans kammerat
Matt ”Simpsons” Groening på sit imprint
Zongo Comics 7 Jimbo-hæfter, hvori Jimbo &
Co. i et eventyr, der går fra den tilsyneladende gaffeltegnede
naivisme i de første numre til med helt bevidst stigende
akkuratesse og detailrigdom i streg i de sidste at ende i en popudgave
af Dantes Inferno, som således bliver den direkte
optakt til den langt mere komplekse serie, vi her har med at gøre.
Udgangspunktet er som nævnt Purgatorio, midterdelen
af Dantes Commedia – hans såkaldt Guddommelige
Komedie – et episk, visionært digt skrevet i
de første årtier af 1300-tallet, som skildrer hans
rejse gennem den antikke og den kristne forestillingsverden, såvel
som sin samtids konflikfyldte virkelighed. Dantes klare struktur
er både formalt og allegorisk Panters blåtegning.
Hertil kommer Decameron, Boccaccios overdådige
skatkammer af røverhistorier og skæbnefortællinger
fra midten af samme århundrede. Som andre før ham
fornemmer Panter direkte forbindelser mellem de enkelte historier
i Decameron og Boccaccios erklærede forbillede Dantes sange
i Komedien. Disse sammenhænge er såvel tematiske
som ikonografiske, men bygger også på strukturelle
sammenfald de to værker imellem: Komedien består
af 100 sange af regelmæssig længde på mellem
40 og 50 terziner (dvs. treliniede strofer med 11-stavelsesvers);
en indledning samt 33 af dem i Inferno, og 33 hver i
Purgatorio og Paradiso, mens Decameron
ligeledes er sammensat af 100 historier, fremstillet af en gruppe
på ti fortællere i grupper af ti over det samlede
narrativs ti dage. De paralleller Panter drager mellem enkelte
sange og historier fra de to forfattere virker til tider forcerede,
mens de andre gange resonerer smukt, og hele vejen igennem er
de det centrale pejlemærke for opbygningen af fortællingen.
Helt centralt står endvidere det klart artikulerede narrative
rum hos Dante. I Purgatorios tilfælde det i
afsatser inddelte bjerg, synderne i trinvis lutring må
bevæge sig op ad for at nå himlene. Den normalt meget
frit arbejdende Panter har mødt denne udfordring med bravour.
Han har tildelt hver sang en side og bygget fortællingen
op om en fuldstændig regelmæssig, hjerteslagsagtig
rytme – hver venstreside er bygget op af 4 x 3 ens rammer,
mens den tilsvarende højreside åbner fortællerummet
op med 3 x 3. Sammentrækning og udvidelse, lub-dub,
lub-dub. Hver enkelt side er omgivet af en bort, der suggererer
et illumineret middelaldermanuskript og samtidig angiver kontinuitet
mellem sange, der foregår på samme bjergafsats. De
er endvidere bygget symmetrisk op, således at hver enkelt
bliver en organiseret, harmonisk helhed, samtidig med at læseretningen
og den narrative bevægelse fra venstre mod højre
bibeholdes i tilpas omfang til at man får fornemmelsen af
en bevægelse. En prægnant gestaltning af Dantes orden
i tegneserieform.
Disse dispositioner har fordret Panters til dato mest kondenserede
og pertentlige tegnearbejde. Hvor han normalt ’punker ud’
i bedste primitivistiske stil, søger han her grænsen
mellem krads og kontrol, hvilket igen underbygger hans punkpop-attitude
i mødet med klassikerne. Stregens vitalitet har altid været
en af Panters centrale forcer og den sættes her i nærmest
alkymistisk spil i et symbolsk rum, hvor hver en detalje er rig
på betydning i forhold til stoffet og hvor hans naturlige
designsans kommer til sin ret i en berusende opfindsom udforskning
af ornamentets liv i uperfekt gestaltning. Der er takkede ildringe,
skygget af parallel- og krydsskraveringer, der trods kontinuitet
varieres i udformning fra billedramme til billedramme, der er
elektriske zigzagnet, som udenfor billedrammerne bliver til oldnordiske
ringmønstre, der er bølgende tidselrænker,
funky-kluntede stjernehimle, nuttet småbuttede røgskyer,
røgspiraler støbt i wienerbrød, svævende
kirbybobler og masser andet tegneseriegodt.
Rent ikonografisk arbejder Panter ud fra en række principper,
der knytter sig tæt til forlæggene, men samtidig tager
udgangspunkt i hans egen populærkulturelle billedbank, såvel
som hans mere personlige erindrings- og forestillingsverden. Den
romerske politiker Cato den Ældre, som møder Dante
og Vergil ved bjergets fod, bliver her til en nunchaku-udstyret
Bruce Lee, der jo som bekendt spillede The Green Hornets cirkelsparkende
sidekick Kato i tv-serien af samme navn fra 60erne. Blandt
de dovne syndere, der passivt afventer frelsen, møder vi
Boy George i stedet for den florentinske lutmager Belacqua. De
derpå følgende under voldsomme omstændigheder
omkomne tæller John Lennon og en kvast bil, der henviser
til Prinsesse Dis endeligt netop på den tid, Panter arbejdede
på serien. På samme måde finder man blandt de
troløse konger,
vel naturligt nok, Frank Zappa, Henry Rollins, Jimi Hendrix og
andre af Panters rockidoler. Man kan her undres over at Panter,
modsat Dante, anbringer adskillige stadigt levende individer på
sit purgatoriebjerg. Forklaringen er vel primært praktisk
– hvis han skulle begrænse sig til afdøde,
ville værket resonere dårligere med hans populærkulturelle
referenceramme – men bortforklares med krydsede fingre i
indledningens beskrivelse af det som et ”…vast
infotainment center built in the shape of Dante’s Mount
Purgatory”, hvor alle de optrædende ”…strive
for university degrees in literature” snarere end det
sjælens lutringssted, forbilledet opererer med.
De gerrige syndere, der hos Dante ligger med hovedet trykket
mod jorden, bliver her, igen kurant med verdens gang uden for
Panters ateliervindue, til ofrene for amerikanernes bombninger
i Kosovo. Den mystiske Mathilda, som Dante møder på
bjergets top, er her en Dallas Cowboys-cheerleader, mens
iscenesættelsen af det jordiske paradis hun fører
ham igennem i en sært smuk sekvens, der – som det
eneste sted i hele fortællingen – pludselig forstummer,
trækker på den suburbane topografi i hans barndomsby
Sulphur Springs, Texas. Sidst, men ikke mindst, optræder
Dantes elskede Beatrice, til hvem Komedien er tilegnet
som det ultimative kærlighedsdigt, her i skikkelse af det
androgyne 60er-idol Twiggy, som, analogt med Dantes aldrig gengældte
ungdomskærlighed til virkelighedens Beatrice, spillede en
afgørende rolle for Panters sexuelle modning. Det personlige
møde med det sene 20. århundredes massekultur indsættes
således på Parnasset, akkurat som Dante gjorde det
med sine venner og de politiske og kulturelle personligheder,
såvel som de historiske begivenheder, der formede hans tid.
I det store og hele undgår Panter den fælde, det
er så åbenlyst at ironisere over sit materiale, som
han gør. Selvom han ikke har kunnet nære sig for
kækt at anbringe en liste med pladeanbefalinger bagest i
bogen, undgår han det meste af tiden det cop-out punkattituden
bærer i sig, fordi han som sagt tager sin rolle som kunstnerisk
kommentator alvorligt. Ligesom det var tilfældet i Jimbo-forløbet
fra Zongo Comics, tager fortællingen, i hvad der tydeligvis
er en organisk konsekvens af arbejdet, til i kompleksitet og fragmentation
i takt med at den skrider frem. De første sange forholder
sig tæt til Dante og Boccaccio, mens tilgangen hen ad vejen
bliver langt mere inklusiv og til tider bevæger sig ganske
langt væk fra disse to grundpiller. Strategien er associativ
– Panter arbejder ikke filologisk ansvarligt, men kombinerer
motiver fra forskellige tekster på kryds og tværs
som det nu falder ham ind, og det resulterer som nævnt ofte
i en særdeles fragmenteret betydningsdannelse. I visse tilfælde
synes denne fremgangsmåde at forsømme det enorme
potentiale, der ligger i kildematerialet, f. eks. når Dantes
centrale, uforglemmelige diskussion om kunst og menneskelig kreativitet
i 11. sang erstattes
af en dybest set pjattet limerick-duel mellem Jimbo, Valise og
to dværge med chesirekatte-smil og øjne på
stilke.
Til gengæld toner Michelangelos selvflagellerende transcendentalpoesi
stærkt i sekvensen, der beskriver Jimbos entré i
det jordiske Sulphur Springs-paradis. Synkrondansende, spiralvandrende
gogo-pudler fremsiger
den store kunstners forbandelse af kødets kendsgerning
og længselsfulde besyngelse af menneskets håbløse
drift mod det, der ligger bag. Den homosexuelle Michelangelo placeres
således på sæt og vis blandt de vellystige,
som de beskrives hos Dante i Purgatorios 27. sang, nærmere
bestemt hos dem hvis synd er sodomi. Men hans ord bliver på
et mere essentielt plan den invokation, der fører Jimbo
gennem den rensende ild til syndsforladelsen og den rene kærlighed
i den følgende sang – til den transcendens Michelangelo
rakte ud efter ved i det sixtinske kapel at afbilde sig selv som
et flået, afsjælet skind på Dommens dag. En
smuk, resonant syntese af to af den italienske renaissances største
visionære.
Jimbo in Purgatory er langt fra et perfekt værk,
men det er trods ironien et dybt seriøst livtag med tilværelsens
store spørgsmål i form af en dødsforagtende
og nødvendigvis indbildsk konstruktion, der afdækker
og skaber livsbekræftende kontinuiteter, snarere end de
transcendentale svar vi alle søger. Med humor og et betydeligt
visuelt overskud serverer Panter et overdådigt og overraskende
generøst, vildt men aldrig kaotisk sammensat taffel, der
minder os om den måde sandhed opstår blandt mennesker
– ved viljens, tankens og troens kraft.
Panter, Gary (2004). Jimbo in Purgatory. 38 s. S/H.
Seattle, WA: Fantagraphics Books. $29.95
Tegneseriens udstyr er, helt i pagt med stoffet, en forening
af traditionelt orienteret håndværk og populærkulturel
masseproduktion og som sådan sjældent gennemført.
Den er i stort format, lærredsindbundet med bladguldstryk
på omslaget. Siderne er rasterløst reproduceret,
således at tuschens sort- og grånuancer fremstår
tydeligt helt uden den uldenhed raster forårsager. Eksemplarisk.
|
|
[juli 2005]
|
|
|
| |
|
Panters grafisk eventyrlyst for fuld udblæsning.
De troløse konger...
En forsømmelse af kildematerialet?
Gogo-pudler citerer da Michelangelo!
|
